2021-07-19

Dorte lærte at kommunikere ved at tegne fordi hendes mor var svært tunghør


Dorte Karrebæk blev født i 1946. Hun har lagt bogstaver og streger til henved 200 titler.   

Dorte Karrebæk, forfatter og illustrator bosat i Juelsminde, fylder 75 år i dag, mandag 19. juli.


Dorte Karrebæk er født i Ballerup. Da hendes mor var meget tunghør, tyede hun som barn til visuel kommunikation. Dorte Karrebæks lette ordblindhed gjorde, at hun også som skoleelev blev tiltrukket af det visuelle.


Hun elskede at tegne og blev uddannet reklametegner på Kunsthåndværkerskolen i København i 1968. I 1982 debuterede hun med ”En lille fugl”. Hun modtog Kulturministeriets Initiativpræmie i 1987 og 1988 og begyndte at kunne leve af sin store passion.

Emil Fibiger Petersen emfi@jyskemedier.dk


2021-07-19

Et kraftigt hurra for Dorte Karrebæk


Af Jens Raahauge i Folkeskolen


I dag fylder Dorte Karrebæk 75 år - og et kraftigt hurra i den anledning er velanbragt. Tænk, at leve i en tid, hvor hun åbner øjne for så meget, der søger at putte sig!  

Da jeg er ganske appelsinfri, men sidder her ved mit tastatur og råber hurra, så skyldes det indre begejstring.


Jeg hører til den generation, der mente, at dansk humoristisk satire ville få en nedtur, da Bo Bojesen stoppede på Politiken, men så tog Roald Als over og førte den bidende humoren til nye højder. Og da Arne Ungermann, Svend Otto S, Ib Spang Olsen og deres disciple gik til de evige illustratormarker, var vi mange, der frygtede at blive efterladt med en billedbogsgenre af en ringere standard. Men så indtog Dorte Karrebæk - og med hende blandt andre Lilian Brøgger og deres elever fra Designskolen i Kolding - papiret og førte den illustrerede bog til nye højder, som fik børn og unge og ældre til at øjne virkeligheder, som lå i tusmørke - enten på grund af vores for smalle erfaringer eller for virksomme fortrængninger.


At Dorte Karrebæk er en gave til os formidlere, har vi søgt at vise i et skrift, som Dansklærerforeningens Folkeskolesektion har lagt på nettet i anledning af dagen.

https://dansklf.dk/dansk


Heri findes artikler af forfattere, Dorte Karrebæk har illustreret: Nils Hartmann, Kåre Bluitgen og Oscar K, og et par formidlere, som sætter pris på de muligheder, hun giver os: Bodil Christensen og Jens Raahauge. Alle artiklerne indeholder forslag til formidling af nogle af Dorte Karrebæks øjen- og tankeåbnere.


Læs det - og bliv inspireret til at give eleverne Dorte Karrebæk som gave.

Så af den skinbarlige indre begejstring vil jeg ønske tillykke ved at skrive et stort HURRA!


2021-07-18  

TILLYKKE TIL DORTE KARREBÆK - fylder 75 år den 19. juli


Den 19. juli fylder Dorte Karrebæk 75 år. Det ønsker vi at markere med dette hæfte, der er vores tillykke til Dorte, og vores bidrag til, at endnu flere børn får den gave at møde Dortes kunst. Hæftet indeholder bidrag af Oscar K, Kåre Bluitgen, Niels Hartmann, Bodil Christensen og Jens Raahauge. Og så selvfølgelig illustrationer af Dorte Karrebæk. Hæftet ligger allerede nu tilgængeligt digitalt, og vil senere blive udsendt i trykt form som tillæg til DANSK 3 til oktober. Se det her:

Tillykke til Dorte Karrebæk | Dansklærerforeningen (dansklf.dk)


2021-07-18

Hun er klog, fordi hun tænker med hånden


75 I MORGEN. Der er ingen som Dorte Karrebæk ! Med lige dele elegance og dødsforagt har hun tegnet sig fremad fra små røde trolde til hudløse tilbageblik. Troldene tegner hun såmænd endnu, men efterat hun med mand og makker, Oscar K. alias Ole Dalgaard, afsluttede rækken af grænseoverskridende billedbøger, har der været andre boller på billedsuppen. Efter ’Fattigmandsbiblen’ og ’Lejren’ er hylden med tabuer tom. Så Dorte Karrebæks illustrationer er blevet ledt i en anden retning. Det kulminerede med ’Lighuset i Breslau’ (stadig med selvsamme Oscar K.) Senest er kommet ’Det var nok det bedste’, der er et hæmningsløst og smertefuldt forsøg i ord og billeder på at nå den afdøde mor. Det hele begyndte med en pixibog. Dorthe Karrebæks allerførste rigtige rap i andedammen var ’Hundesnoren’ (1987) med tekst af Tove Johansen. Den omvendte mange (også mig) til at indse alle billedbogens muligheder og skjulte budskaber. Her handler det rent ud sagt om frihed. Og det har været denne tegners banner lige siden. Dorthe Karrebæks hastige streg har præget talrige billedbøger. De fleste er for børn. Andre er for børn og op. Nogle er kun for ’op’. I ’Ingenting her, ingenting der’ lægger hun alle kort på bordet til alle aldre. Det er en af hendes smukkeste og klogeste bøger.


En stor del af Dorte Karrebæks udgivelser er i genren historie og eventyr (især sammen med Nils Hartmann). De er populære. Andre er lidt sære og ofte med ord af egen avl. Det gælder sådan nogle som ’Den nye leger’, ’Vild i varehuset’ eller ’Da Gud var dreng’ med gudfrygtig tekst af selveste Sankt Madam Nielsen. De senere år er billedsproget modnet og mørknet. Det kan skyldes, at Dorte Karrebæk er havnet i Danmark igen efter en lille snes år i det sydspanske, hvor hun bestyrede blandt andet en appelsinplantage med … ja, med hvem andre end denne Oscar K. Ham har hun været gift med en hel del år. Nu bor de to i et vemodigt lille rækkehus helt ude i strandkanten ved Juelsminde. Dorte Karrebæk har fået et hav af priser. Også Kulturministeriets børnebogspris for de 302 ord i ’Pigen der var god til mange ting’.


Jeg kender Dorte. Jeg elsker hende. Hvis du vil forstå hvorfor, så prøv med ’Stakkels kanin!’ fra 2012. Den handler om det, som det hele begyndte med: frihed. Nu gælder det de små kaniner.

Steffen Larsen i Politiken


2021-03-10

Sigvard Bennetzen er død


Sigvard Bennetzen voksede op i den lille landsby Spandet under fattige forhold, der mest af alt kunne minde om dem, Andersen Nexø fortæller om i Ditte Menneskebarn. Med hjælp fra gode voksne kom Sigvard på Ribe Katedralskole, blev efter endt studentereksamen i 1956 ansat som speaker i Danmarks Radio og studerede sideløbende dansk og russisk litteratur. Han blev cand. mag. i 1967 og samme år programsekretær i DR. Derefter var han i mange år tilknyttet TV-teatret bl.a. som chef og TV-fiktion som dramachef, og i 1993 blev han chef for Radioteatret.


Radioteatret oplevede under Sigvard Bennetzens ledelse en renæssance og blev eksponent for ny dansk dramatik, der udforskede radioteatret som lydmedium og lydens teater i mange spil som Søster Midnat af Staffan Valdemar Holm, Egernet tilbage til haven af Morti Vizki og Måvens og Peder af Line Knutzon. Sigvard Bennetzen mente, at kunstnerne skulle bevare autoriteten som afsendere, og at radiomediet skulle stilles til rådighed og stærkest muligt tjene den kunstneriske vilje. Efter 44 år i Danmarks Radio sagde Sigvard Bennetzen sin stilling op i 2000.


Tilværelsen som pensionist tilbragte han dels i sommerhuset i Odsherred med bl. a. syltning af hyben og nogle måneder om året i Spanien med god mad, litteratur og vin. Sigvard Bennetzen var en uvurderlig mentor og trofast ven.

Æret være hans minde.


2021-02-15

Oscar K har skrevet en bog om det, der skræmmer. Det er en kunst at tage afsked med livet. Forfatteren Oscar K gør sig tanker om det i sin nye bog


Oscar K er Ole Dalgaards forfatterpseudonym. Som ung studerede han bl.a. teologi og filosofi ved Aarhus Universitet. Han har en fortid som ansat hos DR. Han har også været direktør for et egnsteater og adm. direktør for TV2 Øst.  


Af Emil Fibiger Petersen emfi@jyskemedier.dk


UDDRAG FRA ARS MORIENDI "Den kvinde, han elsker, går foroverbøjet i tiden og samler sten i strandkanten. Hun ryster på hovedet ad hans snak om, at verden dybest set er uden fortid, nutid og fremtid, og viser ham et femogtres millioner år gammelt vættelys og trumfer med et søpindsvin fra kridttiden, da dinosaurerne løb frit omkring."

JUELSMINDE: Ved skrivebordet i sit rækkehus på Strandengen i Juelsminde har forfatteren Oscar K begået en bog om en mand, som forbereder sig på det, vi helst ikke tænker på. Den har fået titlen "Ars moriendi", på dansk ”kunsten at dø”. Den er stærkt inspireret af gamle latinske bøger med samme titel.


I middelalderen fungerede de som hjælp og vejledning til dem, der lå for døden og deres pårørende. - Da havde man tanken, at der var et opgør efter livet. Enten kom man i helvede eller ind til evig glæde. Det afhang af, hvordan man opførte sig i sit liv. Derfor lavede man små ars moriendi-bøger, som var med træsnit af døende, som blev besøgt af engle og djævle og kæmpede mellem det gode og det onde og så til sidst nåede frem til det gode resultat, at de valgte troen og gud, siger Oscar K. Han er optaget af den tids forestilling om døden og ikke mindst det moderne menneskes afstandsstagen til emnet. - Dengang lå evigheden efter døden. Det gør den ikke i vores tankegang i dag. Det, synes jeg, er lidt sjovt og spændende. Vi er så forskrækkede over døden. Det er jo faktisk et af de største tabuer at tage op. Det er min bevæggrund for at skrive bogen, siger Oscar K.


Dødens ansigter

Han er selv blevet 70 år og med "Ars moriendi" forbereder han sig på det, der ikke virker så fjernt. Bogen er en lille sag på 70 sider. Den byder på tegninger af fantasifulde og skræmmende skikkelser. Dem står hustruen og illustratoren Dorte Karrebæk bag.

- Jeg havde forestillet mig noget med timeglas og visne roser, men så stiller hun pludselig med de figurer, som passer enormt godt ind. Hun tænker anderledes i billeder, end jeg gør, og jeg vidste, da jeg så de tre første, at sådan skulle det være, siger Oscar K, der egentlig hedder Ole Dalgaard.


Tilbage i barndomsbyen

Han og Dorte Karrebæk flyttede fra Calpe i Spanien til Juelsminde for et par år siden. Det var hende, der ville tilbage til Danmark. Juelsminde er hans barndomsby, og da de besøgte den sammen og gik ved stranden, sagde hun: ”Her vil jeg bo”, og sådan blev det. Med havet uden for døren og ro til at skrive inden for. Oscar K har allerede taget hul på en ny tekst. Denne gang en dødedans på et nedlagt afholdshotel. Men den må hans læsere vente lidt på endnu. Først kommer "Ars moriendi". Udgivelsesdatoen er 23. februar, forlaget er Jensen & Dalgaard.


2020-10-24

Dorte Karrebæk er sammen med Kim Fupz Aakeson,  Lilian Brøgger, Marianne Iben Hansen og Charlotte Pardi indstillet til the Astrid Lindgren Memorial Award 2021. Til lykke til dem alle!

 

Dorte Karrebæk er uddannet fra Kunsthåndværkerskolen i København og bor i dag i Juelsminde med sin mand Ole Dalgaard. Dorte Karrebæk har lagt bogstaver og streger til henved 200 titler.  


2020-10-03

Ny udgivelse fra illustrator i Juelsminde


Dorte Karrebæk er uddannet fra Kunsthåndværkerskolen i København og bor i dag i Juelsminde med sin mand Ole Dalgaard. Dorte Karrebæk har lagt bogstaver og streger til henved 200 titler.   


Emil Fibiger Petersen emfi@jyskemedier.dk


Juelsminde: Illustrator og forfatter Dorte Karrebæk er aktuel med en ny bogudgivelse med titlen ”Det var nok det bedste”.


Bogen handler om forfatterens barndom med en døv mor og behandler temaer savn og det at miste.


- Samtidig er værket et generationsportræt af de stærke kvinder, der i årene efter krigen, og inden ungdomsoprøret, aldrig fik foldet deres talenter ud – skønt de gik i frakker af faldskærmsstof, skriver forlaget Jensen & Dalgaard i en presseomtale.

Bogen er gennemillustreret og for voksne.


Dorte Karrebæk er tildelt Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse. Hun boede i en årrække i Spanien, men har i dag hjemme i Juelsminde.


”Det var det nok det bedste” udkommer tirsdag 6. oktober.


2020-04-10 19:02:29

Martin Luther, den melankolske reformator

den2radio har inviteret forfatteren Oscar K. i studiet til en samtale om hans nye roman om Luther. Titlen er Viae Deus Audet Scire, Veje Gud tør kende, eller Den melankolske reformator. Undervejs runder Oscar K. og Jens Raahauges samtale middelalderens univers, Luthers kringlede veje fra forvirret knægt til melankolsk reformator og det sprog, som bar tankerne hos middelalderens tænkere. Samtalen krydres med passager fra bogen, indtalt af Karsten Pharao. Kan høres her: https://player.fm/series/litteratur/martin-luther-den-melankolske-reformator


2020-03-31

70 ÅR

JyllandsPosten

Ole Dalgard, forfatter, Juelsminde. Ole Dalgaard er også kendt under pseudonymet Oscar K. Han er uddannet i teologi, filosofi, litteratur og sprog ved Aarhus Universitet og debuterede i 1970 med digt-amlingen ”By, du min elskede. Situationer”. Han har været ansat som dramatiker,instruktør og skuespiller på forskellige teatre. I 1981 blev han ansat som programchef for DR B&U på Weekend TV og senere som adm. direktør for TV2 Øst. I 1994 flyttede Ole Dalgaard til Spanien, men bor nu i Juelsminde. Han er gift med forfatteren Dorte Karrebæk, med hvem han har skrevet børnebøgerne ”De tre”, ”Idiot”, ”Lejren” og ”Biblia Pauperum Nova”, som var nomineret til Nordisk Råds Børne- og Ungdomslitteraturpris i2013.


2020-03-31

OLE DALGAARD FYLDER 70

Kristeligt Dagblad

Forfatter Ole Dalgaard, Juelsminde, også kendt som Oscar K blev efter en årrække hos DR programchef for B&U hos Week-end TV i 1981. Tre år senere blev han ansat som direktør for Holbæk Egnsteater og Europæisk Teaterlaboratorium, og i 1989 blev han administrerende direktør for TV2 Øst. Som forfatter debuterede Ole Dalgaard i 1970 med ”By, du min elskede. Situationer”. Sammen med sin kone Dorte Karrebæk var han nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris i 2013 med ”Biblia Pauperum Nova” fra 2012. Ole Dalgaard har et omfattende forfatterskab og en ditto oversættervirksomhed bag sig. Senest har han oversat den 1200 sider lange ridderroman ”Tirant lo Blanc” fra valenciansk, ligesom han har nyoversat tre gammeltestamentlige tekster fra hebraisk, ”Skeptikerens bog”, ”Sangenes sang” og ”Ruths bog”. Han har skrevet en original bog om Luther samt en række romaner og grafiske noveller. For et ungt publikum har han gendigtet Shakespeare, Cervantes, Voltaire, Goethe, Dostojevskij og Chandler i serien Illustreret verdenslittera-tur, som med ”Don Erudito og bøgerne” eterfulgt af ”Bærbar litteraturhistorie” også omfatter hans hyldest til litteraturlæsningen. Af disse blev Voltaires ”Candide” nomineret til Weekendavisens litteraturpris.


2020-03-31 11:32:01

Ole Dalgaard alias Oscar K fylder 70 år - Dansklærerforeningen og Dansklærerforeningens Forlag ønsker TILLYKKE!

Oscar K. har blandt andet udgivet "Lighuset i Breslau" på Dansklærerforeningens Forlag. Til bogen kan du også finde et gratis undervisningsforløb. Opgaverne i forløbet er rettet mod afgangsprøven i dansk, og eleverne skal beskæftige sig med litteratur for at opleve, forstå og erkende gennem teksten.

Sammen med Dorte Karrebæk og Lilian Brøgger har han skabt "Illustreret Verdenslitteratur" ved at gendigte Shakespeare, Cervantes, Voltaire, Goethe, Dostojevskij og Chandler for at give de unge mulighed for at stifte bekendtskab med det bedste.

Og han kaster med "Bærbar dansk litteraturs historie" helt nyt lys på dansk litteraturs historie. Henvendt til alle litteraturinteresserede.

Er desuden kendt for kulthistorierne om to hårde hunde og en kat i "De tre", der udkom på Dansklærerforeningens Forlag i årene 2006-2008. Bøgerne er blevet kaldt "grummere end Grimm" og "fantastisk og grænseoverskridende" ...

»Ole Dalgaard er en intellektuel i dette ords fineste betydning. Tænkende som få. Opslugt af fordybelse. Belæst som få. Men også ødselt givende for dem, som vil give igen eller tage imod. Derfor har han også startet en læsekreds for mænd på Juelsminde Bibliotek. Og her står den ikke på litterære metervarer, men på de store forfattere, som Ole Dalgaard forstår at føre frem; han er jo ikke tangodanser for ingenting!«

Læs hele Jens Raahauges fødselsdagsportræt af Oskar K.

►folkeskolen.dk/1787044/ole-dalgaard-alias-oscar-k-fylder-70


2020-03-31 

Ole Dalgaard, forfatter, Juelsminde, 70 år

Ole Dalgaard har prøvet mere end de fleste: gartner, direktør i TV2, teaterleder, formidleraf verdenslitteratur for unge, nye øjne på tekster fra Det Gaml Testamente, radikale bud på, hvad man kan fortælle for børn i noget, der ligner blledbøger (oftest sammen med tegner og hustru Dorte Karrebæk) og for nylig oversættelsen af den tidlige ridderroman ”Tirant lo Blanc” på 1.200 sider.

Man skulle tro, han var mere end én person, og det er han også. Det meste af den senere produktion er forfattet af hans alter ego Oscar K. fra Breslau, der nu hedder Wroslaw. Det er grænseoverskridende, hvad den myreflittige mand har bedrevet. Først med base i Sydspanien, nu med udsigt over farvandet ved Juelsminde, hvor han trådte sine barnesko. Et overflødighedshorn af lys, lyst og lærdom, som er blevet sabt af dobbeltmennesket i samarbejde med sin tegner. Se selv! Begynd med bogen om ”De tre”, der er grum og glædelig livsvisdom pakket ind for børn! Og fortsæt med ”Fattigmandsbiblen”, som er et moderne bud på Jesu liv og gerninger!

Som motto for sit arbejde nævner fødselaren altid et citat fra Halldor Laxness’ ”Verdens lys”, hvor det om en af personerne siges, at ”han fortalte kun, fordi han syntes, det var værd at fortælle.”
Steffen Larsen


2020-03-30 13:29:37

Ole Dalgaard, forfatter, Juelsminde fylder 70 år den 31. marts

Berlingske Tidende


Han er også kendt under forfatternavnet Oscar K. En årrække boede han i Calpe i Spanien, men han har for et år siden slået sig ned i sin fødeby, Juelsminde.

Ole Dalgaard har et omfattende forfatterskab og en ditto oversættervirksomhed bag sig. Senest har han præsteret at oversætte den 1.200 sider lange ridderroman ”Tirant lo Blanc” fra valenciansk, ligesom han har nyoversat tre gammeltestamentlige tekster fra hebraisk, ”Skeptikerens Bog”, Sangenes Sang” og ”Ruths Bog”. Han har skrevet en original bog om Luther samt en række romaner og grafiske noveller.


For et ungt publikum har han gendigtet Shakespeare, Cervantes, Voltaire, Goethe, Dostojevskij og Chandler i seren Illustreret Verdenslitteratur, som også omfatter hans hyldest til litteraturlæsningen, ”Don Erudito og bøgerne” fulgt af ”Bærbar Litteraturhistorie”. Af disse blev Voltaires ”Candide” nomineret til Weekendavisens litteraturpris.


Og så har han – særligt sammen med sin hustru Dorte Karrebæk – været med til at forny den danske børnebog med bl.a. ”De tre” og ”Biblia Pauperum Nova”, der var nomineret til Nordisk Råds Børne- og ungdomslitteraturpris. Det seneste værk i dette univers er Oscar Ks erindringsbog ”Lighuset i Breslau”.


Før denne omfattende forfattervirksomhed har Ole Dalgaard været gartner, ansat i DRs B&U-afdeling, været direktør for TV2 Øst og leder af Holbæk Egnsteater. For blot at nævne lidt af det, som denne magister i litteratur har været involveret i.


2020-03-30

En intellektuel kulturbidrager fra Juelsminde fylder rundt


af Jens Raahauge i Horsens Folkeblad og på Folkeskolen.dk


Efter at have boet en årrække i Calpe i Spanien slog den prisbelønnede forfatter og oversætter Ole Dalgaard sig for et år siden ned i fødebyen Juelsminde med sin hustru og papegøje. 70-års fødselaren har startet en læsekreds for mænd på byens bibliotek.

Forfatteren Ole Dalgaard, alias Oscar K, fylder 70 år den 31. marts.


Hans liv begyndte i Juelsminde. Siden læste og arbejdede han på andre lokaliteter, indtil han for et års tid siden vendte hjem igen sammen med sin kone, illustratoren Dorte Karrebæk. Og han er virkelig vendt hjem til barndommens land, hvilket kan høres i detaljen. Han kører ikke selv bil, men har rundt om i verden taget bussen. Nu hedder det igen rutebil, når han skal til Vejle eller Horsens.


Hans barndom var vistnok turbulent, men hans kloge hoved førte ham via studentereksamen i Horsens til studier i teologi, filosofi, litteratur og sprog ved Aarhus Universitet. Han valgte også i en periode et liv som gartner, hvilket gjorde, at hans egen have i Calpe i Spanien bar præg af kærlighed til det, der vokser og skal passes. Men først og fremmest var han en intellektuel kulturbidrager.


Ole Dalgaard skrev hobevis af drama, var ansat ved DR's børne- og ungdomsafdeling, blev direktør for Holbæk Egnsteater, for Europæisk Teaterlaboratorium og siden for TV2 Øst, og indimellem deltog han i dansk og internationalt kulturarbejde. Men skriverierne kom efterhånden til at dominere. Det blev til værker i forskellige genrer, ikke mindst romaner.

Ole Dalgaard har mange litterære forbilleder, og alle hører de til blandt de største. Det kommer til udtryk i både det små og i det store. Hans elskede dyr bliver opkaldt efter idolerne. Således hed hans to enorme newfoundlændere Majakovskij og Halldor (Laxness), og hans talende papegøje hedder (Umberto) Eco. Den sidder i øvrigt på terrassen i Juelsminde og siger "Godaw" til forbipasserende uden for turistsæsonen, men når de udenbys kommer, siger den "Hej". Alle i Ole Dalgaards nærhed bliver åbenbart ramt af sprogbevidsthed.


Ole Dalgaard har opfundet en figur, Oscar K, der står som forfatter til hans værker. Oscar K er kendt i offentligheden som den, som sammen med Dorte Karrebæk har skabt en række billedbøger, der har rykket ved børnelitteraturens grænser. Det tog fart med dyreromanen "De tre", og siden kom blandt andet "Idiot", "Lejren" og "Biblia Pauperum Nova", som de modtog Det Danske Akademis Silasprisen for, mens den nye fattigmandsbibel blev nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteratur- pris. I samarbejde med andre illustratorer som Rasmus Svarre og Teddy Kristiansen har Ole Dalgaard udgivet grafiske romaner om Kierkegaard, Borges og Heisenberg, med Rasmus Bregnhøi noir-serien om Lilith og med Dorte Karrebæk og Lilian Brøgger har han skabt "Illustreret Verdens- litteratur" ved at gendigte Shakespeare, Cervantes, Voltaire, Goethe, Dostojevskij og Chandler for at give de unge mulighed for at stifte bekendtskab med det bedste. Fra den serie blev Voltaires Candide nomineret til Weekendavisens litteraturpris.

Ole Dalgaard skrev ved reformationsjubilæet en roman om Luther, hvori han bestræbte sig på at holde sit sprog inden for den tænkning, som var gældende på Luthers tid; karakteristisk for ham altid at holde sig i fordybelsens sprog. Han fortsatte med at oversætte tre fortællinger fra Det gamle Testamente, "Skeptikerens bog", "Sangenes sang" og "Ruths bog", fra hebræisk for at råde bod på Luthers oversættelser, som han ikke bryder sig om. Med Ana Sofia Pasqual Pape som medspiller gav Ole Dalgaard sig i kast med at oversætte den forrygende roman om De forunderlige bøger om Amiaia og Gustau fra catalansk. Det gav ham blod på tanden til at kaste sig over verdens første moderne roman, "Tirant lo Blanc" fra 1490. Den er på 1200 sider og på valenciansk, forløberen for catalansk. Selve ideen blev plantet i ham under bearbejdningen af Cervantes' "Don Quixote", hvor den omtales som verdens bedste bog. Og Ole Dalgaard har brugt tre år af sit liv på at give danske læsere adgang til en sproglig nydelse af dette værk.

Man kan synes, at det er forunderligt, at Oscar K, som Ole Dalgaard lod dø i 2014, har stået for denne oversættelse. Men Oscar K's erindringer udkom også efter hans død under titlen "Lighuset i Breslau" - fornemt illustreret af Dorte Karrebæk. Og så er det ikke så tosset at opfinde en skyggeperson, når man selv er et sammensat gemyt. Både elitær og ydmyg. Både øm og skarp. Så kan man altid få skrevet nuancerne ud af skyggen, hvad enten man er død eller levende.


Ole Dalgaard er en intellektuel i dette ords fineste betydning. Tænkende som få. Opslugt af fordybelse. Belæst som få. Men også ødselt givende for dem, som vil give igen eller tage imod. Derfor har han også startet en læsekreds for mænd på Juelsminde Bibliotek. Og her står den ikke på litterære metervarer, men på de store forfattere, som Ole Dalgaard forstår at føre frem; han er jo ikke tangodanser for ingenting!


2019-10-19

De nominerede fra Danmark til ALMA prisen 2020 er:


Kim Fupz Aakeson, Author

Biblo.dk, Organisation biblo.dk

Lilian Brøgger, Illustrator lilianbroegger.dk

Louis Jensen, Author forfatterweb.dk/oversigt/jensenlouis

Dorte Karrebæk, Illustrator


TIL LYKKE!


2019-08-15

Jess Ørnsbo er død

DET OVERFLØDIGE TEATER

Hos den sagtmodige, venligt skeløjede digter, der kaldte sig Jess Ørnsbo, udstilles det 20. århundredes meningsløshed i al sin tomhed. Uden sentimentalitet. Uden indignation. Uden selvmedlidenhed. Og med stor humor og alvor. Blottet. Teatralsk. Patetisk. Rystende. Ørnsbo har ingen hang til pædagogik eller psykologi - og hvilke store digtere har vel det? - han har ingen skjult dagsorden. Det er, som det er. Men han viser det. Som i DE FRYGTELIGE URE fra Tidebogen, 1997:

”alting er li-/
ge før/
alting er lige overstået/
disse hastigt tømte barndomme/
de dårligt kopierede ungdomme og/
kærligheden en million/
kys borte”

”Jeg blev født i København i 1932,” fortalte Ørnsbo i en artikel på ForfatterNet Ramsø, 2000. ”Min fader var kartoffelhandler (tidligere kusk, grønthandler, vinduespudser). Min moder var stuepige. Det gamle Vesterbro var min legeplads. Besættelsestidens gader og opholdssteder var min ballast. Jeg blev senere smidt i skole på Frederiksberg og blev student i 1951. Jeg levede af at slæbe kartofler og kunne derfor tillade mig at gå på universitetet og læse alle mulige ting. Det endte dog med at jeg blev hængende i de slaviske sprog. Jeg tilbragte derfor et par år i østeuropa - mest i Polen.”

Hverken hans opvækst eller hans indgående kendskab til østeuropæisk litteratur og teaterteori fornægter sig i hans værker. Omdrejningspunktet i mange af hans skuespil er naturens dysfunktionelle bedrag, familien, som i Hypdangbok, 1966, Fælden, 1981, Børnene derpå, 1983, Klubben, 1995, og De Forkerte, 1990, hvor krigen under den danske besættelstid marcherer tværs gennem ægtesengen hos stykkets danske far og tyske mor på Vesterbro i København:

”(Mørke. Gong. Faderen dukker op. Han trækker moderen efter sig, der kravler på alle fire.)

FADER: ---- Er der nogen der vil købe en tysk ko -- Er der nogen der vil købe en tysk ko - eller skal jeg sende hende tilbage, hvor hun kom fra -”

Så er tonen ligesom slået an.

Jess Ørnsbo har skrevet afhandling om Rolle og struktur hos den polske avantgarde-dramatiker Stanislaw Witkiewicz* (1851-1915) og oversat bl.a. den homoseksuelle alkoholiker Jerzy Andrzejewskis* (1909-1983) Popiół i diament, Aske og diamanter, 1948, og den stilfærdige tegnelærer Bruno Schultz’* (1892-1941) Skley Cynamonowe, Kanelbutikkerne, 1933. Og han henter inspiration hos Witold Gombrowicz, Jaroslav Hašek* (1883-1923), Franz Kafka og - især i skuespillene - i Majakovskijs teaterstykker, Vsevolod Emilevich Meyerholds* (1874-1940) teatralske teater, i evig polemik mod Konstantin Stanislavskijs* (egl. Konstantin Aleksejev, 1863-1938) naturalistiske ”system”, fascineret som han er af Antonin Artauds* (1896-1948) grusomhedens teater, Eugenio Barbas* (1936-) magiske teater og absurdisterne Samuel Beckett* (1906-1989), Eugène Ionesco* (1909-1994) og Sławomir Mrożek* (1930-2013), som Ørnsbo også har oversat.

Ørnsbo skriver grotesk, frigørende og fornyende teater, der bryder alle regler. Fysisk. Karikeret. Burlesk. Uden lunkne mellemregninger. En kæberasler til den offentlige smag. Et rarietetskabinet af personer med hilsner til Storm P. og Majakovskij: Sing-Sing, Pusterøret, en fader, en tilsvarende moder, en person i retning af en husassistent, Bedstes tilbeder, børn, en sinke, langhåret ung mand med løse bevægelser, tyk frustreret pige i tyverne, kraftigt bygget mand med tyggegummi, slamsuger, en afstumpet nævesvinger, en person med et lig, en veldrejet larve glat og sjælløs, den gamle i rullestol, hundelufteren, en helt fremmed person. ”Replikkerne kommer fra dybet af kæften eller derunder,” skriver Klaus Hoffmeyer* (1938-) i forordet til 8 Ulige spil, 1998, ”og alt håb lades ude i de menneskelige relationer med en så udsøgt perfektion, at kun voldsomme latteranfald kan dementere humørsygen.”

Alle, der som jeg oplevede de få opførelser af Ørnsbos Livet i Danmark på Århus Teater iscenesat af Klaus Hoffmeyer i 1980, er mærket for livet. Sproget krakelerede med falsk tryk på stavelserne, hæslige fortalelser og misopfattelser for ørerne af tilskuerne. Skuespillernes dilletanteri og rolledistancering, kunstighed og indlevelse stak i øjnene. Og en verden, et museum med personerne fra Huset på Christianshavn, sank i grus under teatergængernes fødder. En person vil sige noget, men kan ikke.Avoid writing:

”Personen åbner munden - højt og gabende - ikke en lyd.

TÆPPE.”

Århundredets største, førsteklasses forrykte, danske dramatiker måtte selv i 1998 bekoste udgivelsen af sine ulige skuespil, fordi ingen forlæggere i Danmark turde. Som han aflutningsvis skriver: ”Jeg takker herved hjerteligt Jess Ørnsbo for hans gavmilde donation …”

Æret være hans minde!


2017.01.13

Bye-bye til Oscar K


Forfatteren Ole Dalgaard begraver sit succesfulde alias med en roman om Luther

HORSENS - Oscar K. kom til verden i de tidlige 00’ere. Det var på den tid, da forfatteren Ole Dalgaard vendte tilbage til sin barndoms og ungdoms by Horsens og sammen med en 7.-klasse på Langmarkskolen skabte Mikkel, hovedperson i med tiden seks ungdomsbøger.
Siden vakte Oscar K. opsigt med en række kontroversielle billedbøger, der mere rettede sig mod voksne end børn.


Nu har den både balstyrige og filosofiske forfatter så taget fat i selveste Martin Luther. Det sker med romanen ”Viae Deus AudetScire - Veje Gud tør kende eller Den melankolske reformator”.


I pressebrevet fra forlaget Jensen & Dalgaard får udgivelsen de vanlige pæne ord med på vejen. Og til sidst denne sætning: ”Med romanen har Oscar K. besluttet at sætte punktum for sit forfatterskab.”


Dét kræver en forklaring.

Når jeg kigger på min bogreol...
Den kommer pr. telefon, for Ole Dalgaard har siden 1994 boet i Spanien. Så mens kulden omfavner Danmark, melder han om sol og orange appelsiner på træerne. Dernede i varmen sidder han så og gør status over sine skriverier.


- Når jeg kigger på min bogreol, står der alt for mange... - nej, ikke for mange, men mange bøger med mit navn på ryggen. Og der udkommer også så mange andre bøger...
Så den 66-årige forfatter har gjort op med sig selv. Han afvikler ”i god ro og orden”, som han siger. Øver sig på at blive ingenting.


- Sådan er det jo med tilværelsen. Når man bliver de her 50-60 år, må man vænne sig til, at der også er en slutning.

Katolsk jordskælv
Slutningen bliver så med Luther. Reformatoren, som for 500 år siden skabte et jordskælv i katolikkernes tolkning af kristendommen og skabte...
Ja, hvad var det egentlig, han satte i gang?


Tilbage i sin ungdom læste Ole Dalgaard teologi på Aarhus Universitet. Han fik aldrig gjort studierne færdige, men var i gang så længe, at han færdes rimeligt hjemmevant i det teologiske univers og i de mange værker om Luther.


Derfor var han ikke afvisende, da Jensen & Dalgaard spurgte, om han ville skrive om den tyske reformator. Bestillingen lød i første omgang på en graphic novel - en tegnet udgave af historien om Luther.


- Men efterhånden, som jeg kom ind i stoffet, kunne jeg se, at det ikke duede med tegninger til, konstaterer Ole Dalgaard.


I stedet blev det til godt 300 sider i næsten lommebogsformat, hvor de eneste tegninger er de røskner, hans kone, tegneren Dorte Karrebæk, har skabt til at adskille tekstens afsnit.

Luther i bakspejlet
Ole Dalgaard har lige fra starten været klar over, at 2017 vil bringe ”en helvedes masse bøger om Luther”.


Derfor prøver han i ”Viae Deus AudetScire” at gå en anderledes vej:
- Vi får jo alle bakspejls-kiggerierne om Luther som kapitalismens, rationalismens og demokratiets far. Men hvad nu, hvis man dropper alle de forudfattede meninger? Hvad nu hvis man prøver at undersøge, hvad der egentlig skete dengang i 1500-tallet? Det satte jeg mig for.


Så vi får historien om den velbegavede dreng, der vokser op i rimeligt gode materielle kår. En dreng, der som mand begynder at tænke over, hvad meningen med livet egentlig er. Og en mand, som ikke kan forlige sig med en Gud, der dømmer mennesket ned i Helvede.


- Så Luther skriver teserne om afladshandelen, og pludselig står han som - eller han bliver stillet frem som en frontfigur, uden at han helt ved, hvad han egentlig er frontfigur for, mener Ole Dalgaard.

...så bliver man lidt tosset
Historien fortsætter med, hvordan Luther oplever magtens sødme, og hvordan den korrumperer ham.


- Det hele går ham til hovedet, og så bliver man lidt tosset, siger Ole Dalgaard om sin opfattelse af Luther, der undervejs må have haft sin tvivl om, hvorvidt han var på rette vej.


- Som ældre iscenesætter Luther sin fortid og fremstiller sig selv som profeten, der har set lyset. Men sådan foregik det ikke. Han er ikke en skid interesseret i masserne. Han bliver skubbet op på scenen og bliver grebet af fornemmelsen af magt. Han tænker ikke på demokrati eller fornuft. Det er alt sammen noget, vi i eftertiden har tolket ind i historien, så det passer med det, vi mener. Vi siger: Han har tænkt demokrati. Gu’ gjorde han ej!

Hareskåret og Rottefjæset
Samtidig breder Ole Dalgaard i ”Viae Deus AudetScire” historien ud, så den ikke kun handler om Luther. De 316 sider er lige så meget en roman om en i helt bogstavelig forstand mørk middelalder.


- Når solen var gået ned, kunne man ikke se en hånd frem for sig, som forfatteren konstaterer.


Tiden lader han læseren opleve via en gruppe børn: den blege, den stridhårede Ene, Hareskåret, Rottefjæset, fuglekenderen Tusten, Tvetullen - skikkelser, de faste Oscar K.-læsere uden vanskeligheder kan tegne billeder af.


- Børnene bliver aldrig ældre i romanens forløb. De er lagt ind for at sætte tiden i stå. For at understrege, at i middelalderen gik tiden langsommere. Det var først på Luthers tid, de første kirkeure begyndte at dukke op og lægge an til vores nutid, hvor vi er endt med at piske rundt.

Glæden ved at læse...
Læsningen af romanen blotlægger Ole Dalgaard som den særdeles kyndige fortæller, der har læst meget mere end sin lutherske bibel. For også reformatorens med/modspillere som bl.a. Erasmus af Rotterdam, Georg Burkhardt von Spelt, Jean Calvin og Melanchthon samt talrige af deres forløbere kommer til orde i ”Viae Deus AudetScire”. Og det bringer os frem til Ole Dalgaard dags dato.


For nok har han besluttet at sende Oscar K. på pension, men glæden ved at læse har han ikke lagt bag sig.


- For mig er det stadig en stor oplevelse at prøve at sætte mig ind i andres tekster, forklarer han. Det er noget, jeg har med fra min tid på Horsens Statsskole og specielt lektor Ernst Wilson. Han lærte mig at elske at læse og få hold på de tanker, der foregår i andres hoveder.


Med fra sin tid på Aarhus Universitet har Ole Dalgaard kendskabet til latin, græsk og hebræisk - viden, han brugte, da han til Luther-bogen skulle oversætte latinske tekster. Og som han bruger nu.

Skeptikerens bog
For den 66-årige forfatter har kastet sig ud i at oversætte nogle af Det Gamle Testamentes tekster. Og meget typisk for ham er ”Prædikerens bog” blevet til ”Skeptikerens bog”.


- Jo, for de autoriserede oversættelser, den danske folkekirke arbejder med, er meget præget af Luther og hans syn på Bibelen. I modsætning til det prøver jeg, så godt man nu kan, at sætte mig ind i den tid, hvor teksterne blev skrevet.


Det er derfor, Prædikeren bliver til Skeptikeren.


- I luthersk forstand er han én, der prædiker for en menighed. Men han har snarere været en lærd, der ligesom Sokrates og Platon rejste rundt, og han forholdt sig skeptisk til den livsvisdom, der ligger forud, lyder det i telefonen fra Spanien.


På samme måde er Ole Dalgaard optaget af ”Højsangen” - Bibelens absolut mest erotiske bog.


- Så det bliver udlagt til, at manden er Jesus og kvinden menigheden, og det er jo en fin måde at omgå det direkte erotiske på. Men forud for ”Højsangen” ligger egyptisk erotiske digtning - med klare paralleller mellem værkerne. Og egypterne blandede ikke Gud ind i det!

Den lærde uvidenhed
Sådan bliver der stadig tænkt tanker i den spanske varme. Ikke så meget for pengenes skyld, mere for at holde sig i live.


- En forfatter emeritus kan godt pusle med noget, som Ole Dalgaard konstaterer.
Han samler sin interesse for de gamle skrifter op i udtrykket ”den lærde uvidenhed”.


- Vi mennesker lægger ud med ambitionen om at lære så meget som muligt, så vi kan forstå verden. Men man kommer til et punkt, hvor man må sige til sig selv: Vi kan næsten forklare det hele, men der er altså også noget, som ikke kan måles og vejes. Uanset hvor klog, man bliver, mangler det sidste link. Noget, der er uudsigeligt. Og det fascinerer mig.
Hvorefter den belæste forfatter igen henter Prædikeren frem:


- Han siger, at den vise har den fordel frem for tossen, at han ikke famler rundt i mørket. Men, tilføjer han, de skal begge dø...

-----------------------

FRITSTÅENDE CITATER

”Jeg har ikke længere noget, jeg rigtigt skal. Men jeg vil gerne lære mere.”

”Fordelen ved den katolske kirke er, at der var én sandhed. Med Luther stod vi pludselig i den forfærdelige situation, at vi havde to sandheder. Eller flere, for inden for hans rækker fandtes nogle, som mente, at deres sandhed var den rigtige.”

------------------

BLÅ BOG

Ole Dalgaard
og Oscar K.
Ole Dalgaard er 66 år. Han blev født i Fredericia, men voksede op i Horsens, der også danner baggrund for hans debut som forfatter i 1970 med digtsamlingen ”By, du min elskede”. Digtene tager afsæt i begivenheder og oplevelser, han har indsuget i sin ungdom i Horsens.
Han har læst teologi, nordisk sprog og litteratur ved Aarhus Universitet. Har ernæret sig som dramatiker, instruktør og skuespiller. Arbejdede for DR, hvor han bl.a. var med til at skabe serien ”Kolonihaven”. Fra 1982 ansvarlig for B&U-stoffet på DR.
Derefter fugte otte år som direktør for Holbæk Egnsteater, hvorefter Ole Dalgaard blev chef for TV2 Øst. Siden ansat på Domino Film som producer og manuskriptforfatter.
Flyttede i 1994 til Spanien.
Har været med til at udvikle ”Strisser på Samsø” og skrevet stykker til Radioteatret.
Oscar K. kom i 2000 til verden som et pseudonym, og Ole Dalgaard har frem til i dag”været fuldtidssekretær for Oscar K.”, som han siger.
Har siden debuten i 1970 dels i eget navn, dels som Oscar K. udgivet en lang række bøger, der rækker fra traditionelle romaner over billedbøger for børn og voksne til gendigtninger af bl.a. Shakespeare og Voltaire.
Ikke mindst billedbøgerne, flere af dem skabt i samarbejde med ægtefællen, tegneren Dorte Karrebæk, har været omdiskuterede. Bl.a. går Ole Dalgaard/Oscar K. i ”Børnenes bedemand” tæt på døden; ”De skæve smil” lader alle de provokerede aborter komme til orde; ”Idiot!” er om tossen, ingen af de andre vil lege med, mens ”Lejren” indeholder klare referencer til nazisternes kz-lejre.
Andre bøger tager de store filosofiske temaer og svært forståelige begreber op, bl.a. ”Et øjeblik i Kvante Sørensens liv”, der handler om kvante-teorierne, som den tyske fysiker Werner Heisenberg stod bag. Samme Heisenberg og atomfysikkens far Albert Einstein har Ole Dalgaard helliget andre bøger.
Også teologiske emner har gennem årene optaget ham. Det udmøntede sig bl.a. i 2012-udgivelsen ”BibliaPauperum Nova - Ny bibel for de fattige i ånden”. Bogen sikrede, at han og Dorte Karrebæk året efter var nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris.
Flere af bøgerne er oversat til andre sprog.
Ole Dalgaard har gennem årene modtaget en række legater, bl.a. i 2014 et tre-årigt arbejdslegat fra Statens Kunstfond.
Har nu sendt Oscar K. på pension, men arbejder stadig med bl.a. oversættelser. Aktuelt er han sammen med Ana Sofia Pasqual Pape ved at fordanske den spanske ridderroman ”Tirant lo Blanch” - ”Den hvide ridder” - fra 1490. Romanen var en af inspirationskilderne for Miguel de Cervantes, da han et århundrede senere skrev den verdensberømte ”Don Quixote”


2016.07.19

Dorte Karrebæk fylder 70 - TIL LYKKE!

Steffen Larsen i Politiken:

Danser med Dorte








70 I DAG. Dorte Karrebæk er uddannet som reklametegner fra Kunsthåndværkerskolen i København i 1968, og lige siden har hun gjort ’reklame’ for de ting, der ligger hende på sinde og pensel. Det er sådan noget som godhed, frihed, ligeværd, fantasi og bevægelse. Dorte Karrebæks figurer står aldrig stille, de hopper og danser og vil videre. Hun er ’stregtegner’, dog med et strøg af melankoli.


Efter et par pixier og andre tilløb kom den første vigtige billedbog ’Hundesnoren’ (1987), der fortæller om forskellen mellem frihed og mad i skålen. Dyr står hendes hjerte nær.

Et andet af Dorte Karrebæks temaer er klemte børn som i den legendariske ’Pigen, der var god til mange ting’, der indbragte hende Kulturministeriets Børnebogspris i 1996 for bare 302 ord. Men hvilke ord! Illustratorprisen fik hun allerede i 1990. Hun er den eneste, som har fået begge priser. Det siger noget om vingefanget.


Dorte Karrebæk har levendegjort myter og sagn sammen med Nils Hartmann. Hun har kommenteret tidens skæve gang i egne billedbøger. Heraf flere med kloge ord og billeder til voksne (f.eks. ’Ingenting her – ingenting der’ fra 2002). De senere år har hun – bosat i Spanien – ryddet bordet for tabuer sammen med sin mand Ole Dalgaard alias Oscar K. Sammen har de bevæget sig fra ’børnenes bedemand’ over pædofili, medlidenhedsdrab, barndommen som kz-lejr og frem mod en lodret genfortælling af Jesu liv og gerning.

Deres ’Fattigmandsbibel’ var indstillet til Politikens Litteraturpris i 2013. De fik den ikke, men som et plaster på såret faldt Det Danske Akademis Silaspris i 2015 for den samlede indsats. Nu er der ikke flere tabuer tilbage.


Dorte Karrebæk har haft en enorm indflydelse på sin tid. Sammen med ’makkeren’ Lilian Brøgger har hun nydefineret billedsprog og indhold i bøger for børn. De to står som venlige og klarsynede fyrtårne i en dansk illustratorverden, der er rigere end nogensinde. Man bliver aldrig træt af at danse med Dorte. Så sent som for et par år siden kom den hjertegribende bog ’Stakkels kanin!’, der forener ’Hundesnoren’ og ’Pigen, der var god til mange ting’. Sådan lander Dorte Karrebæk et livsværk og et livssyn. Tusind tak.

Og Trine i Berlingeren:


18. juli 2016
Sproget sidder i tegningern

Siden debuten i 1982 har illustrator Dorte Karrebæk bidraget med humoristiske illustrationer.


Dorte Karrebæk blev født, da Anden Verdenskrig stadig kastede skygger så lange, at de dannede grundlaget for hendes forståelse af en verden på godt og ondt. Lys og mørke, samt alt derimellem.


Hendes var frihedskæmper og sad i tysk fængsel det sidste halve år inden Befrielsen. Hans oplevelser gav ham et strejf af poetisk sorg, som Karrebæk tog imod og gjorde til sin egen. Gennem hele sit liv har hun ført lange samtaler med sin far.


Hendes mor var svagthørende uden behandling. Af hende lærte Dorte Karrebæk det tavse sprog. Ikke med hænderne, men med øjnene. »Se på mig,« sagde de. »Se, hvad jeg kan, og se hvad du kan lære.« Fra hendes mund kom ordrer og udsagn. Og moren ventede ALDRIG på et svar.

Dorte Karrebæk opfandt sit eget tegnesprog. Med det kunne hun råbe så højt, hun ville. Og med det kunne hun sidde for sig selv, næsten uden at savne andre.

Hun er uddannet fra Kunsthåndværkerskolen 1964-68, og tilværelsen som illustrator har været en passion hele hendes liv. Selv når hun skriver, sidder sproget i illustrationerne. Samarbejdet med forfattere som Nils Hartmann, Sankt Nielsen og frem for alt ægtemanden Oscar K. beskriver Dorte Karrebæk selv som en gave. At sætte sig kraftigt ind i et andet menneskes univers, når hun illustrerer deres tekster, er en gave, og det har åbnet hendes lukkede cirkel.


Siden sin forfatter- og illustratordebut i 1982 med »En lille fugl« har hun bidraget med humoristiske illustrationer til næsten 150 børnebøger på dansk, både med egen tekst og med andres. Og selv om bøgerne mest er for børn, har voksne også stort udbytte af at kigge med i titler som »Der er et hul i himlen«, »Fodfolket«, »Pattebarnet« eller »Den sorte bog om de syv dødssynder«.


Dorte Karrebæk underviser i tegning og maling og holder foredrag. Hun har haft adskillige udstillinger herhjemme og i udlandet og har modtaget flere priser for sine bøger. I 2013 modtog hun Statens Kunstfonds livsvarige legat.


2016.04.06

Til lykke til Sankt Nielsen og Madam Karrebæk, Bent Haller og Lea Letén med nomineringerne til Nordisk Råds pris for børne- og ungdomslitteratur


I dag kl. 11 blev det på Bologna Book Fair offentliggjort, at Sankt Nielsen og Madame Karrebæks Da Gud var dreng og Bent Haller og Lea Leténs Magnolia af Skagerrak er nomineret til Nordisk Råds pris for børne- og ungdomslitteratur, som uddeles ved et større arrangement i DRs Koncerthus den 1. november. Stort til lykke! Også til Høst & Søn, som har udgivet begge bøger.


2016.02.19

En af de sidste store intellektuelle er død








Den italienske forfatter, semiotiker og filosof Umberto Eco døde i aften ved halv elleve-tiden 84 år gammel. Han blev født i Allessandria i Piemonte i 1932.


Han studerede middelalderhistorie og semiotik og skrev doktorafhandling om spørgsmålet om æstetik hos Thomas Aquinas. Blandt hans mange inspirerende romaner er Il nome della rosa, 1980, Il pendolo di Foucault, 1984, Baudolino, 2000, La misteriosa fiamma della regina Loana, 2004, og Il cimitero di Praga, 2011.


Æret være hans minde.


2015.11.28

Går englene med gamacher eller galocher?


Politiken den 28. november 2015
BØRNEBOG.

Kunstnerparret Oscar K.modtog i aftes årets Silas-pris for deresusædvanlige og ekspressive billedbøger til børn.


Illustrationen er fra bogen ’Lejren’, der er en historisk indføring i et mareridtskapitelaf europæisk historie. Heri fremstilles lejrkommandanterne bl.a. som vanvittige klovne.
Illustration: Dorte Karrebæk

Pristale
SUZANNE BRØGGER, FORFATTER


Det Danske Akademi har netop tildelt forfatterparret’Oscar K.’, Ole Dalgaard ogDorte Karrebæk, årets Silaspris for deres usædvanligebøger for børn og unge. Prisen blev uddelt ved Det Danske Akademis årsfest igår, hvor Suzanne Brøggerholdt talen til de to.

Børn kan være interessante og livgivende– som pant på at fremtidenfindes. Men hvilken? Hvis man bliverinviteret ud til middag, er man tilbøjelig til at melde afbud. For hvad nu hvis der er børn? Så vil der efter al sandsynlighed være en øredøvende larm – muligheden for samtale minimal. Hvorfor ? I gamle dage var man helt på det renemed, at børn er små djævle. Derfor var det nødvendigt med et djævleuddrivelsesritual inden dåben. Præsten Bartholin, der havde studeret i Wittenberg, gjorde oprør mod eksorcismen, og Christian IV var den første konge i Danmark, som lod et barn døbe uden forudgående djævleritual. Først i 1783 blev det officielt afskaffet, hvorefter børn var at betragte som rene engle. Men er de nu også dét? Efter krigen i 1864 gik H.C. Andersen rundtog var så bedrøvet. For ingen børn gad længere høre på eventyr: »Stik hellere drengeneen cigar og pigerne et krinolineskørt!«, lød hans bitre råd. Hvad ville H.C. Andersen monhave sagt, hvis han hørte, at man nu om dageiskuterer, om børn skal have pornografii skolen?Måske er det ikke så mærkeligt, at børn råber.For ifølge en undersøgelse fra SyddanskUniversitet har danske børn svært ved at læreat tale. Deres ordforråd bygges langsommereop end hos jævnaldrende i andre lande. Årsagerne er de mange vokaler i det danskesprog og de svækkede konsonanter, som gør det svært at afkode strukturen i sproget. Men tænk, hvis der går mere tabt end konsonanterne, når det gælder overførelsen af vores’immaterielle arv’ fra den ene generation til den anden? Hvad nu hvis også metaforer, symboler, undertekst og fantasi forsvinder i manglen på nærvær mellem voksne og børn? Berøvet vores sproglige arv ville vi stå tilbage med et entydigt medie- & it-sprog. En kur mod de svækkede konsonanter kunne være at starte på latin i stedet for dansk. John Milton med ’Det tabte paradis’ talte og skrev, så vidt jeg ved, flydende latin som 6-årig. Her i Danmark kunne børnene starte livet med ’Biblia Pauperum nova’ – ny bibel for de fattige i ånden om en flok åndssvage, der skal opføre middelalderens billedbibel som teaterstykke. Det går som følger: »Haleluja, vor strij er endt, æ præst er ett en skij bevendt«. Eller: »Lykkelige er de platfodede, for de skal jævne jorden«. Bibelen for de fattige i ånden indeholder slemme ting, både traditionens børneofring med Isak og Josef - historien, nu med Bill Clintons besværgelse: »I did not have sexual relationswith that woman!«. Bag hele herligheden finder vi ’Oscar K.’ og tegneren Dorte Karrebæk med en hilsen til Hieronymus Bosch. De tildeles begge Silaspriseni Cecil Bødkers navn for dette mesterstykke, der rykker grænserne for, hvad man må og kan fortælle til børn. Deres visdomsværker tilsammen kræver nemlig, at børn og voksne taler og tænker sammen, så længe en bog varer, ja måske et helt liv. Sagen er, at nutidens børn ikke hører levende voksne tale med dem ret længe adgangen. I den forstand er det måske ikke helt forkert, at vor tids børn opholder sig det meste af deres barndom inden for indhegnede områder, der kunne minde om dem, vi finderi Oscar K. og Dorte Karrebæks gyser kaldet’Lejren’. »Det er for din egen skyld«, lyder det, når man bliver sendt af sted. Jeg har selv været ekspederet med toget og navneskilt om halsen. I den bedste mening. Uanset hvilken barndom man har haft – selv en ’lykkelig’ – er man underlagt magter og kræfter, man ikke selv er herre over: Hvilkebørn får ret til hvilke forældre efter skilsmissen? Som forældre påtager man sig denne overmagt, hvad enten man vil eller ej. Over porten til Lejren, står der: ’Kærligheden besejrer alle’. Lejrkommandanterne fremstilles somvanvittige klovne. Er lejr regimentet en makabercirkusforestilling med legetanter, derforegår under den evige forvisning: ’Vi holderjo af dig’? Barakkerne hedder Klokkeblomst,Bellis, Følfod. ’Lejren’ er samtidig enhistorisk indføring i et mareridtskapitel fraeuropæisk historie, som er ved at blive fortrængt.Og som visse røster p.t. er inde på atperspektivere som asylcentre.Den tyske filosof Walter Benjamin, der samlede på børnebøger, ville have elsket Oscar K.s og Dorte Karrebæks. Han startede altid sine børneudsendelser i radioen med at opfordre børnene til at holde sig for ørerne, for dét her var noget børn ikke måtte høre, sagde han, og fortaltede værste ting om jordskælvet i Lissabon. Er der noget, man ikke må fortælle børn?Ja. Man må ikke affortrylle verden. Den dødssynd begås heller aldrig af OscarK. og Dorte Karrebæk. Husene kan være nokså grå, men der er altid en spillevende idiot på færde med et uhyre i snor og et kaudervælsk af sprog, rim og remser, volapyk med paryk og vanter. Hos Oscar K. og Karrebæk er der sans for folk med mærkelige antenner, der peger andre steder hen end normalen, og hvor vi sidder tilbage med spørgsmålet, om englene går med galocher eller gamacher? Børn må også godt høre om dødsrejsen gennem lystunnelen, og om at sidde dér på tronen og drømme levende og døde. Men kan børn forstå det? Kan voksne? Nej, vi forstårdet ikke. Men måske vi kunne fornemme noget helt tredje, hvis børn og voksne talte mere sammen.


2015.11.25

Det Danske Akademi har tildelt forfatterparret ”Oscar K”, Ole Dalgaard og Dorte Karrebæk årets Silas-pris


Det Danske Akademi har tildelt forfatterparret ”Oscar K”, Ole Dalgaard og Dorte Karrebæk årets Silas-pris for deres usædvanlige, morsomme, dybt alvorlige og provokerende bøger for børn og unge. Prisen er indstiftet af Cecil Bødker og er på 50.000 kr.

Tidligere har Det Danske Akademi tildelt Hans Boll-Johansen Selskabet for de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelses pris, Lars Skinnebach Gelsted-prisen, Laus Strandby Nielsen Beatrice-prisen og Andreas Garfield Abell-prisen.


Alle priser overrækkes ved Det Danske Akademis årsfest den 27. november.


2015.11.02

Litterær salon. Oskar K om Luther

Lørdag 21. november 2015, 18:00

Litterær salon i ”Kirken på landet” – kom og mød Oscar K: ”Et kontroversielt billede af Martin Luther”


Forfatteren Ole Dalgaard (forfatternavn: Oscar K) kendt for at bryde tabuer og for at sætte tingene på spidsen.

Oscar K bor i Spanien sammen med sin kone, illustrator og kunstner Dorte Karrebæk. Kunstnerægteparret er kendt for en række bogudgivelser for både børn og voksne. Senest ”Biblia Pauperum Nova” – en ny bibel for de fattige i ånden, og ”Københavner-fortolkningen” i forbindelse med Søren Kierkegaards 200 års jubilæumsfejring. Lige nu sidder han og skriver på en helt anderledes Luther-roman.Ægteparret har venner her i de 4 kirker (se indbydelse til reception i forbindelse med udgivelse af digtsamlingen: ”Døvstumme stemmer”), og Oscar K har tilkendegivet, at han har lyst til at blive udfordret af alle, der har lyst til at blive klogere på eksistensen, filosofien og religion og det at tro. Derfor indbydes til litterær salon i konfirmandstuen om reformatoren Martin Luther.

Som intro til aftenen kunne siges, at traditionelt er historien om Luther blevet den smukke fortælling om den nødvendige reformation. Luther selv kom fra ”Kirken på landet”, og den dag i dag er Wittenberg, hvor Luther fik sit ”virke”, ikke nogen storby. Luther blev gift med hr. Käthe, som han spøgefuldt sagde, for hun havde i dagligdagen ”bukserne på”. Luther blev (måske uden at ville det?) hvirvlet ind i en reformation, som han ikke i sin vildeste fantasi havde kunnet forestille sig. Hvis vi kunne spørge Luther i dag, har han så fortrudt? Var reformationen nødvendig? Skulle Luther i virkeligheden være forblevet ugift katolsk præst? Oscar K sætter alt i spil på en grænseoverskridende og utraditionel måde. Kom kun, hvis du har lyst til at blive provokeret. Måske stiller Oscar K nogle af de nærgående spørgsmål, som vi ikke selv tør stille. Luther-romanen udkommer både på dansk og tysk forsommeren 2016.

Hele året 2017 vil den lutherske kirke over hele verden fejre Luther-jubilæum. I 1517 fortælles det, at Luther opslog 95 teser på kirkedøren i Wittenberg, men vi spørger med Oscar K: ”Gjorde han nu det?”

Her på Fyn har biskop Tine Lindhardt sammen med et Luther-jubilæumsudvalg arrangeret et omfattende Luther-program med arrangementer hver måned hele året 2017. Så der er meget at glæde sig til i Luther-året.

Vi tager hul på en vigtig debat allerede nu.

I den litterære salon vil der være brød, ost og pølse og et glas vin eller to.
Vita Andreasen.


2013.10.30

Vi tror mest på danske författaren Oscar K och bilderbokskonstnären Dorte Karrebaek til Nordiska rådets första barnbokspris


Skrivet av Lotta Olsson, Dagens Nyheter

Om en timme får vi reda på vilken bok som får Nordiska rådets barnbokspris, som delas ut för första gången i år. Jag har just deltagit i ett barnlitteraturseminarium i Oslo i två dagar, och i eftermiddags satt jag och två norska kritiker och viskade om vem som möjligen får priset.

Vi tror mest på danske författaren Oscar K och bilderbokskonstnären Dorte Karrebaek, som tillsammans har gjort boken ”Biblia Pauperum Nova”, med underrubriken ”ny bibel for de fattige i ånden”. En märklig, rolig och storslagen konstbilderbok där Nya Testamentet gjorts om till teater, med evangelisterna som regissörer. Ingen bilderbok för små barn, utan för ungdomar och vuxna.

Fast sen pratade jag med en svensk författare och när vi resonerat en stund kom vi fram till att vi tycker att svenska Sara Lundbergs ”Vita Streck och Öjvind” borde få priset. För visst är ”Biblia Pauperum Nova” imponerande – men ”Vita Streck och Öjvind” skulle bli älskad av en massa barn i Norden, och självklart översättas till alla de nordiska språken.

Ingen av oss hade tyvärr läst den finska ungdomsboken ”Karikko” av Seita Vuorela och Jani Ikonen, men den lät också väldigt intressant. Och norska Aina Bassos ungdomsbok ”Inn i elden” om häxprocesserna. Och färöiska Marjun Syderbö Kjelnaes ungdomsbok ”Skriva í sandin”. Och svenska Jessica Schiefauers ”Pojkarna” är förstås lysande, den fick ju en August i Sverige.

Övriga nominerade är:

danske Kim Fupz Aakeson och svenska Eva Eriksson med bilderboken ”Söndag”
isländska Birgitta Sif med bilderboken Óliver
grönländska Nuka K Godtfredsen och Martin Appelt med bilderboken ”Hermelinen”
norska Inga H. Saetre med den tecknade ungdomsromanen ”Fallteknikk”
åländska Isela Valve med bilderboken ”Joels färger”
samiska Signe Iversen och Sissel Horndal med bilderboken ”Mánuganda ja Heike”
finlandssvenska Minna Lindeberg och Linda Bodestam med bilderboken ”Allan och Udo”
och isländska Áslaug Jónsdóttir, svenska Kalle Güettler och färöiska Rakel Helmsdal med bilderboken ”Skrímslaerjur” (”Monsterbråk”).

Nå, jag skulle nog bli glad över nästan vilken pristagare som helst av de här, med några undantag. En timme kvar nu! Fast känner jag mig själv rätt så kommer jag att missa prisceremonin på teve, och glömma att titta efter på nätet. Jag känner mig alltid som Aksel Sandemose, som en gång lär ha blivit tillfrågad om sin favoritfärg. ”Röd”, sa han. ”Jaha”, sa journalisten intresserat, ”varför det?” ”Ja blå då för fanden”, fräste Sandemose.

Sådär är det ju. Det roligaste med litterära priser är att man blir uppmärksammad på nya böcker. Och det är man ju nu, så vem som får priset är inte så jätteväsentligt, åtminstone inte för mig.


2015.02.06

Boka slår tilbake! Utstillingen «Kunsten å være bok» bekrefter at ryktet om papirbokas død


af Gro Jørstad Nilsen i Barnbokkritikk.no

Vi er i Stavanger, på kulturhuset Sølvberget, i et rom kalt «Møteplassen». Det er nordisk barnebokkonferanse og en mengde mennesker sitter på svarte klappstoler foran en liten scene. I det bakre området er noen høye bord plassert midt i rommet, men ingen stoler. Langs veggene står pidestaller som får tankene hen på montre med verdifulle smykker i juvelbutikker, eller utstilling av verdifulle gjenstander i museer og gallerier, ting som ikke kan henges på veggen. Jeg spør for sikkerhets skyld en annen som står der, om det er lov å røre det som ligger der på pidestallen, som faktisk er en bok.

Hun sier at hun tror det, og forteller at hun arbeider i en bokhandel. – Jeg liker idéene, men vet ikke om jeg ville hatt disse bøkene i bokhandelen, sier hun. Det kan man forstå, siden bøker vanligvis står i hyller eller ligger i paller i bokhandlene. Men ingen forbyr bokhandlere i å kjøpe pidestaller og behandle bøker som kunstgjenstander, tenker jeg.

På hvert sitt vis representerer bøkene utgivelser som ikke lar seg digitalisere, hvor form, materiale og innhold er gjensidig avhengig av hverandre. Eller som det står skrevet i Utstillingskatalogen: «Bøker som minner oss om muligheten som ligger i det trykte formatet, og som inspirerer til lesning på nye måter. Bøker som reiser spørsmål omkring barneboken som form, og utfordrer kunsten å være bok.»

Eske eller bok?
Bilde gummistrikk Ellas bokAlle foto fra utstillingen: Gro Jørstad Nilsen

Foran meg ligger en brun eske med lokk. Rundt lokket er det en hvit og tykk gummistrikk. Idet jeg fjerner strikken, oppdager jeg at noen har skrevet «forsiktig, inneholder poetsne» med penn inne i selve strikkanten. Jeg fjerner eskelokket, og koster vekk litt poetsnø fra bunken med ark som ligger der, holdt sammen av et mavebelte av brunmønstret papir. Poetsnø vekker slumrende minner om den gang jeg og min ett år eldre bror sto opp tidlig en lørdags morgen og laget snø med pappas hullemaskin i timevis uten å bli forstyrret (et flott minne). Arkene er tykke som gammelt brevpapir og bokstavtypen er gjenkjennelig for de av oss som levde i skrivemaskinens æra. På det første arket står det: «Ella er mitt navn, vil du købe det? Mette Hegnhøj». Det føles som å ha nærkontakt med noe intimt, nesten hemmelig.

Formatforvirring
Utstillingskatalogen er heldigvis fri for ugjennomtrengelig kunstsjargong. I stedet har arrangørene intervjuet forfatterne/kunstnerne, som gir oss innblikk i både prosessen og bokas møte med verden. Danske Mette Hegnhøj har laget esken, og i intervjuet forteller hun at boka ble produsert i 400 eksemplarer i forlagets bakgård en vakker dag i april. Hegnhøj sier dette om mottagelsen av Ellas eske:

«I begyndelsen var reaktionen fra biblioteker, boghandlere og medier meget forbeholden. Ingen visste riktig hvordan de skulle forholde seg til esken. Var det litteratur? Kun en gimmick? Form uten innhold? På bibliotekerne kunne æsken ikke passe ind på hylderne, så Ellas ark blev samlet i en bog med limete sider og poetsne.»

Bøker utenom det vanlige skaper altså trøbbel både for bibliotek og bokhandel, nok et argument for at disse stedene kunnet trengt pidestaller.

Hullete bok
I likhet med Ellas Eske har Hullet av Øyvind Torseter brukt materialet, altså papir, som et fortellende element i boken. I Hullet har hvert eneste bokark et fysisk hull (nok en gang har en hullemaskin vært på ferde). Det er en lettere absurd fortelling om en mann som oppdager hullet, han fanger det og får det undersøkt av vitenskapskvinner og -menn. I utstillingskatalogens intervju forteller Torseter at å produsere en bok med hull byr på visse utfordringer:

Snuble i hullet, Torseter«Dette er en ganske dyr produksjon siden hver bok må hulles separat etter at den er trykket. Det er også brukt tykt og godt papir og trykket spesialfarger. Forlaget var veldig med på at dette skulle være en taktil og fysisk bok.»

Med andre ord er forlagene faktisk interessert i slike bokideer som tester grenser og går utenfor rammer hvis ideen er god. Og Hullet kan selvsagt aldri digitaliseres.

Selvlysende drømmebok
En annen som bruker fysisk materiale til å skape en bok med særpreg er mexicanske ISOL. Hun har laget Drømmeboken. Den består tilsynelatende av temmelig nakne illustrasjoner (for eksempel en jente som vanner blomster nederst på et ellers tomt ark). Men bakenfor det man ser i dagslys, så finner man de EGENTLIGE bildene, de som kun dukker frem i mørket, skapt av selvlysende maling. Hva dette andre var, forble dog en gåte i det flombelyste utstillingslokalet. Her måtte arrangørene ha rigget til en eller annen form for midlertidig mørke for å yte boka full rettferdighet.

ISOL sier i katalogen dette om hvordan de usynlige tegningene i Drømmeboken blir håndtert:

«Å vise frem boka er en utfordring for bokhandlene, fordi de må forklare hvordan boka fungerer i mørke. I Argentina bygget forlaget en spesiell, svart boks med et innvendig lys som man kunne slå av ved å trykke på en knapp. Da kom et lite kikkhull til syne, og man så «den andre tegningen» gløde inne i den svarte boksen.» (Min overs).

Drømmeboken er nok et eksempel på en bok der materiale er en vesentlig del av fortellingen. Det er oppløftende å vite at slike bøker blir masseprodusert og solgt. Bøker som krever andre former for presentasjon burde etter min mening vært en kilde til nytenkning hos bibliotekarer og bokhandlere, og ikke en kilde til fortvilelse over at de ikke passer inn.

Trekkspillbok med klistremerker
Under utstillingsåpningen ble trekkspillboka Knokkelmandens cirkus lest opp/vist på storskjerm. Boka så ut til å være cirka to meter lang i utbrettet tilstand, der man på den ene siden ser et livlig opptog med sirkusartister. På andre siden av trekkspillet er det tekst og hvite flater, hvor man kan klistre inn medfølgende klistremerker. Man kan altså bygge seg sin egen fortelling og lage seg sitt eget lille sirkusopptog. Og mens forfatter Oscar K. leste fra boka, så vi på storskjerm to stykker som klistret i vei. Hvor vellykket dette var kan nok diskuteres, jeg tror seansen hadde tjent på et tydeligere (og roligere) samspill mellom opplesning og klistre-aktivitet.

Knokkelmandens cirkus utbrettetSelv om Knokkelmandens cirkus er en billedbok, er bildene (og fortellingen) langt fra barnslige. I utstillingskatalogens intervju sier forfatter Oscar K at kunst som sådan sjelden blir skapt med tanke på hvem som er mottakeren. Men dette gjelder ikke billedbøker. Her antar man ofte på forhånd at de er myntet på barn, uten at det trenger å være tilfelle :

«Billedboken er næsten ensbetydende med børnelitteratur. Men er det nødvendigvis billedbogens væsen? Eller er det udtryk for konventionelle forventninger og fordomme hos kunstnere, redaktører, forskere, formidlere, forældre og anmeldere? Enkeltheten i en billedbog kunne tale for, at den egner seg til børn. Det handler om å vise og fortelle og undersøge sammenhænge mellem ord, billeder og den verden, vi oplever hver dag. Men behøver den erfaring å være begrænset til barndommen? Enkelthet udelukker ikke forfinelse og nuancering.»

Det digitale ingen trussel
Samtlige av de utstilte bøkene holder hva de lover, nemlig at de utfordrer våre forestillinger om hva en bok kan være. Den nye interessen for boka som medium, altså som mer enn innhold, er ifølge foredragsholder og leder av Center for Børnelitteratur, Nina Christensen, en konsekvens av at digitalisering har gjort oss mer oppmerksomme på bokas egenart. Det sanselige ved boka går aldri av moten, sier Christensen, som understreker at boka har endret seg mange ganger opp gjennom historien. Hvis jeg går på en lignende utstilling i fremtiden og møter på en bokhandler, har jeg et fromt ønske om at hun denne gang vil si at dette er bøker som vil passe ypperlig inn i butikken.

Saken publiseres samtidig på periskop.no.


2014.06.14

OSCAR K. DØD – Hunden der lagde navn til pseudonymet Oscar K. er i dag stille sovet ind


Oscar K. blev efter alt at dømme født den 5. september 1948 – også John Cage blev født den 5. september ... - i Breslau, hvor han voksede op i efterkrigstidens Polen og gik på børnehjem. Han stiftede tidligt bekendstskab med forfattere som Witkiewicz, Gombrowicz og Schulz og begyndte selv at skrive som syttenårig. Det blev til et par digtsamlinger udgivet under pseudonymet Ole Dalgaard og nogle aldrig udgivne dramaer, og han studerede nogen tid nordisk sprog og litteratur i Danmark i 1970erne og dukkede i perioder op på Hald Hovedgaard i gruppen omkring forlaget Arena.

Ingen fra dengang, ejheller den legendariske, nu afdøde K. E. Hermann, husker, præcist hvad han skrev, eller hvordan han så ud, og den berygtede samtale imellem Jess Ørnsbo og Oscar K. om tidens teater, som blev optaget over to aftener i sensommeren 1976 i Tårnet, er forsvundet fra arkiverne på Hald Hovedgaard, ligesom Oscar K.’s færden derefter fortoner sig i det uvisse de næste tyve år.

Flere mente, han opholdt sig i udlandet, bl.a. Osaka, Buenos Aires, Bagdady og Lissabon har været nævnt, og der er dem, der er overbevist om, at han er en hund eller Louis Jensens dobbeltgænger, men Jensen selv gør gældende, at Oscar K. var Henrik Bjelkes dobbeltgænger.

I 2000 dukkede han så pludselig op igen med sekretær og bopæl i Spanien og udgav fra da af romaner, skuespil og bøger for børn, sidst Bærbar dansk litteraturs historie og Knokkelmandens Cirkus.

Oscar K. opnåede i levende live at få en vej opkaldt efter sig i Spanien, var indstillet til flere litterære priser, bl.a. Weekendavisens og Politikens Litteraturpriser, Den nordiske børnebogspris, Nordisk Råds Børne- og Ungdomspris og i flere omgange Astrid Lindgren Memorial Award. Han vandt sammen med Dorte Karrebæk 1. præmien i Kunstrådets konkurrence Den illustrerede bog og blev for kort tid siden sammen med Ole Dalgaard tildelt Statens Kunstfonds tre-årige arbejdslegat.

Det påhviler nu sidstnævnte at få samling på afdødes efterladte papirer, som bl.a. skulle indeholde en helgenbog om Martin Luther og en roman, der udspiller sig på det nedlagte sindssygehospital, Benjamenta Instituttet, et sted i Schweiz en gang i efteråret 1999.

Hans trin i gruset vil blive savnet. Ære være hans minde.


2014.06.03

FORFATTERE OG OVERSÆTTERE FEJRET MED KONFETTI


For at fejre præmieringer, 3-årige arbejdslegater og en hædersydelse som Statens Kunstfonds Legatudvalg for Litteratur har uddelt, indbød Legatudvalget tirsdag den 3. juni til en lille reception i Kulturstyrelsens lokaler.


2014.05.19

Syv forfattere og et oversætterpar får arbejdsro Legatudvalget for Litteratur under Statens Kunstfond har besluttet at uddele otte 3-årige arbejdsstipendier og 234 arbejdslegater ved den årlige uddeling.


Legatudvalget for Litteratur modtog i alt 695 ansøgninger fra forfattere og illustratorer. I alt har udvalget uddelt legater og stipendier for 29,2 millioner kroner.

Alle ansøgere til arbejdslegater/3-årige arbejdsstipendier får direkte besked fra Kulturstyrelsen inden udgangen af uge 23.

Her er modtagerne af de tre-årige arbejdsstipendier:

Asta Olivia Nordenhof
Udvalgets motivering: "Poesien formeligt emmer ud af hver eneste af Asta Olivia Nordenhofs sætninger, hvad enten det er på bloggen (jegheddermitnavnmedversaler), på hendes facebook eller i de to hidtidige bøger, Et ansigt til Emily og den seneste, mesterværket det nemme og det ensomme. Som digter er Nordenhof næsten helt ufatteligt generøs, intet holdes tilbage, intet er ikke tilladt, hvad som helst kan få plads. Og eftersom hun er poesi fra inderst til yderst, så er det så vidunderligt smukt og hårdt og ubærligt og rørende at læse hende. Et sted skriver hun: ”hvilken fryd! ingen har deres facts straight! alle har hovedet oppe i røven!” Man er ikke blot tilgivet, men faktisk elsket for at være et fæhoved. Det føles tåbeligt og overflødigt, nærmest pinligt at skulle begrunde hvorfor Asta Olivia Nordenhof skal have det 3-årige legat. Selvfølgelig skal hun det; det er hinsides enhver tvivl."

Dennis Gade Kofod
Udvalgets motivering: "I Dennis Gade Kofods forfatterskab er verden en ø, og den hedder Bornholm. Med øen som kulisse bliver den moderne verden og moderne menneskers problemer overskuelige. Kofod skriver lavmælt, men i et smukt og stramt sprog, hvor historierne formelig vælter ud af siderne. For hvad enten Kofod skriver om fiskeriet og vodbinderiets endeligt i Nexø Trawl (2007), om de underjordiske i Brøndtjætten (2006) eller om superhelten, der svæver over Rønne og gør den angstfylde og grådlabile Pers liv lidt lettere, i Superhelte i det hele taget (2009), er Kofods romaner vedrørende og relevante. Samtidig skriver han med humor og indsigt i den menneskelige psyke. Dennis Gade Kofods forfatterskab er også et forfatterskab i udvikling, og med det treårige vil vi gerne give ham den fornødne ro til at fortsætte denne udvikling."

Jokum Rohde
Udvalgets motivering: ”Jokum Rohde er kældermørke og klæbrig febersommer i Nordvest. Han har en stor produktion bag sig, der ud over drama også tæller romaner, dramatiseringer og oversættelser. Kun få dramatikere har som han et sprog, der så ypperligt løfter sig over hverdagens køkkenvask. Kompromisløst trækker han tilskueren ud på en Mystery Tour og overlader os til os selv i brokvarterer og nedlagte forlystelsesparker, hvor vi halser gade op og gade ned for at finde vej i tekstens blindgyder. Rohdes dramatik er drøm – svær at forstå, men når man forlader teatret, bærer man den med sig som billeder, brudstykker, foruroligende anelser. Jokum Rohde har de seneste år primært bearbejdet andres historier for teater. Med det treårige arbejdslegat får han forhåbentligt ro til at skrive flere fremragende drømmespil."

Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad
Udvalget har valgt at tildele oversætterparret et tre-årigt stipendie, selvom de ikke havde søgt, og begrundelsen er at ”Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad er ordkunstnere. De har de senere år oversat en række centrale værker fra det tyvende århundredes mellemeuropæiske litteratur fra polsk og tysk, så som Thomas Mann, Stefan Zweig, Franz Kafka og Bruno Schultz, og ofte udstyret dem med velskrevne og læsværdige efterord. De skriver smukt, præcist og med klang og rytme og det i et sprog, der er teksternes kunstneriske niveau værdigt. Det er en gave for danske læsere at kunne læse disse bøger på modersmålet.

Mødet mellem det fremmede og det danske behersker Preis og Monrad på en så overbevisende og kompromisløs måde, at man som læser frydes og altid føler sig helt hjemme i sproget, og samtidig får påvirkningen udefra det danske sprog til at vokse og beriges. Sådanne oversættelser vil vi gerne se mange flere af, og derfor har vi besluttet at give oversætterparret Preis og Monrad et treårigt legat."

Kasper Colling Nielsen
Udvalgets motivering: "Med debutbogen Mount København og romanen Den danske borgerkrig 2018-24, har Kaspar Colling Nielsen allerede markeret sig som en stor og anderledes stemme i dansk litteratur. I vildt fabulerende fortællinger blandes anekdoter, noveller og romanplot på begavet og overraskende vis. Grotesk komik, sci-fi-elementer, mørk dystopi og vild utopi blandes i en arabesk af indsigt, vision og knivskarp samfundskritik. Fortælleglæden, den rasende fantasi og det højenergiske sprog er umulig at komme uden om. Kaspar Colling er en stilsikker og konsekvent ener, der efterlader sin læser fortumlet, beriget og fuld af beundring."

Mikkel Thykier
Udvalgets motivering: ”Mikkel Thykiers forfatterskab er svært at indkredse. Optællingen af værker volder i sig selv besvær – bogudgivelser, lydværker, oversættelser, bidrag til tidsskrifter, blogindlæg, anonyme udgivelser, håndskrevne kopier og tekster cirkuleret i ganske få eksemplarer. Alligevel er vanskeligheden ved at skulle artsbestemme et så komplekst og særpræget forfatterskab endnu større. Ofte læser man med indledningsvis desorientering. Følelsen af at halse tre skridt efter ord og indsigt følges af en forpustet lykke ved kortvarigt at indhente og holde trit, indtil man opdager, at man igen er sejlet agterud, og en ny cyklus må begynde. Hans tekster er på samme tid båret af coolness og sitrende, ambivalent uro. Det er afsindigt velskrevet, intellektuelt højspændt og inderligt rørende. Der er elementer af autofiktion i forfatterskabet, men på en måde der adskiller sig fra lignende bestræbelser, da forfatteren insisterer på at udslette sig selv. Det er en ukrukket stræben efter anonymitet fremfor en gådefuld selviscenesættelse, og forfatterskabet har allerede vist ikke bare holdbarhed, men noget så sjældent som genialitet."

Ole Dalgaard (Oskar K)
”Som Børnenes bedemand synger Hr. Jørgensen barbershop, mens han gør døde børn i stand og lægger dem i de kister, han selv snedkererer. I De skæve smil er de uønskede, mislykkede, ufødte børn usynlige med deres spørgsmål og store tanker. De længes efter navne og familier og liv, de aldrig har haft, men må nøjes med verdens grimmeste hund, hinanden og Gud, der måske kun er en drøm. I Lejren, der kan læses som en allegori over barndommen, deporteres en flok børn til en kz-lignende lejr, man kun kan overleve ved at give afkald på fantasien.

Ole Dalgaard alias Oskar K skriver uforfærdet om det smukkeste og det grummeste. Gennem et forfatterskab, der udover børnebøgerne rummer både romaner, graphic novels og teaterstykker demonstreres et intellektuelt vingefang af udansk format. Han tager livgreb med tabuer og pirker til grænser; nænsomt, ligefremt og syngende poetisk. Der tales aldrig ned til læseren, der er ingen utidig pædagogiseren og børnelitteraturens traditionelle (over)forklarende stil må vige for flagrende ender og åbne spørgsmål. Oskar K bør i den grad være et eksempel til inspiration og efterfølgelse.

Peter Øvig Knudsen
Selv om han ikke havde søgt, tildeles Peter Øvig Knudsen det tre-årige med begrundelsen: "”Søg det højeste og alt andet vil blive dig givet i tilgift” er et motto, som Peter Øvrig Knudsen har hængende i sit hjem. Efter at have læst hans fagbøger, der rækker fra besættelsen, ”Birkedal” og ”Bedraget”, og op i 60'erne og 70'erne - ”Blekingegadebanden” og ”Hippie”, føler man sig fristet til at sige, at det højeste for Øvig må være sandheden. I hans bøger er det den, han indædt forfølger i sine detaljemættede og underholdende bøger. Har griber han fat i nazisterne, modstandsbevægelsen, hippie-bevægelsen og den militante venstrefløj, vender bunden i vejret på dem og ryster den ene hemmelighed ud af lommerne efter den anden. Ingen har som han formået at bevæge sig så tæt på disse lukkede miljøer og kompromisløst trodset sine kilders livsløgne for at lade sandheden komme for en dag. Peter Øvrig Knudsen er en af vor tids store kronikører og det er til alles bedste, at han får ro til at fortsætte sin søgen."


2014.03.29

Fra Informations debat: Én slagmark, 3 debatter: Må man tage håbet fra børn? Evigt aktuel. Heftigst var debatten om Bent Hallers ’Katamaranen’ i 1976 og Oscar K’s ’Lejren’ fra 2008.


af Anita Brask Rasmussen

Fronter:
Der er grænser for, hvordan og om hvad man kan skrive for børn. Og ligesom i tilfældet med anklager om pædagogisk indblanding, så er det en af de tunge drenge, der kan køres i stilling, når dette synspunkt skal fremføres. I 1969 skrev filosoffen K.E. Løgstrup i teksten Moral og børnebøger: »Ingen voksen vover at inficere barnet med håbløshed.« Her gjorde han rede for, hvordan børnebogsforfattere skriver anderledes end forfattere, der skriver for voksne – og det er godt, må vi forstå, for børn er ikke i stand til at kapere det samme som voksne. Løgstrup forklarede, at barnet ikke – som en voksen – på én og samme tid kan identificere sig med og lægge afstand til en hovedperson. Den voksne kan leve sig ind i historien og samtidig vurdere den. Det er barnet ikke i stand til. Derfor er det vigtigt, at det ender godt for hovedpersonen, så man ikke tager ’livsmodet’ fra barnet.

På den anden side har holdningen været: Man må skrive om alt for børn, og de kan klare det meste. De lever i den samme verden som den voksne, det er ikke til deres fordel at blive afskærmet fra den. Professor Ning de Coninck-Smith har tidligere her i avisen forklaret, at det kan vi blandt andet takke reformpædagogikken for. Vi opfatter barnet som meget kompetent og dermed også i stand til at håndtere barsk virkelighed. Den slags argumenter kan man bruge, når det handler om at partere en giraf, og man kan bruge det, når man skal forsvare værker som Oscar K og Dorte Karrebæks Lejren. Her fremstår kz-lejren som en analogi over barndommens institutionalisering og ensretning.

Bøger der kan starte debatten:


Oscar K: Pigen i kassen, Oscar K: Børnenes Bedemand, Oscar K: Idiot. Generelt alt hvad Oscar K skriver. Han afsøger grænser for børnebogen, og for nogle overskrider han den.

Norske Stian Holes Garmann-bøger er også gode bud. Her er der død, ensomhed og mobning, og Garmann bliver aldrig helt glad og tryg. Han er faktisk ret utryg.


2014.02.15

Bærbar dansk litteraturhistorie - foredrag med Oscar K


Mandag, 10. Marts 2014 - 18:30 - 20:00
0 kr.
Hovedbiblioteket

I en foredragsrække fortæller Oscar K. den danske litteraturs historie. Han indkredser nogle få lysende danske litterære værker for hvert århundrede og giver en kort beskrivelse af hvert århundredes verdensbillede, livsfølelse og tanker.

Efter hvert foredrag får publikum mulighed for at diskutere og debattere med Oscar K.

De første fire foredrag løb af stablen i efteråret, og nu er det tid til de sidste tre i rækken, som bringer os op til nutidens litteratur.

Georg Brandes hævdede i ”Hovedstrømninger i det 19de Aarhundreds Litteratur”, at dansk litteratur var 40 år bagud for det øvrige Europa. Oscar K. lægger heller ikke fingrene imellem, når han i tre foredrag fortæller om dansk litteratur fra 1700-tallet og op til i dag.

De få og nøje udvalgte værker

Oscar K. udvælger og undersøger værker, der på den ene side hviler på og forholder sig til eksisterende litteratur og på den anden side tilføjer den eksisterende litteratur ny betydning og originalitet.

Et andet vigtigt kriterium for Oscar K.’s udvælgelse af værker er, at de er skrevet af forfattere, der – med hans egne ord: “risikerer noget, om ikke livet, så i det mindste forstanden, for at frembringe arbejder, som indeholder en truende farlighed, forfattere, der er helt sorte indeni af kaffe og tyrkisk tobak, forrykte kæmper fra det tabte slag, som livet er, som elsker skriften og kaster sig ud i fornøjelige, radikale eksperimenter.”

Foredragene finder sted mandag den 10., 17. og 24. marts kl. 18.30-20.00.


2013.10.23

Hvem scorer Nordisk Råd?


Skønlitteratur på P1 23. oktober 2013 kl. 14:03 på P1

Hele to priser bliver det til i år, når Nordisk Råd hædrer den nordiske litteratur. Som sædvanlig tildeles den store prestigefyldte litteraturpris til en af nominerede forfattere og som noget helt nyt, bliver der også uddelt en børne – og ungdomsbogpris. Vi har talt med medlemmer af bedømmelseskomiteen for begge priser om, hvordan man vælger den rigtige vinder og om tendenser i den nominerede litteratur.

Det er første gang, børnelitteraturen får sin egen nordiske prisuddeling og der ligger et langt tilløb bag. Jens Raahauge er medlem af bedømmelseskomiteen for børnebogsprisen og har, ligesom de andre jurymedlemmer, været igennem over 450 værker for børn og unge i jagten på den allerbedste litteratur. Og overordnet er det et eksperimenterende felt, der er kommet gennem nåleøjet, fortæller Jens Raahauge.

- Jeg tror, at børnelitteraturen er vækstlaget for nytænkning. En del af den nytænkning er, at børnene skal tages mere alvorligt. Det kan vi for eksempel se i Oscar K og Dorthe Karrebæks store billedbog ”Biblia Pauperum Nova”, som gør noget helt nyt i den retning.

For Jens Raahauge har det især været én omstændighed, der har skilt fårene fra bukkene i udvælgelsen af billedbøgerne. Og den er, at billede og tekst følges ad niveaumæssigt. Han har nemlig både set eksempler på, at illustrationerne var bedre end teksten og omvendt. Symbiosen mellem billedbogens to bærende elementer har altså afgørende betydning for modtagelsen af den:

- Det er sammenhængen der giver kvaliteten, men det gælder for mange billedbøger, at der er en disharmoni mellem hvad sproget kan og hvad billedsiden kan.

Børnebøgerne påvirker voksenlitteraturen
Det er en kendt sag, at Nordisk Råds Litteraturpris er fyldt med prestige, men den også er vigtig for modtageren, idet den er ubetalelig reklame for både bog og forfatter. Hele Norden og store dele af Europa læser vinderbogen. Børnebogsprisen vil forhåbentlig opnå en lignende effekt, siger Jens Raahauge:

- Jeg er sikker på, at den bog der vinder fortjener at blive læst i hele norden. Og det er min drøm, at den også kommer til at påvirke udformningen af voksenlitteraturen.

Fåmælte bønder og storskrydende sømænd
De to danske repræsentanter for bedømmelseskomiteen for den store nordiske litteraturpris Lilian Munk Rösing og Asger Schnack har gennem det sidste år læst, nomineret og bedømt aktuel nordisk litteratur for at finde den helt rigtige vinder. Den overordnede tendens i den nominerede litteratur er, at den spænder over en bred nordisk skala, påpeger Lilian Munk Rösing.

- Nordboer er både tavse, formælte bønder og storskrydende sømænd og kaptajner. Og det er som om, vi er i begge ender af den her skala med årets nomineringer.

Du kan også høre lyrik med musik, når Gerd Laugesen performer et af sine digte fra en udstilling, du kan se netop nu på Østerbro. Den hedder ”På lyserødt papir”. Læs mere her: https://m.facebook.com/events/215368215295419?aref=22


2013.10.13

And the nominated candidates for THE ASTRID LINDGREN MEMORIAL AWARD 2014 are from Denmark:

Aakeson, Kim Fupz Author
Dickmeiss, Otto Illustrator
Jensen, Louis Author
Kaaberbøl, Lene Author
Karrebæk, Dorte Illustrator (with Oscar K.)
Oscar K. Author (with Karrebæk, Dorte)
Madsen, Peter Illustrator
Strid, Jakob Martin Author/Illustrator


The Astrid Lindgren Memorial Award rewards authors, illustrators, oral storytellers and reading promoters. Organisations from all countries in the world are invited to nominate, thereby promoting literature for young readers and stimulating reading promotion.

These nominating bodies represent extensive and in-depth knowledge of children’s and young adult literature. Therefore, this list of nominated candidates gives a good overview of contemporary literature for the young and reading promotion activities globally. The nominating bodies for the award 2014 are presented on www.alma.se.

For the Astrid Lindgren Memorial Award 2014, 238 candidates from 68 countries are nominated. The laureate or laureates will be announced in Sweden and at Bologna Children’s Book Fair on March 25, 2014 at 1:00 pm.


2013.10.03

Litteraturhistorie fylder mindre og mindre på uddannelsesinstitutionerne. Initiativgruppen Projekt Ny Litteraturhistorie er bekymrede og peger på, at historisk og personlig dannelse bliver presset af jagten på erhvervskompetencer.


Af Birgitte Rahbek, Berlingske Tidende

Hvem var Jens Baggesen? Hvor hentede Johannes V. Jensen sin inspiration? Hvorfor begyndte Karen Blixen at skrive? Det ved alle, der har studeret dansk. Eller gør de?

Undervisningen i litteraturhistorie er under pres på danskstudiet på flere universiteter. Udviklingen er tydeligst på Roskilde Universitet, hvor den samlede undervisning i litteraturhistorie er blevet reduceret fra 180 til 60 timer i løbet af de sidste femten år. På Københavns Universitet og Aalborg Universitet er det gået samme vej. Her er undervisningen i litteraturhistorie begge steder blevet skåret med omkring en tredjedel, mens Syddansk Universitet og Aarhus Universitet kun har nedprioriteret faget i begrænset omfang.

Det viser en undersøgelse, som initiativgruppen Projekt Ny Litteraturhistorie, har lavet. Initiativgruppen består af professorerne Hans Hertel og Johnny Kondrup fra Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet, forfatter Ole Dalgaard og Ivy York Møller-Christensen, der er professor i dansk litteratur ved Universität Flensburg.

»Vi er i nogle tilfælde blevet overraskede over, hvor drastisk udviklingen er. Vi havde regnet med en reduktion på 20-25 procent,« fortæller Johnny Kondrup.

Projekt Ny Litteraturhistorie vil blande sig i samfundsdebatten og tage initiativ til forskellige arrangementer, der sætter litteraturhistorien på dagsorden - heriblandt det åbne seminar »Litteraturhistoriens fremtid i det danske undervisningssystem«.

Forklaringen på litteraturhistoriens skæbne er ifølge Johnny Kondrup kompleks.

»Men en væsentlig årsag er politikernes og erhvervslivets krav om at få grydeklare kandidater, som kan være effektive medarbejdere fra dag ét. I universitetssystemet er forestillingen om personlig og historisk dannelse ved at blive erstattet af en forestilling om erhvervskompetencer. På universiteterne skal vi i stigende grad - hurtigt - uddanne kandidater, der er færdigpakkede med erhvervskompetencer,« siger Johnny Kondrup, som peger på, at litteraturhistorie, historisk bevidsthed og personlig dannelse hænger sammen.

»Litteraturhistorien giver os adgang til en fortid, som er fremmed for os. Den fremmedhed er værdifuld, for den kan forhindre os i at drukne i nutidens klaustrofobiske selvtilstrækkelighed. Når man bliver gjort bekendt med fortidens måder at opleve og tænke på, kan man skabe en distance til nutiden, se andre mønstre og muligheder og nå frem til en erkendelse af, at den øjeblikkelige bevidsthed ikke er absolut, men relativ. Det er min påstand, at den personlige dannelse på længere sigt skaber mere værdifulde medarbejdere og mennesker, fordi der er tale om mennesker, som formår at se sig selv udefra og at se en ting fra flere sider,« siger Johnny Kondrup.

På Roskilde Universitet, som er det universitet, der har beskåret undervisningen i litteraturhistorie hårdest, hører danskstudiet til under Institut for Kultur og Identitet.

»Danskfaget har ændret sig meget i løbet af de seneste 15 år. Hele medie- og sprogsiden af faget er kommet til at fylde meget mere, og de sider af danskfaget er også de mest populære blandt de studerende,« fortæller institutleder Martin Bayer, som giver Johnny Kondrup ret i, at et øget fokus på erhvervskompetencer har påvirket udviklingen.

»Men danskfaget står i det hele taget overfor at skulle redefineres. Mange ting hører til under danskfaget i dag - det gælder formentlig i hele uddannelsessystemet,« siger Martin Bayer med reference til, at litteraturhistorie også fylder mindre i danskundervisningen i gymnasiet i dag, hvor medier og sprog skal udgøre halvdelen af pensum i dansk.

Forfatter Ole Dalgaard, der også er kendt under pseudonymet Oskar K., er som nævnt også en del af Projekt Ny Litteraturhistorie. Han er ikke så optaget af undervisningen i litteraturhistorie på universiteterne, men af vores generelle appetit på historisk litteratur:

» Tilgangen til litteratur er i dag ofte, at den skal være fattelig og ramme et genkendeligt univers. Men litteraturens styrke er jo netop, at den kan åbne til andre universer, andre menneskers tanker og følelser og andre tiders menneskers tanker og følelser - og det gør noget ved en som menneske.«


2013.08.13

Foredrag: Du er så fuld af løgn, Søren Kierkegaard


Fredag, 6. September 2013 - 10:00 - 11:00 på Hovedbiblioteket

Kom og oplev Oscar K. fortælle om Søren Kierkegaard.

Kierkegaard var teolog, filosof og forfatter. En tid var han forlovet, men ville hellere skrive. Hvordan slap han ud af den kattepine? Hvorfor skrev han nogle bøger i eget navn og andre under kuriøse dæknavne som Victor Eremita og Hilarius Bogbinder? Og hvad har det med Gud at gøre? Hør om det og meget mere, når Oscar K. fortæller om Kierkegaard.

Bindende tilmelding på: hovbou@kff.kk.dk


2013.08.13

FIRE FOREDRAG OM BÆRBAR DANSK LITTERATURHISTORIE PÅ HOVEDBIBLIOTEKET I SEPTEMBER

Oscar K.: Bærbar dansk litteraturhistorie

12 august 2013 på Hovedbiblioteket

Kom og oplev Oscar K.’s skarpe udgave af dansk litteraturhistorie ved fire foredrag i september. Oscar K., én af de helt store kapaciteter inden for dansk litteratur, har nemlig kastet sig ud i at lave intet mindre end en bærbar dansk litteraturhistorie. Foredragsrækken er gratis.

I fire foredrag fortæller Oscar K. den danske litteraturs historie. Han indkredser nogle få lysende danske litterære værker for hvert århundrede og giver en kort beskrivelse af hvert århundredes verdensbillede, livsfølelse og tanker.

Efter hvert foredrag får publikum mulighed for at diskutere og debattere med Oscar K.

De få og nøje udvalgte værker

Oscar K. udvælger og undersøger værker, der på den ene side hviler på og forholder sig til eksisterende litteratur og på den anden side tilføjer den eksisterende litteratur ny betydning og originalitet.

Et andet vigtigt kriterium for Oscar K.'s udvælgelse af værker er, at de er skrevet af forfattere, der – med hans egne ord: "risikerer noget, om ikke livet, så i det mindste forstanden, for at frembringe arbejder, som indeholder en truende farlighed, forfattere, der er helt sorte indeni af kaffe og tyrkisk tobak, forrykte kæmper fra det tabte slag, som livet er, som elsker skriften og kaster sig ud i fornøjelige, radikale eksperimenter."

Oscar K. er desuden aktuelt nomineret til Nordisk Råds Børnelitteraturpris med det imponerende værk: Biblia Pauperum Nova.

Tidspunkt: 2., 9., 16. og 23. september kl. 19.00 - 20.00

Bindende tilmelding til alle fire foredrag på: hovbou@kff.kk.dk eller 3373 6021.


2013.05.31

Nordisk Råd lover oscaragtig prisuddeling

Med gallashow håber Nordisk Råd at skabe større opmærksomhed omkring priserne.

AF Emma Oehlenschläger i Politiken

Det skal være slut med først at uddele Nordisk Råds priser, længe efter vinderne er kåret.

Spændingen skal fremover være intakt, helt til vinderen kan gå storsmilende på scenen til et pompøst gallashow ligesom ved en oscaruddeling, skriver dr.dk.

»Vi vil gerne opnå en større opmærksomhed og en større synlighed omkring Nordisk Råds priser«, siger stedfortrædende rådsdirektør Tina Bostrup til DR.

I dag er primært Nordisk Råds Litteraturpris kendt og anerkendt, men nu skal også miljø-, film- og musikprisen opnå samme status ved at skabe nyheds- og underholdningsværdi.


2013.05.30

Dansk børnebibel er kandidat til Nordisk Råd-pris

Kim Fupz Aakeson og Oscar K. er kandidater til børne- og ungdomslitteraturpris.

Af Carsten Andersen i Politiken

Danmark stiller med to stærke kandidater, når Nordisk Råds Børne- og Ungdomslitteraturpris bliver uddelt for første gang 30. oktober.

Men de kunne dårligt være mere forskellige.

Kim Fupz Aakeson er kandidat med bogen "Søndag, 2011" illustreret af Eva Erikson.

Bogen handler om drengen, der kommer i eksistentiel krise, fordi forældrene glæder sig til en ny baby, og hvad så med ham, Torsten? En stram hverdagsfortælling.

Det kan man ikke ligefrem kalde Ocar K.s og Dorte Karrebæks (ill.) ny bibel for de fattige i ånden, "Biblia Pauperum Nova".

Her genoptager parret traditionen fra 1400-tallet, da man lavede fattigmandsbibler til dem, der ikke kunne læse. Jesu liv og levned bliver fortalt gennem en teatertrups forestilling, og der er fuld knald på i både tekster og illustrationer.

Hvis man ikke ønsker at blive provokeret, er det klogt at holde afstand. Der hentes ned fra alle hylder. Citatet i højre hjørne er f.eks. hentet fra den konservative Erik Ninn-Hansen.


2013.05.29

Kim Fupz Aakeson og Oscar K. er nomineret til Nordisk Råds nye børne- og ungdomslitteraturpris.


Af Silas Bay Nielsen

To danske børne- og ungdomsudgivelser er blevet nomineret til Nordisk Råds nye børne- og ungdomslitteraturpris.

De to danske udgivelser er Kim Fupz Aakesons børnebog 'Søndag' med illustrationer af Eva Eriksson og Oscar K.'s nyfortolkede bibel 'Biblia Pauperum Nova', som er illustreret af Dorte Karrebæk.


Fupz: Stolt af at være med i det første kuld
- Jeg er da stolt over at være med i første kuld. Det var på høje tid, at vi i Norden fik en litteraturpris, når man ser, hvor godt nordisk børne- og ungdomslitteratur gør det, siger Kim Fupz Aakeson til Kulturnyt på P1.

Også illustrator på 'Biblia Pauperum Nova' er glad for at være nomineret til den nye pris.

- Personligt var det den største glæde for mig at tegne bogen. Endelig kunne jeg gøre lidt gengæld for alt det, Jesus har gjort for mig, siger Dorte Karrebæk til Kulturnyt på P1.

De to danske nominerende i gruppen skal konkurrere med 12 andre nordiske udgivelser, der har mulighed for at få hæder fra Nordisk Råd.


Første gang prisen bliver uddelt
Det er første gang, at Nordisk Råd nominerer forfattere og illustratorer til børne- og ungdomslitteraturprisen, da rådet og de nordiske kulturministre sidste år besluttede at oprette prisen.

Målet med prisen er at styrke den nordiske børne- og ungdomslitteratur.

Nordisk Råd uddeler desuden en litteraturpris, filmpris, musikpris samt en natur- og miljøpris.

Prismodtagerne af alle Nordisk Råds priser bliver offentliggjort ved en stor prisgalla 30. oktober i Operaen i Oslo.


2013.05.29

Bedømmelseskomitéens begrundelse: 

Oscar K. og Dorte Karrebæk (ill.): Biblia Pauperum Nova, 2012

I midten af 1400-tallet udgav man fattigmandsbibler der skulle bidrage til at formidle bibelhistorien for de mange der ikke kunne læse. Denne tradition har forfatteren Oscar K., alias Ole Dalgaard, valgt at tage op og bruge som formmæssig ramme omkring en genfortælling af Det nye Testamentes historie om Jesus Kristus, men Oscar K. går skridtet videre, så formidlingen ikke blot tager hånd om de bogstavfattige, men på kristelig vis om de fattige i ånden.

Fortællingen bliver bygget op som en gengivelse i ord og billeder af en teatertrups opførelse af historien om Jesu liv – og som en logisk følge med en gruppe fattige i ånden (politisk ukorrekt benævnt åndssvage) som skuespillere.

Vi følger optømringen af scenen, fordelingen af roller og opførelsen af udvalgte nytestamentlige historier og af centrale hændelser i Jesu liv på bogens store opslag der dels består af en stram, fortællende tekst, af regibemærkninger og af kildeangivne citater, og dels af et artistisk billedværk der præsenterer en trefløjet scene hvor handlingen foregår flankeret af fire bokse med kommentatorer i dyreskikkelser.

Hvert opslag i denne bog springer i øjnene ved både sin æstetiske kraft og ved sin uhæmmede udfordring. Netop som omrejsende teatertrupper altid har kunnet betage og provokere publikum, jf. Ingmar Bergmans Det 7. segl, sådan rammer denne bog læseren og beskueren på både intellekt og følelser. Kraften hentes i et permanent samspil mellem lidelse og humor, i en konstant præsentation af livets vilkår i alle dets afskygninger, i et øsen af kilder fra fortid og nutid og i ydmyghed over for evnen hos de fattige i ånden til at stille de væsentlige spørgsmål.

Bogen fortæller om den livsrejse der præsenteres i forordet: Af intet er du kommet, til intet skal du blive. Indimellem intet og intet møder vi dele af det forløb som de fire evangelister fra hver sin instruktørstol har fortalt, men sammenstillet med de tanker og erfaringer som kommer til udtryk hos Shakespeare, Tim Rice, Mester Eckhart, gamle ordsprog, Einstein, Bill Clinton, Anders Fogh Rasmussen og flere andre. Den store historie og de manges tanker smelter sammen og bliver til forundring, latter og eksistentielle spørgsmål i den unge læser.

Dette er bogens eminente formåen: Dens provokation sætter ind netop der hvor dens hovedperson satte ind. Og den har bud efter den unge læser (og den bedagede) så præcist og så hårdt og så kærligt, fordi dens tilgang til livets tilskikkelser er akkurat så fordomsfri som hovedpersonens selv var det.

At blive ramt af denne bibel for de fattige i ånden kan få alle der kommer med en solid kulturel ballast, fx gennem konfirmationsforberedelse og religionsundervisning, til at fornøje sig mere end den forudsætningsløse, men også til at gentænke det som man tror. Og læsere som det hidtil er lykkedes at undslippe vores kulturs forudsætninger, vil i denne fattigmandsbibel få spørgsmål nok til de næste mange, mange år.

Det er ikke i hvert årti vi ser en bog af denne kaliber. En bog der med ord- og billedkraft sætter tro og tænkning på dagsordenen. En bog der på fineste vis står vagt om en nordisk tradition for tabuallergi.

Cecilie Eken, Jens Raahauge, Søren Vinterberg.


2013.05.03

For spøgens OG for alvorens skyld. Lilian Munk Rösings tale ved udgivelsen af KØBENHAVNERFORTOLKNINGEN


Min kære tilhører! Vi antager nu at ånden har vist sig. At den har vandret omkring i Københavns gader og stræder i skikkelse af en skævrygget, spidsnæset, spinkelt bygget og bebrillet mand. Vi antager endvidere at han er død og begraven, og at der da, som i en opera, indfinder sig et mellemspil. Hvor lang tid mellemspillet skal vare, kan du selv bestemme, men hvis det da så synes dig, da ville vi for alvorens og spøgens skyld antage netop 200 år at være forløbne siden mandens fødsel.

DA træder han pludselig ind i tiden igen. Han kommer flagermuseagtigt dalende ned fra himlen over Kongens Nytorv. Han er genopstået i en ny verden til en anden umiddelbarhed. Han er landet i et samfund hvor man ikke længere har pligt til at forsage kødets lyst, men hvor det snarere er blevet en pligt at nyde. Han får sin egen guide gennem nydelsens labyrint i den unge kvantefysiker Emma, der er lidenskabelig læser af den genkomnes værk og datter af en mor med stor og incestuøs seksuel appetit.

Hvad ville der ske hvis Jesus trådte ind i vores samtid? Det er et af de spørgsmål Kierkegaard stiller i Philosophiske Smuler. I Københavnerfortolkningen har Oscar K ladet Kierkegaard selv været tankeeksperimentets genstand: Hvad ville der ske hvis Kierkegaard trådte ind i vores samtid?

Parallellen mellem Kierkegaard og Kristus udmales både i skrift og billede i et kapitel, hvor Søren og Emma opsøger en villa, der danner ramme om en sadomasochistisk teaterforestilling. Her forvilder Søren sig ind i en sal, hvor han får rollen som Jesus i en iscenesættelse af korsfæstelsen. På Rasmus Svarres ledsagende billede hænger han på hovedet, i en ballet- eller måske marionet-agtig positur, fuldt påklædt. I Oscar Ks tekst bliver han til grin, da en kunstskoleelev med ankelstrømper råber: Han har jo ikke noget tøj på!

[Jeg tænker at dette billlede kunne gå i en interessant dialog med Blachmanns aktuelle TV-show hvor to påklædte mænd iagttager en nøgen kvinde. Her har vi en mand hængende på et kors, i teksten er han nøgen, på billedet påklædt. Og den lille drengs replik fra Kejserens nye klæder, som udløses af Kierkegaards korsfæstede krop, kunne, med omvendt kønsfortegn, lægges i Blachmanns mund, når han med den lille drengs forlegne nysgerrighed lader blikket flakke om den nøgne kvinde: ”Hun har jo ikke noget tøj på!”]

Med Kierkegaard på korset i en sadomasochistisk scenografi tydeliggøres den interessante faktum, at vi i centrum af vores kultur har billedet af en nøgen mand i en position af lidelse og hengivelse. For Kierkegaard var dette billede paradokset over alle paradokser: foreningen af krop og ånd, evighed og forgængelighed, en Gud der dør. For Oscar K bliver det snarere billede på sadomasochismens paradoks: sammenfaldet mellem nydelse og lidelse.

Teksten blander her evangelium, Kejserens nye klæder og rapport fra Villa Saló i et mix af tekster og genrer, der er karakteristisk for bogen. Kierkegaard er Jesus, men han er også Pinocchio, Don Juan og moderne libertiner i gule Pierre Cessario-sko. Bogen består af beretning, journaler, tableauer, dialoger, partiturer og dramatiske manuskripter, vævet ind i referencer til ikke bare Mozart og Marquis de Sade, men også Elfriede Jelinek, Niels Bohr og danske revysange mm.

Men er det spøg det her, eller er det alvor? Oscar K lader den genkomne Søren Kierkegaard skrive to manuskripter anno2013. Det første, som finder plads i bogens start, hedder SK – En tragedie. Det andet, som står i bogens slutning, hedder SK – En komedie.

Både tragedien og komedien er delvist komponeret som et requiem, Dermed er korsfæstelsens motiv antydet begge steder. Tragedien er et spejlkabinet af referencer, til Pinocchio, O’s historie, commedia del’arte og Mozarts Don Juan. Den ender med at SK deklamerer ”det kors for tanken at Gud blev menneske. At evigheden trådte ind i tiden”, hvorefter han knuser sit faderlignende spejlbillede med en vild latters kraft. Komedien blander requiem med Beckett og blomsterduet og ender med at karakteren ”det vanvittige menneske” med sine lyseblå øjne gennemborer alle Kierkegaards pseudonymer, der er iscenesat som småpulcinellaer. Herefter erklærer han at Gud er død, vi har dræbt ham.

Som det måske kan høres, er det både i tragedien og i komedien svært at skelne komik fra tragik. Men det er det også, når Kierkegaard (eller rettere Johannes Climacus) i Philosophiske Smuler pludselig forvandler evangeliet til en opera ved koket at indføre et mellemspil efter Jesu død på korset, et mellemspil der ”for spøgens og alvorens skyld” sættes til at vare 1843 år.

For Kierkegaard er det nemlig på en gang alvorligt og faktisk ganske komisk at Gud blev til et dødeligt menneske. For Kierkegaard, eller mere korrekt hans pseudonym Johannes Climacus, udspringer humor altid af en modsigelse, og derfor ligger der også en humoristisk mulighed i den største modsigelse af dem alle: Gud i et menneskes skikkelse. Jeg tror Kierkegaard ville have elsket Monty Pythons Life of Brian. Og mon ikke han også ville have sat pris på sin egen inkarnation i tekst og billede i Københavnerfortolkningen anno 2013. For spøgens OG for alvorens skyld.


2013.04.20

Løgneren Kierkegaard


Af Jesper Stein Larsen i JyllandsPosten

Tidsrejse: Ole Dalgaard sender Kierkegaard til nutidens København i sin nye roman, der sætter selviscenesættelsen til debat.

En sensommernat 2013 daler Søren Kierkegaard ned på Kongens Nytorv. Nøgen og på jagt efter sig selv. Teleporteret frem til nutiden af den unge forsker i kvantekommunikation Emma, som er den eneste, der ved, hvem han er. Sådan begynder Ole Dalgaard/Oscar K’s nye roman ”Københavnerfortolkningen”, og det er noget af et eventyr i et nutidigt selviscenesættelseshelvede, den gamle filosof og digter bliver placeret i her på sin 200-års fødselsdag.

”Tag mig bagfra!”
”Du kan sove hos mig”, siger Emma til Søren ved deres første møde og fortsætter: “Så kan du tage mig bagfra.”

Om det kommer til at ske, skal vi ikke løfte sløret for her, men Ole Dalgaard får i bogen, som er illustreret af Rasmus Svarre, sat Kierkegaard i scene i København i en hæsblæsende og dramatisk handling, hvor filosoffen byder ind med en skov af replikker, der alle er baseret på hans skrifter. Fortid og nutid smelter sammen, og Kierkegaards liv og skrift, hans stadier på livets vej konfronteres med to kvinder, den sky og asbergerramte Emma og den frivole og selviscenesættende Keiko.

»For mig er det vigtigste ved Kierkegaard hans trang til at skrive. Han er nødt til det. Det svarer fint til at være digter. Jeg slår ned på, at han er en løgnhals ligesom alle gode digtere. Han påstår hårdnakket lige til det sidste, at han er en religiøs forfatter, og sådan er han også blevet opfattet af teologer og filosoffer, som tager ham til indtægt for hvad som helst. Det, der interesserer mig, er mennesket Søren Kierkegaard. Han var taskenspiller og en forfører. Når han skriver om det etiske og æstetiske stadie, skriver han under pseudonym, men hvad nu hvis Søren Kierkegaard, som stod som forfatter til de religiøse skrifter, også er et pseudonym? Så står vi pludselig med et menneske, som har skjult sig bag navne. Han gemmer sig, og derfor kan han ikke blive taget på sengen. Det har han været rædselsslagen for i sin tilværelse.«

Sadomasochistiske udskejelser
I bogen besøger Kierkegaard en syndens villa i København, der har mange lighedspunkter med performancegruppen Signas grænseoverskridende totalteater frit efter Marquis de Sade og Pasolinis film ”Salò”, som blev spillet på Østerbro i 2010. Og her tager Ole Dalgaard ikke på læseren med fløjlshandsker, når de sadomasochistiske seksuelle udskejelser skal beskrives.

Vandt sammen med sin kone, Dorte Karrebæk, førstepræmien i Statens Kunstråds konkurrence om den illustrerede bog i 2010, for den barske billedbog ”Lejren”.

»Her overgår virkeligheden måske igen digterens fantasi. Det er voldsomme ting, han oplever, og det var voldsomt at skrive. Det springer ud af Signas teaterforestilling, men er også blandet med barbariet fra Biblen og Det Nye Testamente med Abraham, der ofrer Isak, og Jesus, der nagles fast på korset, som også er langt ude. Det hele handler om overskridelse af grænser, hvor der ikke skulle meget til i Kierkegaards tid. Dengang legede han med det i tanken, mens vores tid er karakteriseret ved enorm selviscenesættelse, som foregår på Facebook og alle andre vegne. Normen er overskridelse. Der er ikke noget, der kan forarge os længere, alting er tilladt.«

De to unge kvinder i romanen, Emma og Keiko, udtrykker hver sin side af det moderne menneske. Emma længes efter at tage del i virkeligheden, og Keiko er alt for meget med i den.


Selviscenesættelse eller selvudslettelse
»Det er billedet på ungdommen og de nye generationer, som på en måde enten er fortabte i selviscenesættelse eller selvudslettelse. Emma er begavet, men kan ikke finde ud af at færdes med andre mennesker. Hun ved godt, hvordan man går, men kan ikke flytte fødderne, og det er lidt det samme med Søren Kierkegaard, der kunne forestille sig alt, men når det kom til stykket, ville han hellere sidde hjemme og tænke på Regine, end blive forstyrret af hendes nærvær, for så kunne han styre det. Og det kan man ikke ude i virkeligheden.«

Selviscenesættelsen er helt central i bogen, ikke bare i skildringen af nutiden, men også som omdrejningspunkt i portrættet af Kierkegaard.

»Han var et menneske, som i den grad var optaget af at iscenesætte sig selv. Han går i teateret og er der i ti minuitter, for at folk skal synes, han er en døgenigt. Han går på fine restauranter og spiser kun forretten, for at folk skal tro, at han er en charlatan. Han forelsker sig ovenikøbet i en pige, som han ikke gider være sammen med, men han skriver om hende hele tiden. Derfor er selviscenesættelsen vigtig i hele forståelsen af Kierkegaard og hans værk. Og derfor siger han os også så meget i dag.«
Fritænker før sin tid

Men hans popularitet og betydning skyldes ifølge Ole Dalgaard også, at han iscenesætter noget mere end sig selv.

»Han sætter det hule punkt i mennesket i scene. Har vi en kerne eller ej? Er vi tilfældigheder? Der er noget, der kunne tyde på, at vi måske er mere tilfældige, end vi går og tror, og det er måske det, der med stor rædsel går op for Kierkegaard. Brandes skrev i sin biografi om ham, at hvis han havde levet lidt længere, ville han være endt som fritænker. Det er jeg enig i. Han har turdet tænke tanker, som næsten ikke var til at udholde, og prisen var, at han var en trædukke rent legemligt, som han også er i min bog. men netop derfor skulle han gerne have lov at opleve, at livet er smukt og erotisk.«

Hvordan det foregår, kan man læse den 3. maj, når “Københavnerfortolkningen” udkommer


2013.03.27

OSCAR K. VED VEJEN


Vej i Spanien opkaldt efter Oscar K. "My way," som Oscar siger ...














2013.01.26

Prisnomineret forfatterpar aflyser dommedag i nyfortolket Bibel

Oscar K. og Dorte Karrebæks genfortælling af Bibelen er nomineret til Politikens Litteraturpris.

Af Marie Tetzlaff

Blå bog
Oscar K. og Dorte Karrebæk

Oscar K. er pseudonym for den danske forfatter Ole Dalgaard, som er født i 1950. Illustratoren Dorte Karrebæk er født i 1946.

Sammen har parret udgivet en lang række børnebøger, bl.a. billedbogen 'Carlos & Co.' (2003), 'Benni Båt' (2005), 'Børnenes bedemand' (2008), 'Idiot' (2009), 'Skot har en skrue løs' (2010) og 'Pigen og drengen' (2011). Billedbibelen 'Biblia pauperum nova' (2012) er nomineret til Politikens Litteraturpris.

Kunstnerparret Dorte Karrebæk og Oscar K. - sidstnævnte med det borgerlige navn Ole Dalgaard - bor og arbejder i Spanien.

Derfor foregår vores samtale på Skype, og de to har sat sig til skærmen for at fortælle om, hvad der drev dem i arbejdet med den ambitiøse nye Bibel for de fattige i ånden: ’Biblia pauperum nova’, som er indstillet til Politikens Litteraturpris.

Den er i stort format, og hver af dens 40 sider på tykt papir har en intim dialog mellem Dorte Karrebæks billeder og Oscar K.’s fortolkende citater fra Bibelen og diverse forfattere.

Ingen kompromiser
Rammehistorien er, at en gruppe psykisk udviklingshæmmede skal spille Jesu liv på en til lejligheden sammenflikket scene, og siderne er yderligere forsynet med regibemærkninger.

De kvidrende, men usynlige burfugle i baggrunden bliver mere og mere højrøstede i takt med vores snak, og efterhånden som samtalen tager fart, svæver tykke røgskyer fra Oscar K.’s cigaret ind i ansigtet på Dorte Karrebæk, men hun lader sig ikke anfægte: Otte års samliv og samarbejde har nok gjort hende immun.

Dorte Karrebæk er ikke ordmenneske, og hun har skrevet ned, hvad hun vil sige:

»Vi har været enige om, at der ikke skulle være plads til kompromiser. I sammenstød er det den stærkeste, der vinder, og det er oftest Ole, fordi han har ordet. Jeg har tegningerne, og når jeg lader ordene vinde, så er det ikke for at opgive min egen tilgang. Faktisk har jeg oplevet, at ved at forstå historien også på Oles måde har jeg kunnet udvide mine billeder. Jeg har ikke udelukkende skullet hente dem inde fra mig selv«, siger Dorte Karrebæk.

Tegner Dorte Karrebæk: Den ultimative bog
Hvorfor har I lavet Bibelen?

»Det er jo den ultimative bog!«, siger Dorte Karrebæk.

»Men jeg var forfærdelig bange for det, da Ole og jeg begyndte. Og jeg var imod, at det skulle udspille sig i et teater. Jeg forstod først meget sent, at den tanke var en kæmpestor hjælp«.

Kunne ikke laves for 10 år siden
Dorte Karrebæk fandt et ung mand i byen, som hun kunne have i hovedet til figuren, der spiller Jesus i bogen.

»Han er ikke idiot, men han er et lille menneske, der ikke har haft udviklingsmuligheder. Han blev den fælles Jesus, vi talte om«.

»Vi havde en klar forestilling om, at dommedag skulle aflyses!«, siger Oscar K.. »Og det arbejdede vi så hen imod. Men undervejs bliver man jo i tvivl. Hvad er det for noget med det Guds rige? Jesus siger kun, hvad det ikke er: ingen domstol, ingen penge, ikke alt det, vi organiserer os med her. Men lidt efter lidt aner man, hvad Gudsriget er: Ingen ting!«.

De to er enige om, at de ikke kunne have lavet værket for 10 år siden.

Dorte K.: »For mig skete der et stort skred med ’Lejren’ (2011; skildrer barndommen som en kz-lejr, red.). Fordi jeg fandt ud af, at jeg kan faktisk tegne, hvad det skal være – hvis motivationen er der. Jeg overvandt frygten for at lave noget, jeg ikke har kendskab til i forvejen. For jeg kan få kendskab til det; jeg kan gøre mig umage, og jeg kan gå over i et andet land«, siger hun sejrssikkert og næsten trodsigt. »Det er en fantastisk indsigt, men den er desværre kommet lidt sent i mit liv«.

Mens legen er god
Bogens første sætning lyder: »Af intet er du kommet, til intet skal du blive«.

Oscar K.: »Tilværelsen har en bue: Man bliver til – man bliver til noget – og så bliver man til ingenting igen. Man må stoppe, mens legen er god, trække sig lidt tilbage og give plads, så andre kan komme til. Altså øve sig i at blive til ingenting igen. Deraf opstod den første sætning. Mange mennesker vil synes, det er forfærdelig negativt at sige: Af intet er du kommet – til intet skal du blive. »Du har da vist ikke ja-hatten på!«. Men der ligger også en stor beroligelse i det. Når vi bliver til, gør vi os betydningsfulde. Og derfor skal vi gøre os betydningsløse på det sidste: Det synes jeg er en værdig måde at gå døden i møde på. Der er noget rørende over at ville blive ved, men vi skal jo af sted på et tidspunkt, og det er slet ikke så let at blive til ingenting, når man først har været noget!«.

Dorte K.: »Det kan også være en befrielse at træde ud af det jordiske centrum, man skaber for sig selv, for at finde sin egen betydning. Man bygger et ego op, som tit gør én fremmed«.


2013.01.05

Vorherre lurer i Dalgaards og Karrebæks billedbibel - Oscar K. og Dorte Karrebæk er nomineret til Politikens Litteraturpris 2012.


Af Steffen Larsen i Politiken

Forestil dig, at du sidder med en bombe i hånden.

En litterær sprængladning fyldt med smerte, misantropi, vanvid og sprudlende fortælleglæde. Sådan har du aldrig fået bibelen før! En teatertrup af tåber genopfører Jesu liv her på jorden. Undervejs bliver de tæppebombet med lærde og platte citater.

Kronen på værket
Hvert opslag er en billedfabel, et totalteater, en trefløjet altertavle med mærkelige gevækster og skabninger. 'Biblia pauperum nova' har som forlæg de middelalderlige fattigmandsbibeler, skabt for de ukyndige i læsekunsten - og tåberne.

Her er det store livtag med tro og tvivl fra en mand og en kvinde, der i løbet af få år har trådt på alle tilgængelige tæer og tabuer. Og ryddet op på hylden med forudbestemte aldre og målgrupper. Her kommer så (torne)kronen på værket.

LÆS INTERVIEW Billedbogsforfatter: »Den her bog er vist ikke for børn« -Her er et link


2013.01.05

Her er de nominerede til Politikens Litteraturpris 2012

Nu er det op til læserne at finde en vinder blandt de syv. Afstemningen begynder i dag.

Af Jes Stein Pedersen, litteraturredaktør Politiken

Siden vi sidst i november kunne fortælle, at Politikens Litteraturpris på 250.000 kr. var indstiftet, har avisens litteraturkritikere haft travlt med at læse, for hvilke bøger fra 2012 har så stor litterær kvalitet, at de fortjener at komme i betragtning?

Svaret kommer her, for nu er vi endelig i mål, og bortset fra et enkelt værk, som tager livtag med de himmelske magter, hvis der da er nogen, var 2012 ifølge Politikens litterære kritikere først og fremmest et frugtbart år for bøger, der på den ene eller anden måde beskæftiger sig med det enkelte menneskes jordbundne forsøg på at finde sig til rette i ægteskabets og familielivets udfordrende kampzone.

De syv udvalgte
Ved at klikke nedenfor, kan du læse mere om de nominerede værker:

Daniel Denciks rasende og vittige langdigt om en mand og forfører, der holder dommedag over sig selv og sit forspildte liv.
LÆS BESKRIVELSE Daniel Dencik fører den lyriske guillotine over det mandlige begær

Katrine Marie Guldagers eksperimenterende slægtsroman om familien som både livgivende og dødbringende størrelse.
LÆS BESKRIVELSE Katrine Marie Guldager fortæller mesterligt om det evige livtag med familien

Kim Leines bredt favnende grønlandshistorie om religiøsitet, ensomhed, savn og de drifter, som ingen kan styre.
LÆS BESKRIVELSE Kim Leine fortæller den nye grønlandshistorie

Christian Jungersens foruroligende fortælling om en hjernesvulst, der ændrer en ægtemand og fars personlighed.
LÆS BESKRIVELSE Christian Jungersen stiller videnskaben op mod livet

Thomas Bobergs gnistrende rejseminder, der viser, hvor meget verden har at byde på, hvis man tør møde den uden sikkerhedsnet.
LÆS BESKRIVELSE Thomas Boberg skriver blændende om at rejse

Christina Hesselholdts tankestrømmende fortællekreds om en kvinde, der mindes det, hun har mistet: sin døde mor og ægteskabets gode dage.
LÆS BESKRIVELSE Christina Hesselholdt leverer præcise hofteskud

Oscar K. og Dorthe Karrebæks eksplosive fattigmandsbibel, som kaster troens brikker op i luften og fortæller bibelhistorie fuld af smerte og vanvid.
LÆS BESKRIVELSE Vorherre lurer i Oscar og Dortes billedbibel

Stort nomineringsarbejde
Det har været et omfattende arbejde at udvælge de syv titler. Alene bruttolisten over de romaner, digt- og novellesamlinger, som er blevet mest positivt anmeldt i løbet af året, rummer fyrre titler. Hertil kommer genrer som essayistik, kulturkritik og litterære biografier, som ifølge prisfundatsen også kan komme i betragtning.

Ingen boganmeldere når sædvanligvis at læse samtlige titler inden for sit område. Man koncentrerer sig om de titler, man selv får til anmeldelse og forsøger så at læse sig ind på de øvrige efterhånden, nogle får man aldrig læst.

I arbejdet med at nominere kandidaterne til Politikens Litteraturpris for 2012 har der været et stort ekstra læsepensum for avisens anmeldere. Tak til de mange læsere, som har inspireret redaktionen med konkrete forslag til bøger, som de har ønsket nomineret.

På de næste sider kan du læse om de syv nominerede værker, og på side 11 kan du læse om, hvordan du stemmer.

Hvornår og hvordan?
Du kan stemme frem til 15. februar, så der er god tid til at få tænkt sig om - og måske få læst de bøger, du ikke har læst, og til at snakke med andre om, hvilken forfatter der bør have den vigtige stemme. Hvis du har lyst til at dele dine tanker om dit valg med andre her i avisen, så hold dig ikke tilbage, men skriv til: litteraturpris@pol.dk

LÆS VEJLEDNING Sådan stemmer du - SYNES DU OSCAR K. OG DORTE KARREBÆK SKAL VINDE? Sådan stemmer du - Her er et link

Vinderen af Politikens Litteraturpris 2012 offentliggøres sidst i februar. Den festlige prisoverrækkelse finder sted i Pressen 14. marts. Du vil kunne bestille adgang via politikenbillet.dk. På pol.dk vil du allerede fra i dag kunne læse anmeldelser af og interview m.m. med de nominerede.

God fornøjelse!


2012.12.16

Russere og danskere i clinch på bogmesse: »Vores børn siger ikke 'fuck' hele tiden«

Der var flere interessante møder, da dansk litteratur var på bogmesse i Moskva.

Af Marie Tetzlaff

Er det totalitært at bilde børn ind, at de voksne har svarene? Det er et af de spørgsmål, både russere og danskere tumler med efter den netop afholdte bogmesse Non/fiction i Moskva.

Her er dansk litteratur på charmeoffensiv, med særlig fokus på eksport af dansk børnelitteratur. Messen var oprindelig for faglitteratur og højpandet fiktion, men er nu i sin fjortende udgave udvidet med mere almindelig skønlitteratur.

Den er dog endnu ikke udartet til et gedemarked, selv om det vælter ind med folk fra det sneklædte Moskva. 35.000 i løbet af de fire dage – en dråbe i Moskvas menneskehav, men her delvist et professionelt publikum.

Dansk litteratur til salg
Hele tredje, øverste etage af messeområdet i Kunstnernes hus ved Moskva-floden er i år afsat til børnelitteratur. Og den mest ambitiøse af Kulturstyrelsens to stande på messen er viet til danske illustrerede børnebøger.

I lyskasser udstilles tegninger af bl.a. Hanne Bartholin, Anders Morgenthaler, Jacob Martin Strid og Dorte Karrebæk. Sidstnævnte er sammen med sin partner Oscar K. – med det borgerlige navn Ole Dalgaard – med på messen og har workshop der, på ambassaden og på universitetet.

Også voksenlitteraturen har en stand med bøger, prøveoversættelser og allerede udgivne nye russiske oversættelser, f. eks. af Pia Juuls ’Mordet på Halland’.

Meningen er, som ved alle messer, at russiske forlæggere skal komme forbi og interessere sig for at købe rettigheder til de danske bøger, og det sker da også i et par tilfælde. (Kulturstyrelsen råder over støttemuligheder til formålet).

Tilknytning til spionbranchen
På begge stande hjælper unge russiske danskstuderende til. Danskstuderende russere er en nørdet lille flok, for den ældre generations vedkommende delvis med oprindelse i – og stadig tilknytning til – spionbranchen.

To russiske oversættere får ved en lille ceremoni på messen overrakt hver en pris og 60.000 kr. for deres mangeårige arbejde med at undervise i dansk og oversætte dansk litteratur.

Jelena Krasnova fra Skt. Petersborgs Universitet har oversat det meste af Peter Høegs forfatterskab, og Anatolij Tjekanskij fra diplomatuddannelsen MGIMO i Moskva har blandt andet oversat Klaus Rifbjerg. I forbindelse med HCA-jubilæet udsendte Tjekanskij en firebinds nyoversættelse af H.C. Andersen.

Børn er ikke idioter!
De russiske oversættere fra dansk – som ud over de ovennævnte også tæller lærere fra Moskvas lingvistiske universitet og efterretningstjenesten – har på Kulturstyrelsens opfordring dannet et netværk på 12-15 personer.

De samles i den danske ambassades lille møderum med Ole Dalgaaard/Oscar K., som blandt andet i samarbejde med billedkunstnerne Lilian Brøgger og Dorte Karrebæk har forkortet og gendigtet seks af verdenslitteraturens klassikere for Dansklærerforeningen.

Husk, at russiske børn ikke har samme baggrund som danske. Vores børn på 5-6 år siger for eksempel ikke 'fuck' hele tiden. Det ville virke overdrevet og forkert i russisk sammenhæng

Jelena Krasnova, russisk oversætter

Snakken kredser – på dansk – om formidling. Den forbliver dog som den berømte varme grød, for parterne står langt fra hinanden.

Ole Dalgaard mener, at man i formidlingsøjemed godt må lave om på en tekst, hvis den bliver bedre af det. Således ville han for eksempel gerne have pillet det religiøse ud af ’Forbrydelse og straf’.

Russerne krymper sig. De har dårlige erfaringer med litteratur, der bliver pillet ting og sager ud af. Omvendt er det Ole Dalgaard, der får sig en forskrækkelse, da han på sit spørgsmål om, hvad russerne mener om at ændre i teksten, får svaret: »Hvis det er til børn, er det i orden«.

Her tramper de russiske oversættere på Oscar K.s ømmeste tå: Børn er nemlig ifølge ham ikke anderledes end voksne, og de er i hvert fald ikke idioter! Hele filosofien bag hans og Dorte Karrebæks værker er, at børn ikke skal forstå – de skal få lyst til at forstå.

Bøger til børn skal stille spørgsmål, ikke give svar. Og man skal ikke bilde børn ind, at der er et facit. Det er totalitært! Jamen, indvender oversætteren, man må da formidle til målgruppen? Ole Dalgaard er påtaget målløs: »Tror I, kunstnere tænker på målgrupper?!«.

Stejler over explicitte billeder
Kropssproget hos de forsamlede oversættere viser, at de er stået lidt af; deres opgave er at få så meget med som muligt, så loyalt som muligt. Det er nu engang en oversætters opgave.

Og russiske formidlere i bred forstand har (endnu) ikke vores behov for at gå utraditionelt til klassikerne.

Karrebæks og Oscar K.s illustrerede version af ’Hamlet’ med en eksplicit billedfrise får da også nogle til at stejle, mens duoens billedbog ’Idiot’ om en udviklingshæmmet dreng og hans mor vækker interesse og tiltrækker flere gæster på messen.

I møderummet på ambassaden glatter Jelena Krasnova ud: »Husk, at russiske børn ikke har samme baggrund som danske. Vores børn på 5-6 år siger for eksempel ikke ’fuck’ hele tiden. Det ville virke overdrevet og forkert i russisk sammenhæng«. Der skal være ækvivalens i graden og brugen af skældsord.

At prutte på russisk
Det kan man blive enige om, men Ole Dalgaard advarer mod at tage hensyn til de voksnes moral, når man laver (og oversætter) børnebøger. Russerne er uforstående, og Deres udsendte tænker, at det jo kun er voksne, der har moral – for hvad den så er værd. Det er jo det, der gør dem voksne ...

Jelena Krasnova fortæller, at russiske børn for første gang overhovedet havde lejlighed til at se ordet ’prutte’ på tryk i en oversættelse af ’Sallies historier’ af Kim Fupz Aakeson.

Og de blev glade for at genkende noget fra deres egen virkelighed ... I russisk kultur har børn stadig deres egen verden, som de voksne skal beskytte. Spørgsmålet er, om det er en verden, de påduttes. Men på vej ud i sneen fra ambassaden hører jeg et par oversættere sige til hinanden, at børn altså er meget anderledes end voksne.

Pænt på overfladen
Den danske børnebogsekspert Steffen Larsen, som jeg har konsulteret hjemmefra, savner noget nutidighed hos russiske børnebogsillustratorer. »De har haft svært ved at slippe folkloren. Har næppe gjort det endnu«, siger han. Hans udsagn underbygges af de russiske billedbøger, jeg ser på messen.

Nogle af de russiske illustratorer er til stede som publikum, da Dorte Karrebæk har workshop på bogmessens tredje dag. Og det kan ellers nok være, de får kameraer og iPhones frem, da Dorte Karrebæk resolut (og improviseret, fortæller hun siden) smider nederdelen og optræder i sort trikot.

Det er grænseoverskridende på den gode måde. Karrebæk poserer i forskellige stillinger – herunder med en misundelsesværdigt smækker bagdel i vejret – for de mange børn og unge, der er anbragt rundt om hende på gulvet med baner af hvidt papir, de skal tegne på.

Dels lynhurtige skitser af Dorte Karrebæks positurer, dels udefinerede illustrationer til et eventyr, hun fortæller imens, dels portrætter af deres indre selv. Nogle laver bitte små sorte ting, som nok kunne gøre en psykolog bekymret, andre tegner stort og ubekymret. Flere af børnene er i små jakker, veste og plisserede nederdele.

Med på den værste
De er elever fra en kunstskole og har mottoet: ’At være, ikke synes’ på brystlommen ... De gammeldags uniformer og den disciplinerede adfærd – her er total konventration – kan måske på overfladen minde om den hæmmethed og pænhed, Dorte Karrebæk dagen før har mødt på Kunstakademiet og Universitetet for grafiske studier.

Men man skal ikke tage fejl: Børnene er med på den værste. Et par kvindelige lærere ser dog meget bekymrede ud, da Dorte Karrebæk giver eleverne til opgave at tegne følgende: ’Døren går op, nogen kommer ind – og din verden vil falde sammen’.

Ingen af børnene, som ser ud til at være mellem 8 og 18, lader sig dog anfægte af dette danske kig ind i det skræmmende. Børnenes disciplin og deres kreativitet udelukker ikke hinanden. Måske tværtimod. Danmark og Rusland har meget at udveksle, når det gælder børn. Og deres bøger.


2012.11.19

Sådan puster man nyt liv i en gammel historie


Forfatteren Oscar K har fået succes med at gendigte litterære klassikere til skoleelever – men mistænker også lærerne for at ty til hans lettere versioner af værker som 'Don Quijote' og 'Hamlet'. I dag udkommer sidste bind.

CARSTEN ANDERSEN i Politiken

I søndags lukkede bogmessen i København. Årets bøger var forinden lagt frem i stakke. Hundredvis af romaner skrevet af tidens forfattere, som delte en skæbne, ingen talte om i løbet af de tre dage. Det var helt forståeligt, for uanset hvor populære bøgerne er i dag, vil langt hovedparten af dem være glemt i løbet af få årtier, og stort set samtlige titler vil kun være kendt af litterære nørder, når verden går ind i det næste århundrede.

Sådan foregår det konstante litterære udskilningsløb, hvor kun få bøger lever videre fra generation til generation.

Vi kender dem som klassikere.

Det er dem, der interesser forfatteren Ole Dalgaard, også kendt som Oscar K.

I dag afslutter han en serie på syv bøger, hvor han har genfortalt seks af litteraturhistoriens helt store værker, mens han i seriens syvende og sidste bog skriver om at læse verdenslitteraturen.

Bøgerne er tænkt som litterære appetitvækkere til især gymnasieelever, og når man spørger forfatteren, hvorfor han overhovedet mener, det er vigtigt at genfortælle klassikerne for en ny generation, svarer han med en anekdote.

»På et tidspunkt var jeg ude på en skole for at holde foredrag om bøgerne, og jeg fik spørgsmålet om, hvad den næste bog ville blive, og jeg svarede, at det var 'Den unge Werthers lidelser' af Goethe. »Ham kender I godt, ikke?«. »Jo, jo«, svarede de. »Det er ham med Goetheborg«, og der var ingen, der grinede«.

Før originalen
De seks genfortalte klassikere har nytegnede illustrationer af henholdsvis Dorte Karrebæk og Lilian Brøgger, og det er ikke noget tilfælde. Ole Dalgaard mener, at mange unge automatisk vil stå af, hvis de bliver præsenteret for en stor, fed roman uden billeder.

Men hvorfor skal vi overhovedet gendigte verdenslitteraturen, når du mener, at den har en værdi i sig selv?

»Tidligere snakkede vi om, at der var en kløft mellem unge og gamle, og en kløft kan man bygge en bro over, men i dag er der slet ingen forbindelse mellem unge og gamle. Vi aner ikke, hvad de tænker. Og hvad nu, hvis de unge ikke engang aner, at klassikerne eksisterer?«.

Som forfatter forestiller han sig ikke, at han på 120 eller 140 sider med illustrationer kan give dem en fuldstændig indføring i eksempelvis Fjodor Dostojevskijs kæmperoman 'Forbrydelse og straf'. Og det er heller ikke meningen. Meningen er, at læserne af klassikerserien skal have lyst til at fordybe sig i selve klassikeren, originalteksten. I Raymond Chandlers 'Den store søvn', Voltaires 'Candide', Shakespeares 'Hamlet' eller Cervantes' 'Don Quijote'.

Ole Dalgaard gider imidlertid ikke lefle for ungdommen for at få deres opmærksomhed. Han kan faktisk slet ikke holde ud, hvis man tror, at det er nødvendigt at relatere til de unges egen verden for at få en klassiker – eller nogen bog i øvrigt – til at glide ned.

»Identifikation er et upålideligt værktøj at åbne en bog med! Hvis ikke vi som læsere holder os lidt på afstand af tekst og billede, samtidig med at vi fryder os over og bliver berørt af alle detaljernes fint opbyggede spil, så risikerer vi, at vi ikke når ud over vores egne erfaringer og næsetip«, siger Ole Dalgaard.

Selv tror han ikke, at vi kan komme frem til en endelig forståelse af verdenslitterære værker.

»Men hvis vi læser med lysten til at forstå bogens enestående måde at gengive verden på, så vi tvinges til at gå ud over vores egne synspunkter og blive en anden, tale om os selv, som om vi var en anden, og om andre, som var vi dem«, siger Ole Dalgaard.

For ham betyder det at læse, at man prøver at forstå – ikke at dømme – den betydning, der ligger gemt i ordene i bogens univers.

»Gode bøger kan læses mange gange på forskellige tidspunkter i livet, hundreder af år efter at de er skrevet, fordi de er komplekse og mangetydige og ikke sådan lige til at få hold på, værker fra fremmede steder og andre tider befolket af mennesker, der lever i virkeligheder af en anden art, bredere, dybere, vældigere end os, der er opdraget i ensomhed. Under andre himmelstrøg findes der oplevelser og evner, vi ikke kender, fordi vi har ladet dem forfalde. Men vi aner med uløst undren i den antikke verdens digtning og i klassikerne en uforgængelig dybde og storhed, der sent udtømmes og forældes. Og selv om det med tiden er alle bøgers uundgåelige skæbne ikke at være gyldige mere, er der nogle, der holder længere end andre«, siger han.

I sine genfortællinger bestræber han sig på at være tro mod de oprindelige historier, som er flere hundrede år gamle, men det betyder ikke, at han afviser at komme de unge læsere i møde. Det foregår bare på en anden måde, og det er fortrinsvis gennem illustrationerne.

»Når det gælder Dostojevskij, har vi selvfølgelig med respekt beholdt et ret gammeldags sprog, men vi har også sprunget de lange vandringer i 'Forbrydelse og straf' over. Den slags kan vi lægge i billederne. Når det gælder Goethe, har jeg også tænkt over, hvordan han mon ville have tænkt i dag. Ja, han ville nok have pillet alt det om Gud ud og erstattet det med glæde eller noget andet«, siger Ole Dalgaard.

Don Quijote på traktor
Efter grundige overvejelser har han også valgt at lægge historien om Don Quijote og hans kamp mod vindmøllerne i det fortidige Spanien meget tættere på vores egen tid.

»Hvordan ville Don Quijotes Rosinante mon se ud i dag? Det kunne være, det i stedet for en hest var en traktor. På den måde kan man godt indlede historien med sætningen: »I en lille by, hvis navn jeg har glemt, boede der for ikke så længe siden en mand ...«. Dermed kan historien godt foregå for 50 år siden, men det kan ikke være 200 år siden. Det kunne være i 1950'ernes Danmark eller Spanien«.

Ole Dalgaard understreger, at de unge i dag hverken er dummere eller mindre intelligente end tidligere generationers læsere. Måske endda tværtimod. Faktisk tror han, at når det er lykkedes at sælge små 5.000 bøger af de seks foregående udgivelser, er det ikke kun, fordi en del af oplaget er i abonnement hos Dansklærerforeningen, men også, fordi en del hel- eller halvstuderede danskere aldrig fik læst originalteksterne.

»Sådan er det jo med bøger. Hvis man besøger venner og bekendte, kan man godt finde Kierkegaard-biografien 'SAK' i reolen, men hvis man tager bogen ud, kan man høre, det siger grrrrrk fra siderne, den har aldrig været åbnet, og det samme er tilfældet med en bog som 'Mærk verden', som alle købte, men få fik læst, fordi den er svær, selv for nogen, der ved noget om kvantemekanik«.

Manges overfladiske kendskab til klassikerne er ikke noget, han griber lige ud af luften. Han kan stadig huske, hvordan han selv og hans egen generation agerede for nogle årtier siden.

»Vi skulle helst have en eksistentialistisk bog stikkende op af lommen, men det var først mange år senere, vi fik den læst. Indtil da sagde vi, at vi var inspireret af Sartre«, siger Ole Dalgaard med selvironi.

Bøgerne er egentlig tænkt til gymnasiet, men forfatteren håber, at de også kan ramme noget i folkeskolens sidste klasser.

»Når vi også har sendt dem ud til folkeskolerne, skyldes det, at der findes flere generationer af unge lærere, som heller ikke ved noget«, siger han.

Ole Dalgaard har dog ingen illusioner om, at han selv eller andre fra den ældre generation skal forsøge at stoppe klassikerne ned i halsen på de unge. Det vil de formentlig ikke få noget ud af.

»Vi skal bare lægge bøgerne frem. Når de så ser, at der ligger en illustreret bog, der hedder 'Den unge Werthers lidelser', tænker de måske: »Hvad fanden mon det er for noget?««.

carsten.andersen@pol.dk


2012.11.09

Man behøver ikke have boet på børnehjem for at føle sig som børnehjemsbarn

Interview i JyllandsPosten

Forfatteren Ole Dalgaard forlod for 17 år siden Danmark efter en tumultagtig karriere i den danske teater og tv-branche. Siden har han skrevet over 50 illustrerede børne- og voksenbøger, som forarger,provokerer og begejstrer.

Af JESPER STEIN LARSEN | jesper.stein@jp.dk

»Jeg vil ikke være skyld i et andet menneskes liv,« siger forfatteren, der har mere end 30 børnebøger på samvittigheden. Blikket er resigneret og roligt bag de
tonede briller. Vi sidder i et hjørne af Kgs. Have med te og tændte cigaretter. Ole Dalgaard ser ud, som om han ikke har lyst sig at sige mere om, hvorfor han ikke har fået børn.


Tre sekunder. Så giver han sig.

»Fra jeg var 13 år gammel, har jeg været rædselsslagen for at skulle bestemme over et andet menneskes liv. Ikke at jeg ikke har respekt for de mange, der tør kaste sig ud i at blive forældre, men selv jeg kan næsten ikke bære tanken.«

Hvorfor?

»Der er jo ikke nogen, der spørger os, om vi vil være til. Selv om jeg ikke har fået børn selv, har jeg været del af familier, hvor der har været børn. De bliver udsat for alt muligt, skænderier, konflikter. Vi begår overgreb mod dem hele tiden. ”Det må du ikke,” siger vi. ”Hvorfor?” ”Fordi!” Alt det gør mig lidt ked af det. Man behøver ikke have været på børnehjem for at føle sig som børnehjemsbarn. ”Vi elsker dig jo,” siger vi. Og hvad stiller man op over for kærligheden? Du er sat til vægs.«

Men er kærligheden fra forældre til børn ikke en smuk
ting?

»Det er en magtting ud over alle grænser. Hvad skal barnet gøre? Der findes ingen argumenter mod kærligheden, for så er jeg et slet menneske. Forældrene bemægtiger sig barnet og fordummer det. Hvis børnene skulle gøre, hvad voksne gør, ville det blive rigtig slemt. Vi render rundt og lyver og er utro og snyder hinanden. Og kan ungerne mærke det? Ja, det kan de. Kan de sætte ord på? Nej, for så ville voksne være tvunget til at opføre sig anderledes. Og det gælder også i bøgerne. Hvis nogen tror, man kan fortælle noget svært for børn på en let og legende måde, så de ikke bliver kede af det, så tror de fejl. Det er måske derfor voksne ikke så godt kan lide mine bøger, for de gør ofte ondt at læse. Også på børnene.«

Historien om børnebogsforfatteren, som aldrig i livet selv vil sætte børn i verden, begynder med en hund ved navn Oscar K.

Træt af Ole Dalgaard

Ole Dalgaard var i midten af 1990’erne havnet i det sydlige Spanien, hvor han havde sat sig for at læse og skrive. Han var træt af Ole Dalgaard, træt af at der altid var bøvl med det, han lavede. I foråret 1998 mødte han Oscar, en lille 80 pct. tibetaner med skævt underbid, opstoppertud og klapører. Han købte den for en krone af en hundehandler. Oscar fik K’et for klapøre, og to år efter debuterede han med en bog, der hedder ”Tango Mortale”. Den blev i lektørudtalelsen kaldt en af årets mærkværdigste udgivelser, skrevet af en forfatter, man ikke vidste meget om.

Siden er det blevet til mere end 50 bøger på tolv år, som regel med illustrationer. Børnebøger og voksenbøger, tegneserier, grafiske og typografiske romaner. Hvis der er noget, der går igen, er det, at det ikke er helt almindeligt.

Om det er Henning-historierne, som handler om fem brødre, der alle hedder Henning og har en hund, der hedder Henning, som er forelsket i en pige, der hedder Fatima, som der i øvrigt er tre af. Eller ”Lejren”, som skildrer børnelivet som en KZ-lejr. Eller fattigmandsbiblen ”Biblia pauperum nova”, som er en slags absurd og surreel Jesus-fortælling opført som teater med ”en flok åndssvage i rollerne”. Forbigås skal heller ikke den illustrerede gendigtning af seks af verdenslitteraturens store værker fra Goethe over Dostojevskij til Chandler. Eller den seneste bedrift, Heisenberg-trilogien, et trebindsværk om verden, universet, livet og Oscar K./Ole Dalgaards liv i særdeleshed. Den foretrukne illustrator er ægtefællen, Dorte Karrebæk, som i ”Lejren” og Biblen når højder, som ikke før er set i dansk (børne)litteratur, men også Teddy Kristiansen, Lillian Brøgger og Rasmus Bregnhøi har skabt fantastiske illustrationer til Dalgaards værker.

Oscar K’s fattigmandsbibel ligner ikke noget andet i dansk litteratur.

Drømme i hækken

Historien om manden bag Oscar K. begynder i Fredericia i 1950, hvor Ole bliver født, moderen arbejdede på kontor, faderen arvede er stort bageri, men satte det hele over styr, og familien måtte flytte forgældet ud i husvildeboligerne ved Ringvejen.

»Jeg havde ikke en oplevelse af, at det kunne være anderledes. Mine forældre arbejdede som død og helvede, så jeg var meget alene. Jeg sad ude i hækken og drømte, at jeg nok var en forbyttet kongesøn. Min far var en meget charmerende mand, men en charlatan ud over alle grænser, bedårede damer og bedrog og snød, og jeg har altid været rædselsslagen for at blive som ham. Man har bevægelser som ligner, og jeg holdt min hånd fast for ikke at slå ud med den som min far. Jeg vil ikke påstå, at jeg har haft en lykkelig barndom. På den anden side har jeg fået lov til at være mig selv. Jeg fik fred. Set i bakspejlet kunne jeg godt have haft lidt mindre ansvar. Men børn påtager sig ansvar, og det er svært at slippe af med sidenhen. Jeg har en hysterisk ordenssans, og jeg skal partout have styr på alt. Jeg sover ikke, før blyanterne ligger spidset og efter størrelse i
skuffen til næste morgen.«

I gymnasiet i Horsens mødte Ole Dalgaard litteraturen, fandt ud af, at der var andet end penge, mad og skænderier, og stiftede bekendtskab med klassisk dannelse. Han læste Kierkegaard og spillede teater, og selv om det ikke var den kurs, der var udstukket hjemmefra, forsatte han til Aarhus og læste teologi, filosofi og dansk litteratur. I 1970’erne blev han uddannet gartner og debuterede samtidig som lyriker med en digtsamling på Gyldendal og lavede teater i nogle år inspireret af Dario Fo, som han besøgte i Italien. På Danmarks Radio skabte han i 1979 den tids store børnetv-hit
”Kolonihaven”, hvor han selv og Niels Skousen var i udendørs-studiet i 76 afsnit.

Æstet og kontrolmenneske
Holbæk hentede ham til jobbet som direktør for egnsteatret, men hvis de troede, at de fik søde rare Ole fra ”Kolonihaven”, måtte de tro om igen, for Ole Dalgaard ville lave eksklusivt eksperimenterende teater a la Odin Teatret, og han samlede folk fra hele verden, lavede billedteater og
turnerede i England og USA.

»Jeg var god til at skaffe penge, så politikerne var glade for mig. Og vi fik anmeldelsessucces og vandt priser, men det er synd at sige, at vi var folkelige. Jeg var en slags provins-enfant terrible, og jeg var dum nok til at påtage mig rollen som provokatør, kalde kulturudvalgsformanden for en bonderøv og klagede over, at der var for lavt til loftet i byen. Måske begavet nok, men også infantilt.«

Balladen blev ikke mindre, da Ole Dalgaard blev chef for det nyoprettede TV2 Øst. Han ville ikke ansætte journalister, men kunstnere og skuespillere. Han indrettede stationen fra bunden med arkitekttegnede møbler og moderne kunst i Per Kirkeby-klassen. Og når medarbejderne satte billeder af deres unger op eller små krysantemummer på skrivebordet, gik æsteten og kontrolmennesket Ole Dalgaard en runde om natten med en stor sort sæk og fjernede det hele.

»Jeg var ikke ligefrem elsket, da de opdagede, at det ikke var rengøringspersonalet.«

Han blev herostratisk lokalkendt, da han lagde ud med at sige, at alt global-tv er lokalt, hvorimod alt lokal-tv er noget lort.

Og han bad alle medarbejdere om at lære Polonius’ tale til Laertes fra ”Hamlet” udenad som et personligt bud på virksomhedskulturen på stedet.

»Min vision var, at tv skulle være et vindue til verden. Det var simpelthen ikke relevante nyheder nok i regionen til én nyhedsudsendelse om måneden. Jeg blev skildret som ekstravagant, som én, der ansatte venner. Og det gjorde jeg da også – når de var de bedste. Jeg arbejdede nat og dag, men kørte alt, alt for stærkt derudaf som et lokomotiv, der allerede var i Frederikshavn, når togstammen var i Køge. Ikke særlig klogt.«

Mand for anderledes tv
Det var også i Vordingborg, at Danmarks første soapopera så lyset. I et utraditionelt samarbejde med DR udviklede Ole Dalgaard serien ”Landsbyen”s første seks afsnit, som DR overtog, da hans og TV2 Østs veje skiltes.

»Bestyrelsen ville have en direktør, der kunne lave anderledes tv. Og ansættelsesfirmaet sagde, at jeg var den rette mand – hvis bestyrelsen virkelig mente det. Det vidste både headhunterne og jeg godt, at den ikke gjorde, så jeg var der knap to år.«

På det tidspunkt havde arbejdsnarkomanen og perfektionisten Ole Dalgaard spændt elastikken til bristepunktet, haft et par blodpropper, og blev ansat på Domino Film, hvor han skulle udvikle tv-programmer, blandt andet talkshowet Synnøves.

»Det var så langt ude, at når man med et glimt i øjet præsenterede program-ideer, som var ment som en joke, fik de lys i øjnene på TV 3 og antog dem.«

Han sagde op og mødte i London en tysk kvinde, der var bosat i Spanien. De giftede sig og han flyttede til Middelhavet. Det er 19 år siden.

»Ingrid, som døde i 2004, havde en god forretning og sagde generøst, at jeg ikke behøvede at tænke på at tjene penge, så i flere år læste jeg bare bøger og skrev en roman, der hed ”Gazellernes Sø”, og siden stødte Oscar til.«

Udfordrende twists
Hans bøger unddrager sig almindelige genrebetegnelser. Det er litteratur skrevet på litteratur med mange udfordrende twists og flere spørgsmål end svar. Han er prisbelønnet, anmelderrost, oversat og hyldet for sin nytænkende, grænsesøgende, poetiske og altid anderledes tilgang til det vante.

»Min livsopfattelse er nok grundliggende tragisk, men det er jo ikke sådan, at jeg går rundt med en ubændig trang til at være kontroversiel. Jeg har svært ved at se, hvorfor jeg skulle skrive noget, som er skrevet før, og jeg håber – nu blotter jeg mig – at jeg kan tilføre bare en lille smule nyt til verden. Jeg ved, jeg skriver oven på andre, men hvis jeg bare kan vise en lidt anden måde at se på kærlighed eller børns opvækst på, så er det nok.«

Der mangler ikke dramatik i Oscar K’s ”Lejren”, der er illustreret af hustruen Dorte Karrebæk.

I Heisenberg-trilogien skriver du et sted om at drømme, at man er på besøg i virkeligheden. Er det sådan, du har det, når du skriver?

»Jeg føler mig altid bedst tilpas, når jeg skriver. Der synes jeg, jeg er til. Jeg ved godt, at det ikke er virkelighed, men for mig er det meget stærkere end den autoriserede virkelighed. I den rigtige virkelighed, går det næsten altid galt. Selv når man gå ud med de bedste intentioner.«

Hvorfor?

»Fordi der ikke er nogen retfærdighed. Og det tror vi alligevel et eller andet sted, vi stiller med alle vores forventninger og håb og begær efter, at det skal lykkes, og så går det alligevel tit galt. Som Jesus siger: Glem alt om retfærdighed. Vi kan ikke sætte penge i banken hos Gud. Der er ikke noget, der går efter fortjeneste. Og er det i virkeligheden ikke en stor befrielse? Det er ren illusion at sætte penge i banken, og det behøver ikke engang at være hos Gud. Jeg har en privat pensionsopsparing i min spanske bank. I øjeblikket er den ikke halvdelen værd af det, jeg har sat ind. Det er da lidt morsomt! Er det retfærdigt? Nej, det er det ikke. Det synes jeg er en befrielse at tænke på.«

Hvorfor?

»Hvad nu hvis vi har taget fejl med hensyn til årsag og virkning? Hvad nu hvis det er ubestemtheden, der gælder langt ind i menneskers sind og handlinger og ikke determinismen? Hvad hvis alle teoretiske og æstetiske strukturer, videnskabelige modeller, begreber og hypoteser bare er ét syn af uendelig mange på verden? Er der så mening i at tale om forsyn, skæbne eller forudsigelighed? Hvad stiller vi så op med skyld og skam? Hvad med den stakkels Søren Kierkegaard, der fordi hans far forgreb sig på den tjenestepige, der senere blev Kierkegaards mor, skulle sone faderens skyld, hæve forlovelsen med Regine og tilbringe resten af sit liv med tungt sind som den lidende Jesus? Forgæves. Fordi selv den mest pietistiske kristendom blot er ét blik på verden.«

Bliver det ikke lidt sammenhængsløst?

»Måske er der en anden sammenhæng: Af intet er du kommet, til intet skal du blive. Det er i alt fald en smuk tanke: Du bliver til, du bliver til noget, og så er du 50, og så skal du til at blive til ingenting igen. Men vi vil jo helst blive ved med at være noget. Vi vil blive ved med at udvide vores horisont. I stedet for at indstille os på, at nu skal vi til at sige farvel og sætte os som buddhisterne under et lærketræ og blive lærketræet.«

Hvad med kærligheden, er den også bare tilfældig?

»Kærligheden er et andet sted, hvor vi gør det svært for os selv. Vi vil så gerne have tilknytning og nærhed, binde os med ringe og for evigt og altid. Hvor har jeg troet og håbet, men er det rigtig lykkedes? I sjældne tilfælde. Ja. Men hvad hvis vi i stedet gav hinanden fri? Ikke knyttede os til hinanden? I ”Efterskrift” står der: Han holder af deres selskab, fordi de er ham ligegyldige. Det er vel den største kærlighedserklæring, man kan give et andet menneske. Jeg behøver dig ikke. Du er ikke forpligtet eller bundet til mig. Alle mine kys er ikke ja og ikke nej. I alle kærtegn er en
flugt, som han siger, den kloge PH.«

Men vi gør vel alt muligt i forventning om efterbetaling
af vores partner?

»Det er svært at være til stede i øjeblikket, og det mærker vi jo hele tiden som en skam og en sorg. Og dér kommer bindingen ind, tilknytningen. Men det hindrer nærvær. Hvad nu, hvis jeg i stedet for at bekymre mig om, hvad der sker, når du er gået - går du til en anden? Taler du dårligt om mig? - er nærværende, mens du er her, optaget af dig? Det er noget af en forfængelig tanke overhovedet at tro, at folk gider beskæftiger sig med os bag vores ryg, men tænk hvor mange tanker, vi bruger på nyttesløse spekulationer. Som Mark Twain siger: De fleste bekymringer bliver ikke til
noget.«

At blive til ingenting igen
Ole Dalgaard har ikke tænkt sig at blive ved med
at skrive.

»Man skal passe på, at man ikke slår kraftspring på stedet. Bliver du ved, gider folk til sidst ikke at se det. Jeg holder op, når jeg bliver 65 år. Så vil jeg gøre som Elias Canetti, da han blev 70, anskaffe mig et lille hæfte og kun skriver noget ned, hvis jeg skulle være så heldig, at der kom nogle tanker af betydning. Og så holde dem for mig selv. Jeg bliver nødt til at vænne mig af med at tro, at verden skal belemres med, hvad jeg går og tænker.«

Du er meget optaget af at være konsekvent?

»Ja. Jeg synes f.eks. det er meningsløst at forlænge liv i en uendelighed, bare fordi man kan. Så når jeg bliver syg, vil jeg håbe, jeg siger nej tak til al mulig strålebehandling og ledninger og gøgl. Det må gå, som det går. Jeg vil hellere dø af tæring end sidde med en hel masse slanger og rør og behandlingsgaranti for cancer. Hvis jeg bare kan få lov at dø i fred?« hvisker han hen over bordet. »Mæt af dage. Uden indblanding. Man må være lidt konsekvent, når man bliver
gammel, Når man nu har været så totalt inkonsekvent hele sit liv, må det da være tid være lidt konsekvent her til sidst: Og med værdighed påtage sig at blive til ingentingigen.«

OLE DALGAARD

Født1950, studerede fra 1969 teologi, filosofi, litteratur og sprog ved Aarhus Universitet.
Fra 1974 ansat på danske og udenlandske teatre som dramatiker, instruktør og skuespiller og i DR tv som programmedarbejder og producer af børneprogrammer, drama og kulturudsendelser
Fra 1981 Programchef for B&U på Weekend TV
Fra 1984 Direktør for Holbæk Egnsteater og Europæisk Teaterlaboratorium
Fra 1989 Administrerende direktør for TV2 Øst
Fra 1992 Direktør for  Domino Film & TV og Scritore dell’Arte
Fra 1994 bopæl i Spanien som forfatter af romaner, teaterstykker og børne- og ungdomsbøger.
Gift med Dorte Karrebæk.



2012.11.05

Udstillingen Den illustrerede Børnebog til Rusland


Fra d. 28. november til d. 2. december vil Central House of Artists være vært for den internationale messe for litteratur, ”non/fiction”. For 14. gang kan non/fiction tilbyde mere end 250 specialiserede forlag og litterære foreninger fra 20 forskellige lande og være med til at give læsere en bred vifte af humanitært, videnskabeligt, uddannelsesmæssigt og teknisk litteratur.

Hvert år har messen tiltrukket flere og flere russiske og udenlandske deltagere ved at skabe et forum for kommunikation for det professionelle publikum og dialog mellem eksperter og offentligheden. Den kommende messe vil blive holdt på syv forskellige steder med mere end 150 arrangementer, hvor der vil være præsentationer og debat om den moderne litterære proces. Repræsentanter fra nogle af de bedste forlag, forfattere, lingvister, litteratur kritikere og journalister vil mødes med læserne for at diskutere bogens fremtid og dens plads i den moderne medievirkelighed.

Danmark deltager i messen med en flot og spændende børnebogsudstilling, som viser den store spændvidde i dansk-illustreret børnelitteratur. Desuden vil illustrator/forfatter Dorte Karrebæk og forfatter Oskar K holde foredrag om deres fælles arbejde som børnebogsforfattere og illustratorer. Sammen har de en lang række af interessante og anderledes børnebøger bag sig. Ofte gør det sig gældende for deres bøger, at de ikke er bange for at tale om forskellige tabuer i børnehøjde. Ligeledes vil der være prisoverrækkelse til to af de største bidragsydere til promoveringen af dansk litteratur i Rusland.


2012.10.12

Sex kandidater från Danmark finns bland de nominerade kandidaterna til The Astrid Lindgren Memorial Award 2013


Larry Lempert, ordförande i juryn för Litteraturpriset till Astrid Lindgrens minne (ALMA) offentliggjorde idag på bokmässan i Frankfurt att 207 kandidater från 67 länder är nominerade till priset 2013. Av dessa har 61 aldrig tidigare varit nominerade.

Ökningen av antalet nominerade kandidater och nomineringsinstanser visar på ett stigande intresse av att i internationella sammanhang föra fram goda exempel på högkvalitativa konstnärskap, säger juryns ordförande Larry Lempert.

Sex kandidater från Danmark finns bland de nominerade kandidaterna;

Kim Fupz Aakeson, författare
Otto Dickmeiss, illustratör
Lene Kaaberbøl, författare
Dorte Karrebæk, illustratör (med Oscar K.)
Oscar K. författare (med Dorte Karrebæk)
Peter Madsen, illustratör
Jakob Martin Strid, författare/illustratör

Mottagaren eller mottagarna av Litteraturpriset till Astrid Lindgrens minne 2013 tillkännages 13.00 den 26 mars 2013. Priset delas ut till nu levande upphovsmän och aktiva organisationer. Författare, illustratörer, berättare och läsfrämjande organisationer kan belönas.

Mer information om de nominerade kandidaterna finns på www.alma.se.


2012.10.02

”Alt har sin stund, og hver en ting under himlen sin tid”


Af Mette Skov Hansen, Kristeligt Dagblad

For forfatteren Oscar K. giver tanken om, at alting går over, en tryghed i tilværelsen.

Det skete for knap 50 år siden.
Forfatteren Ole Dalgaard, også kendt under kunstnernavnet Oscar K., var 13 år gammel og gik til konfirmationsforberedelse i As Præstegård ved Juelsminde. Undervisningen fandt han ikke altid lige spændende, og derfor tog han fat i den bibel, han ved undervisningens start havde fået placeret foran sig, og satte sig til at bladre igennem Det Gamle Testamente. Her faldt han over de ord, der skulle følge ham resten af livet: Prædikerens Bog.

"Da jeg læste i den, forstod jeg, at her stod der noget, der var vigtigt. Havde nogen spurgt mig, hvad der stod, tror jeg ikke, jeg havde kunnet svare dem, for mit 13-årige blik forstod ikke indholdet. Men det gjorde ikke noget. Tværtimod gav uvidenheden mig lyst til at forstå noget mere om verden", siger den nu 62-årige forfatter, som den dag i dag har bogen liggende fremme på skrivebordet i hjemmet i Spanien, så han ofte kan bladre i den.

Hele Prædikerens Bog er ifølge ham ord, der tæller. Der er ikke ét ord for meget i den.
Skal han alligevel vælge nogle af sætningerne ud, er der to han særligt kan lide:
"Alt har sin stund og enhver ting under himlen sin tid" (Prædikeren 3:1) samt sætningen, der går igen i flere kapitler:
"Alt er tomhed og jag efter vind."

"De sætninger favner hele tilværelsen og giver én en fornemmelse af, at også dette går over. Det kan både gælde det gode og det dårlige i tilværelsen, i forbindelse med dødsfald eller med stor begejstring over sig selv. Pludselig kommer der et memento mori - husk, du skal dø – og så kommer man ned på jorden igen. Når man står sådan midt i glæden eller sorgen, synes jeg, det er en behagelig ting at vide, at det alt sammen går over, " siger han og tilføjer, at tanken om tomhed netop kan være den trøst, man har brug for.

Derfor minder han også ofte sig selv om det. Eksempelvis da han i denne weekend deltog i en international bogmesse i Göteborg.

"Når man går rundt på messen, bliver betydningen af ordene i Prædikerens bog meget tydelig. Det minder en om, at der næste år ikke er nogen, der husker, hvem der fik mest bevågenhed ved messen i år. Det er noget, man går op i i øjeblikket og kan bekymre sig om. Både når man selv får og når man ikke får, er det rart at huske på, at alting går over."

Hvis der var nogen, der for knapt 50 år siden havde spurgt Oscar K, hvad Prædikerens Bog handlede om, havde han ikke kunnet svare dem. Hvis nogen spurgte ham om det samme i dag, ville han nok stadig ikke kunne svare på det.

"Jeg tror ikke, jeg forstår det endnu. Men jeg forstår, at betydningen skifter og er forskellig afhængig af de erfaringer, man får i livet. Når man bliver gammel, opdager man derfor, at alt bare er et blik på verden. Det er aldrig sandheden, men en måde at se på verden på," siger han.

"Hvis jeg skal vove et øje, vil jeg sige, at jeg i dag forstår det sådan - at alting går over, også det, vi helst ikke vil have går over. Det er det, der er trygheden i tilværelsen. Og derfor skal vi glæde os over de daglige gerninger."


2012.09.20

Dansk deltagelse på Nordens største bogmesse i Göteborg den 27. - 30. september 2012


Statens Kunstråds Litteraturudvalg er repræsenteret på bogmessen i Göteborg, hvor der i år er fokus på Norden og nordisk litteratur.

Statens Kunstråds Litteraturudvalg arrangerer en række samtaler mellem danske forfattere og oversætteren Thomas Andersson om at udkomme på svensk og hvilke udfordringer, der har været i oversættelsesarbejdet. Af danske forfattere deltager Kirsten Hammann, Pia Juul, Kim Leine, Anastassia Arnold, Oscar K, Sara Blædel og Janne Teller.

Ydermere vises Litteraturudvalgets udstilling af illustrerede danske børnebøger på en særlig stand, hvor der også vil være arrangementer med bl.a. Oskar K og Kim Fupz Aakeson.

Formanden for Statens Kunstråds Litteraturudvalg, Grethe Rostbøll, medlem af Litteraturudvalget, Hanne Kvist, samt tre medarbejdere fra Kunstrådets sekretariat i Kulturstyrelsen vil være til stede på messen.

De tre medarbejdere vil mødes med repræsentanter fra udenlandske forlag. På møderne informeres der om de mange muligheder for at søge støtte til dansk oversættelse og fremme af dansk litteratur i udlandet, som Kunstrådet byder på.

Programmet for messen kan findes på: http://www.bokmassan.se/


2012.09.15

Klarskrift om livet


Forfatteren Ole Dalgaard afslutter sit magnum opus med en filosofisk og poetisk grafisk roman, der gerne vil frigøre os for vores evige skyld.

JESPER STEIN LARSEN i JyllandsPosten

Det er egentlig en hund, der har skrevet en af de seneste års mest bemærkelsesværdige og anmelderroste litterære frembringelser: Heisenberg-trilogien af Oscar K.
Bag navnet gemmer sig forfatteren Ole Dalgaard, som havde brug for en armslængdes afstand til sin egen identitet, da han begyndte at skrive bøger for voksne for ti år siden, og navngav sit nye forfatterjeg efter sin firbenede ven.


Nu er sidste og tredje bind i den grafiske romantrilogi udkommet. Den har titlen ”Efterskrift - en autobiografi fortalt i 3. person af Oscar K.” Den er opbygget med et dagligdagsspor, hvor Oscar K. sidder på en cafe i det spanske og iagttager dagligdagens gang, og et andet spor, hvor han forsøger på at rumme, katalogisere og forstå det 60-årige liv, han har levet, i en vildtvoksende og alligevel stram blanding af replikskifter, syn, erindringsglimt, tanker, poesi, filosofiske betragtninger og henvisninger til verdenslitteraturen.


»Efterskrift er en slags klarskrift. De to første bøger har været om tegn og kodning og ordenes betydning og vanskeligheden ved at tolke ord og billeder. Der er lagt en kodning af verden ind. Bag koden ligger en klarskift. Og det er denne bog. Den kunne godt have heddet: Af intet er du kommet, til intet skal du blive. Det interessante er stykket imellem: Fra man bliver til og bliver til noget og igen skal blive til ingenting. Der er en tilsyneladende fremadskridende handling samtidig med, at fortælleren Oscar K. roder rundt i sit liv. Han begynder med barndommen, som det sig hør og bør, men det fører ikke rigtig til noget. Så inddeler han verden, som vi lærer i skolen, og til sidst bliver det et stort rod med tegn og vildveje og tilfældigheder, og så når han den erkendelse: Hvad hvis man kunne skrive en historie, hvor man ikke brugte jeg?«


Hvorfor?


»Fordi det viser sig, at jeg betyder ingenting. Det er det, vi kalder prægning alt efter, hvem man læser. Det er så ligegyldigt. Det er, som en af personerne i bogen siger: Det eneste, der bliver tilbage, er mellemrummet mellem årstallet, hvor vi blev født, og årstallet, hvor vi døde. Ingenting bliver der tilbage. Hvad hvis nu det, vi har spærret inde i det mellemrum, er en illusion? Det, synes jeg, er en befrielse at tænke på.«


I første bind af trilogien ”Gensyn med Heisenberg” er videnskaben og filosofien - især kvantemekanikken og Heisenbergs ubestemthedsprincipper et gennemgribende tema.
»Da jeg faldt over Heisenbergs ubestemthedsprincip, var det næsten en religiøs oplevelse for en sprogmand som mig, der ikke er nogen ørn til matematik og fysik. At der var ting i sindet som virker ligesom den ubestemthed, man kender fra kvantefysikken. At det hele er tilfældigt. Ligesom man ikke kan sige noget om noget som helst, før det er slut, i kvantemekanikken, på samme måde er det i livet. Så der er ikke tale om skæbne eller årsagsammenhænge. Det er tilfældigt, at Newton opfinder tyngdeloven. Det er en måde at se på verden på, og det er alting. Af vores kristne opdragelse er det skyldfølelsen, der er blevet tilbage. Vi føler voldsom skyld over, at vi har snydt vores kone eller ikke har været gode nok ved vores børn, men hvis det er tilfældigt, så må vi revidere hele ideen om skyld. Der er ikke nogen regler, der gælder, fordi de er alle baseret på et tilfældigt blik på verden, og det er det, jeg har prøvet at skrive nogle historier om. Jeg har prøvet, at se på verden og undre mig over alle de sære ting, vi har for. Alle bøgerne skulle gerne være et udtryk for en undren over tilværelsen,« siger Ole Dalgaard.


Bøgerne er smukke grafiske arbejder indbundne i stift bind, som er udkommet på forlaget Fahrenheit. De to første er lavet sammen med Teddy Kristiansen.


»Det er jo grafiske romaner, eller graphic novels, som det hedder. Teddy og jeg har arbejdet tæt sammen om, hvad tekst og billede kan tilføre til den samlede historie. Vi har gerne villet udfordre den normale grafiske roman, som meget ofte består af meget billede og mindre tekst, så vi har fået en større balance ind. Den har mere bog i sig og mindre tegneserie.«


”Efterskrift” er lavet i samarbejde med grafikeren Anne Rohweder og er forsynet med 12 ark udsmykket pergamentpapir af den spanske kunstner Nono Granero.


»Der har vi taget skridtet fuldt ud og er gået fra den grafiske til den typografiske roman for at vise, at sådan kan en grafisk roman også se ud. Og så er der de her 12 stykker madpapir, som en slags symbol på de hjernehinder, der dækker over hukommelsen, som skal vise, hvor ruinøst det, vi kan huske, er, hvor tilfældigt og ubestemt, det er.«

Heisenbergtrilogien:
Gensyn med Heisenberg. 2010
Af Ólafur Kjartanssons optegnelser om den skjulte skrift. 2011
Efterskrift. 2012
Alle udkommet på forlaget Fahrenheit.

Oscar K
Fulde navn: Ole Dalgaard. Født: 1950 i Fredericia. Oscar K har både været programchef for B&U på Weekend TV, direktør for Holbæk Egnsteater og administrerende direktør for TV2 Øst, men er i dag fuldtidsforfatter, og bor i Spanien.
I 2010 vandt Oscar K og hans kone Dorte Karrebæk 1. præmien i Statens Kunstråds konkurrence om den illustrerede bog i 2010, for den barske billedbog Lejren, der beskriver overgangen fra barn til voksen.


2012.06.22

DORTE KARREBÆK FÅR LIVSVARIG

Statens Kunstfond indstiller Dorte Karrebæk til livsvarig ydelse

Livsvarige ydelser / Kunsthåndværk & Design
Dorte Karrebæk, f. 1946

Dorte Karrebæk er uddannet tegner fra Kunsthåndværkerskolen i 1968. Hun har lavet plakater, fagbogsillustrationer, skolebøger, graphic novels, tegneserier og bladtegninger, men især har hun illustreret så mange børnebøger, at mængden alene er fuldstændig overvældende. At kvalitetsniveauet så også er imponerende højt gør ikke Karrebæks arbejde mindre beundringsværdigt. Hun har da også modtaget et væld af priser gennem årene.

Karrebæks produktion kan groft inddeles i illustrationer til andres tekster og illustrationer af egne tekster. Hun har arbejdet sammen med så forskellige forfattere som Thøger Birkeland, Katrine Marie Guldager, Niels Hartmann og Louis Jensen, for blot at nævne et udvalg. I de senere år har hun arbejdet tæt sammen med sin mand forfatteren Oscar K (Ole Dalgaard). Det er der kommet en række fantastiske og meget forskellige bøger ud af, som for eksempel serien ”De 3” om de to hårde hunde Simba og Carlo og kattekillingen Røvlund, en vidunderligt rå og politisk ukorrekt tegneserie. ”Lejren”, som vandt Statens Kunstråds konkurrence om den illustrerede bog i 2010, er en dyster fortælling for de lidt større børn om opdragelse og ensretning. Den stærkt poetiske fortælling ”Idiot” om den ikke helt almindelige Augusts skæve blik på verden er også værd at nævne. På Karrebæks hjemmeside www.dortekarrebaek.dk kan man under menupunktet ”Hør en bog” opleve Oscar K læse ”Lejren” og ”Idiot” højt, mens illustrationerne glider over skærmen. Siden 2009 har parret desuden udgivet fire bøger i serien Illustreret Verdenslitteratur, en gendigtning af klassikere som Dostojevskis ”Forbrydelse og Straf” og Shakespeares ”Hamlet”.

De udgivelser, Dorte Karrebæk selv har leveret både tekst og tegninger til, er lige så vidtspændende og eksperimenterende. Fra bøgerne om fodfolket fra starten af 90’erne og den finurlige ”Mette Emil og væsnerne” fra 1993, hvor Mette Emil gør sig fantasifulde forestillinger om, hvad skattevæsenet, som hun hører sine forældre tale om, er for et væsen til den lidt senere ”Mesterjægeren – en bog om arv og miljø” fra 1999, som er så fuld af saft og kraft i både tekst og billeder, at det er en fryd. I ”Mesterjægeren” præsenteres læseren, som i mange af Karrebæks andre bøger, for store eksistentielle spørgsmål på en både poetisk, humoristisk og tankevækkende måde. Der er ingen lette løsninger eller klare svar på dilemmaerne, og læseren inviteres indenfor og overlades plads til at danne sine egne associationer og konklusioner. Senest har Karrebæk udgivet to nyskabende tegneserier eller graphic novels for voksne: ”Mona” og ”Den sorte bog – om de syv dødssynder”.

Karrebæks engagement i det at lave gode børnebøger er ud over det sædvanlige. Hun har en respekt for det at fortælle for børn, som er forbilledlig. Børn skal, som hun selv siger, ikke snydes for en beskrivelse af den komplekse verden, vi lever i. Hendes forståelse for og bevidsthed om sit arbejdsområde har den tyngde, som kun kombinationen af talent og mange års erfaring kan give. Hun har da også både undervist og skrevet om det at skrive for børn – for eksempel i poetikken ”Av, for sagomel” fra 2006. Karrebæk har været med i forreste række i udviklingen fra 1970’ernes problembevidste og samfundskritiske børnelitteratur, til 80’ernes fornyede vægt på fantasien og 90’ernes fokus på det æstetiske.

Man er aldrig i tvivl, når man sider med en bog illustreret af Dorte Karrebæk, om at det netop er hende der står bag; universet er umiskendeligt Karrebæksk. Men lige så tydeligt er det også, at hun bruger hver eneste opgave til at søge nye steder hen og udvikle sit visuelle sprog.Der er stor variation, selv inden for den enkelte udgivelse, idet der veksles mellem store dobbeltopslag, tegneserie-agtige illustrationer i afgrænsede felter, små vignetter og borter af tegninger. Illustrationerne leger muntert med teksten og maser sig skiftevis på og trækker sig tilbage. Kompositionerne er ofte dramatiske og beskæringerne dristige. Hun balancerer sine virkemidler med sikker hånd og veksler mellem store rolige ensfarvede felter, ofte smukt ”skjoldede” af flydende vandfarve kontrasteret af en skæv og finurlig detaljerigdom. Man er aldrig i tvivl om, at det man ser foran sig også er streger og farver på papir, og der leges meget sikkert med forskellige grader af stilisering, figurativitet og ornament. Der er en fantastisk dynamik i tegningerne, når mennesker og dyr udstyres med flere (tynde, lange) arme, ben og haler for at angive bevægelse, eller når pile, stiplede linier og fartstriber danser henover siderne.

Dorte Karrebæk arbejder i to dimensioner med tegning på papir, men den virkelighed, hun fremmaner, er både 3 og 4-dimensionel. Verden bliver simpelthen fysisk nærværende i Karrebæks illustrationer på en måde, så den ”virkelige virkelighed” åbner sig og opdages på ny…


2012.02.11

En ny slags billedbog

I de senere år er der i Norden dukket billedbøger op, der er svære at kategorisere, fordi de ikke er rettet til en bestemt aldersgruppe, men til læsere i alle aldre, alle-alders-billedbøger.

Af Ole Dalgaard, 'Oscar K.', børnebogsforfatter i Berlingske Tidende

I en artikel i Berlingske Tidende 19/1 skriver Kari Sönsthagen, som er børnebogsanmelder og rektor for Forfatterskolen for Børnelitteratur, om billedbogen, at »det burde være en selvfølge, at billedbøger til børn reelt set også er for børn. Men begrebet »billedbog« rummer i vore dage en så stor mangfoldighed, at man med rette kan spørge sig selv: Hvem skabes billedbøger for, børn eller voksne?« Og det et godt spørgsmål.

I artiklen nævner hun som eksempel på en billedbog, der aktualiserer diskussionen om billedbøger er ved at fjerne sig fra barnet og blive voksengjort Lejren som Dorte Karrebæk har illustreret og jeg har skrevet, så jeg vil godt komme med et bud på et svar.

Kunst bliver, som Shaun Tan siger, næppe skabt med en første tanke om, hvordan eller af hvem den vil blive modtaget. For det meste er den slet ikke rettet til et bestemt publikum, men bliver til for sig selv. Kunstnerens ansvar angår først og fremmest værket selv med en tro på, at det med sin egenart kan tiltrække andres opmærksomhed.

Men for billedbogens vedkommende er der en stiltiende opfattelse af, at formaterne er ekstreme, meget store eller små, at den er fuld af farver, let at læse, har en simpel historie og struktur, at den ikke er så lang og hovedsagelig er målrettet et særligt publikum, nemlig børn, især de yngste. Billedbogen er næsten ensbetydende med børnelitteratur. Men er det nødvendigvis billedbogens væsen? Eller er det et udtryk for konventionelle forventninger og fordomme hos kunstnere, redaktører, forskere, formidlere og anmeldere?

Enkelheden i en billedbog kunne tale for, at den egner sig til børn. Den handler om at vise og fortælle og undersøge sammenhænge mellem ord, billeder og den verden, vi oplever hver dag. Men behøver den erfaring være begrænset til barndommen? Enkelhed udelukker ikke forfinelse og nuancering. Mange læsere bliver, selv om de bliver ældre, ved med at interessere sig for den leg med forestillinger, der foregår i billeder og tekster, og hvor vi med åbne øjne opdager den hemmelige betydning i ting og væsener og oplever verden på en ny måde.

Er der i noget i vejen for, at en billedbog ikke skulle kunne appellere lige så meget til unge og voksne som til børn? Andre visuelle medier lider ikke under den samme snævre, forudfattede mening om sit publikum. Er det at se på ting fra usædvanlige vinkler, søge nye meninger i det kendte og fantasifuldt stille spørgsmål til virkeligheden forbeholdt børn? Eller er det, det kommer an på, de ideer og følelser, billeder og ord kan fremkalde i os, og som måske kan kuldkaste vores vanlige forventninger?

Når jeg en sjælden gang har set en nyfødt, har jeg ikke kunnet lade være med at tænke på, at de med alle deres rynker ligner oldinge, de sidder foran mig med hele deres liv - kort eller langt - og ser lige igennem mig. Jeg er overbevist om, at vi undervurderer dem, hvis vi tror, de er tomme kar, der skal fyldes op. De er til. Og det er lidt latterligt at tale om, at de skal blive til noget. De er. Og i fuld gang med at opdage verden på deres egen forunderlige måde.

Beth Junker fortæller, at ideen om børn som tomme kar eller becomings er en udviklingskonstruktion, der stammer fra rationalismen og bygger på en pædagogisk udlægning af det klassiske humanistiske kulturbegreb, dannelsesbegrebet, der i sin originale version hævder, at vi som mennesker både er subjekter og objekter for egen dannelse, og at vi med skiftende tiders betingelser arbejder på os selv livet igennem. Den pædagogiske udlægning tilføjer, at da børn som børn ikke selv kan være subjekter, er det voksnes pligt at arbejde med dem, til de selv har forudsætninger for at tage over. Voksne er planlæggende subjekter, børn formbare, modtagende objekter.

Den måde at tænke børn som nogen, der er ved at blive til, er en udviklingskonstruktion, der håndterer, institutionaliserer og kvalitetsbelægger voksne forestillinger om børn, barndom og børnekultur som et sammenhængende oplysnings-, dannelses- og udviklingsprojekt, der som mål har at tilvejebringe de rationelle, kognitive kompetencer, børn mangler. Men måske var det en idé at spørge til børns egne projekter med de år, som de voksne i tilbageblik kalder barndomsår, altså spørge til børn som nogen, der er til, væsner, der på egne betingelser er tænkende, aktive, kulturelt formende og socialt handlende væsener.

Børn i dag er jo ikke pludselig generelt blevet dummere end tidligere generationer af børn, men må leve med mere støj fra tidsåndens uhyre aflednings- og afladsmanøvrer af rastløs underholdning og rigid selvudfoldelse i en såkaldt børnekultur.

Jeg tror, det er nødvendigt, at i alt fald nogle af os, der arbejder med billedbøger, giver læserne en fornemmelse af at blive betragtet som hele mennesker, selvom de kun er fem - seks år. De er jo fuldgyldige skabninger med erfaringer og åbne sanser.

I de senere år er der i Norden dukket billedbøger op, der er svære at kategorisere, fordi de ikke er rettet til en bestemt aldersgruppe. De har ikke enstrengede tema- og handlings-spor, men er komplekse og lader det svimlende uforståelige stå til læserens undren. Det er billedbøger, hvor tekst og billede udgør en helhed, en slags nexus-forbindelse eller gensidig afhængighed og flertydighed, som er bogen, og som ikke indbyder til hurtighed og magelighed, men til umage og fordybelse. Det er forunderlige bøger, der kan læses mange gange, fordi der hele tiden er nye oplevelser i tekst og billede. De beskæftiger sig varsomt, åbent og ofte med et skævt smil med livet og døden og i særdeleshed med alt det, som også hører med til billedet af børns og voksnes virkelighed. Der er faktisk ingen grænser for, hvad de handler om.

Mange voksne mener, at det burde vi skåne børnene for - i det mindste i bøgerne. En sympatisk tanke. Og lidt forløjet, når man tænker på, hvad børn udsættes for daglig - og i tv, på film og på nettet.

Det er ikke det, at det bliver sagt. For det gør det jo. Medierne svælger usammenhængende i terror, krig og ødelæggelse, sexovergreb og bestialske mord. Der er ikke megen nænsomhed der, højst hurtigt afsagte domme og pirrende advarsler om blodige scener.

Men billedbogen kan noget andet. En nuanceret, kunstnerisk fremstilling uden fordømmelse af personer og verdener kan give en helt anden kompleks oplevelse end løsrevne nyhedsovergreb. Det handler ikke om, at noget bliver sagt, men om, hvorfor og hvordan det bliver sagt, det handler ikke om at provokere eller støde nogen, men om at fortælle en historie, der betyder noget.

Billedbøger skal ikke nødvendigvis forstås, men give lyst til at forstå.


2012.02.16

Opgør med ligegyldige billedbøger


Af Kristian Villesen i Information

Børn. Billedbøger bør være andet end flotte farver og fordummende historier. Hvis man tager formatet — og børnene — seriøst, kan genren meget mere, mener billedbogsforfatteren Oscar K, som sammen med en række nordiske forfattere er i gang med at lave en poetik for billedbøger.

Billedbøger kan meget mere, end vi tror. Og børn kan meget mere, end vi tror. Det mener billedbogsforfatteren Ole Dalgaard, bedre kendt under pseudonymet Oscar K. Han er kendt for sine ærlige og til tider drabelige billedbøger — den seneste, Lejren, foregår eksempelvis i noget, der minder om en kz-lejr:

»Man kan tage et hvilket som helst emne op,« siger Ole Dalgaard, som sammen med en række billedbogsforfattere, forskere og illustratorer fra hele Norden er i gang med at skrive en poetik for billedbøger. Og sådan en er der brug for, for i dag er der meget skidt på boghandlernes hylder, mener han.

»Vi finder et bræt, så laver vi en vogn, og så kører vi hjem og får saftevand af mor og far,« siger Ole Dalgaard, når han skal parodiere den typiske billedbog.

Han gør også op med det fokus på målgrupper, som billedbogsgenren normalt er underlagt:

»Jeg tror ikke på, at der er en speciel formel for kunst til børn. Der er ikke nogle særlige ord eller billeder, der er bedre end andre. Hele den der segmentorientering er noget vrøvl, når man har med kunst at gøre, så billedbøger kan læses af små børn og af voksne. Det er straks noget andet med industri. 90 procent af alle billedbøger — Gyldendal-udgivelserne og dem, der ligger fremme nede i boghandleren, er ren industri. Det er skemaer, der er udfyldt med fine historier og flotte farver,« siger Ole Dalgaard.

»Der må ikke være over seks bogstaver i hvert ord, for ellers er det ikke en læselet bog. Det er at gøre grin med børnene. Og de voksne for den sags skyld,« siger Ole Dalgaard, som mener, at man hellere bare skal skrive og illustrere uden at tænke på, hvem det er til.

»Hvis toårige synes, at en bog om en fangelejr er smuk på grund af farverne, så er det fint.«


Tabumanden
Han mener dog, at der er ved at ske noget. At der er ved at komme en reaktion mod de industrialiserede billedbøger, ført an af billedbogs-forfattere som australieren Shaun Tan og tyskeren Wolf Erlbruck. Også i Norden er der ændringer på vej — blandt andet derfor giver mening at lave en fælles poetik, mener han.

Ole Dalgaard er blevet beskyldt for at være for voldsom i tematikkerne i sine billedbøger. Fangelejre, angst, usikkerhed, vold og familier i opløsning hører med til hans univers. Blandt andet i bogen Pigen i kassen, hvor moderen på et tidspunkt skyder sin mand:

»Jeg oplever, at voksne tit bliver meget vrede, mens børnene synes, det er sjovt og alvorligt på én gang. De oplever det ikke med samme fordømmelse, men kan godt se det sjove i det. ’Hvorfor skød du far? Jo, han var så irriterende.’ Det er jo en god joke.«

I en anden bog fortæller en lærer et barn, at hvis han møder en børnelokker, så skal han huske at få slikket inden, han trækker bukserne ned.

»Men derfor ved børn jo godt, at de ikke skal trække bukserne ned,« siger Ole Dalgaard. Han afviser, at han bevidst opsøger tabuerne:

»Det er noget, jeg er blevet beskyldt for ’Nu er der vist heller ikke flere tabuer tilbage’. Men det er ikke noget, jeg tænker over, når jeg skriver. Jeg skriver bare det, som jeg synes er vigtigt.«

Til gengæld gør han sig umage med ikke at have en klar morale i sine bøger:

»Det er ikke min hensigt at fælde dom over nogen. Det kan læserne gøre. Forfatteren skal ikke gøre det. Jeg prøver at fortælle en god historie.«
Mindre pædagogik

I det hele taget, er der brug for mere æstetik og mindre pædagogik i billedbøgerne, mener han:

»Der er en fantastisk trang til at være pædagogisk. Det skal kunne bruges til noget, og det er ikke nok med æstetikken og den gode historie. Det gælder ikke kun i billedbøger. Når børn kommer ud fra et kunstmuseum så får de stukket et spørgeskema i hånden. Hvordan oplevede du det? Hvordan var farverne? Der er ikke plads til stilhed. De skal krydse af og skrive, hvad de følte.«

Men børn får mere ud af kunst, som ikke nødvendigvis har et formål, mener han:

»Vi anser børn som tomme kar, der skal fyldes op. De skal gøres voksne, og derfor anerkender vi ikke, at de er selvstændige personer. Der er ikke plads til hemmeligheder eller stilhed, for det hele skal helst være så let. Også i billedbogen. Vi ved, at den her bog er god til de små børn. Så kan de pege og sige ’ko’ og ’får’ og blive dumme i hovedet. Men hvad nu hvis vi lod dem opleve noget? Hvis vi satte dem over for svære tegninger og komplekse historier, som de kunne læse igen og igen?«


2011.10.13

THE ASTRID LINDGREN AWARD 2012

184 candidates from 66 countries are nominated for the Astrid Lindgren Memorial Award 2012. This was revealed today at the Frankfurt Book Fair by Larry Lempert, Chairman of the Astrid Lindgren Memorial Award jury.

Oscar K. (with Dorte Karrebæk) and Dorte Karrebæk (with Oscar K.) are nominated candidates for the 20012 Astrid Lindgren Memorial Award.


2011.06.11

DANMARK FLOT REPRÆSENTERET PÅ INTERNATIONAL ILLUSTRATORSEMINAR


I år spiller dansk illustration en væsentlig rolle på det internationale illustratorseminar ILUSTRATOUR, der finder sted i Valladolid fra den 4. til den 10. julio.

Ilustratour er et internationalt mødested for den illustrerede bog, hvor branchens forskellige aktører - illustratorer, forlæggere, boghandlere, bibliotekarer, anmeldere og lærere – deler erfaringer, udfordringer og visioner.

I år står Dorte Karrebæk og Oskar K. (Ole Dalgaard) bag planlæggelsen og gennemførelsen af et ugelangt workshopprogram under titlen

”På vej mod en ny indre bog”
Den normale definition af billedbogen: en børnebog med tegninger om børn til børn. Ser du det også sådan? Det gør de heller ikke. Oskar K. og Dorte Karrebæk kommer fra Danmark for at vende den illustrerede bog på hovedet og viderebringe nye perspektiver. Kan man lave en bog om børn og voksne til børn og voksne? Er der emner, som man ikke bør tale med børn om, eller er det et spørgsmål om, hvordan det kommer til udtryk? Det ser ud til at der nord på er ny vej, der kan udforskes gennem illustrationen…

Både Dorte Karrebæk og Oskar K. har vundet en stribe præmiere og anerkendelser for deres værker både hver for sig, men også sammen. Deres værk Lejren vandt første præmien i Kunstrådets konkurrence om det bedste illustrerede bog i 2010.

Oskar K. og Dorte Karrebæk deltager også i det professionelle seminar, der finder sted under Ilustratuor, hvor de står for et indlæg med titlen: ”De fleste børn er ikke idioter”.
 
Kunstrådets udstillingen Den illustrerede børnebog vil blive vist som en markeret del af Ilustratours program, men vil være åben for alle interesserede i julio og august måned, hvor der er arrangeret guidede og et omfattende workshop-program for børn, unge og familier.

Workshop med Dorte Karrebæk og Oskar K.

På vej mod en ny indre bog (El camino hacia un nuevo libro interno)
4. – 8. juli

Museo Patio Herreriano
Calle Jorge Guillén, 6
Valladolid

Jornadas Ilustratour

De fleste børn er ikke idioter (La mayoría de los niños no son idiotas)
Søndag, 10. juli kl. 13:00

Centro José Luis Mosquera
c/ Pio del Rio Hortega, 13
Valladolid


2011.02.05

“Jeg vil have de unge til at stå på tæer”

af Lea Holtze i Kristeligt Dagblad

Forfatteren Ole Dalgaard har altid været fascineret af litteraturens sværvægtere. De kan lære os om livet og følge os igennem det. De skal bare formidles på den rette måde, siger Dalgaard, der har gendigtet Shakespeare, Cervantes og Goethe

”Har du selv mødt den samme modgang som han, kan du søge trøst i hans lidelser, og skulle du af en eller anden grund ikke have nogen nærmere, så lad denne lille bog være din ven”.

Sådan lyder forordet til den danske forfatter Ole Dalgaards gendigtning af Goethes litterære klassiker ”Den unge Werthers lidelser”. For det er lige nøjagtigt det, vi kan bruge gode bøger til, mener Ole Dalgaard – vi kan både spejle os i dem og trøste os ved dem. De kan besvare vores evindelige spørgsmål. De kan bekræfte os, når alle andre siger os imod. Og de kan så tvivl om vores opfattelse af livet. Derfor skaber litterære klassikere nogle oplevelser, vi ikke bør lade gå vores næse forbi.

Men de skal formidles til de yngre generationer. For forståelsen af dem går langt fra ad en lige vej. De kringlede, gamle klassikere gemmer mellem for- og bagside på en guldgrube af mulige fortolkninger. Og den formidlingsopgave har Ole Dalgaard, der som forfatter går under navnet Oscar K., påtaget sig i samarbejde med illustratorerne Lillian Brøgger og Dorte Karrebæk. Det er blevet til serien ”Illustreret verdenslitteratur”, der er udgivet på Dansk Lærerforeningens Forlag. Udover Goethes mesterværk består serien indtil videre af Shakespears ”Hamlet”, Cervantes ”Don Quixote” og Voltaires ”Candide”.

”Jeg har altid drømt om at gendigte klassikerne, så de bliver formidlet på en måde, hvor man kan komme hurtigere igennem dem og alligevel sidde tilbage med fornemmelsen af at have læst noget stort. Den oplevelse havde jeg selv som 12-årig,” fortæller Ole Dalgaard.

For da Ole Dalgaard som barn voksede op i Juelsminde og kun havde valget mellem at fornøje sig i bogbussen eller på fodboldbanen, kastede han sig over det engelske søskendepar Charles og Mary Lambs ultrakorte gendigtninger af Shakespeares værker.

”Det har været min drøm sidenhen at kunne formidle værker som dem. For klassikerne kan sige os noget meget vigtigt om fundamentale menneskelige relationer, der kan vægtes forskelligt fra tid til tid. Man bliver aldrig færdig med dem. Man kan ikke nå til konsensus om, hvad de handler om, og hvordan de skal forstås. Men det er en vigtig øvelse at læse dem, for det tvinger os til at nå frem til en eller anden endelig fortolkning. Vi vil gerne finde meningen med værket og nå et mål, men det smutter hele tiden fra os. Og det er det, der er så vidunderligt. Derfor kan man blive ved med at læse gode bøger,” siger Ole Dalgaard med en næsten hviskende spænding i stemmen gennem telefonrøret fra sit hjem i Spanien.

Men de litterære klassikere er ikke let fordøjelige og mange kløjes i dem, før de end er begyndt. Så hvis ikke de litterære klassikere helt skal gå i glemmebogen, må man formidle dem, så de appellerer til den danske ungdom i landets klasselokaler. Det er det, Ole Dalgaard har gjort. Men uden at gøre det nemt for de unge.

”Hensigten er ikke, at de absolut skal forstå værket, men at de skal få lyst til at forstå det. Det er en udfordring at læse gode bøger, og det kræver en indsats. Derfor vil jeg have de unge til at stå på tæer, og jeg vil give dem lyst til at læse de oprindelige værker,” siger Ole Dalgaard.

Læserne skal derfor stadig bryde deres hjerner med historien om Hamlet fortalt på blankvers og med Goethes finurlige sprogbrug i trekantsdramaet som brevroman. For det kan netop få de unge til at sidde tilbage med en følelse af at have vandret gennem et stort litterært værk, selvom der faktisk er skåret hundredvis af sider væk.

”Klassikerne er svære, og de skal være svære. Det er det, der er så vigtigt med stor kunst – de stimulerer tankeprovokerende samtaler, der tvinger os til at komme til at forstå mange små ting i teksterne. For dermed kommer vi også til at forstå noget i os selv. Beskæftiger man sig grundigt med noget, forlader det aldrig en. Så bliver man nødt til at tage stilling til det. Synes jeg for eksempel, at Hamlet er gal? Eller står han med et problem, jeg selv kunne havne i?” spørger forfatteren retorisk i telefonen og fortsætter uden forventning om et svar:

”Ved at være svære giver klassikerne et mere mangfoldigt og komplekst billede af verden end mainstream bøger. Hvis man for eksempel læser en moderne ungdomsroman om en skilsmisse, får man, hvad jeg kalder en enstrenget bog, der givet et enøjet billede af verden. I virkeligheden kan man godt, samtidig med at far og mor bliver skilt, være drønforelsket i hende fra parallelklassen. Og sætter du de to historier sammen, kan du se, hvor meget historien formerer sig. Det mylder favner klassikerne. Derfor er de svære og kan føles som sæbe, der glider i hånden. Men et godt stykke sæbe og håndvarmt vand, får det til at skumme dejligt,” siger han.

Men for nu at blive i forfatterens metaforiske univers, er det måske netop temperaturen på det håndvarme vand, der skal justeres en smule i dag, hvis romanerne skal forstås af det moderne, unge publikum. Vejen til de små erkendelser kan i hvert fald godt gøres mere tilgængelig, mener Ole Dalgaard. Og det er det, han og illustratorerne har forsøgt at gøre med små håndværksmæssige greb – Dalgaard med ord og illustratorerne i billeder.

Hamlet er for eksempel afbilledet med strithår og solbriller. Goethes ”Gud” er erstattet med ”livet”. Og Don Quixote ridder ikke længere på et gammelt øg, men kører i traktor. For historien om Don Quixote udspiller sig grundlæggende i et Spanien, der står ved overgangen fra en tid til en anden. En samfundstilstand, der snildt kunne flyttes 400 år frem i tiden, mener forfatteren.

”Ved at flytte den overgang til noget, vi kender – nemlig da maskinerne kom – kan man hjælpe læseren på vej. I begyndelsen af romanen om Don Quixote står der: ”for ikke så længe siden...” Det kan således godt være 30 eller 50 år siden. Men det kan altså ikke være 400 år siden. Så hvis man skal holde sig til teksten, er man faktisk nødt til at ændre miljøet til en tid, vi kender,” siger Ole Dalgaard.

Billederne har fået en central rolle i serien som en håndsrækning til de unge læsere. For værkerne skal netop formidles til en læserskare, der i højere grad er vant til at aflæse film, tv og tegneserier end tekster. Desuden understøtter billederne klassikernes mangetydighed, fordi billeder netop kan tolkes på utallige måder, fortæller Ole Dalgaard.

Endelig er længden af klassikerne kraftigt reduceret. Gendigtningen af ”Don Quixote” er for eksempel kun på 176 sider modsat den oprindelige udgave, der rundede de 1200.

”Skriveprocessen har været lidt som at koge en fiskefond. Man putter en hel masse ting i gryden og koger ned, koger ned, og koger ned. Men det må aldrig miste det essentielle, og jeg har hele tiden skullet stå til regnskab for mesterkokken. Så min fortolkningsfrihed har strakt sig til en frihed under ansvar. Derfor forsøger jeg også at undgå at lægge én tolkning ind i bøgerne, men i stedet mange mulige tolkninger. På den måde kan Hamlet for eksempel stadig både læses som et ødipus-drama, et samfundsdrama og et hævndrama,” siger han.

Og på den måde når Ole Dalgaard tilbage til de litterære klassikeres oprindelige værdi. Som bøger der kan læses til hver en tid på hver en måde.

”Og hvis du får muligheden for bare at forstå en lille smule af det, der står i en bog, så er det dit. Og så kan du gå med det i al evighed.”

Den femte klassiker i rækken udkommer til foråret og er Dalgaards gendigtning af Chandlers ”Den store søvn”. Den vil i efteråret blive efterfulgt af Dostojevskijs ”Forbrydelse og straf”.


2011.02.03

Hånd i hånd til Heisenberg


Sidst i 2010 udkom den anmelderroste roman “Gensyn med Heisenberg”, hvor serieskaber Teddy Kristiansen satte billeder på forfatter Oscar K.’s ord. Nummer 9 mailede Kristiansen en bunke spørgsmål om projektet og fik med tiden svar.

Hvordan fandt dig og Oscar K. sammen i det her projekt?

- Ole Dalgaard, som han jo hedder i virkeligheden, kontaktede mig efter udgivelsen af Den røde dagbog. Jeg kørte på de tyske motorveje med kurs mod Spanien, da telefonen ringede. Ole havde læst dagbogen, og han havde en ide til et projekt, som han ville høre, om jeg kunne tænke mig at lave med ham. Projektet viste sig at være ”Gensyn med Heisenberg”.

- Jeg tænkte så over det i løbet af ferien, og det gik op for mig, at jeg havde læst nogle essays, Ole havde skrevet om den spanske forfatter Vila-Matas (”Bartleby og Co.”) og hans portugisiske kollega Saramago, som jeg elskede. Da vi senere mødtes i København, blev det tydeligt, at vi begge havde en stor interesse for den sydlige litteratur – Borges, Bolano, Cortazar, Vila-Matas etc. – så kort og godt: Jeg mødte en sjælden åndsfælle.

Hvilke overvejelser gjorde du dig omkring “Gensyn med Heisenberg”s univers og fortælling, da du skulle fastlægge illustrationernes udtryk?

- Jeg synes altid, man skal finde frem til den rigtige “tone” i projektet. Jeg bruger evigheder på at finde den tone, før jeg kan illustrere. Jeg ved ikke, om læseren kan se det, men i mit hoved er det meget vigtigt. Er det en tone, jeg har ramt tidligere, eller er det en helt ny tone for mig? Det er afgørende at gribe projektet an på den rigtige måde og ikke bare anvende den samme tilgang som sidste gang. Så er det jo rutine, og det er jeg opsat på at undgå.

Hvilken rolle ønskede du, at dine illustrationer skulle spille i bogen?

- De skulle spille med, imod, modarbejde, medarbejde, på de steder, hvor de bedst kunne udnyttes. Det hele er jo et spørgsmål om at “forføre” læseren bedst muligt, så det handler om at vægte, hvor illustrationer eller tekst virker stærkest, og hvad spiller bedst imod lige præcis det her tekststykke.

Hvordan samarbejdede I i praksis? Hvor meget input havde du i forhold til teksten, og hvor meget input havde Oscar K. i forhold til dine illustrationer?

- Det er svært at sige præcist, men vi har skændtes, buldret og bakket hinanden op hele vejen – udelukkende for at opnå det bedst mulige resultat. Vi mødtes på Skype en time hver dag under hele projektet. Nøglespørgsmålet var: “Hvorfor?”. Hvorfor skal der være en illustration dér, og hvad sker der, hvis den ikke er der? Er noget vundet eller er noget gået tabt? Er der noget, som understøttes bedre med en enkelt illustration, eller vil flere billeder virke bedre – og så videre.

- For min del startede jeg med at layoute hele bogen, som jeg normalt ville gøre det med en “ordinær” graphic novel. Så begyndte vi ellers at barbere, hele tiden med udgangspunktet i vores fælles ”hvorfor?”. Ideen var at prøve at gøre tekst og tegninger til ét sprog. De fleste graphic novels lægger mest vægt på den grafiske del. De er ofte lavet af tegnere, der vil fortælle – og sådan nogle fortæller bedst i rene billeder. Fordelingen mellem ord og billeder skulle helst være 50/50. Den rene tekst kan noget, som billeder ikke kan og omvendt, billeder kan noget som tekst ikke kan. Så målet var at finde den balance, hvor begge virkede stærkest.

- Vi lavede et manifest, som vi arbejdede ud fra, hvor vi f.eks. ikke ville lave “storyboard”, filmisk billedfortælling. Vi hentede inspiration fra Bayeux-tapetet, Blake, Bosch, Brueghel, Hammershøi, Sowa og Richter og fra Laxness, Borges, Saramago, Pamuk og Barrico og Rulfo. Alt skulle være tilnærmelsesvist og tvetydigt. Jeg har lavet mange færdige sider, som ikke overlevede vores “hvorfor?”-granskning, men som mange sikkert ville have puttet i bogen, fordi nu var de jo lavet.

- Det har været sjovt at læse i nogle anmeldelser, at de gerne ville have mere “normal” graphic novel. Vi havde et helt andet mål med hvad tekst og billeder skulle udrette sammen, men mange læsere har en konservativ opfattelse af, hvad en graphic novel er, og kræver almindelig seriefortælling hele vejen igennem. Jeg ser mediet som et, hvor der ikke findes grænser for, hvordan man kan fortælle.

Hvordan adskiller den her type opgave sig fra at lave tegneserier med en forfatter som f.eks. Steven Seagle (“It’s a Bird”)?

- I praksis er det meget det samme. Jeg arbejder altid tæt sammen med de forfattere, jeg laver både bøger og tegneserier med. Faktisk kan jeg slet ikke forestille mig at arbejde anderledes, men jeg kan forstå på mange af mine kolleger, at jeg er i mindretal. De fleste arbejder som to individer med hver sin opgave og ønsker ikke at blande sig i hinandens sager. Forlagene går til sagen på samme måde: Tekst kommer fra forfatter, sendes til tegner, som sender færdige illustrationer ind. Bogen udkommer, og forfatter og tegner møder hinanden til reception to år efter, hver især i fuld gang med andre opgaver, der løses på samme måde. Det ville slet ikke fungere for mig.

Hvordan synes du alt i alt, at bogen faldt ud?

- Jeg synes vi har nået de mål, vi satte os. Der er altid lidt, man gerne ville have gjort anderledes bagefter, men det må man så bruge i den næste bog. ”Heisenberg” er første del af en trilogi, hvor vi arbejder efter samme principper, så næste bog kommer i 2011. Med lidt held kommer del 3 hurtigt efter del 2.

Hvad går du ellers og roder med for tiden?

- ”Genus”, med manus af Steven Seagle, skulle gerne udkomme om et år. Det samme gælder en billedbog, jeg har lavet med min kone Hope for et amerikansk forlag. Så har jeg i et par år snakket med Neil Gaiman om at lave en billedbog sammen. Om det bliver i 2011 eller 2012 må guderne vide.

- Så er der jo del 2 og 3 af bøgerne med Ole, og vi har en bunke andre bøger, vi også laver sammen: En der hedder ”Forbut For Børn” for Gyldendal, samt ”Finsk Tango” for forlaget Alma og en masse andre.


21.01.15

Billedbogsforfatter: »Den her bog er vist ikke for børn«


Af Søren Vinterberg i POLITIKEN

På torsdag udkommer Dorte Karrebæk og Oscar K.’s dystre billedbog ’Lejren’.

Hver for sig kan vi jo komme ud for så mange forskellige fortrædeligheder, men »Barndommen overgår alle«. De tre ord – og kun dem – læser man på det første opslag i forfatteren Oscar K. og illustratoren Dorte Karrebæks nye billedbog ’Lejren’.

Midt i en mark af store, dødssorte og blodrøde bægerblomster, en slags kalaer, ser det ud til. Obskøne er de i hvert fald.

Er den dystre fortælling om kæft, trit og ensretning så en variation over det gamle ordspil på barndommen som en ’dom’, tidsbegrænset eller på livstid?

»Ja, er det ikke sjovt – når bare man er tilstrækkeligt negativ, så får man opmærksomhed! Næ, barndommen som dom – hmm? I fortællingen mødte jeg først og fremmest en kolossal vrede«, siger Dorte Karrebæk (f. 1946), der nu med ’Lejren’ har lagt blyant og farvekridt til måske den mest kontroversielle af sin lange række af billedbøger på tværs af alle konventioner.

LÆS OGSÅ Hamlet i cowboydrenge og solbriller

En billedbog, som slet ikke er for børn, men for unge og voksne: »Bogen drejer sig vel snarest om ’den evige lejr’, altså det, der altid sker, når man behandler en gruppe af forskellige individer helt ens«.

Tæt samarbejde
’Lejren’ vandt i 2010 førstepræmie i Statens Kunstråds konkurrence om den illustrerede bog.

»Konkurrencen gik fra Statens Kunstråds side ud på at få forfatter og billedmager til at arbejde tættere sammen, og det er da også sket for os, men på en særlig måde: Jeg er nemlig slet ikke enig i den historie«.

»Her er og bliver jeg illustrator på en ’forfatterbog’, og jeg har fra begyndelsen forbudt ham (Oscar K. alias Ole Damgaard, som Dorte K. bor sammen med) at plante for mange billeder i teksten. Jeg vil beskrive vores arbejde med ’Lejren’ som det ultimative samarbejde: som mellem de to spillere i en tenniskamp!«

LÆS OGSÅ Alle tabuerne er nu nedbrudt i børnelitteraturen

»Opgaven blev at leve mig helt ind i en fortælling, hvis syn på sagen jeg ikke fra begyndelsen delte. Det kan man kalde en opgave at vokse ved!«

»Men i sådan en kamp kan der ske noget, når man tegner og følger fortællingens egen verden – man tegner sig op i et højere luftlag, hvor man er fri for den lille utilfredshed, man ellers kan føle ved andre opgaver – dem, hvor hånden bare gør, som den plejer, og hvor det er det rigtige«.

Klovne som fangevogtere
I begyndelsen af fortællingen har børnene navne og forskellige ejendele, men på få sider mister de begge dele og er nu kun kronragede numre i ens fangekjortler, indesluttet bag en lejrport under de manende ord ’Kærligheden besejrer alle’ – i samme støbejernstypografi som kz-inskriptionen ’Arbeit macht frei’!

Og de voksne? Deres groteske klovneskikkelser har fangevogternes funktioner.

LÆS OGSÅ Døden kommer med børnebogen

»I teksten står der ikke et ord om klovnerne, og selv var jeg heller ikke interesseret i dem, men de opstod af de der blomster på bogens første opslag«. Måske har klovnerne selv været børn? I hvert fald ser vi til sidst kolonner af børn vokse til, og deres »lidt for store jakker« er nu lige så klovnerøde.

Engang måtte man ’ikke tage modet på livet fra børnene’. Hvad er det, I gør her?

»Den her bog er vist ikke for børn. Men den fortæller heldigvis mere, end den forklarer, og det er forklaringer, der er de farligste. Farlige fortællinger derimod – som Grimms Eventyr – kunne jeg slet ikke læse mig mæt på som barn, men i reglen censureres det farlige væk for at skåne børn. Mon ikke det er på tide at invitere ungerne ind i den verden, vi lever i?«.


2011.01.08

Välkommen, du nya bokvår!


Agneta Edwards summerar barnboksåret 2010 i HD och blickar framåt.


Kultur Under 2010 har frågor om upphovsvillkor, litteraturstöd, (o)kvalificerad kritik, överproduktion, likriktning och estetiska kvalitetsnivåer debatterats: var och hur ska konstnärlig utveckling kunna ske om kulturpolitiken fortsätter i samma riktning, var ska den kommersiellt icke-lönsamma litteraturen skapas och finnas? Hur får vi litterär mångfald? Svar: via de små förlagen.

För bilderboken råder samma trend som i övrig utgivning, med några undantag kommer det som sticker utanför mainstream ut hos mindre aktörer. Författardrivna förlaget Bladstaden deklarerar sin barnbokssatsning Bladslottet på följande vis: "Vi älskar barn, litteratur, filosofi och konst. Därför gör vi barnböcker som lever upp till höga kvalitetskrav på text, bild och form". Estetik och konstnärlighet i första rummet, en annan (befriande) syn på barnlitteraturen än som arena för sociala ärenden, moral och pedagogik.

Barnboksdebuterande Johan Gardfors som skrivit texten till Nu eller kanske Mu med undertiteln En kärlekshistoria är romanförfattare och fotograf. Illustratör är bildkonstnären Clara Dackenberg, som också publicerar språkfilosofiska fragmentariska texter på nätet av samma svävande poetiska kvalitet som i denna bok. Teckning, collage och akvarell, det är vattnigt rosa, dovt blågrönt, eller svartsvart när de obestämbara apmänniskoliknande gestalterna Mu och Nu tar sig till doktorn för att reda ut vem som är vem – ett lekfullt fall av identitetsförvirring med absurdistiska förtecken. Det måste vara ett vinculum, säger doktorn. "Vinculum" är latin för förbindelse, eller band.

Gardfors text är som ett porlande vatten, de ömsinta bilderna saknar inte sällan rumslighet, föremål och insekter (utsökta!) och blommor bara finns lite var som. Det är absurt och fantasifullt, en bok att njuta av utan att precis begripa. Ett kärlekspar att ta till sitt hjärta där de på slutet vandrar in i sin trädgård, in i boken igen. Metauppmaningen att lägga örat mot boken för att höra dem pussas är svår att motstå.

Malin Axelssons originella Mitt liv som detektiv är en spretigt punkig och dadaistisk värld, här kliver en mystisk barnvakt med Ture Sventon-spindliga ben. Hon försöker hitta och få kontakt med barnet som ska vaktas men lyckas först när hon inte anstränger sig så mycket, låter barnet själv närma sig och sen leker och pratar på barnets villkor: Öllikölli kalla muuu, säger barnvakten. Öllikölli kalla muuu. Man får inte vara blyg högläsare här.

Dramatikern Malin Axelsson startade sitt liv som pjäs. Det är sinnligt surrealistiskt, låter fantasin spruta fritt i den språkligt kreativa pratigt lekinspirerade texten, ibland rimmad, där perspektivet glider mellan barnvaktsjaget, en allvetande berättare, och ett vi. "Mitt liv som detektiv" är bildsatt i kraftfulla, mörkermättade bilder av Magdalena Cavallin, liknar få andra i branschen, kanske amerikanska Maira Kalman kan vara en inspirationskälla. Det andas film noir och det finns en musikalitet även i de sceniska illustrationerna, som man måste ta sig tid att betrakta för att utläsa berättelsens rörelse. Även denna bok har ett metaslut: Men visst är det väl så att svåra gåtor håller längre?

Fantasins kraft är vad som driver handlingen i debutanten Constance Ørbeck-Nilssens Inte alldeles ensam, där Lars ska gå till skolan genom skogen. Han går baklänges för att se sitt hus, se mamma i fönstret och genom att ha kontakt med tryggheten få mod att möta de faror han fasar för. Tankar och fantasier om hundar, bilister och tjuvar när hans skräck. Men fantasin är också räddningen, surrealistiska ljusbringande varelser kommer till Lars på stigen, precis när skräcken växer sig som störst, och så kan han klara en bit till. Lars – och boken – resonerar om att övervinna rädslor, som Jonatan Lejonhjärta säger till Skorpan: bara den som är rädd kan vara modig – ett klassiskt tema i barnlitteraturen. "Inte alldeles ensam" gör detta med ett säreget skimmer, ett magiskt laddat giftermål mellan realism och saga.

Ørbeck-Nilssens inre monologtext böljar mellan viljan att klara vandringen och lusten att kasta sig hemåt igen, och ackompanjeras perfekt av Akin Düzakins drömlika, dimmigt gröntonade skog där ljuset skiftar och ansikten framträder ur träden för den noggranne betraktaren. Det lite överraskande slutet petar i frågan om curling – läs och grunna på saken, hur skulle du gjort om du var Lars mamma?

I senaste numret av Opsis blickar man i sin Salong framtidsskådande ut över Sveriges gränser, inte bara till de närmaste grannarna utan också till Färöarna och Grönland. Här speglas utvecklingen: från att ha varit (ansedd som) en småbarnsangelägenhet vilket förstås präglat konstformen både visavi vad som berättas och hur – så spränger bilderboken nu gränser på allt bredare front. Är det utträdet ur sagorummet som lockat poeter, teaterfolk och konstnärer som vanligtvis sysslar med kultur för vuxna att ge sig in i bilderboksvärlden – eller är det tvärtom denna renässanslikt mångsysslande skara som drivit utvecklingen hit?

Vad har vi då att se fram mot i vår? Missa absolut inte Kitty Crowthers Rotbarnet, första översatta titeln som speglar den belgiska Alma-vinnarens produktion av längre texter med existentiellt mångbottnade motiv. Det tematiskt mest utmanande kommer dock från Danmark. I Lägret, som riktar sig till läsare 10-13 år, använder Oscar K. koncentrationslägret som en metafor för barndomen, Dorte Karrebaek har gjort de skräckfilmsalluderande grymt läskiga illustrationerna.

Norske Stian Hole skildrar, om än inte så drastiskt, utan förenkling eller tillrättalägganden också barndomens skarpare kanter. I Hermans hemlighet har den känslige pojken vi redan mött i två böcker blivit fortsatt lite äldre och den första romansen spirar.

Sara Lundbergs färgexpressiva naturlyriska fanfarer har många förälskat sig i, och Emblas universum, med text av regissören och skådespelaren Majken Pollock, tror jag blir en fullträff.

Fantasy och skräck tassar in allt mer i bilderböckerna. En av vinnarna i Opals bilderbokstävling 2010 var Elin Fahlstedts Önskeprickar, en äventyrsberättelse från en mörk framtid som nu kommer ut. Denna begåvade konstnärinna som inte ens fyllt tjugo debuterar dubbelt, även fantasyserien Umbra ges under 2011 ut, på Malmöförlaget Kolik.

Det tredje samarbetet mellan Stefan Casta och Staffan Gnosspelius heter Sjung för mig, pappa!, spännande att se vart det tar vägen bildmässigt denna gång, vad fåglar och flygande lockat fram för bildteknik. Håkan Jaenssons böcker brukar ge mig stora skratt, Karin Cyrén som gick ut Konstfack i våras, målar färgstarkt med snabba linjer och mycket energi. Det borde passa deras gemensamma Paraplyresan.

Och för att avsluta boknyfiknandet där vi började, hos Bladslottet där Lisa Schmidt kommer med diktsamlingen Plocka bumlingbaluns som sägs passa barn som tycker om att försvinna i alternativa världar – då funkar den garanterat på mig också – och är en poetisk lek med utgångspunkt i fantasins uppslukande förmåga.

Välkommen, du nya bokvår!


2010.12.21

Gi ungene makt gjennom et mangfold av godt jugd kommers og kunst


Af Kjersti Lersbryggen Mørk, Norsk barnebokinstitutt

Barneboka seiler under falskt flagg. Forfattere og illustratører med kunstneriske ambisjoner kaster barnet ut med badevannet når de leker og eksperimenterer seg fram til uttrykk som ikke alle barn liker eller forstår. Dette hevdes av voksne, som står i særlig god kontakt med barn og barnet i seg selv. En kritiker har ikke klart å få ett eneste barn til å like en barnebok hun selv er særdeles skeptisk til. Underlig.

Roper jeg på resepsjonsforskning? Egentlig ikke. Barn er like ulike som voksne. Noen liker Solstad, de fleste liker Elstad. Hvor mange kvinner og menn i gata må like 17. roman for at den skal kunne betegnes som god litteratur for voksne?

Likandes litteratur står støtt på egne bein. Smalere utgivelser sikres av støtteordninger. Heldigvis. Dermed får barn tilgang til bøker som også er til å få kaffen i halsen av.

Kurtby av Erlend Loe er en slik bok. Den er skrevet som en satirisk framstilling av tragedien i Knutby. Kurt blir Kurtbys nye pingpongpastor, mens kona Anne Lise må kjempe for retten til å ha andre interesser enn hekling og Jesus. Etter gjentatte trusler om helvete og knipsning på tissen lykkes det Kurts kone og barn å frigjøre familien fra sektens vold. Slikt bør barn ikke lese. Loe hisset på seg mange voksne i det barnelitterære kretsløpet. Bokhandlere fjernet boka fra hyllene, en lærer rev boka i stykker foran elevene. Noen fant den støtende, andre mente satiren ikke kan forstås korrekt av barn. Jeg skal ikke underslå at Kirsti Bruds trusler til Anne Lise, ”pass deg så du ikke sklir og slår hodet dødelig hardt mot blandebatteriet slik pastorkoner bruker”, gir en annen mening for dem som kjenner tragedien. Men må man være rakettforsker på 40+ for å se det urimelige i skildringene av maktmisbruk og religiøs fundamentalisme? Dette er bare barnemat for barn av ironigenerasjonen.

Kurt Johannessen og Øyvind Torseter har laget bildeboka Eg er ein frosk – en surrealistisk, haiku-inspirert tekst ledsaget av papirklippede tablåer – der vi i glimt skimter både forgjengelighet og evighet. Boka har begeistret og forarget. Forargelsen synes størst over begeistringen boka vakte hos voksne – barn er ikke interessert i surrealisme, må vite – og de begeistrede er formodentlig finkulturelle snobber. Boka betegnes også som utilgjengelig for barn på grunn av manglende identifikasjonsmuligheter og en komplisert setningsstruktur. Barneperspektivet etterlyses. Men hvem forvalter dette perspektivet? Hvem kan påberope seg evnen og retten til å lese som et barn? Er barns fremste egenskaper manglende erfaringer og begrensede forutsetninger?

Norske bildebokskapere har i flere år stått bak bøker om kontroversielle tema. Jeg tenker blant annet på Sinna mann av Gro Dahle og Svein Nyhus. Boka, som skildrer en voldelig far fra et barns perspektiv, er sterk kost – særlig for voksne. I Danmark har Oscar K og Dorte Karrebæk gitt ut en rekke bildebøker som utfordrer grensen for hva barnelitteraturen kan inneholde. Børnenes bedemand handler om hr. Jørgensen, en barbershop-syngende gravferdskonsulent som har spesialisert seg på begravelser av barn. I Idiot! møter vi den mentalt handikappede August og hans mor. August plages av andre barn og har kun en plastpose til venn, og til slutt velger den aldrende moren å ta sønnen med seg i døden med sovepiller. Barsk bok – for barn?

Over jul kommer nok en grensesprengende bok fra Oscar K og Dorte Karrebæk. Lejren er fortellingen om en gruppe barn som hentes i buss og fraktes til en leir som minner mer om en konsentrasjons- eller flyktningleir enn en sommerleir. Som allegori over barndommen kan Lejren leses som en ekstrem variant av romantikkens barndomskonstruksjon. Dikotomiseringen mellom barn og voksne eskaleres, vesensforskjellene betones. Barnet fastholdes i barndommen, totalt maktesløs, enten det er som engel eller djevel.

Paradoksalt nok kan kravet om det enkle, uskyldsrene og likandes litterære univers for barn nettopp være en form for gettoisering av barndommen. Gi ungene makt gjennom et mangfold av godt jugd kommers og kunst.

Dahle, Gro og Svein Nyhus: Sinna mann (2003), Cappelen
Johannessen, Kurt og Øyvind Torseter: Eg er ein frosk (2010), Omnipax
Loe, Erlend: Kurtby (2008, 2009), Cappelen Damm. Illustrert av Kim Hiorthøy
Oscar K og Dorte Karrebæk: Børnenes bedemand (2008), København: Gyldendal, Idiot! (2009) og Lejren (2011), Høst & Søn


2010.10.09

ASTRID LINDGREN MEMORIAL AWARD 2011

The list of potential winners of the 2011 Astrid Lindgren Memorial Award is official. The candidates were revealed today at the Frankfurt Book Fair by the Chairman of the Jury, Mr. Larry Lempert. 175 candidates representing 62 different countries are eligible for the world’s largest children’s and young adult literature award.

Oscar K. (with Dorte Karrebæk) and Dorte Karrebæk (with Oscar K.) are nominated candidates for the 20011 Astrid Lindgren Memorial Award.


2010.09.27

Børnebøger: Døden er en del af livet


Der findes mange kvalitetsbøger, som giver børn en litterær hjælpende hånd til at håndtere de store eksistentielle spørgmål om døden, og som kan lette sorgen. Bøgerne er ofte lune og usentimentale, men kan være højtidelige. På den fine måde.

Af Anne Petersen

Mordet på en idiot
Hvad foregår der inde i en idiot? Det kan man jo ikke vide, men man kan gøre et forsøg. Bogen om en idiot skildrer som et langt fortællende digt en idiots færd gennem byen. Alt, der ses og sanses, bliver kommenteret usorteret, som man kan forestille sig, det kan foregå i en bevidsthed, der ikke rigtig ordner sine indtryk, som hos 'os andre'. Idioten er klædt i en 'spasserhjelm', som man kaldte det i min barndom, og en statsinstitutions-Michael Kvium-agtig natdragt. Byens børn råber ondskabsfulde, barske tilråb til idioten. 'Tossi-August', råber de. Det er ret flot at skildre verden set fra en idiots bevidsthed. Det provokererende ved historien er, at idiotens mor er træsk, træt og deprimeret. Mens de køber 'frygt og grønt'. Hun ved ikke, hvordan det da skal gå med August, når hun ikke er der mere. Men hun er der jo! Så hun giver ham piller, og de går i døden sammen. Denne mor ligner billedet af manden med leen, den død, som henter farmoren i 'Græd blot hjerte'. Hun er bare for meget. Eller måske er hun alt for lidt, som hun sjosker rundt i bybilledet med sin søn og ingenting orker. Og længes efter døden på hans og egne vegne. En vildt anfægtende slutning. En billedbog, som diskuterer medlidenhedsdrab.


'IDIOT!' af Oscar K. og Dorte Karrebæk. Forlaget Høst& Søn, 2009. Vejl. pris 200 kroner. For store børn og voksne.

Hans og Grethes efterkommere
I byen Stridstrup bor Ignora sammen med hunde og katte, venner, fiskehandleren og skolen. Hun har hverken far eller mor. 'Frygteligt' er et ord, der må være kommet ind i verden den dag, hendes far døde, mener Ignora. Og alligevel klarer hun sig. Ligesom Pippi Langstrømpe gør. Og eventyrets Hans og Grethe, Lyra i 'Det gyldne kompas', Harry Potter og en lang, lang række andre børnelitterære figurer. Faktisk er mange børnebøger båret af, at forældrene er væk. Enten er de døde som Harry Potters forældre, eller også efterlader de deres børn i den tro, de er forældreløse. Det gælder Lyra fra 'Det gyldne kompas'. Enten er forældrene døde, eller også er de der måske bare ikke. Børns litteratur handler meget ofte om at finde sin egen vej i tilværelsen. Det kan ikke gå hurtigt nok at slippe af med forældrene. Det er en ønskeforestilling, der spiller en stor rolle i børnelitteraturen.


Ikke kun forældrenes død er et ofte gentaget tema. Også børn dør i børnelitteratur, både i den nye og den gamle. Blandt brødrene Grimms eventyr er både eventyrene Hans og Grethe og Morbærtræet eksempler på eventyr om, at forældre efterstræber børnenes liv. Stedforældre, altså. Hans og Grethe bliver vist bort fra deres hjem af deres stedmor, men klarer sig på trods. I Morbærtræet myrder stedmoderen med overlæg sin mands barn og serverer det for ham. Men bare rolig, det hævner sig og det gode sejrer til sidst. Det er jo et eventyr.


Den slags fortællinger giver et (litterært) beredskab mod døden.
Billedbogen 'Gennem skoven' fortæller en slags Rødhætte-historie. En dreng drager den forbudte vej gennem skoven for at finde sin far, der er gået hjemmefra. På besøg hos bedstemor. Undervejs i skoven ser man, gemt i de sort-hvide og grå illustrationer, motiverne fra rigtig mange af Grimms eventyr. En fed måde at opdage Grimms eventyrverden på sammen med børn. Bogen kræver, at enten børnene eller den voksne kan genkende eventyrene i billedet. Handlingen opererer på et plan simpel: Drengen savner sin far. Går ud og finder ham og kommer hjem igen. På billedplanet er der fortalt meget mere end det. For eksempel hvor meget en far kan være savnet. Af mor og af barn. 'Gennem skoven' af Anthony Browne. Forlaget Apostrof. Vejl. pris 60 kroner. Fra fire år.

'Frøken Ignora i Vandtårnet' af Katrine Marie Guldager, illustreret af Charlotte Pardi. Indeholder fem fortællinger. Forlaget Carlsen, 2010. Vejl.pris 170 kroner. Fra seks år.

'Grimms samlede eventyr' af J.K.L.Grimm. Nyt nordisk forlag. Vejl. pris 200 kroner. Fra tre år, alt efter formidlingsform.

'Pippi Langstrømpe' af Astrid Lindgren, illustreret af Karin Nymann. Forlaget Gyldendal. Nyoversat samlerudgave, 2007. Vejl.pris 150 kroner.
Fra fem år.

'Harry Potter' af J.K. Rowling. Forlaget Gyldendal. Vejl. pris for hvert af de syv bind 200 kroner. Fra ti år.

'Det gyldne kompas' af Philip Pullman. Forlaget Gyldendal. Vejl. pris for hvert af de tre bind 200 kroner. Første bind er udsolgt. Fra ti år.

Engle og små døde dyr
Der findes fire billedbøger, som burde stå på hylden i alle børnehaver. På hver sin måde behandler de død, sorg og tab, set ud fra børns perspektiv. Enten fortæller de om at være ramt af sorgens pil, eller også fortæller de usentimentalt om døden. Begge dele hører sig til. Bøgerne kan være svære at få fat i, selvom de ikke er så gamle alle sammen. Prøv alligevel. De findes i hvert fald på bibliotekerne.


Den første bog handler om katten Jambo, der er død og derfor er blevet til en engel, en englepels. Bogen om Englepels er udformet som en brevdagbog, inklusiv fantasirejse til den døde kat. Det er en lang, længselsfuld klagesang over tabet af katten, hvor fantasirejsen indeholder et møde, som forsikrer, at katten har det godt, hvor den er nu. Bogen er skrevet med håndskrift og illustreret med sort-hvide tegninger, ganske få farver og en skarp streg. Alle de følelser, man - børn - kan tænkes at gennemleve oven i hinanden, er med i denne bog. Bogen minder os om, at man ikke skal glemme, at tabet af et kæledyr kan udløse lige så store følelser som andre tab. Sorg diskriminerer ikke.
'Englepels' af Iben Sandemose. Forlaget Alma. Oversat af Susanne Vebel 1995. Vejl. pris 40 kroner. Fra 3 år

Den anden bog stiller spørgsmålet: Hvad er en vågenat? Det må være sådan en nat, hvor fire børn er samlet ved et bord i et køkken. Ved bordet sidder Døden, der er kommet for at hente børnenes farmor. Det er lidt uhyggeligt, og børnene prøver at trække tiden ud og holde på farmor. For hvorfor skal døden hente det kæreste, de har? Døden fortæller en historie om sorg og gråd, latter og glæde, som ikke kan leve uden hinanden. Sådan er det også med livet og døden, 'for hvad var livet værd, hvis der ikke fandtes en død?' Børnene ved godt, at Døden har ret, og i løbet af natten dør deres farmor. Der ikke andre voksne i bogen end den døende farmor. Døden skildres som en kutteklædt fremmed. En kulturhistorisk arketype uden ansigt mellem madam Blå i landbokøkkenet og glade grise udenfor. For øvrigt elsker Døden kaffe, stærk og sort som natten selv. Så ved I det! Sprogtonen er en anelse gammelmodig, dog uden at det bliver for meget. Holdt i en højtidelig, men ikke sentimental stemning.


'Græd blot hjerte ... ' af Glenn Ringtved, illustreret af Charlotte Pardi. Forlaget Gyldendal, 2001. Er ikke til at købe for tiden. Fra 4 år.

I den tredje bog fanger mor og Oswald krabledyr, når de støvsuger. Mor har en støvsuger til at fange med, og Oswald klasker med en tæppebanker. En 'klasker'. Oswald elsker den leg. Men nu er mor kommet på hospitalet og kommer aldrig hjem igen. Samtidig er der kommet alt for mange krabledyr, og så er det jo heldigt, at Oswald kan klaske dem selv. Og det gør han. Hjemme og i børnehaven, uanset om han rammer de andre børn. Han får skæld ud og bliver mere og mere vred og klasker også far, da far fortæller ham, at han ikke må slå. Det véd Oswald jo godt. Oswald kommer til lægen, hvor der også er krabledyr. En dag får Oswald nok og henter støvsugeren, så far kan komme i gang med at fange de krabledyr, sådan som mor plejede at gøre. Han viser far, hvor de gemmer sig. Sammen sniger de sig ind på krabledyrene og kalder på dem med den hemmelige lyd, mor havde fundet på. Og krabledyrene forsvinder. Altså næsten. Et par stykker vil der jo altid være hist og her. Det er en fremragende bog, som i børnehøjde beretter, hvordan sorgen kan ramme ... i et stykke tid. Slutbilledet viser et besøg på mors gravsted, hvor der sidder et par søde krabledyr.


'Krabledyr' af Morten Dürr med illustrationer af Dina Gellert. Forlaget Carlsen, 2008. Er svær at få fat på i handelen i øjeblikket, men det er absolut værd at prøve! Fra 3 år.

I den fjerde bog, som er svensk, finder Ester en død humlebi, og hun, hendes bror og deres ven starter deres eget begravelsesselskab. For verden er fuld af små døde dyr, som fortjener en ordentlig begravelse. Alle de elementer, som er en del af den kultur, vi har omkring døden, sættes i scene i en lun og usentimental billedbog, hvor der leges begravelse med bedemand, sange og taler. Ritualer er som bekendt vigtige. Hvem laver et digt for en død mariehøne? Hvem graver og laver æsker? Det gør hele børnehaven da. Find straks et hjørne på legepladsen til begravelsesplads for de små døde dyr!
'Små døde dyr' af Ulf Nilsson og Eva Erikson. Forlaget Forum, 2006. Vejl. Pris 180 kroner. Fra 3 år.

Livets eksistentielle temaer
Vi skal alle dø. Men når vi er unge, ved vi det heldigvis ikke endnu. En af litteraturens funktioner er, at vi i den litterære oplevelse kan møde nogle af livets store eksistentielle temaer netop som litterær oplevelse. Det vil sige, at vi oplever det, vi vil opleve, og som vores erfaring gør os i stand til. At lytte til en fortælling, sætter gang i erfaringens klangbund, men der bliver ikke nødvendigvis presset noget ned over hovedet på én, som man ikke er klar til. Hvis vi gerne vil forholde os til det grundvilkår, at alle skal dø, og at vi kommer til at miste, så er børnelitteraturen et godt sted at gå hen. Som en del af den sorgpolitik, man udarbejder i sin institution, kan man passende have en lille samling børnebøger, der egner sig til oplæsning. Enten i forbindelse med, at et af institutionens børn konkret mister et familiemedlem, eller som en del af det at opleve og møde litteratur. Man kan jo sagtens læse Brødrene Løvehjerte uden at tærske langhalm på døden som motiv. Men hvis man kender bogen, har man nogle forestillingsbilleder i bagagen, når man engang får brug for det. Man kan få brug for en god historie, før man venter det. Klassikeren er Brødrene Løvehjerte.


'Brødrene Løvehjerte' af Astrid Lindgren, illustratreret af Ilon Wikland.
Forlaget Gyldendal. Nyoversat af Karin Bodenhoff, 2003.
Vejl. pris 200 kroner. Fra 8 år.

Ud af traumerne
I danske børnehaver kommer også børn med en baggrund, der kan være traumatiseret. Det gælder for eksempel flygtningebørn. Om dem handler Nina Lyngs bog 'Gør mig glad igen'. Hun viser med en række praktiske eksempler fra det pædagogiske arbejde, hvordan vi kan forstå og hjælpe børn, hvis initiativ kan være bremset af traumatiserede erfaringer og voksne, der ikke 'ser' dem. Emner som samhørighed, kropslige udtryk, for eksempel øjenkontakt eller undvigelse heraf, konflikthåndtering og nænsomhed over for ængstelige børn bliver behandlet. Men også de børn, som får bank eller på anden måde lever med vold, så de måske fejlagtigt får forkerte etiketter som DAMP, bliver beskrevet med indføling og eksemplariske handlemåder. Vi kan ikke hindre sorgens fugle i at flyve, men vi kan hindre dem i at bygge rede i vores hår. Det er bogens motto.


'Gør mig glad igen' af Nina Lyng. Forlaget Hovedland.
Vejl. pris 140 kroner.


2010.06.18

SARAMAGO ER DØD


Om at være eller ikke være ... Saramago


Af Oscar K.


José Saramago var en stor mand. Jeg havde forestillet mig ham som en lille, tæt mand, til jeg mødte ham på Bogmessen i Frankfurt i efteråret 1997. Han var der som repræsentant for portugisisk litteratur, som messen det år hædrede med en særlig pavillon med præsentationer og oplæsninger af portugisiske forfattere og poeter (som der er mange af).

Jeg kendte Don José fra fotografierne på de danske udgaver af hans romaner ”Historien om Baltasar og Blimunda og den forunderlige passarola” (Samleren) og ”Det år Richardo Reis døde” (Samleren), hvor han så lidt duknakket ud og mest af alt mindede om Charles Aznavour (lille!) og hvor man kunne læse, at han havde arbejdet som maskinarbejder (tæt!).

Men Saramago viste sig at være en stor mand. Høj og rank og med en værdig venlighed, som gav sig tid til at tale med en grønskolling på et halvhundrede år, der lige havde fået udgivet en bog, hvor to af de tre helt store portugisiske forfattere spiller en væsentlig rolle, Fernando Pessoa og José Saramago.

Jeg førte lange samtaler med Don José i de år, jeg skrev ”Gazellernes Sø”. En dag, da jeg stod med panden mod nogle bind af ”Ordbog over det danske Sprog” (fra ”Skær-Sorrig” til ”Stjaalen-Synkning”), var han der pludselig. En rigtig, levende forfatter, ikke som de døde, jeg plejede at omgåes i mit eksil. Med dette helt specielle, rolige smil i øjnene fortalte han om bøger. Bøger, der maner til eftertanke og får én til at forstå eller i det mindste lyst til at forstå, bøger, der trøster og bøger, der får betydning for ens liv. Og det gik op for mig, at der også er bøger, som kan være forudsætningen for det. Sådan var det med mig og ”Det år Richardo Reis døde”. I to lange år havde han været min fortroligste ven og delt sine tanker med mig. Han vidste det bare ikke.

Det fortalte jeg Saramago midt i al postyret i Frankfurt. Han var ikke et halvt hoved mindre end mig, som jeg havde forestillet mig, snarere et hoved højere. Og der var i det øjeblik ikke noget smil i hans øjne, ingen ro. Det var, som om et helt livs ensomhed passerede revy i det blik ... så omfavnede han mig og mumlede noget på portugisisk, som jeg ikke forstod.

José Saramago blev født den 16. november 1922 i en landarbejderfamilie i den lille landsby Azinhaga i Ribatejo provinsen hundere kilometer nord for Lissabon. Hans forældre hed José de Sousa og Maria da Piedade, så efter portugisisk skik skulle han selv have heddet José de Sousa, hvis ikke notaren på eget initiativ havde tilføjet det øgenavn, familien gik under i Azinhaga: Saramago. Det er navnet på en vild urt, hvis blade dengang tjente som føde for de fattigste på landet. Men først da han syv år gammel skulle fremvise identifikation i skolen, opdagede han, at hans fulde navn var José de Sousa Saramago.

Det var nu ikke det eneste identitetsproblem han fra fødslen var behæftet med. For skønt han var født den 16. november 1922, stod der den 18. på fødselsattesten, fordi familien havde glemt at gå til notaren samme dag og ved at udskyde fødselsdatoen undgik at betale bøden for den lille forseelse. I 1924 flyttede familien til Lissabon, hvor faren havde fået arbejde som politibetjent. Dér boede de til leje i huse sammen med andre småkårsfamilier, og først mange år senere fik familien deres eget, meget lille hus.

I drengetiden tilbragte José mange, lange perioder hos morforældrene Jerónimo Meirinho og Josefa Caixinha på overdrevet i Azinhaga, hvor de holdt sulten fra døren med opdræt af et halvt dusin svin.

”Den viseste mand, jeg nogensinde har kendt, kunne ikke skrive eller læse,” fortalte Saramago, da han i 1998 fik Nobelprisen i Litteratur.

Det er morfaren han taler om, svinehyrden, der om vinteren, når frosten truede med at bundfryse skålene med vand inde i huset, gik ud i svinestien og hentede de svageste smågrise ind i ægtesengen, så de ikke frøs ihjel. Selvom begge bedsteforældrene var rare mennesker, var det ikke medlidenhed, der drev dem, men en ganske usentimental beskyttelse af det daglige brød, som det er naturligt for mennesker, der for at opretholde livet har lært ikke at tænke mere end godt er.

José hjalp Jerónimus med svinene, gravede køkkenhave, slog brænde og pumpede vand op fra landsbybrønden og bar det hjem til huset. Og efter aftensmaden, når sommernætterne var varme, sagde Jeronimus: ”José, i aften skal vi to sove under Figentræet.” Der var to andre figentræer, men det ene, det største og ældste og tidløse var for alle i huset Figentræet. I nattens stilhed over træets krone viste der sig en stjerne på himlen, som igen gemte sig bag et blad. José drejede blikket i en anden retning, og en flod af klare stjerner dukkede op på den hule himmel, Mælkevejen eller Vejen til Santiago, som de kaldte den i landsbyen.

Det var svært at sove, når natten blev fyldt af bedstefarens fortællinger: anekdoter, gamle ordsprog. legender, spøgelseshistorier og rædselsberetninger. Hukommelsens utrættelige tillempning af fortiden holdt drengen vågen og vuggede ham samtidig næsten i søvn. Men holdt bedstefaren inde, kom det straks fra José: ”Og hva’ skete der så?”

Intet under, at José syntes, at Jerónimo var den klogeste mand i verden. En mand, der, når han lå dér under Figentræet med sit barnebarn, kunne sætte universet i bevægelse med nogle få ord. Svinehyrden og historiefortælleren, der, da han mærkede, at han skulle dø, gik ud i haven, omfavnede træerne, et for et og græd, fordi han vidste, han aldrig skulle se dem igen.

Sådan en morfar, havde han, Saramago, en mormor, der ikke rigtig troede på drømme, men som alligevel en aften, da hun var blevet alene og sad og kiggede på stjenerne, sagde: ”Verden er så smuk. Hvor det er en skam, at jeg skal dø!”, en farfar, der var berber og fra Nordafrika, og et par alvorlige, anstændige forældre.

José Saramago har brugt forældrene og bedsteforældrene i sine fortællinger, transformeret mennesker af kød og blod til levende, litterære personer og formet andre, helt og aldeles af blæk og papir, hvad enten det nu er den énbenede soldat Baltasar og den synske Blimunda, lægen og digteren Ricardo Reis (som Pessoa nu opfandt), Raimundo Silva, korrekturlæseren, der beslutter at bytte et ja for et nej og dermed ændre historien i ”Lissabons belejring”, to kvinder, tre mænd og en hund, der rejser rundt på den iberiske halvø, som har revet sig løs fra Europa og driver sydpå i ”Stenflåden” eller Senhor José, der arbejder i Det Offentlige Register og ved en fejltagelse låner papirerne på en helt almindelig kvinde i den tragikomiske fortælling om hvem vi er, hvem man tror vi er, og hvem vi tror vi er, ”Alle navnene”.

Og personerne har formet ham.
Bogstav for bogstav, ord for ord, side for side og bog for bog har Saramago lidt efter lidt ladet sine personer blive en del af sig selv. Uden dem ville han ikke være den, han er i dag. Uden dem ville hans liv måske ikke være blevet andet end en løs skitse, et løfte, der som så mange andre bare forblev et løfte, en eksistens, der måske kunne have været, men til slut ikke magtede at være. Som han selv sluttede sin Nobelpris-tale:

”Jeg konkluderer. Den stemme, som læste disse sider, ønskede at være et ekko af mine personers sammenføjede stemmer. Jeg har ikke mere stemme end de stemmer, de havde. Tilgiv mig, hvis det, der kan synes lidt for Dem, for mig er alt.”

Det kan godt være svært at holde styr på, hvad der er digt, og hvad der er virkelighed, hvem der er hvem.

Jeg rendte selv for snart mange år siden rundt i Lissabon med en bog, der startede: ”Her ender havet, og jorden begynder.” og opsøgte alle de steder i den blege by, hvor en vis sørgmodig epikurær ved navn Ricardo Reis havde opholdt sig kort før nytår 1935: et hotel i Rua de Alecrim, Prazeres kirkegården, Café Martinho da Arcada på Praça do Comércio ... og forvekslede ham, et menneske, der ikke har eksisteret, med mig selv, vel vidende at Fernando Pessoa havde formet ham, givet ham eksistens (Ricardo Reis blev født i Porto 1887), baggrund og efterladt ham i Brasilien, inden han selv døde. Hvis ikke José Saramago havde været så behjertet at hente Ricardo hjem og ladet ham dø i ”Det år Ricardo Reis døde”, ville han måske have strejfet hvileløst rundt i verden endnu. Og jeg tør slet ikke tænke på, hvad der skulle være blevet af mig ...


2010.05.15

STÅ PÅ TÆER og få lyst til at blive læser


Interview i Folkeskolesektionens medlemsblad DANSK

Dansklærerforeningens Forlag har kastet sig ud i verdenslitteraturen, vel at mærke med et væld af illustrationer. En slags opfølgning på Billedromaner og Min historie-serien. Indtil nu er Hamlet og Don Quijote udkommet. Candide er på trapperne og Den unge Werthers lidelser er på vej.

I den forbindelse har Jens Raahauge samlet nogle elev- og lærer-spørgsmål til Ole Dalgaard, også kendt som Oscar K.

Du har taget initiativ til udgivelsen af Illustreret Verdenslitteratur. Hvorfor skal elever i skolen nu beskæftige sig med de gamle tekster - oven i en kanon for dansk litteratur?

Først og fremmest er der ikke tale om hvilke som helst gamle tekster, men om verdenslitteratur.


Det er for ærgeligt, hvis de unge skal gå ud af skolen og gymnasiet uden at have haft mulighed for at stifte bekendskab med det bedste, litteraturen kan byde på, med en opfattelse af, at alt, hvad der er skrevet for mere end fem år siden, ikke har noget med deres liv at gøre. Hensigten er ikke, at de absolut skal forstå værket, men at de skal få lyst til at forstå det. Det er en udfording at læse gode bøger. Det kræver en indsats. De skal stå på tæer. Det her er ikke ligegyldig letlæsning! Og det giver pote, hvis de gør sig ulejligheden. De her bøger kan man have med sig resten af livet, og som der står i forordet til ”Den unge Werthers lidelser”: ”Har du selv mødt den samme modgang som han, kan du søge trøst i hans lidelser, og skulle du af den ene eller anden grund ikke have nogen nærmere, så lad denne lille bog være din ven.”


Goethe definerede verdenlitteratur som universel, litterær kunst, der holder, værker, der til enhver tid vil sige læseren noget vigtigt om fundamentale menneskelige relationer, som kan vægtes forskelligt fra tid til tid.

Derfor vil man næppe nå til en fast konsensus om, hvad de enkelte værker handler om, og hvordan vi skal forstå dem. Men det er en vigtig og spændende øvelse at slås med tekst og billeder, fordi det tvinger os til at nå en eller anden endelig fortolkning - det vil sige: det genererer et ønske i os om at skabe mening i alle elementerne i værket, at finde til vejs ende - og selvom det mål smutter fra os, kan vi lære meget om at læse og fortolke litteratur og billeder i et alvorligt forsøg på at gribe fat i disse værker, som er så svære at få hold på.

Hvis en af de vigtige funktioner i stor kunst er at stimulere tankeprovokerende samtaler, som tvinger os til at komme til en forståelse af mange ting i teksten og billederne og af os selv, så er verdenslitteraturens hovedværker særligt værdifulde.

Du gendigter de klassiske tekster. Hvad er grunden til det? Og hvad lægger du egentlig vægt på, både i form og indhold?

Det ikke længere at være sagen er med tiden alle bøgers uundgåelige skæbne. Det kan der være mange årsager til, den hyppigste, at de ikke var gode nok, men selv fremragende bøger kan ikke sige sig fri af tidens tand: sproget og former forandrer sig, udtryk bliver antikverede - hvem siger ”fjong” i dag, eller ”ophøjede og overbegramsede frue?” – og uforståelige. Derfor kan gendigtning komme på tale, når det handler om at formidle, ikke en énøjet om og nedskrivning, men en koncentreret gendigtning i ord og billeder, der forbliver tro over for værkets genre, stil og kompleksitet, så den som originalen kan læses mange gange, som gode bøger skal.


I Cervantes’ ”Don Quijote” har jeg lagt vægt på at bevare de elementer, der tydeligst -især i bind II, som er langt strammere opbygget end bind I - viser, hvorfor ”Don Quijote” anses for at være den første moderne roman (brevroman, udviklingsroman, sammenbruds- eller desillusioneringsroman): den bygges op over grundstrukturen hjemme-ude-hjemme igen, med intertekstualitet, inddragelse af fortællerens skrivevanskeligheder, foregivelse af realisme og ironiseren over det at skrive, brug af montage af forskellige indtryk fra virkeligheden i dens mangfoldighed til et ofte forvirrende billede, indlejrede fortællinger - især i bind I - indre monolog, krydsklip, filosoferen og konstruerede, irreale verdener eller halvverdener for at udtrykke det moderne menneskes situation i en tid med gamle værdiers sammenbrud i det altoverskyggende tema: det selvberoende menneskes forhold til omverdenen, der afspejles i en tilnærmelsesvis viden, ikke en absolut sandhed.


Jeg har bestræbt mig på at få så mange spor i historien om don Quijote med, så den ikke reduceres til en blot og bar parodi på ridderromanerne om en spøjs adelsmand og hans fordrukne, madglade væbner, men indfanger mangfoldigheden i den oprindelige, store fortælling såvel tematisk som sprogligt.


Tematisk ved at fastholde barokkens idé om, at livet er en drøm, og verden et stort teater, kritiken af samfundsforhold, Inkvisitionens opgør med maurerne, det sammensatte/tilnærmelsesvise menneske, kærlighedens mange varianter og den ny, stærke kvinde, den flerfoldige fortæller og Avellanedas falske Quijote.
Sprogligt ved at bevare barokkens gesvejsninger og forsirede stilfigurer, modsætningsfigurer, liv og død, som ubrydeligt sammenhængende, overdrevne ornamenterede opremsninger, slyngninger, umage sammensætninger, kragehop fra konkret til abstrakt, dialogiske ordspil og Cervantes’ skødesløse forglemmelser og urettede stil, som giver teksten et tilsigtet kluntet præg, der kan virke komisk og parodisk.


I Goethes ”Den unge Werthers lidelser”, som jeg sidder og arbejder med i øjeblikket, har jeg forsøgt at omgå det syttenhundredetalsspecifike, så det er muligt for Lilian illustrativt at gå ind i det parallelle nittenhundredefirsermiljø, hvor Michael Strunge slog sine folder. Jeg forestiller mig en sorthåret Werther i blå frakke, gul vest og stulpenstøvler og Søren Ulrik Thomsen og Pia Tafdrup i rollerne som Albert og Lotte.
Den overordnede opgave er at bibeholde Goethes enestående evne til at skildre verden komplementært, som det kommer til udtryk i f. eks brevet fra 21. juni:

”... jeg har tænkt på menneskers trang til at folde sig ud, opdage nye ting og drømme, og også over den tilbøjelighed til på den anden side frivilligt at indskrænke tilværelsen til den daglige trummerum og ikke bekymre sig om noget. Da jeg kom hertil, tænkte jeg hele tiden, hvis bare ... Hvis bare du kunne se verden fra den bakke dér eller fra skoven eller ... og skyndte mig frem og vendte tilbage og havde ikke fundet det, jeg søgte, når fremtiden blev nu, når der blev her, stod jeg tilbage med min egen armod og indskrænkethed og længtes efter at folde de drømmens faner ud, som jeg havde tabt på vejen.
Sådan længes den rastløse rejsende vel også efter det arbejde, hjem og familieliv, som han forgæves søgte undervejs”, der rummer stor indsigt i menneskets psyke, og fastholde hans temaer: problematiseringen af samfundets opdeling, den patriarkalske idé (om familieforsørgelse og orden), kunstens kald (Sturm und Drang), parforholdet og den mislykkede kærlighed, litteraturen som trøst og hjælp (Homer, Klopstock og Mcphersons Ossiandigte), drømmen (om frihed), mennesket som en ø (Werther er afledt af Wert, som betyder Flussinsel, jeg tror, det er det samme ord som sønderjyderne i marsken bruger om de små højdedrag, hvor de førhen byggede deres gårde: værft, som nok lige har været en tur gennem Holland først), naturen som redning (drejer jeg en anelse i retning af miljøbevidsthed: red naturen! Bevar roen – støt sukker!) og sidst, men ikke mindst selvmordet som mulighed.


Jeg fastholder brevromanformen, hvor Goethe udfolder og foregriber afsløringen af det postalske princip som en ambivalens mellem på den ene side nærvær og på den anden fravær, som Derrida senere har beskrevet det i ”Carte Postale”: brevformen tydeliggør den afstand for kommunikation, som er skriftkulturens kendetegn og som betyder en dekonstruktion af den præsentiske bevidsthed, som han kalder: sendelsens tragedie, og brevet, som netop giver udtryk for noget her og nu- agtigt, men sendes over afstand, viser det ikke-præsentiske som skriftens princip. Den unge Werthers lidelser er ikke en dialog, men en monolog, nærheden er afløst af fravær og afstand godt hjulpet på vej af udgiverens fiktive og mine oplysende fodnoter og sammestilling af Werthers sidste dage, som understreger Werthers egocentri. Stilistisk udelader jeg som tidligere nævnt de mest højtragende, romantiske udbrud, undgår så vidt muligt titler på personer og tidsbundne køretøjer og tjenere og erstatter Gud med Livet, så teksten bliver mere neutral og tidløs sprogligt.

Du samarbejder med Dorte Karrebæk og Lilian Brøgger om at få klassikerne ud som billedbøger. Hvorfor skal der billeder på, når nu teksterne er så gode?

Næppe siden de første summeriske kiler har billedskriften været så udbredt som i vores tid. Det vrimler med piktogrammer på toiletdøre, trafikskilte og i firmalogoer, og stærkt læsesvage kan med lidt øvelse spille komplicerede computerspil, ”læse” en fodboldkamp og gebærde sig fuldbefarne i lufthavne og på internettet. Fonogrammet er i opløsning på vej ind i en ny tid, hvor piktogrammet har fået overtaget. Så jeg synes, det er helt oplagt, at benytte sig af billeder i formidlingen af verdenslitteraturen til en læserskare, som er opvokset med og gode til at aflæse film, tv, tegneserier og grafiske romaner. Med illustrationerne ligger der en muligehed for at appellere til nye læsere med en ikke-sproglig tilgang til verden. Og så skal inspirationen fra ”Illustrerede Klassikere”, som omend lidt enstrenget har åbnet manges interesse for at læse, da også lige nævnes. Illustrationer kan noget andet end det skrevne ord. Illustrationerne viser, at sådan ser Hamlet ud, sådan Candide, de har det og det tøj på, de er der og der ... illustrationerne er konkrete fortolkninger. På et tidspunkt var der en sydamerikansk delegation på besøg på Dansklærerforeningens Forlag, og de så originalillustrationerne til Hamlet uden tekst – ingen af dem var i tvivl om, at det var Hamlet, det drejede sig om.

Og i den forbindelse: Påvirker det din gendigtede tekst, at du ved at der kommer illustrationer?

Samarbejdet med Dorte og Lilian er afgørende for Illustreret Verdenslitteratur forstået på den måde, at billeder og tekst tilsammen skal udgøre et samlet værk. Derfor er det ikke bare nogle tegninger, der føjes til teksten, men billeder der udfolder og udvider den. De fortæller ”de andre” historier i det komplekse værk, de kan understrege betydningsfulde temaer, som ikke fylder så meget i teksten, og tilføje en modernitet, som ville være ødelæggende, hvis den blev dominerende i teksten, f. eks. den punkede Hamlet eller den traktorridende Don Quijote.

Du giver formidlerne en omfattende håndsrækning ved at udarbejde forslag til undervisning. Er det for at gøre det nemmere for underviseren eller hvad?

Ja. Og for at inspirere dem, og udfordre dem, så der bliver dybde og engagement i den formidling, der er så vigtig for at give de unge lyst til alt læse.

Hvad betyder det for dig at Hamlet og Don Quijote får prisen som Årets boghåndværk?

Det er jeg meget glad for. Det er Dorte, Lilian, vores grafiker Anne (von Holck) og forlagets fortjeneste, at designet er så smukt – og skal jeg være helt ærlig, så synes jeg også, det er nogle dejlige bøger at få fat i. Man får virkelig lyst til at åbne dem og komme i gang!


2010.05.13

Tale ved prisoverrækkelsen i Kunstrådets konkurrence ”Den illustrerede bog”.


1. præmien på 100.000 kr. går til Lejren af Oscar K. og Dorte Karrebæk.

Kære Oscar K. og Dorte Karrebæk – til lykke med 1. prisen i Statens Kunstråds børnebogskonkurrence.

I opslaget til konkurrencen står der bl. a. at ”der vil blive lagt vægt på betydelig kunstnerisk kvalitet både i billekunstnerisk og i en litterær optik, herunder stræben efter kunstnerisk nybrud.”

Hvor nybruddet i Gemmebogen ikke mindst går på en afsøgning af den trykte bogs form og for Skiftings vedkommende hænger sammen med en nøgen og kompromisløs historie og en række illustrationer, som på én gang er en æstetisk nydelse og frysende udfordrende, fremstår det ”nybrydende” i Lejren som intellektuel sabotage, som et eksperiment, en konstruktion eller måske snarere en dekonstruktion af en efterhånden flere årtier gammel, skandinavisk forestilling om barndommen som et legende frirum, der udmærker skandinaverne blandt andre ved at vokse op til at blive selvtænkende individer.

Men hvad nu hvis det er løgn? Hvad nu hvis vores forestilling om den frie, utvungne barndom dækker over en sandhed, hvor barndommen er en arbejdslejr, der har til formål at pine hvert gram legelyst og kreativt initiativ ud af livet, så vi kan blive lempet ud på den anden side af lejren som ensrettede, fantasiløse voksne, der holder mund, så vi fortsat kan holde gang i samfundets moebius-bånd?

Tanken er dybt kontroversiel. Og resultatet – Karrebæks og K.s bog – er rystende konsekvent udført i dets allegoriske greb med barndommen som en lejr, der minder om noget, vi kender fra Tyskland i midten af forrige århundrede, og endda endnu senere andre steder i Europa.

Det er nemt at være uenig med Karrebæks og K.s udlægning af barndommen, men det er svært ikke at forholde sig til den. Karrebæks illustrationer sætter endnu en gang nye standarder for, hvad man kan forvente sig fra den kant. Der bliver ikke efterladt megen plads til fortolkning hos beskueren, hvilket i dette tilfælde er en klar kvalitet, som gør oplevelsen præcis så bastant, som den må være tænkt. K.’s tekst er mærkværdigt refererende, hvilket giver en effekt af, at man som læser ikke bliver en del af de scenarier, der oprulles for én, og heldigvis for det, kunne man få lyst til at tilføje. Det er umenneskelig hård kost, Hamid, Rakel, Anton og de andre børn udsættes for.

Med sin særlige fortællestil lykkes det tværtimod Oscar K. at sætte læseren i en position som beskuer. Vi står på den anden side af lejrends strømførende hegn og følger forfærdet og vantro livets gang i lejren, på samme vis som vi alle sammen indimellem sidder foran fjernsynet og tænker ”Det kan da ikke være sandt. Det kan ikke ske. Ikke igen!” Og om det kan ske igen, om det virkelig sker her og nu, at vi ensretter vores børn under dække af kærlig omsorg, må være op til hver enkelt læser af Lejren at dømme.

Afslutningsvis vil det altså sige, at enden på Statens Kunstråds konkurrence om ”Den illustrerede bog” blev, at en labyrint af – eller et lille katalog over – børns tragedier, samt en historie om dødelig ensomhed og en allegori over barndommen som en tvangslejr blev særlig fremhævet. Og udvælgelseskommiteen vil gerne som de første bryste sig af, at de tre særlig fremhævede værker var noget dystre. Og samtidig må vi konstatere at god litteratur, god kunst ikke altid behøver at være mørk og kontroversiel. Men nogle gange er det bare sådan.

Dorte Karrebæk og Oscar K.: Til lyke med prisen.


2010.05.12

Hur långt får man gå?


Två danska barnboksförfattare provocerar med död, sex, kannibalism och pedofili. Det är vansinnigt roligt och upprörande, skriver Mia Österlund.

Precis som animationer och tecknade serier är dagens bilderbok inte per automatik riktad enbart till de allra yngsta. Moderna bilderböcker spränger gränser och söker nya uttryck. Åtminstone på danska, vilket medvetet provokativa Oscar K. och Dorte Karrebæk visar i bland annat Idiot!

Svensk bilderbok är i jämförelse fortfarande en rätt beskedlig sort. Ulla Rhedin skriver i DN (12/5 2009) om ett danskt "rasande konstuppror mot en vedertagen pedagogisk barnbokssyn" och hur detta resulterar i djärva böcker för en blandad publik.

Också för yngre läsare vågar det kritikerrosade danska paret gå längre än mången annan. Deras skruvade serie De tre (2006-2008) är inget för pryda och kräsmagade. I berättelserna om katten Røvlund och de "to hårde hunde" Carlo och Simba är inget heligt. Allt går att skämta om, vare sig det gäller död (ofta våldsam sådan), sex, kannibalism eller pedofili. Som när Røvlund drabbas av moderskänslor och köper en autist billigt från barnhemmet.

Eller när hon anfrätt av svartsjuka har ihjäl Simbas älskade kanin Filur, kokar middag på den och lurar de andra att gladeligen smaska i sig. Hur är detta ens möjligt i böcker för barn, kan man undra? Och dessutom i böcker som ges ut av Dansklærerforeningens Forlag för nybörjarläsare?

Faktum är att böckerna om De tre är lika vansinnigt roliga som upprörande värdenihilistiska, smaklösa och politiskt inkorrekta. Däremellan står man – som vuxen – och tvekar. Det här är ju inga empatifostrare precis (ger sig inte heller ut för att vara det) utan böcker som helt otillrättalagt fläker ut vuxenhemligheter och hänsynslöst driver med allt som vuxna vill skydda barn ifrån. Och det i en form som ligger nära barns egna groteska skämt (när vuxna inte hör på).

Carlos varningslektion för de hemskolade valparna är ett paradexempel på sådan parodi. Valparna får lära sig att det finns skumma män som lockar barn med godis, men att de ska komma ihåg att ta godiset innan de drar ner byxorna annars kan de bli utan.

Så frågan kvarstår: får man även som vuxen skratta, så hjärtligt som jag faktiskt gör, åt dessa hysteriskt sjuka skrönor? Det får antagligen var och en avgöra själv. Humor är ju som bekant en personlig historia. Men för den som tycker att detta låter helt förskräckligt och vill att barn ska stanna i Tomteboland så länge som möjligt, kan det vara en tröst att tänka på att De tre nog aldrig kommer att översättas och ges ut på svenska. För dem som är nyfikna på fenomenet kan det däremot vara kul att veta att den femte och sista delen i serien (på efterfrågan av danska tredjeklassister) finns fritt tillgänglig på Dansklærerforeningens hemsidor på nätet. I sista delen dör allihop så någon fortsättning är knappast att vänta.
Mia Österund - kultur@hbl.fi


2010.05.12

100.000 TIL DORTE KARREBÆK OG OSCAR K.


I går offentliggjorde Statens Kunstråd vinderne af deres konkurrence: Den illustrerede børnebog. 1. præmien på 100.000,- kr. gik til Dorte Karrebæk og Oscar K. for Lejren, som udkommer på Høst & Søn til januar 2011.

Lejren er en allegori over barndommen. En allegori, der bryder med forestillingen om den lystfulde og glade barndom og i stedet fremstiller den som en arbejdslejr, hvor alle kommer ud på den anden side som ensrettede, fantasiløse voksne.

I begrundelse for, at det netop var Dorte Karrebæk og Oscar K’s projekt, der vandt blandt de 75 indsendte projekter, fremhæver udvalget bl.a., at det ”nybrydende” i Lejren fremstår ”som en intellektuel sabotage, som et eksperiment, en konstruktion eller måske snarere en dekonstruktion af en efterhånden flere årtier gammel, skandinavisk forestilling om barndommen som et legende frirum, der udmærker skandinaverne blandt andre folk ved at vokse op til at blive selvtænkende individer.”


2010.04.15

Vad bilder får säga - debat i Författeren


VILLKORADE BILDER När går bilderböcker över gränsen för det vi anser tillåtet eller lämpligt? Och varför tycks inte svenska bilderbokskonsumenter vara mogna för den typ av utmanande barnlitteratur som skrivs och tecknas i exempelvis Danmark?

Nyligen kom den danska bilderboken Idiot! ut på Daidalos som är ett förlag som inte ger ut bilderböcker egentligen. Den är skriven av Oscar K och illustrerad av Dorte Karrebæk och har väckt starka känslor på flera håll.


Kort sammanfattat handlar boken om August som är efterbliven. Man får se världen genom hans huvud, vad han ser och hur han upplever det. Mamman har alltid tagit hand om honom men nu är hon gammal och trött och orkar inte längre. Vem ska ta hand om August sen? Hon sätter sig till sist på en bänk med sin son, ger honom ett piller. Ta det, säger hon och gör detsamma själv. De dör och boken slutar med att August far i en tunnel av ljus upp till, kanske, himlen.


Inga av de vanliga svenska barnboksförlagen ville ha den här boken. Men Daidalos nappade alltså.


- För att det är bra bok och för att det är roligt att ge ut böcker som ingen annan ger ut, säger Nils Sjödén, förläggare.
- Om det är en barnbok, det kan man ifrågasätta. Det är ju ingen rak berättelse utan det är det som utspelar sig i hans huvud.


Tidigare har Daidalos gett ut tre norska bilderböcker som också är av den kalibern att de vanliga barnboksförlagen vägrat. Det är titlarna Snäll, Roy och Den arge av Gro Dahle (text) och Svein Nyhus (bild).


- Man kan nog säga att bilderböckerna råkade glida in av misstag i vår utgivning. Vi var på ett seminarium med bl a Gro Dahle och Svein Nyhus och snappade upp att ingen i Sverige ville ge ut dem. Då stack min fru fram näsan och sa att kanske vi kan. Vi funderade ett par månader och sen slog vi till.


- Själva formen bilderbok är ju av tradition barnbok och vi spelar med i det, säger Nils Sjödén. Allåldersböcker är annars en bättre beteckning. Jag har både barn och barnbarn och själv skulle jag inte ha tyckt att det hade varit problematiskt att läsa de här böckerna för mina barn. För dem är det däremot inte alls så självklart att läsa dem för sina barn, de är rädda att väcka oro hos dem. Jag var mer obekymrad än vad mina barn är.

SÄGER ALLTSÅ en svensk förläggare. Men hur resonerar man i resten av Bilderbokssverige? Och hur resonerar man på landets kanske största förlag för bilderböcker, stockholmsbaserade Rabén & Sjögren?


För den som köper en bilderbok köper med rätt stor sannolikhet en bok från just Rabén & Sjögren. Inget annat förlag ger ut så många titlar.


Förläggare för bilderböcker är Birgitta Westin. Hon och Rabén & Sjögrens bilderboksgrupp väljer vad barn i åldrarna 0-3 år och 3-6 år får att läsa, vad Rabén & Sjögren beträffar. Äldre barn än så räknas inte som bilderboksläsare.
Det kanske är skälet till att förlaget inte varit intresserat av de nya mer avancerade danska och norska bilderböckerna? Men, nej. Så är det inte, säger Birgitta Westin.
- Det har inget med åldersindelningen att göra. De norska bilderböckerna är spännande, som vuxen betraktare tycker jag att de är otroligt intressanta. Det är bra, ja enastående, att de kan komma ut, ofta med hjälp av stöd från norska staten. Somliga är mycket expressiva men jag tycker inte att alla är för barn.


- I Sverige skulle vi ha svårt att få en publik för de böckerna, vi har en annan syn på boken. Vi har dessutom svenska illustratörer och författare som tar upp ämnen som kan vara brännande nog. Vissa av dessa böcker, skapade för de minsta, har sådana konstnärliga kvalitéer och är så unika att de berör oss på ett djupare plan oavsett ålder.
- Som Pija Lindenbaums böcker. De är otroligt viktiga, hon speglar vår tid och dess frågeställningar om till exempel jämställdhetsfrågor, identitet och starka känslor.
Vad kan man skriva om?
- Man kan skriva om det mesta. Det handlar om gestaltning, man måste göra det på ett mer raffinerat sätt och skapa något som berör många människor.
- Blir man övertydlig, kan barn inte ta till sig budskapet i boken, det blir för starkt. Varje liten sak i en bilderbok blir förstorad.
- De bästa bilderböckerna är som en film som väcker känslor och funderingar. Pija Lindenbaum skapar ett helt universum åt varje ny karaktär. Allt detta på 40 sidor. Det är lika stort som en Bergmanfilm, tycker jag. Det låter kanske lite märkligt, men så tänker jag.
- Jag har funderat mycket på det, att så få människor förstår hur stort det är att skapa en helt ny värld till varje bok.
- Och snart kommer Joar Tiberg med sin bok Månen blev rädd som Anna Höglund har gjort bilder till. Jag fick texten oväntat i ett kuvert en morgon och läste och höll på att svimma, jag blev helt tagen. Den var så drabbande. Joar Tiberg är en poet som kan beskriva våra innersta känslor. Han skildrar rädsla men det är inte skrämmande. Han gör det obegripliga hanterbart och enkelt och ger barnen ord att beskriva sina känslor med. Jag tycker inte att man ska skrämma barn.
Ni har delat in bilderböckerna i kategorierna 0-3 år och 3-6 år?
- Det är bokhandlarna som har skapat ett system för att kunna förstå vilka böcker som vänder sig till en viss ålder. Det är ett onödigt begränsande sätt att se på barnböcker, det tycker jag. Jag önskar att det inte vore så, men jag förstår deras problem att orientera sig i nyhetsfloden.
Varför har ni 6 år som övre gräns för bilderböckerna?
- Det är bokhandeln som sätter gränsen där. Bilderboksintresset verkar försvinna när man kan läsa själv. Barnen vill ha mer komplexa historier. Utseendet på boken betyder mycket också, den får inte se barnslig ut, som en bilderbok ofta gör.
- Föräldrarna är också mer angelägna om att barnen ska bli allmänbildade idag, de köper gärna abc-böcker och böcker om matte. De vill att deras barn ska utvecklas med hjälp av allt mer avancerade böcker från år till år, vilket är naturligt. Och ska du köpa en bok i present till en nioåring som läser bra väljer du sannolikt ingen bilderbok.
Hur vet ni detta? Varför skulle inte en 9-åring läsa en bilderbok, också?
- Det förstår vi av rapporterna som vi får från bokhandeln och biblioteken. Och om du tänker dig att eleverna i en tredjeklass ska välja varsin bok så väljer de sällan en bilderbok i stället för en kapitelbok inför sina klasskamrater. Och föräldrarna köper inte bilderböcker till så stora barn. Men det hindrar ju inte att en nioåring vill läsa en bilderbok hemma eller på biblioteket.
- Bilderböckerna har dessutom gått ner i åldrarna. Två-treåringar idag får höra böcker som tidigare lästes för fyra-femåringar, böcker som till exempel Gittan och gråvargarna eller Känner du Pippi Långstrump.
- Bilderböcker för vuxna tror jag faktiskt mer på, om det skulle finnas intresse från bokhandelssidan. Jag tänker inte på tecknade romaner, det är en spännande genre som redan finns.
Varför tror du att det är såna svårigheter med mer avancerade bilderböcker för äldre barn?
- För att man måste ha med sig föräldrarna, och kanske i ännu högre grad mor- och farföräldrarna, om man vill nå ut med nya slags bilderböcker.
- I bokklubbarna möter vi de nyfikna föräldrarna. De kan köpa böcker som är mer avantgardistiska. Klubbarna kan presentera böckerna på ett mer ingående sätt än bokhandeln.
- Många människor är rädda för att tycka till om bilder, nya bilder kräver engagemang. De känner osäkerhet inför dem. Helst köper de sin barndoms böcker som de känner igen.
- I en drömvärld skulle föräldrar och barn gå i bokhandeln tillsammans ett par gånger om året och barnen skulle själva få välja den bilderbok de helst ville ha. Jag förstår faktiskt inte varför inte föräldrarna gör det.
Hur har barnboksbranschen förändrats under dina år i den?
- Människor är mycket mer individualistiska idag. På 1970- och 80-talen var samhället förhållandevis homogent. Den dåtida politiska korrektheten bannlyste sagor och fantasi och hyllade realism. Idag är det många stora frågor, genusperspektiv, etnicitet, religion och mycket annat som ska belysas. Det är inte lika lätt att skapa böcker som är giltiga och njutbara för många människor.
- Samtidigt har förmedlingen av böckerna förändrats. Bokhandelns barnbokskunniga personal har minskats och bibliotekens anslag skurits ner, tidningarna skriver inte lika mycket om barnlitteratur längre. Förr var en upplaga på 6-8 000 exemplar det normala, nu är normalupplagorna generellt sett halverade. Däremot har antalet titlar ökat och utgivningen är gigantisk i jämförelse. Man kan fråga sig om älskade klassiker som Nalle Puh och Kattresan skulle ha fått samma stora genomslag om de kommit ut idag. Det är tveksamt.
- Marknadsföringen har fått ett annat utseende, betoningen ligger ofta på upphovsmännen och deras karaktärer idag. Upphovsmännen är själva också mer engagerade i sin marknadsföring. Men det finns inte lika mycket marknadsföringspengar i bokbranschen som i andra branscher. Därför hänger mycket på att författarna och tecknarna medverkar själva, att de är ute och talar om sina böcker, bloggar, twittrar och så vidare. Det är jätteviktigt idag.
De som inte vill stå på scenen då, hur går det för dem?
- Den som inte trivs med det behöver inte. Men de flesta som skriver verkar trivas i rampljuset. Det är många av dem som först inte vill, som sen blir stora estradörer. Det kan ta lite tid att vänja sig bara.
- Om någon kan tala för sig eller inte, är hur som helst inget vi tar hänsyn till när vi ger ut en bok.
Hur fungerar samarbetet mellan författare och tecknare hos er?
- Inte så sällan är författaren och tecknaren en och samma person. Men oftast är det ändå så att vi får ett manus och sen föreslår vi en illustratör. Är vi oeniga argumenterar jag förstås och försöker förklara vad jag tycker är viktigt för att vinna över författaren på min sida.
- Många vill sen att samarbetet går genom förlaget men vill de ha direkt kontakt med varandra går det bra det också.
- Vi har haft en fransk tecknare som har suttit och arbetat här i huset hos oss en tid. Han tyckte att det var så fritt att arbeta i Sverige. Jag har även hört andra utländska tecknare säga att de är mycket hårdare styrda i sina hemländer och att mycket ratas, de måste göra om och göra om. Vi har också fler synpunkter på bilderna idag, det har vi.
- En bilderbok växer fram i omgångar. Det är ett stort arbete, en process, där text, bild och form utvärderas i varje fas. Författaren, tecknaren och redaktören diskuterar alla frågor mellan sig tills boken är klar. Men det är upphovsmännens bok, de har naturligtvis de tyngsta rösterna.
Till sist, vart bär det iväg med bilderböckerna?
- I framtiden tror jag att det finns flera typer av bilderböcker. Dels vanliga böcker, dels digitala böcker. Man köper dem tillsammans eller var och en för sig. Vi säljer redan nu digitala bilderböcker på DVD.
- Men i framtiden kanske det går snabbt och lätt att ladda ner en kvalitativ bilderbok i mobilen eller i datorn. Och jag är så gott som övertygad om att den digitala tekniken kommer att utvecklas så att man till exempel kan se sidorna från sin mobil på väggen om man föredrar det framför en liten mobilskärm.
- De första applikationerna kommer i år eller möjligen nästa år. Hur länge det sen dröjer innan de blir vardag, det vet man inte, men att de kommer att bli det, det är jag säker på.


2009.10.03

Tale til BØFA-prisen 2009

af Anne Christine Seidelin, formand for BØFA


Kære Oscar og Dorte

I de sidste 6 år har verden forandret sig. Ja, det gjorde den vel egentlig også før den tid, men i 2003 skete der noget særligt. En hund der hed Carlos og en dreng der hed Anton udfordrede alverdens oplæsere i en anarkistisk fortælling. Børn i hele Danmark kunne more sig over den politisk ukorrekte hund med cigaret ud af flaben (uden filter, Gud forbyde det!) og respektløs behandling af autoriteterne. Er der nogen større autoritet før Gud end forældre, må det jo være englene, og i denne fortælling får de netop det los i røven som man af og til kunne ønske sin mor og far...

Siden har I udgivet den ene udfordrende bog efter den anden.

I 2004 kom den alternative slægtshistorie, "min familie", hvor vi hører om en helt almindelig mere eller mindre dysfunktionel familie - fortælleren deltager ikke i sin egen fødselsdagsfest fordi familiens gave til ham åbenbart kun var til at kigge på!

I "Benni Båt" er alle (børne)personerne ramt af samfundets og deres egen manglende respekt for forskellighed. En af pointerne i denne fortælling er at man skal tage sin skæbne i sin egen hånd - først når man beslutter sig for at gøre noget ved sin situation, kan det ske!

Letlæsningsbøgerne om "De tre" handler om hundene Simba og Carlo der bor sammen med katten Røvlund. Fortællingerne handler om basale relationer på det barnligt-groteske plan. Når katten bliver jaloux på hundenes kæledyr, bliver kæledyret stegt og serveret for dem. Min ældste søn mente bestemt ikke det var forsvarligt at læse for lillebror på 5 år, der dog grinede fornøjet af løjerne.

Børnenes bedemand fra 2008 er en af den slags fortællinger hvor de voksne får sådan en underlig grådkvalt stemme og ville ønske at de havde fundet en anden bog. Men for børn giver det meget mening at høre om døden og de ritualer der hører sig til. De fleste voksne vil nødig være ved at børn også kan dø. På den anden side kan vi jo ikke nøjes med Brødrene Løvehjerte, der må også noget mere håndfast til!

Hurtige Henning historier fra 2008 er heldigvis lige så hurtige som Carlo & Co - og lige så skøre.


Den stadige fornemmelse af surrealisme der gennemsyrer historien er af den art hvor både barn og oplæser får et tiltrængt tilskud til fantasien.

Idiot! fra 2009 er en historie, der heldigvis kan læses på flere planer. En mærkelig stream of consciousness-fortælling om August, der oplever verden på sin helt egen måde. Mindre børn kan synes om fortællingen for sit flow af billeder, sange, rim, rytmer og sjove sproglige finurligheder, men der skal store børn til at forstå, tolke, diskutere hvad historien egentlig er. Og hvorfor ser moren sådan ud hele tiden? Her kræves der noget af sin læser, og en 11-årig kan godt blive helt befippet over at den fjollede og abrupte tekst i den grad dækker over en stærk, vedkommende og måske sørgelig historie. Min testlæser var i hvert fald glad for muligheden for at tale - længe - med en voksen bagefter!

Som voksen overraskes man gang på gang over at børn helt ned fra 5 år faktisk kan have en kvalificeret mening om svære emner, emner man som mor/pædagog/bibliotekar måske slet ikke har lyst til at berøre. Det må man jo så se at komme over, for der er ikke plads til berøringsangst når man sidder med en af jeres bøger i hænderne. Det er dér, I kan noget helt særligt.

Jeres bøger har hver deres unikke stemme, og I har haft modet til at eksperimentere med det visuelle og det sproglige udtryk. Jeres bøger har en paradoktisk dobbelthed: De er lette at læse, men svære at forstå - de kan overfladisk set kan være svære at gå til men på samme tid rammer de plet i børnenes univers.

Hvis man ser på jeres produktion har I på de seks år I har samarbejdet udgivet hele 11 titler for børn - og det uden at gå på kompromis med kvaliteten og grundigheden. I har arbejdet med svære, men nødvendige emner, og ofte tilført dem den humor der gør det muligt at le samtidig med at eftertanken indfinder sig hos både børn og voksne. I symbiosen mellem streg og ord opstår samtidig en dynamisk enhed, der gør hver titel til noget helt særligt.

I er altid på børnenes side når I laver bøger der henvender sig til dem, og jeres respekt for jeres publikum og jeres mod til at begive jer ud på de skæve veje og vilde stier for at fortælle historier på bedste absurde vis - gør jer til værdige modtagere af årets BØFA-pris.

Til lykke!


Barndommen som kz-lejr Jyllands-Posten


Af Jesper Stein Larsen


Børnelitteratur: Ole Dalgaard og Dorte Karrebæks prisbelønnede og kontroversielle bog "Lejren" skildrer barndommen og opdragelsen som en kz-lejr.


Er barndommen en kzlejr, hvor de svageste sies fra, hvor vi ensrettes og bliver til små numre i opdragelsens store fabrik? Det spørgsmål stiller forfatteren Ole Dalgaard, som i den prisbelønnede børnebog "Lejren" sammenligner barndommen med livet i en kz-lejr med alt, hvad det indebærer.


Vi er så langt fra dyrene i Hakkebakkeskoven og hyggelig Bulderbystemning, som man kan forestille sig, ikke bare i tekst, men i høj grad også i Dorte Karrebæks flotte illustrationer, som er dystre, skræmmende og makabre.


Parret har før løftet øjenbryn med tabubrud for børn og unge, men med denne bog synes de at være nået endnu længere ud. I "Lejren", som udkommer den 20. januar, følger vi en gruppe unge og deres liv i lejren beskrevet og tegnet kz-klaustrofobisk med barbering af hovedhår, fratagning af alle personlige ejendele, barakker, elektrisk hegn, tvangsarbejde, opråbning, udhungring, sygdom og udslettelse.


Ned under overfladen »Bogen er en udfordring. For lang tid siden spurgte anmelderen Steffen Larsen i Politiken, efter vi havde skrevet "De tre", hvor vi beskæftigede os med ekstrem vold og dårlige manerer og gjorde grin med marginaliserede grupper som negre og autister, om der var mere, man kunne overtræde, og han svarede ja, der var jo altid holocaust,« fortæller Ole Dalgaard.


Men emnet var langtfra ligetil.

Det var stort set noget, man kun beskæftigede sig med i kunsten, hvis man selv havde været der, følte han, men barndommen kendte han jo. Hvis han kunne fortælle om livet i en lejr med udgangspunkt i barndommen, kunne han få grusomheden med og samtidig fortælle ærligt og redeligt om, hvad der sker.


»Jeg har altid gerne villet skrive en bog om barndommen i et lidt andet end det ofte lyserøde skær, som vi selv, når vi bliver voksne, ser barndommen i. Vi begynder med at påstå, at vi havde en helt vidunderlig barndom, men når man graver lidt, har der været noget med en mor, som forsøgte at begå selvmord, eller en onkel, som sad i fængsel, og det hele skulle dysses lidt ned. Det ser så pænt ud på overfladen, men den lykkelige barndom er en løgn,« siger han.


Børn ligner oldinge

En anden inspiration er en gammel tegning af Bo Bojesen, som Ole Dalgaard husker fra sin skoletid, hvor man ser en masse friske drenge og piger gå ind i en maskine, som er undervisningssystemet, og komme ud med studenterhuer.


»Det gjorde dybt indtryk på mig. Tanken om, at børn er nogle, der skal gennem en maskine, og så kommer de ud på den anden side af opvæksten og er ens. At man betragter børn som et tomt kar, der skal fyldes op, som ikke er et menneske fra starten. Det er foruroligende. Hvorfor kan vi ikke betragte dem som hele mennesker? Jeg har heldigvis ikke nogen børn, men noget af det mest karakteristiske, når man får en nyfødt i hånden, er, at de ligner oldinge.


Og det har fået mig til at tænke: Måske er det hele der på en gang. Måske skal vi bare betragte børn som mennesker lige fra begyndelsen.« Selv om sammenligningen med kz-lejrene refererer til begivenheder, der er 70 år gamle, mener Ole Dalgaard, at det er meget aktuelt i dag.


»Det er da rimeligt aktuelt i en tid, hvor alt bliver skemasat, hvor der er en konsensus om at give point til dem, der kan komme strømlinet og hurtigt gennem barndommen, og alle diskuterer efterlønnens afskaffelse, men ingen diskuterer muligheden for at anskaffe en barndom, en ordentlig barndom. Hov, er der ikke lige noget, vi har glemt at interessere os for? Har vi ret til at forholde os sådan til børn, som vi gør?« En vanskelig opgave Da Ole Dalgaard skrev bogen i juleferien for to år siden, vakte den ikke glæde i hjemmet i Spanien, hvor han og Dorte Karrebæk bor. Hans kone blev meget vred, da hun læste den tekst, som hun skulle illustrere.


»Jeg blev rasende, fordi den var forfærdelig. Den motiverede min vrede. Jeg stillede spørgsmålstegn ved, hvorfor den skulle laves. Til sidst kom vi så langt ud, at han sagde: Så giver jeg den til en anden. Og da tænkte jeg: Vreden skyldes ikke, at den er litterært dårlig, det er, fordi indholdet er så hårdt, at det er svært at tegne for børn. Jeg var vred over, at jeg ikke kunne tage et så stort stof ind, men da den så var ved at blive revet væk fra mig, kunne jeg mærke, at det fik han ikke lov til. Den eneste grund, som jeg kan have for at sige nej til at illustrere en bog, er, at den er for dårlig, men ikke at den er for farlig.« Det blev en af de vanskeligste illustrationsopgaver, hun har haft. Det føltes som at være en skuespiller, der skulle påtage sig rollen som Hitler, og hun måtte kæmpe for at sætte sig i børnenes sted og følge dem på den forfærdelige rejse gennem lejren.


»Jeg var ikke enig i synet på børn, og jeg er ikke enig, men jeg synes, at det er et nødvendigt udsagn, for mange steder er det sådan. Man kan med god ret stille spørgsmål ved menneskers behandling af hinanden, og hvad der bliver gjort i det godes og i forældrekærlighedens navn. Og jeg respekterer fuldt ud Oles udlægning. Jeg kan sagtens sætte mig ind i den usikkerhed og angst, som børn oplever.


Den har jeg selv oplevet.

De voksne var en massiv masse, som man ikke kunne komme i kontakt med, så jeg havde grundlaget for at forstå historien. Måske var det også derfor, jeg blev så vred,« siger hun.

Men hvorfor er det nødvendigt at bruge en kz-lejr som billede på barndommen? »Tror du, at der findes lejre? De er en del af virkeligheden.


Hvis kunsten ikke skal beskæftige sig med virkeligheden, hvad skal den så?« spørger Ole Dalgaard.


Jo, det skal den, men er barndommen virkelig en kz-lejr? »Det er min fortolkning. Jeg ved godt, at der er nogle, der heldigvis har haft en god barndom, men jeg ved også, at noget af det, vi lyver mest om, er barndommen.« Men kan man ikke sige de ting, som du vil, uden at skulle gå så langt som at skildre opvæksten som en kz-lejr? »Sikkert, men jeg har lavet denne bog. Jeg tror, at en nuanceret kunstnerisk fremstilling kan give en kompleks oplevelse af alle de løsrevne nyheder og begivenheder, som vi bliver bombarderet med. Jeg beskæftiger mig ikke med, om jeg har overskredet en grænse eller ej - jeg har prøvet at lave den rigtige historie og skildre det hele med nænsomhed.« Hvad skal børnelitteraturen i dag? »Det er fint med små hyggelige bøger, jeg har med stor glæde læst Astrid Lindgren og andre, men jeg synes godt, at man kunne opdatere den verdensopfattelse, som ligger i de bøger. Der er jo hyggeligt hos børnene i Bulderby, men jeg synes, at børn i dag fortjener noget om deres verden og de spørgsmål, som de står med, samtidig med at jeg godt kunne tænke mig, at man gjorde det komplekst, så det ikke bliver bøger, der hedder "Far og mor er skilt" eller skilsmissetema eller sorgtema, men at det - sådan som det foregår i livet - blander sig sammen med mangfoldige temaer og med et eksistentielt indhold.« Hvad er dit budskab? »Jeg synes, at vi lukker ned for det ubesmittede klarsyn, som børn har, med vores opdragelse af dem. Vi synes, at vi har pligt til at give dem en opdragelse og fylde alt muligt på dem. Spørgsmålet er, om vi har ret til det. Og hvis børn fra første færd var en slags mennesker, ville vi så behandle dem, som vi gør? Det er det spørgsmål, jeg stiller.


jesper.stein@jp.dk


»Hvis vi betragtede børn som mennesker fra starten frem for nogen, vi skal forme, ville vi så behandle dem, som vi gør?« Ole Dalgaard, forfatter.

HOVEDPUNKTER: Den lykkelige barndom er en løgn, mener forfatteren Ole Dalsgaard.

Han stiller spørgsmålet, om vi opdrager børn, som om de var kz-fanger?.


BOGEN "Lejren"

Henvender sig til store børn og voksne og vandt 1. præmien i Statens Kunstråds konkurrence om den illustrerede bog i 2010.

Bogen eksisterede i 2010 kun i ét eksemplar, men er nu blevet mangfoldiggjort og udkommer den 20. januar i Danmark og Sverige.

Udgivelsen fejres med en udstilling med samtlige bogens originale illustrationer på Kulturværftet i Helsingør.


2016.09.28
Da Martin Luther fandt De Vises Sten


Af Lise Kabell Søgaard i Kristeligt Dagblad

Artiklen er leveret af Infomedia

 

Reformationen voksede ud af den mørke middelalder, men også middelalderen havde sin logik og åndelighed. I dag prøver for mange at gøre Martin Luther til fornuftsteolog, mener forfatteren Oscar K. alias Ole Dalgaard, der har skrevet en følelsesfuld roman om Luthers liv


En pukkelrygget mand og en langpattet kone med æselører. Et barn med hareskår og en skelerske. Det er et spraglet persongalleri, han omgiver sig med, den gode Martin Luther i romanen " Viae Deus Audet Scire - Veje Gud tør kende eller Den melankolske reformator".

Scenen er sat i den mørke middelalder, hvor der hores og drikkes og mobbes for et godt ord. Materiens væsker flyder i Luthers barndom i den tyske by Eisleben sidst i 1400-tallet. Ingen er gode ved nogen, for ingen ved, hvorfor de skulle være det.


Luther, der i bogen hedder " Martin Luder", er heller ikke selv for god: Drengen fra Eisleben vokser op og bliver en stædig rad. En brovtende båltaler, der indadtil ynker sig selv.


"Luther var virkelig sådan én, man i dag ville slette fra Facebook," siger Ole Dalgaard, der er manden bag aliaset Oscar K. og forfatter til " Veje Gud tør kende", der udkom i går på forlaget Jensen & Dalgaard.


Men han var også et særligt menneske, hvis liv mangler nuancer i den nutidige fremstilling, mener forfatteren.


Bag sig har han en lang række romaner og noveller, især til børn og unge, blandt andre " Biblia Pauperum Nova - Ny bibel for de fattige i ånden", der i 2013 fik ham nomineret til Nordisk Råds pris for børne-og ungdomslitteratur sammen med hustruen, illustratoren Dorte Karrebæk.


I "Biblia Pauperum Nova" opfører en række middelalderlige tumper Bibelens scener fra skabelse til åbenbaring.


Og tumper er der, som nævnt, også en del af i den nye Luther-roman. Men der er også nogle, der ser lyset.


Der har i konkret forstand været mørkt i middelalderen. Man havde jo ikke engang ordentlige stearinlys. Læser man om vejrforhold på den tid, kan man finde beskrivelser af tunge, sorte skyer på himmelen. Men nede i alt det der mørke, der er der foregået noget. Mennesker har hafttanker," siger Ole Dalgaard.


I "Veje Gud tør kende" møder læseren også vismænd, præster og profeter. Og der er ikke kun blod, afføring og støv, men også guld og ædelstene.


Kender man lidt til kristen mystik og videnskab i middelalderen, vil man genkende indholdsfortegnelsen i " Veje Gud tør kende". Kapitlerne har nemlig navn efter de ord på latin, som alkymi består af. Alkymisterne arbejdede efter Aristoteles' elementlære og mente, at alt stof var et resultat af sammenblanding af ild, vand, jord og luft. Samtidig mente de, at man ved den rette behandling kunne omdanne stoffet til metaller, for eksempel guld.


Men det var ikke kun kemi.

Alkymien havde også en åndelig og mystisk dimension, som handlede om at erkende Gud.

Faserne i deres arbejde ligner en solopgang: Den første, Nigredo, er det sorte mørke, hvor stoffet er én stor sammenblandet masse. Den næste, albedo, den hvide fase, er oplysningens og adskillelsens fase, der hvor skidt og kanel går for sig. I den sidste fase, rubedo, for rød, forener stoffet sig på ny, metallerne træder frem. Det er også i denne fase, visdommen indtræffer, forklarer Ole Dalgaard.


Alkymisterne søgte kvintessensen, " Det femte element" eller " De Vises Sten". I overført betydning en visdom eller åbenbaring af Guds tanke, oplevelsen af at være forenet med den tanke. Fordi det paradigme var så dominerende på Luthers tid, giver det god mening at se Luther som en slags mystiker, mener Ole Dalgaard.


"Også for Luther bliver spørgsmålet: Skal man følge en masse omveje, eller kan man gå direkte til Gud? Det er ikke så sært, at han interesserede sig for kirkefædrene og Paulus. De har alle diskuteret det samme spørgsmål. Da han opdager, at nåde er noget, man får og får direkte, så sidder han dér med ' De Vises Sten'. Men det får ham til at tro, at han er profet, og så går det galt," siger Ole Dalgaard.


I bogen glider kvintessensen ud mellem fingrene på Luther, i takt med at Reformationen tager fart. Han kan ikke styre konsekvenserne af sine udsagn, der overtages af mennesker, som er mere radikale end ham selv.


"Han bliver det, man i gamle dage kaldte hovmodig, og tror, han kan gå på vandet.

Jeg tror ikke, Luther selv ønskede at blive ' den store reformator', det løber ham simpelthen af hænde." Meningen med at gøre Luther til en mystiker, der søger den samme åbenbaring, som troende til alle tider har søgt, er ikke at forklejne Reformationens hovedmand, siger Ole Dalgaard, der har brugt månedsvis i arkiverne i Wittenberg for at blive klogere på den rigtige Luthers liv og år på at studere middelalderteologi og filosofi.

"Da jeg begyndte at læse om ham, så jeg ham som en heldig bondedreng, en slags Aladdin-figur. Men det var han ikke, han var højt begavet.


Hans bibeloversættelse er fremragende! Som oversættelse, som sandhed er den nok mere tvivlsom, for han snyder og bedrager som alle oversættere. At tilføje et ' alene' til ' ved troen', så det bliver til ' ved troen alene', er nok lige at gå over sine beføjelser," griner han.


Luther var en umådeligt flittig studerende, der kunne sin Aristoteles til fingerspidserne.

Men i nutidens øjne gøres Luther til noget helt andet, end han var, mener Ole Dalgaard.


"Problemet er, at vi så ofte i dag prøver at gøre ham til en stor fornuftsteolog. Luther er blevet hyldet som demokratiets fader. Vi har sagt alt muligt om Luther, fordi det lige passede ind i en bestemt tid. Men skal vi se på Luther uden bedrevidenhed i bakspejlet, skal vi se ham på tidens betingelser," siger han.


Målet har været at skrive om Luthers liv, men også gøre det uden dom. For det er ikke en forfatters opgave at dømme, mener Ole Dalgaard, der har tilladt sig at snige en særlig lille tekst ind i Luthers liv.


Det er en virkelig tekst fra middelalderen kaldet " Aurora consurgens", den opstigende morgenrøde, en alkymistisk tekst, som blev genopdaget af psykologen Jungs sekretær, og som muligvis er forfattet af den kristne filosof Thomas Aquinas.


Teksten gengiver lange erotiske passager fra Højsangen i Bibelen, og i "Veje Gud tør kende" er den med Luther på hans dødsleje.


"Det er jo noget, jeg har fundet på, at han læser. Men det er for at vise, at Luther også var et følelsesmenneske. Og jeg ser ingen modsætning til det også at være en stor teolog i det," siger han.


Profeter var der nok af på Martin Luthers tid, og mange har siden haft fikse idéer. Men sandheden er en flydende størrelse, og der er et håb, der glimter lige så stærkt i dag som De Vises Sten i middelalderens dunkle materie, mener Ole Dalgaard, der har valgt at afslutte sin forfatterkarriere med "Veje Gud tør kende".


Bogen har han valgt at tilegne en vis nutidig franciskaner fra Argentina, som måske kan vise os vejen ud af en tid med terror og storpolitiske spændinger.


"Det er lidt, som om skyerne trækker sammen igen.

Brexit, Trump og Putin... Der er en følelse af opløsning, synes jeg. Men Frans er det håb, jeg ser. Én, der er så indlysende et ordentligt menneske og har så inderligt et overskud, at skulle vi vælge os en verdensleder i en tid som denne, så skulle det være ham."

J.lise.soegaard@k.dk.


Fakta: Oscar K.

Pseudonym for forfatteren Ole Dalgaard, født 1950.

Har læst teologi, filosofi, litteratur og sprog ved Aarhus Universitet. Gift med illustratoren Dorte Karrebæk, der har illustreret flere af hans bøger, blandt andet " Biblia Pauperum Nova - ny bibel for de fattige i ånden" fra 2012.


"Biblia Pauperum Nova" blev i 2013 nomineret til Nordisk Råds Børne-og ungdomslitteraturpris. Siden starten på sin forfatterkarriere i 1970 har Oscar K. desuden udgivet en lang række børne-og ungdomsbøger, blandt andre " Idiot" fra 2002 og " Hurtige Henning Historier" fra 2008.


2008.09.09

Hellige køer dør

Af Oscar K. i Politiken


Kan vi ikke bare kalde børnebøger for bøger? spørger Oscar K., medforfatter til debatbogen ’Av, for sagomel’ om paradigmeskift i børnelitteraturen.


Til jeg var fem, boede jeg i nærheden af jernbanen i et af de store, Kommentarmørke huse med tomme, blinde facader, der var svære at skelne fra hinanden, havde det ikke været for den bronzerede kringle, der hang over døren til min bedstefars butik. Fra bagsiden gav husene anledning til stadige fejltagelser. Når jeg først var kommet ind i en opgang og op ad de gale trapper, forvildede jeg mig som regel ind i en labyrint af fremmede lejligheder, gange og uventede døre ud til fremmede gårde og glemte ekspeditionens oprindelige mål, så jeg først efter flere dages forløb i et eller andet gråt daggry fik færten af bagerilugten og huskede vejen tilbage gennem trådhegn og sprækker i frønnede plankeværker.


Huset var fuldt af store skabe, blege spejle og tunge keramikaskebægre og vaser i persisk orange og smaragdgrøn med mørkebrune oddere og hjorte ved søer med åkandeblade. Over dørene hang gevirer i forskellige størrelser, og i hjørner stod der krukker med glemte stokke og paraplyer og en vajende påfuglefjer stukket ned. Møblerne var af nød og el og mahogni, buede, blanke hjørneskabe med porcelænsfigurer af danserinder, skænke med flaskegrønt glas i lågerne, spilleborde med indlagte mosaikker, et langt spisebord med udtræk og svære proprietærsofaer og lænestole betrukket med uopskåren mekka.

På en reol stod et fotografi af min far som stor dreng sammen med sine større søstre, Hertha og Bente, og hunden Pussy. De havde hinanden om halsen, min far i midten, og de lo. Nu sad Pussy i hjørnet ved siden af reolen udstoppet og med brune glasøjne, som så på mig, uanset hvor i stuen, jeg befandt sig. Jeg kunne mærke dens blik i ryggen helt ud på gangen.


Bente var gift med en mand, der var i fængsel for bedrageri. Hun slæbte af og til en elsker med til et af de fri værelser og kaldte bagefter på mig, fordi hun vidste, jeg var i nærheden. Bente var ved at tage strømper på, når jeg kom ind, så jeg kunne se hendes dusk under rollonkanten mellem de bare stykker lår. »Henter du napoleonskager«, lo hun, »så får du et kys«. Hendes mund var rød.


På et af mine mange togter rundt i byen befandt jeg mig en dag pludselig i en bred opgang foran en åben dør med en plakat med et underligt billede af en gravid, hudfarvet kvinde i profil skåret igennem i to dele, så man kunne se et ufødt barn i hendes mave. Jeg trådte ind i lokalet, hvor der hang tavler med medicinske tegninger af snit af lemmer og hoveder. Det var som at være i en kirke, stilheden, og ingen andre der. Jeg vidste ikke, hvad det hele gik ud på, men jeg kunne ikke lade være at tænke på Bente.


Meget senere fandt jeg ud af, at det var en slags kirke, en amerikansk sekt, som havde lavet en udstilling mod fri abort. Og jeg forstod pludselig forbindelsen til Bente, som brugte illegal abort som prævention.


Jeg tror, at børn meget ofte fornemmer og forstår langt mere, end vi bryder os om at tro. På trods af, at et normalt barn kan efterligne forældrenes smil kort efter fødslen, at et barn kan gå efter mere eller mindre et år og er i stand til at kommunikere ganske komplekst med to-tre år på bagen, så taler de fleste børnebøger til børn, som om de var åndssvage eller underbegavede.


Der er næppe et emne, der ikke kan berøres i en børnebog i dag afhængig af, hvordan det gøres. Jeg er ved at skrive en billedbog, hvor nogle små aborter mødes et sted i mørket og fortæller deres triste, små historier og udveksler uopfyldte ønsker, og en anden, hvor hovedpersonen er Børnenes Bedemand – ham, der gør de døde børn i stand til begravelse. Han bor alene i udkanten af byen og håber hver morgen, at telefonen ikke ringer den dag. Og hvad jeg ikke kan udtrykke, kan illustratorerne.


Den største hellige ko i børne- og ungdomsbøger er ikke længere død, seksuelt misbrug, vold, druk og cigaretter, men den fordomsfuldt accepterede måde forfattere og illustratorer henvender sig til deres læsere på, som om de ikke kan lægge to og to sammen.


Børnelitteraturen i Danmark står i et vadested her i begyndelsen af det 21. århundrede. På den ene side med et hav af udgivelser og hjælpere, på den anden side med en fare for stilstand og overdreven formidling.


Nogle vigtige metafysiske antagelser for udgivelser og formidling af børnelitteratur har været, at den skal være enkel, lettilgængelig, aldersgruppemålrettet og klassificérbar, gerne temaorienteret og helst spændende og underholdende. Bogmarkedet er da også oversvømmet af letlæsningshæfter, seriebøger, om- og nedskrevne klassikere, temabøger om snart sagt alt og rigt illustrerede, prisbillige udenlandske bøger, som nemt kan placeres under hobby, sport og leg eller i store formater. Aldrig før har så mange forfattere og illustratorer mødt deres læsere på børnebiblioteker og i folkeskoler, aldrig før har så mange børn selv skrevet, tegnet og klistret deres egne bøger, og aldrig før har så mange børn haft så lidt tid til stille og roligt at læse en ordentlig bog.


I periferien af børnebogsmarkedet dukker der bøger op, som er svære at kategorisere, fordi de ikke er rettet til en enkel aldersgruppe, men til læsere i al almindelighed, ikke har enstrengede tema og handlingsspor, men komplekse, ikke forklarer alt, men lader det svimlende uforståelige stå til læserens undren, og ikke indbyder til hurtighed og magelighed, men til umage og fordybelse. Det er mærkelige bøger, der ikke går af vejen for at være ironiske, underforståede og mangetydige. Det er bøger, der kan læses mange gange, fordi der hele tiden er nye, spændende ord og ting at opdage i tekst og billede. Bøgerne har høj litterær kvalitet, og det er et problem, at de ikke passer ind i de rammer, det gyldige paradigme for børnelitteratur har afstukket, så de bliver anbragt, hvor ingen kan nå dem på den øverste reolhylde, hvis overhovedet.


Spørgsmålet er, om klassificérbarhed og lettilgængelighed er blevet en så fastlåst del af vurderingen af børnelitteratur, at den overskygger æstetisk og litterær kvalitet og kompleksitet? Skal bogen slet og ret være en del af den mangehovedede underholdningsindustri, der kalder sig børnekultur? Eller er den så vigtigt et led i menneskers liv og forståelse af sig selv og andre, at den gode bog skal have en chance til?

Det er vigtigt, at de første bøger, et barn stifter bekendtskab med, både billedbøger og læsebøger, er ordentlige. Hvis børnene fra starten møder forenklede, forlorne billeder og ulidelige, ligegyldige letlæsninger, fratager vi dem lysten til at læse og se på billeder og vandre rundt i et land, hvor alt er til for første gang, og de med åbne øjne opdager den hemmelige betydning i ting og væsener og kalder dem ved lysende navne.


Det er en udbredt opfattelse, at de fleste kan lave en børnebog. Hvis de tilmed er kendte i anden sammenhæng, er det slet ingen sag. Eller arbejder med eller selv har børn ... Og der findes lykkelige undtagelser. Men måske var det en idé at starte med at overlade forfattere og illustratorer at skrive og tegne billedbøger, ABC’er og læsebøger og sikre en høj kunstnerisk værdi. Og lade pædagoger, skolelærere og bibliotekarer om det, de kan: formidle dem.


Kunne man forestille sig en ny ABC for både danske og fremmede børn, hvor piktogrammet er udgangspunkt for indlæring af skrifttegn, sådan som det har været det i de arabiske lande siden sumererne? Og inddrage elementer af arabiske indlæringsmetoder, brug af billedtavler, rebuser, gåder, symboler, udenadslære, afskrift og gentagelse i kor? Samle de bedste elementer fra danske og arabiske traditioner for indlæring i en egal lærebog i dansk, hvor ord og billeder ikke blot er, men betyder noget?

Eller helt nye bøger, hvor billedskrift og lydskrift forenes i ét mangetydigt skriftbillede, der alt efter hvem, der læser det, fortæller en anden historie? Enhver kan efter evne og erfaring skabe sin historie af skriftbilledet. Alle kan være med: unge og gamle, stærke og svage læsere – og enkelte, særligt begavede hunde.


Og når det gælder klassikerne, kunne man så slå to fluer med ét smæk? Forestil Dem, at et barn fik en gennemillustreret letlæsebog i hånden, der startede sådan:

»Kapitel 1. I en lille by i la Mancha, hvis navn jeg ikke rigtig kan huske, levede der engang for ikke længe siden en adelsmand af den slags med en lanse på væggen, et gammeldags læderskjold, en mager krikke og en jagtmynde ...«.


Her bliver verden til på ny. Mærkelig, for-underlig. Den slags bøger skylder vi børn og voksne. Bøger, der får os til at stå på tæer. Bøger, der får os til at undres. Og der er stof nok til en hel serie på 52, hvis man tager et kapitel ad gangen.


Don Quijote og Oliver Twist overholder næppe normerne for lixtal, letforståelighed og ensporethed, men de er spændende og bevægende morsomme – også for børn – når blot de ikke om- og nedskrives til ligegyldige handlingsreferater.


Måske skal bøger ikke nødvendigvis forstås, men give lyst til at forstå. Måske skal bøger slet ikke druknes i Ballon-Kaj, klisterklip og skattejagter, men gives børnene i hænde.

Måske er tiden kommet til at opdatere de grundlæggende metafysiske antagelser om virkelighederne og udstikke nye retningslinjer for indhold, form og formidling af børnebøger. Og hvorfor denne skelnen? Kunne vi ikke bare kalde dem bøger?

boger@pol.dk


2008.05.08

FRA OPDRAGELSE TIL OPLEVELSE


Hundelort. Carlo bliver bidt over af et stort bæst og gennemgår efterfølgende en drabelig operation i Oscar K. og Dorte Karrebæks 'De tre'. Vi har aldrig haft bedre børnelitteratur end vi har i dag, lyder det fra eksperter, der mener, at kriterierne for børne- og voksenlitteratur er blevet de samme. Ill.: Dorte Karrebæk, fra bogen

Af Anders Rou Jensen i Information

Nye tider. Den danske børnelitteratur har ændret sig væsentligt i løbet af en generation. I dag gælder det ikke længere om at danne og socialisere børnene. Kodeordene er i stedet oplevelse, kunst og mangfoldighed.

Der var engang en børnelitteratur, og den handlede om, at samfundet skulle forandres, og børnene opdrages på den korrekte måde. Dengang det var allermest håndfast og venstreorienteret, kunne man finde på at udgive en bog med titlen Latipak - 'kapital' stavet bagfra. Rød front på blå stue.

Sådan er det ikke længere. I dag er den danske børnelitteratur først og fremmest kendetegnet ved sin alsidighed og ved fraværet af pegefingre. Alt er tilladt? Alt er godt? Måske. Er det en udviklings- eller en forfaldshistorie, der kan skrives, når man ser på, hvad der i børnelitteraturen er sket i løbet af en generation?

"Der er kommet nye forfattere på banen, der ikke vil opdrage politisk, og de vil heller ikke primært drage omsorg for barnet eller socialisere det," fastslår leder af Center For Børnelitteratur Nina Christensen. "De vil i højere grad arbejde med teksten som tekst. En del af børnelitteraturen er blevet mere og mere eksperimenterende, mere og mere litterær, smukkere og smukkere i det visuelle udtryk, bedre og bedre rent teknisk. Vores tid er karakteriseret ved mangfoldighed. Jeg synes, det er imponerende, hvad der kan være plads til på området."

Det er en konklusion, som professor, ph.d. i børnelitteratur Torben Weinreich er enig i:

"Hvis målestokken er at leve op til nogle kunstnerisk-litterære kvaliteter, er det min opfattelse, at det entydigt er blevet bedre i dag, og at vi vel aldrig har haft en bedre børnelitteratur, end vi har i disse år. Man kunne også anlægge en kvantitativ betragtning: Hvor mange børnebøger bliver der udgivet? Der er aldrig blevet udgivet så mange som i disse år. Mere end 2.000 bøger om året. I 1970 var det cirka 500. Det siger noget om mangfoldigheden."

Men denne tingenes tilstand siger naturligvis også noget om den teknologiske udvikling på bogområdet. I dag kan der udgives bøger i meget små oplag og alligevel hentes en fortjeneste hjem. Hermed bliver villigheden til at tage chancer større. Sådan var det slet ikke i 70'erne. Eller i 60'erne. Torben Weinreich peger på årstallet 1964 som centralt for dansk børnebogslitteratur:

"Der får vi en ny bibliotekslov, som alle bibliotekslove siden er bygget på. Her nævnes skolebibliotekerne for første gang direkte i en lov, og børnelitteraturen får en fantastisk styrket position. Bibliotekerne begynder at købe ind som aldrig før. Populært sagt var det sådan før 1964, at en børnebog var noget, man købte og gav til sine børn. Eller noget, man gav til fødselsdage. Fra og med 1964 blev børnebøger noget, man lånte på biblioteket, og selvfølgelig ændrede det børnelitteraturens karakter."

I første omgang betød det, at børnelitteraturen blev anvendt i bestræbelserne på at socialisere børnene til at opføre sig ordentligt. At opdrage dem til at blive korrekte samfundsborgere. Men siden kom den politiske samfundsudvikling i slutningen af 60'erne og begyndelsen af 70'erne til at få stor indflydelse på børnelitteraturens indhold og karakter. Børnene skulle påvirkes politisk gennem litteraturen, og eksemplerne på samfundskritiske eller direkte socialistiske børnebøger myldrede frem.

Man kunne f.eks. benytte sig af små, fine remser: "Bare de små er rigtigt mange,/kan de gøre de store bange./Mange små er meget stærke,/det skal de store få at mærke." Sådan stod der for en generation siden i Troels Triers tidstypiske bog Røde Bjørn Hos Fuglene, som Nina Christensen ikke er sen til at rubricere som en "politisk allegori". Torben Weinreich bakker op.

"Nu skulle samfundet forandres, og børnelitteraturen var et middel til det," siger han. Og tilføjer, at interessen for børnebøgernes indhold og funktion var så stor, at Dagbladet Information havde en anmeldergruppe på 10-12 anmeldere - bl.a. Pil Dahlerup, Jette Lundbo Levy, Toni Liversage, Ole Andkjær Olsen og Søren Vinterberg - som "skrev anmeldelser igen og igen og udgav deres samlede anmeldelser i bogform".
Fantasien blev vigtig

Men tiderne skiftede, 1968 rykkede længere og længere væk, og venstrefløjen blev trængt tilbage. Nina Christensen peger på to tendenser, som gjorde sig gældende, da 70'erne var blevet til 80'erne:

"Der kommer en stor bevægelse indad for at beskæftige sig med børnenes følelsesliv. Den indre virkelighed og barnets fantasi bliver vigtige. Samtidig begynder man at tale om krise for børnelitteraturen. Om 'bogdropperne'. Hvad sker der, når videoen kommer på markedet? Vil de stakkels børn så holde op med at læse?."

Det vil de ikke. De læser blot noget andet, viser erfaringen. For Torben Weinreich er der ingen tvivl om, hvordan det store stilmæssige skifte ser ud:

"Den totalt dominerende retning for 30 år siden var en samfundskritisk litteratur, som også var realistisk - altså en socialrealisme - og den dør ud. I dag vil man sige fantasy. Harry Potter-bøgerne har ikke været forgæves i de 10 år, de nu er udkommet. I de 10 år er fantasybølgen slået totalt igennem, så den uden egentlig konkurrence er den dominerende stilretning."

Samtidig er bogen som medie i dag stærkt presset af konkurrence fra nye medier. Men midt i den refleksmæssige bekymring på litteraturens vegne gør Weinreich opmærksom på, at bogen trods alt er utroligt slidstærk og har en nærmest tidløs tiltrækningskraft:

"Den største internationale mediesucces - målt i kroner og øre, spaltecentimeter og udbredelse - når det gælder om at fortælle historier, er Harry Potter-bøgerne, og det er stadig bøgerne, der trækker det store indtjeningslæs. Det viser sig altså, at børn gerne vil læse bøger."

Og her gælder det desuden, at børnene selv peger på en række af bogens klassiske kvaliteter, når de skal begrunde læsningens fortrin: at man kan sidde og lukke sig inde i en verden for sig selv og selv sætte billeder på ordene og digte med; at bogen ikke bruger strøm og ikke larmer.

"Det er i virkeligheden det samme, som voksne også altid har fremhævet," siger Torben Weinreich.
Samme kriterier som voksenlitteratur

En konklusion, der synes at harmonere ganske godt med den kendsgerning, at forholdene for børne- og voksenlitteraturen i vore dage synes at være identiske. Således at vi bl.a. har både en forfatterskole for og en akademisk specialuddannelse i børnelitteratur.

"I dag tror jeg, de fleste siger, at børn skal have det samme ud af at læse litteratur som voksne. I bedste fald en kunstnerisk oplevelse, i hvert fald en oplevelse," mener Torben Weinreich. "Det er også det, der er forfatternes stræben - at lave noget, der kan måles på en kunstnerisk skala. Og det gælder også inden for fantasygenren. Kriterierne for børne- og voksenlitteratur er blevet de samme."

Hvilket indebærer, at dagens danske børnelitteratur groft sagt kan inddeles i tre typer. For det første en kunstnerisk orienteret litteratur, som har betydet, at begrebet 'smal litteratur' nu også har vundet indpas blandt børnebøgerne. For det andet en udpræget kommerciel litteratur, som ikke er omfattet af bibliotekernes indkøb, men som kan sælges via de nye muligheder på markedet. Og for det tredje en litteratur, der skal belære børnene og sætte emner under debat, og som hovedsageligt bruges i skolesammenhæng. Denne sidste retning var dominerende for 30 år siden, i dag spiller den langt fra så stor en rolle.

Medvirkende til dette er navnlig en stor forandring i synet på børn. I dag taler man næsten enstemmigt om 'det kompetente barn', og det har ifølge Torben Weinreich afgørende betydning for den rolle, man tillægger litteraturen:

"For 30 år siden var børnekulturforskere bekymrede på børns vegne. I dag er de fuldstændigt ligeglade. De mener ikke, der er noget, der kan være skadeligt for børn. Børn kan selv klare det hele. Der er ingen fare på færde. Tidligere så man børn som nogen, der skulle lære sociale færdigheder og indstilles på nogle betingelser i samfundet. Der var magter uden for børnene, der prægede dem i bestemte retninger. Den moderne forestilling er et barn, der sagtens selv kan navigere i den nye verden med masser af nye medier og historier."

Men det betyder så selvfølgelig også, at det kompetente barn kan vælge bogen fra. Og skal man finde negative tendenser for dansk børnelitteratur ligger de netop i, at bibliotekerne både indkøber og udlåner stadig færre bind, samt at børns læsemængde er faldende. For mediekonkurrencen er ubønhørlig:

"Hvis man stiller det op som et enten-eller - som bogens kamp mod andre medier - har man tabt på forhånd," vurderer Torben Weinreich. "Der er kun én ting at gøre, og det er at indse, at vi lever i en anden verden, og det gælder om at få bogen positioneret på den bedst mulige måde."


Årets kulturgärning!


För några år sedan kom jag över det danska författarparet Oscar K (Ole Dalgaard) och Dorte Karrebæks bok Carlos och Co.. Jag blev hänförd, helsåld och undrade varför i hela friden denna bok inte fanns översatt till svenska. Berusad av ett slags barnkulturrus vågade jag mig på en egen översättning och skrev brev till det äkta paret och erbjöd mina tjänster. Ole och Dorte blev eld och lågor och översättningen hamnade så småningom hos Raben&Sjögren. Där den stannade. Vad det berodde på är alldeles glasklart. Ett. Jag var ingen professionell översättare. Två. Boken var alldeles för vågad för den svenska bilderboksmarknaden. Så i vintras fick jag höra att det svenska förlaget Daidalos hade med en av Ole och Dortes böcker i sin kommande utgivning. Återigen blev jag helt till mig i trasorna.


I de recensioner jag läst hittills (boken kom ut i början av mars) är det oväntat positiva omdömen. Men en fråga som återkommer om och om igen är: Vem vänder sig boken till? Ulla Rhedin på DN recenserade för ganska exakt ett år sedan, den danska utgåvan: “Djärvt och vackert, poetiskt, ömsint, tänkvärt och väldigt långt från samtida svensk bilderbok. Det ska bli ett sant nöje att se hur svenska förlag tänker hantera denna utmaning”. Så nu kanske ni undrar, vad är det som gör boken så himla speciell och svårhanterad?


Idiot! handlar om den utvecklingsstörde August som vandrar genom en stad (och på samma gång genom livet) tillsammans med den spöklika gestalt som är hans mamma. August blir allt äldre men i sinnet förblir han ett litet barn. I handen håller han en plastpåse i ett snöre som han kallar Odjuret. Augusts mamma blir under promenaden också äldre och hon oroar hon sig för hur hennes son ska klara sig utan henne i livet. I slutet av boken är hon gammal och tärd och beslutsamt ger hon August några piller och tar med sig honom till andra sidan. Illustrationerna är grå och till en början ganska återhållsamma men ju mer tiden går och ju mer döden närmar sig desto mer utbredda och livliga blir de. Dorte Karrebæk är för mig en av de allra bästa barnboksillustratörerna i världen idag och det bekräftas ännu en gång i denna bok.


Boken chockar säkert många, precis som tidigare böcker av författarparet har gjort, eftersom de innehåller ord och händelser som är så tabu att man knappt vågar tänka dem. Men det är min övertygelse att det inte alls handlar om att kränka någon eller för den delen att provocera. Det handlar om att man vill berätta något som betyder något. Exakt vad det betyder är egentligen heller inte så viktigt utan det viktiga är att böcker som Idiot öppnar upp och bidrar till att barn och vuxna vill förstå. Därför är böcker som Idiot och för den delen också Den Arge av Gro Dahle och Svein Nyhus (också Daidalos) SÅ viktiga. Så TACK Daidalos för att ni bryter mark med två starka och viktiga bidrag till den svenska bilderboksutgivningen.


Idiot är skriven av Oscar K. och illustrerad av Dorte Karrebæk och ges ut av Daidalos.


Man skal gøre sig umage for at forstå en tekst


Børnebøger skal være komplekse, så der er noget at arbejde med. Og lærerne skal være klar til at formidle et indhold, der tager fat om livets væsentlige spørgsmål, siger forfatteren Ole Dalgaard, der lader sin hund Oscar K. fortælle historier.

Der findes ingen tabuer, når Ole Dalgaard skriver børnebøger under pseudonymet Oscar K. Det siger han selv. Oscar K. har skrevet en række af de senere års mest markante børnebøger, ikke mindst i valget af temaer: Udviklingshæmmede. Børn, der dør. Aborter. Og undervejs en fortælling om børn i en lejr, hvor det ikke er muligt at se, om der er tale om en - godt nok noget militant - sommerlejr, eller om der er tale om en levning fra holocaust.

Desuden er han i gang med at genfortælle en række klassikere som »Don Quixote«, »Hamlet« og »Den unge Werthers lidelser« i moderne sprog og miljø, men med alle temaerne intakte. For Ole Dalgaard kan selv sine klassikere, og hver tid kræver sin fortolkning af de eviggyldige historier. Børn og unge skal have kvalitet. Noget, der kræver arbejde og en god formidler. Måske forstår læseren først historien langt senere, måske slet ikke. Så må man læse den igen, og det kendetegner netop de gode historier, at de kan tåle at blive læst og fortolket igen og igen, siger forfatteren. Det er den slags litteratur, man skal give børn. Ikke letlæsningsbøger, hvor de kan gætte sig til historien bare ved at se tegningerne. Man kan sagtens kræve noget af børn, siger han. Det kræver bare nogle gode tekster og en god formidling.

Det er ikke, fordi han vil være smagsdommer. »Hvis folk vil købe grimme lamper i Ikea, er det deres valg. Det bekymrer mig ikke særlig meget, så længe der er gode lamper på markedet. På samme måde med litteraturen. Derfor er jeg ikke ude i noget felttog mod underlødig litteratur, den kan da en gang imellem være pragtfuld. Jeg vil bare gerne have, at der også skal være plads til at fortælle om minoriteterne; dem, der ligger helt ude i randen af vores samfund«.

Og det gør han så. I billedbogen »Idiot« følger vi en udviklingshæmmet på sin vej gennem byen, hvor læseren igennem hovedpersonen følger omverdenens reaktioner. Og i billedbogen »De skæve smil« finder en række væsener, der viser sig at være aborterede fostre, sammen på et andet væsen, der engang har prøvet at leve, nemlig en hund, der fik set lidt af hvert, og som kan give sine nye venner en slags svar på, hvorfor de endte, som de gjorde. Og hvorfor det måske var meget godt.

Men Ole Dalgaard tager ikke stilling i abortdebatten. »De skæve smil« bygger på en fortælling af Pär Lagerkvist, der hedder »Det eviga leendet«, hvor en gruppe afdøde klandrer Gud for deres skæbne. Han lever ikke op til sit ansvar om at levere svar på deres spørgsmål om livets mening, mener de. På samme måde giver hunden måske nogle faktuelle svar til aborterne; men den forklarer dem ikke.

»Hver fjerde kvinde mellem 19 og 35 år har fået en abort. Så det er ikke et perifert fænomen«, forklarer Ole Dalgaard. »Men det er ikke noget, man snakker om. Ingen siger jo til deres børn: 'Vi fik lige en abort før dig'. Der er 12-årige i danske skoleklasser, der er seksuelt aktive. De 14-årige er det i hvert fald. De er nødt til at forholde sig til abort, helt konkret, for at de ikke lader stå til og lader den løsning være bagstopper«.

Samme overvejelser ligger bag billedbogen »Idiot«. Den ligger i forlængelse af Kim Larsen og Erik Clausens sang »Vi er dem de andre ikke må lege med«.

»Det er en debatbog, hvor jeg stiller spørgsmålet: Er vi blevet så dygtige, at vi kan lave fejlfri mennesker? Hvis vi flytter grænsen for abort fra 12 til 24 uger, er vi henne, hvor vi kan se, at fostrets negle ikke er helt i orden, eller at der er hareskår. Der er folk i dag, der får fjernet børn, fordi de har hareskår! Min første kæreste havde hareskår, og hun er en af de smukkeste piger, jeg nogensinde har kendt. Det kan godt være, at jeg går for at være avanceret og venstreorienteret og alt det der. Men da jeg begyndte at beskæftige mig med det, tænkte jeg: Jamen, der er jo liv! Vi slår faktisk nogen ihjel, i hvert fald når de er 12 uger. Jeg tager ikke stilling til, om der skal være adgang til abort eller ej. Jeg siger bare: Hvad nu, hvis der er en tanke? Og hvad er det, aborterne i historien ønsker sig, når de siger, at de gerne 'vil være nogen'? Hunden, de mødes på, ved godt, hvordan det ville være gået nogle af dem«, siger Ole Dal­gaard, hvis fortællestemme Oscar K. i øvrigt er en hund.

Men hvorved adskiller »De skæve smil« sig så fra de didaktiserende bøger, som du ikke altid har været så begejstret for, når du har skrevet om børnelitteratur?

»Det er mit mål, at mine bøger skal være mere komplekse. At de bliver lidt som sæbe, som man aldrig helt kan få fat på. Det kan godt være, at der en dag kommer nogen, der siger, at de har den fuldstændige og udtømmende tolkning, som der er konsensus om. Det vil jeg dog tvivle på . Man kan formentlig behandle bogen på mange måder og lave mange tolkninger. Der er mange temaer: Gensplejsning. Svigtede piger, der i det ene øjeblik ruller ned ad skrænten med en ung mand, og i næste øjeblik er han væk. Børn, der gerne vil være lykkelige og kloge. Men hvad vil de bruge deres klogskab til?«

»Intertekstualitet kan man også arbejde med. Læs Lagerkvists tekst for eleverne. Eller 'Historien om en moder', som historien også bygger på. Syng 'I en seng på hospitalet', som der også henvises til. 'Prædikerens bog' siger noget om, at det for nogen måske er bedre aldrig at være blevet født.

Og så kan man opdage en masse i samspillet mellem billede og tekst«.

Hvem henvender bogen om aborterne sig til? Er det de 12-årige piger, der er på vej til at blive seksuelt aktive, du skriver en billedbog til?

»Jeg skriver til dem, der vil læse den. Jeg skriver aldrig på omslaget 'Fra otte til tolv år' eller lignende, for det er en fuldstændig vanvittig opdeling. Jeg tænker altid på børn, når jeg skriver. Men om de lige forstår det eller ej i første omgang, det er ikke så vigtigt for mig. Det vigtige er, at de arbejder med en tekst. At de gør sig umage for at forstå det. Jeg synes ikke, det er en udfordring for et barn at læse en bog, der handler om en kat, der sidder oppe i et træ, og nu skal vi have den ned igen, så vi får fat på en stige, og så er den bog slut. Børn er rigtige mennesker, ikke tomme kar, der skal fyldes op, så de efterhånden kan blive som de voksne!« |

Kontak


De bedste? Hvilke nulevende danske børnebogsforfattere kan betragtes som de bedste?


Mange inden for det børnelitterære univers vil formentlig afvise at svare på et sådant spørgsmål, fordi de finder det umuligt på den måde at sammenligne meget forskellige forfattere, og fordi de generelt er imod den form for rangering.

Problemet er blot, at de selv samme personer – ikke mindst lærere, pædagoger og bibliotekarer, men også anmeldere og forskere – i deres dagligdag hele tiden er tvunget til at vælge og fravælge, både når det gælder enkeltværker og forfatterskaber, hvorved de alligevel enten i situationen eller over en periode kommer til at opstille deres egne lister. Anmeldere er dertil ofte tvunget til at rangordne gennem tildeling af stjerner eller hjerter på en 5- eller 6-delt skala.

Tydelige er disse valg, som fører til rangordning, når forskere skriver fx leksikalske eller litteraturhistoriske værker. For hvem skal med, og hvem skal ikke med? Der er under ingen omstændigheder plads til dem alle. Og ser vi på de valgte forfatterskaber, hvilke skal så i den leksikalske artikel omtales på 100 linjer, 50 linjer eller 10 linjer. Alle, der har bidraget til sådanne værker, ved, hvad det drejer sig om: rangordning.

Selv har jeg i en årrække været i den situation, at jeg skulle vælge – både enkeltværker og forfatterskaber, fx da jeg sammen med Kari Sønsthagen skrev Leksikon for børnelitteratur (2003), da jeg skrev Historien om børnelitteratur (2006) og senere Børnenes litteraturhistorie (2008) og endelig da jeg sammen med andre skrev Værker i børnelitteraturen (2010), hvori de 100 vigtigste værker i dansk børnelitteraturs historie omtales grundigt i hver sin artikel. Dertil skal lægges, at det var mig, der i 2004 igangsatte kanondebatten, som netop handlede om, hvilke forfattere eleverne skulle møde i skolen. Man kan roligt sige, at jeg har brugt de seneste 6-7 år til at rangordne dansk børnelitteratur, både værkerne og forfatterne.

Så jeg ser ikke noget problem i at svare på det stille spørgsmål: ”Hvilke nulevende danske børnebogsforfattere kan betragtes som de bedste?” Jeg håber gennem dette oplæg, som munder ud i udvælgelsen af 12 forfattere, at igangsætte en debat, som forhåbentlig mange vil deltage i. Pointen er selvfølgelig, at det ikke er selve resultatet – listen med de 12 forfattere – som er det vigtigste, men diskussion, som fører til udformningen af listen. Mit gæt er, at man – hvis man valgte ti kendere af dansk børnelitteratur – nok ville få ti forskellige lister, men dog med mange (!) gengangere. Spørgsmålet er, hvor mange forskellige forfattere disse ti kendere ville vælge. Taler vi om 20, 25 eller måske flere?

Kriterier
En diskussion om hvilke værker og forfattere som er de vigtigste, bør tage udgangspunkt i opstilling af nogle kriterier:

- Hvilke forfatterskaber skal inddrages i diskussionen?
- På hvilket grundlag skal de vurderes?

Starter vi med vurderingskriterierne, arbejder jeg selv med tre krav: først og fremmest litterær kvalitet, men også udbredelse og betydning. Det er de samme krav, jeg arbejdede ud fra, da jeg opstillede mit forslag til børnelitterær kanon og senere kanon for den samlede folkeskole – læs mere herom i min bog Kanon – litteratur i folkeskolen (2004). Se også Gyldendals Kanon i dansk, som omfatter antologier til hele skoleforløbet fra børnehaveklassen til 3.g. Her har Nina Christensen, leder af Center for Børnelitteratur, og jeg udvalgt værkerne til 1.-6. klassetrin.

Når jeg taler om litterær kvalitet, tager jeg udgangspunkt i, at litteratur er ord-kunst. Et litterært værk skabes i og med sproget. Værket kan have alle de gode intentioner det vil, fx om at gøre børn til gode og lykkelige mennesker, og gøre sig alle tænkelige anstrengelser for at blive læst af en bestemt målgruppe. Men det afgørende er, hvordan disse og andre intentioner realiseres i det sprog, der skabes i. Mit udgangspunkt er i øvrigt,

- at et værks litterære kvalitet ikke afgøres af antallet af læsere,
- at et værks litterære kvalitet ikke afgøres af, hvem værket henvender sig til eller faktisk læses af, og
- at et værks litterære kvalitet ikke afgøres af, hvilken indvirkning det har på læseren.

Et værk, som sælges i 100.000 eksemplarer er dermed ikke nødvendigvis bedre end et værk, som sælges i fx 200 eksemplarer (det omvendte er heller ikke tilfældet!). Et værk, som er skrevet for og læses af voksne, er ikke nødvendigvis bedre end et værk, som er skrevet for og læses af børn. Og et værk, som skrives med henblik på at ændre samfundet eller vække til eftertanke er ikke nødvendigvis bedre end et værk, som skrives for at more læseren.

Når jeg taler om udbredelse, betyder mange solgte og læste eksemplarer ikke, at værket er hverken bedre eller dårligere end andre værker, jf ovenstående. Men et værks udbredelse vil ofte have indflydelse på, om det bliver en klassiker. Bruger vi klassikerbegrebet, plejer man at sige, at forudsætningen for at et værk kan kaldes en klassiker er, at det både har høj litterær kvalitet og har vundet udbredelse. Udbredelse vil oftest signalere, at mange værdsætter værket og tildeler det en eller anden form for kvalitet.

Når jeg taler om betydning, handler det om, at nogle værker i litteraturens historie har fået en plads i historien i kraft af, at de fx satte en debat i gang, enten om samfundet eller om litteraturen. Eksempler herpå blandt børnebøger er Anne Holms David (1964) og Bent Hallers Katamaranen (1976). Begge disse værker er således med i den omtalte bog Værker i børnelitteraturen, ikke på grund af deres litterære kvaliteter (selvom de også i nogen grad har sådanne), men fordi de har sat sig spor gennem den debat om børnelitteratur, som de rejste.

Når vi taler om rangordning, dvs. opstilling af lister over ”de bedste”, kunne man i stedet for forfatterskaber have valgt at rangordne værker, dvs. opstillet en liste over de bedste nyere danske børnebøger. Diskussionen om rangordning af værker eller forfatterskaber havde man også under kanondebatten efter 2004. Her endte man med – i den kanon, som blev udarbejdet til folkeskolen og gymnasiet – at vælge forfatterskaber. Det samme har jeg gjort, selvom det andet altså i høj grad er en mulighed.

Forfattere og fortællere
Ud over de omtalte kriterier med hovedvægten på litterær kvalitet, har jeg i og med udarbejdelsen af mine lister opstillet følgende krav:

- forfatterne skal være nulevende
- de skal være aktivt skrivende
- de skal have en vis produktion.

En forfatter som Cecil Bødker ikke er taget med, fordi der er udkommet ganske få værker i de seneste mange år. Men ser man bort herfra, ville hun i kraft af sin Silas-serie være berettiget til en plads på en liste over nutidige forfattere.

Med er heller ikke forfattere til voksenlitteratur som Klaus Rifbjerg og Svend Aage Madsen, selvom i hvert fald sidstnævnte kunne være en oplagt mulighed til en plads på en top-12- eller i hvert fald top-20-liste. Begge har nemlig en begrænset produktion af børnebøger, og ingen af dem har skrevet børnelitteratur i de senere år.

At forfatterne skal have en vis produktion, betyder, at forfattere til kun et enkelt eller ganske få værker ikke er med på listen. Det udelukker talenter som Sanne Munk Jensen, Mette Moestrup, Kim Langer, Anita Krumbach og Manu Saureen, som har skrevet et enkelt eller nogle få værker, som kunne gøre dem fortjent til en plads på en liste over de bedste nyeste værker.

Dertil er det min opfattelse, at det kan være hensigtsmæssigt i nogle sammenhænge at skelne mellem forfattere og fortællere, selvom det på ingen måde er noget let skel at arbejde med. Med fortællere mener jeg forfattere, som er tæt knyttet til en mundtlig og episk fortælletradition, hvor mytisk og historisk stof ofte spiller en vigtig rolle. Mange fantasyforfattere synes at have rod i en sådan fortælletradition. Gode danske eksempler på fortællere er Lars-Henrik Olsen, Josefine Ottesen og på mange måder også Dennis Jürgensen, som ofte optræder som en af børnenes foretrukne forfattere i læsevaneundersøgelser, sikkert fordi børn i højere grad end jeg lægger vægt på selve fortællingen. Når skellet er svært at fastholde, skyldes det selvfølgelig først og fremmest, at fortællerne jo også er forfattere i den forstand, at de nedskriver og får udgivet deres fortællinger, og at de fx kan være medlem af en forfatterforening og på lige fod med andre forfattere modtager bibliotekspenge for de – ofte mange – bøger, de har stående på bibliotekerne.

Skellet bliver ikke lettere at håndtere, når det tages i betragtning, at flere forfattere, som skriver med en tydelig kunstnerisk intention, og som i høj grad skaber værkerne i sproget, også i nogle af deres værker viser sig som bredt fortællende. Det gælder ikke mindst Lene Kaaberbøl, men også fx Bent Haller og Bjarne Reuter.

På trods at besværet med at skelne mellem forfattere og fortællere, har jeg valgt at gøre det og ikke medtage udprægede fortællere på min liste over de bedste forfattere, hvis disse ikke samtidig har skrevet værker af høj litterær kvalitet. For mig har denne sætning altså gyldighed: ”Værket er ikke stor litteratur, men det er en god historie, der fortælles.” Stor tvivl har jeg haft vedrørende Josefine Ottesen (som ikke optræder på min liste), især efter udgivelsen af Golak, det første bind i en planlagt trilogi, som modtog Kulturministeriets Børnebogspris for 2008.

De 12 bedste
Efter disse overvejelser skal min liste over de 12 bedste, nulevende og aktivt skrivende danske børnebogsforfattere med en vis produktion bag sig offentliggøres:

Bent Haller
Bjarne Reuter
Kim Fupz Aakeson
Cecilie Eken
Christina Hesselholdt
Louis Jensen
Oscar K. og Dorte Karrebæk
Bodil Bredsdorff
Hanne Kvist
Lene Kaaberbøl
Kenneth Bøgh Andersen
Ina Bruhn

Den opmærksomme læser vil bemærke, at forfatterne ikke er opført alfabetisk. De er imidlertid heller ikke opført tilfældigt. Oprindeligt ville jeg lave en egentlig rangliste, startende med nr. 1, dernæst nr. 2 osv. Den rækkefølge har jeg her fastholdt, men er dog så meget i tvivl om de enkelte forfatteres nøjagtige placering på listen, at jeg nu afstår fra nummereringen.

Så meget af den oprindelige rangliste er der dog tilbage, at de nederst placerede forfatter er valgt efter at andre, som har været inde i mine overvejelser, ikke er kommet med, men ville være på en liste over de fx 20 bedste forfatter. Først og fremmest gælder Peter Mouritzen, som har modtaget alle de største børnelitterære priser, og hvis produktion er meget stor. Men den er også meget ujævn med kun få markante værker; Dødningedukken (1993) skal fremhæves. Blandt andre forfattere, som var inde i overvejelserne, er Jakob Martin Strid, Anders Johansen, Martin Petersen og Mats Leten, hvor sidstnævnte har skabt noget originalt og meget læst for helt små børn. Også Gerd Rindel har været inde i billedet i kraft af hendes bedste værker.

Til listen over de 12 forfattere skal tilføjes yderligere nogle kommentarer:

Bjarne Reuter har skrevet betydeligt mindre i de senere år end tidligere, og de vigtigste af hans værker ligger nogle år tilbage. Så jeg kunne have ladet ham stå i en midterposition, ligesom det er tilfældet med Cecil Bødker. Lene Kaaberbøl kan uden problemer karakteriseres som fortæller, men jeg ser hendes Skammeren-serie som så meget ord-kunst, at hun skal med på listen.

Når både forfatteren Oskar K. og illustratoren Dorte Karrebæk er taget med, skyldes det deres meget tætte samarbejde om nogle meget originale børnebøger. Det skal bemærkes, at Dorte Karrebæk selv har skrevet god og prisbelønnet litteratur for børn. Illustratorer er i øvrigt ikke med på listen, men der kunne uden problemer også laves en liste over de bedste nulevende illustratorer med bl.a. Ib Spang Olsen, Lilian Brøgger, Dorte Karrebæk og Cato Thau-Jensen blandt de ti første.

Mange vil sikkert savne Flemming Quist Møller på listen, men hans produktion er i denne sammenhæng for begrænset. Havde jeg lavet en liste over de 12 eller 20 bedste børnebøger, skrevet af nulevende forfattere, kunne hans debut Cykelmyggen Egon fra 1967 meget vel være kommet med.

Ældre litteratur
Da kanondebatten gik i gang i 2004, valgte jeg i første omgang at pege på tyve børnelitterære værker udgivet før 1950, som jeg mente, at alle, der arbejdede med børnelitteratur i deres dagligdag, typisk lærere, pædagoger og bibliotekarer, burde kende. Skulle jeg i dag vælge ikke værker, men forfatterskaber, ville antallet af forfattere ikke blive stort, selvom jeg valgte at inddrage alle afdøde forfattere helt op til i dag, især ikke hvis jeg – som det er tilfældet med de nulevende forfattere ovenfor – insisterede på, at forfatterskabet skulle omfatte et vist antal titler af meget høj kvalitet. Listen ville blive på seks forfattere, rangordnet på denne måde:

1. H.C. Andersen
2. Ole Lund Kirkegaard
3. Halfdan Rasmussen (oftest med Ib Spang Olsen som illustrator)
4. B.S. Ingemann
5. Egon Mathiesen
6. Thomas Winding

Ud over disse er der flere forfattere fra 1800-tallet, som har skrevet et enkelt eller nogle få børnelitterære værker, som har haft opnået klassikerstatus: Christian Winther, H.V. Kaalund og Brødrene Krohn. Dertil kan lægges Carit Etlars Gøngehøvdingen (1853), som oprindeligt er skrevet for voksne.

Går vi til perioden fra 1900 til ca. 1950, domineres den af romaner, men der kommer også flere vigtige billedbøger. For romanernes vedkommende gælder, at de havde meget stor gennemslagskraft – bøger med omkring eller mere end 100.000 solgte eksemplarer var ikke en sjældenhed – men generelt lav litterær kvalitet. Mette Winge karakteriserer i sin doktordisputats Dansk børnelitteratur 1900-1945 – med særligt henblik på børneromanen (1976) med rette denne litteratur som ”nøjsomshedprosa”. Betydelig fortællekraft var der dog hos Torry Gredsted, A. Chr. Westergaard, Maria Andersen og Etrid Ott. Fra 1967 skal fremhæves Massa Peter af Preben Ramløv.

Blandt de bedste billedbøger fra perioden 1900-1950 kan nævnes Suzanne Larsens Den uartige Caroline (1929), Hans Kirk og Arne Ungermanns jørgens hjul (1932), Jens Sigsgaard og Arne Ungermanns Palle alene i verden (1942) og Kamma Laurents og Storm P.s Spørge-Jørgen (1944). Andre illustratorer er Ib Spang Olsen og Egon Mathiesen, hvor sidstnævnte også skrev tekst til sine bøger og optræder på listen ovenfor.

Afsluttende bemærkninger
Som tidligere nævnt: Hvis man forestillede sig, at 10 forskellige personer med stor viden om børnelitteratur blev sat til at lave hver deres liste over de bedste nulevende og aktivt skrivende forfattere, ville listerne være forskellige, men der ville også være mange gengangere. Lavede man ud fra disse ti tænkte lister én samlet liste, hvor de øverst placerede forfatter var dem, som flest havde nævnt, så ville en stor gruppe forfattere opnå mange ”stemmer”, fordi de optrådte på langt de fleste lister, ligesom der ville være en del, som kun blev nævnt af en enkelt eller to. Uenigheden om listernes sammensætning ville dels skyldes forskellige kriterier for valg af forfattere, dels forskellige opfattelser af, hvad der gemmer sig i begrebet ”kvalitet”.

Hvis man forestillede sig at lave en liste over de mest solgte forfattere, ville listen også se anderledes ud, uanset om man sammentalte alle bøgers samlede oplagstal (her ville forfattere med mange titler selvfølgelig få en fordel) eller valgte at rangere efter bøgernes gennemsnitlige oplagstal. Det skal understreges, at flere af forfatterne på min liste har haft et stort salg, hvilket bl.a. viser sig deri, at de modtager mange bibliotekspenge. Syv ud af de 12 forfattere modtager mere end 200.000 kr. om året.

Jeg er ikke i tvivl om, at den opmærksomme læser bag mine overvejelser og faktiske valg af forfattere, herunder min diskussion af forskellen mellem fortællere og forfattere, vil kunne aflæse et litteratursyn, som vægter ”det litterære” meget højt. Og sådan er det helt sikkert også. Det ”litterære” udelukker dog, som nævnt, ikke meget solgte forfattere som fx Bjarne Reuter og Bent Haller. Jeg ser altså ikke nogen modsætning mellem salgsmæssig succes og stor litteratur.

 

Besøg på mit imaginære bibliotek - Dansk prosa 2003 med kant


Hvis jeg nu havde et bibliotek og frie hænder, hvem ville jeg så, helt efter egen lyst, invitere på besøg? Det spørgsmål stillede jeg mig selv, da jeg sad med den forholdsvis lille bunke af dansk kortprosa og et par af de mere uregerlige danske prosaværker, der er årets bidrag til vores litterære arv.


Oscar K. er en maske. En maske, som skjuler forfatteren til romanen Vejen til Vemb, Ole Dalgaard. Det er lykkedes ham at skabe så meget mystik omkring sig selv, at forlaget Politisk revy på flappen til romanen kan profitere af det ved at sige, at hans identitet stadig er én der gisnes om. Så vidt jeg har forstået, er Oscar K. (K´et skulle stå for Klapøre) navnet på forfatterens hund, og forfatteren er, som de så vittigt skrev i Politiken, ikke andet end sekretær for en tæppetisser. Oscar K. har en større produktion af børnebøger bag sig, og i 2002 udkom en rejsebog, skrevet som en hyldest til filosoffen Walter Benjamin. Vejen til Vemb er hans første roman. Det er en meget løs og antydende fortælling, ikke uden charme. Kort fortalt handler den om Oscar K. der ankommer til sin barndomsby Vemb, hvor han har arvet grandfætter Erlings hus. Med huset følger en døvstum, meget smuk kvinde. Der bliver ikke fortalt meget, men antydet. Og der dukker mærkelige kufferter op i Erlings hus, som viser at Erling har haft et skjult liv, et liv, der handlede om japansk poesi og ikke mindst om japansk kærlighed, herunder også en mere sadomasochistisk af slagsen. Der lurer mange dulgte perversioner og passioner i huset i Vemb. Og som læser hænger man på, for man må bare vide, hvad der gemte sig i Erlings sorte kufferter.


Barnelitterære ensyklopedier


Det synes noe underlig at det under oppslagsordet ’encyklopædi’ i det danske Leksikon for Børnelitteratur (2003) ikke blir gitt eksempler på barnelitterære ensyklopedier. Her kunne både Johan Amos Comenius’ Orbis Sensualium Pictus [1] (1658), Johann Bernhard Basedows Elementarwerk (1770-1774) og bøker av typen Verden omkring oss [2] (1955) eller Aschehougs juniorleksikon [3] (2003) vært nevnt. I tillegg, og som en særlig utfordring vil jeg tro, finnes det en type barnelitterære tekster som presser både rammene for og forståelsen av hva en ensyklopedi kan eller skal være. Nyere eksempler på dette er Ragnar Hovlands Verdt å vite [trur eg] (2002) som forklarer seg selv som ”ei oppslagsbok for unge i alle aldrar om kva som er verdt å vite i livet”. Men også Jean-Bernard Pouy, Serge Bloch og Anne Blanchards L’Encyclopédie des cancres des rebelles et autres génies [4] (2006), som vant BolognaRagazzi Award i 2007 for beste ”Non Fiction”.

I denne artikkelen skal jeg, med utgangspunkt i den danske boken Børnenes Ænsyklopædi, se nærmere på noen strukturerende trekk ved nyere ensyklopedier eller kunnskapsbøker for barn og unge. I undersøkelsen vil jeg i tillegg til boken e.encyclopedia (2006) trekke inn de alt nevnte bøkene Aschehougs juniorleksikon og L’Encyclopédie des cancres des rebelles et autres génies for å tydeliggjøre hvordan disse trekkene turneres i nyere ensyklopedier for barn og unge. Jeg ser først på hvordan de ulike bøkene forstår seg selv som ensyklopedier og tar deretter opp ulike praksiser i forhold til kryssreferanser og valg av oppslagsord. Bøkenes illustrasjonsmateriale er også gjenstand for analyse og sist, men ikke minst, blir også graden av tekstenes entydig- eller flertydighet undersøkt nærmere.

Hva er en ensyklopedi?

Alt valg av skrivemåten for ordet ’ensyklopedi’, eller ’encyklopædi’ på dansk, i tittelen Børnenes Ænsyklopædi gir signaler om at denne utgivelsen er selvstendig og fritt tenkende. Ordet ’Ænsyklopædi’ er, om ikke et nonsensord, så i hvert fall et ord som ikke er å finne i Den Danske Ordbog. Med denne tittelen kan altså redaktørene stave seg bort fra ordboksdefinisjonene av ordet ’ensyklopedi’. Det vil si gi uttrykk for at Børnenes Ænsyklopædi ikke riktig er å forstå som et

opslagsværk som giver en oversigt over den samlede viden inden for et bestemt el. samtlige fagområder • især i form af et bogværk med alfabetisk ordnede artikler der behandler stoffet i afrundede helheder (Den Danske Ordbog)
Boken gir verken oversikt, samlet viten eller behandler sitt stoff i avrundete helheter. Men den har samlet og ordnet en mengde oppslagsord, og gjort skjønnlitterære, definitoriske, essayistiske, og visuelle tilnærmelser til en utvidet, endret eller ny forståelse av disse ordene. Noen ord gis det også flere bud på. Dette gjelder for eksempel ord som død, Gud og røv, men også ordet ænsyklopædi. Og selv om baksideteksten påpeker at dette ikke er ”et rigtigt leksikon”, kan det å studere oppslagsordene ’Ænsyklopædi 1’ og ’Ænsyklopædi 2’ kanskje få betydning for måten man oppfatter boken på. Hanne Kvists tekst til ’Ænsyklopædi 1’ kan sies å være delt mellom en kritisk definitorisk del og en illustrerende eller eksempelorientert del. Første setning er en tilnærmet standarddefinisjon: ”En Ænsyklopædi er en bog, som fortæller om alle ting i verden på en grundig og klog måde”. Men alt i neste setning vrir forklaringen seg unna og går over i en mer problematiserende dialog med leseren:

Problemet med en Ænsyklopædi er, at hvis alle ting i verden skal stå i den, så bliver Ænsyklopædien større end hele verden. Derfor snyder man. Hvis man vil fortælle om myrer, fortæller man ikke om ALLE myrer i hele verden. Man nøjes med at fortælle om en typisk og helt almindelig myre, selv om det selvfølgelig er noget vrøvl, for alle myrer er jo særlige og helt specielle. Sådan en myrehistorie her ville for eksempel aldrig stå i en Ænsyklopædi:
På ny gjør teksten et omslag og leseren kan nå stifte bekjentskap med en maur ved navn Otto. Det meste som fortelles om denne mauren vil man ikke kunne lese i bøker av typen Barnas bok om insekter. For Otto er overtroisk, har sett et stjerneskudd og ønsker seg kanskje en ”safarirejse til Afrika for at se på myreslugere”. Oppslag 1 om hva en ’ænsyklopædi’ er, demonstrerer selv hva man kan vente seg at Børnenes Ænsyklopædi er for en slags oppslagsbok. Her er både forklaring, forvrengning og forvirring.

Teksten til ’Ænsyklopædi 2’ er mindre faglig generell og mer personlig essayistisk. Her tar Tea Bendix for seg forholdet mellom ensyklopedien som kunnskapskilde og ensyklopedien som fortapelse:

Hvis du har et leksikon og en far i huset, så ved du, at der er visse ting, man skal passe på med at sige. Du skal endelig ikke sige et svært ord eller et ord, der kommer fra et andet land. For pludselig har han rejst sig. Han bakser og rumsterer, og så kommer han tilbage med en kæmpemæssig bog. Stor som et hus. Sønneke, du har fat i noget dér, det må vi til bunds i, siger han og dykker ned i bogen. Helt væk. Forvandlet. Hallo.

Siden L’Encyclopédie des cancres des rebelles et autres génies kun har egennavn som oppslagsord og slik likner en samling minibiografier eller portretter, er det ikke å forvente at ’ensyklopedi’ skal være et eget oppslagsord i boken. Forordet bestemmer boken som et portrettgalleri, altså en utstilling eller oppstilling leseren kan vandre rundt i. Det er derimot verdt å legge merke til at verken e.encyclopedia eller Aschehougs juniorleksikon har ord som ’ensyklopedi’ eller ’leksikon’ som oppslagsord eller som indeksord. Likevel vil man kunne finne innslag av refleksjon og selvforståelse i forhold til hva en ensyklopedi eller et leksikon kan være. I Aschehougs juniorleksikon innledes redaksjonens forord med en presisering av at leksikonet i første rekke er ”beregnet for barn i alderen 9-14 år, men egner seg som et lettlest oppslagsverk for alle som vil ha lett tilgjengelige kunnskaper i kortfattet form”.

Boken e.encyclopedia mangler forord, men har i stedet en tosiders leserinstruksjon, ”How to use the e-links”, som forklarer hvordan forholdet mellom boken og nettstedet Google fungerer:

The e.encyclopedia has its own website, created by DK [dvs. forlaget Dorling Kindersley] and GoogleTM. When you look up a subject in the book, the article gives you key facts and displays a keyword that links you to a wealth of extra information online. Just follow these easy steps.


Kanskje er det slik at denne boken forstår seg selv mer som et nettsted enn som bok? Den femtrinns ordnete leserinstruksjonen om hvordan man skal gå fram for å forbinde boken med nettet er rik på ikoner, piler og eksempler på oppslag. Vi kan også merke oss at mens Børnenes Ænsyklopædi hevder at en ensyklopedi ”er en verden i sig selv”, så er det ifølge e.encyclopedia utenfor boken at kunnskapens rikdom, eller rike, finnes. Hva angår målgruppe, så noteres det i baksideteksten at boken, og nettsidene, rommer ”[e]verything you need for school projects and homework”. Altså skoleelever som ønsker å oppnå den kunnskap skolen etterspør.

Med L’Encyclopédie des cancres des rebelles et autres génies forholder det seg nærmest motsatt. Boken har ingen oppgitt aldersbegrensning, men er tilegnet "alle de som, en gang, har sittet og drømt bakerst ved radiatoren" [5]. Innholdet tar også mål av seg å fylle hullene i den kunnskap skolen vanligvis har formidlet om de personene som portretteres i boken. I dette har boken likhetstrekk med Børnenes Ænsyklopædi. I bøker som dette møter leserne ikke-kanonisert kunnskap formidlet ved hjelp av utfordrende litterære grep.

Kryssreferanser og krumspring

Henvisningen eller kryssreferansen er ensyklopediens nav. I ensyklopediens ’sirkel av instruksjoner’ (enkyklios paideia) er det henvisninger og kryssreferanser som holder teksten eller lesningen i bevegelse [6]. Det som forklares krever nye forklaringer og alt man møter av stort og smått i hverdagen kan man søke kunnskap om i et oppslagsverk. I Tea Bendix’ ensyklopedi-tekst er de evige henvisninger og oppslag i ferd med å lenke henne til boken:

[…] snart var jeg helt væk. Jeg læste om trapper, trøske og tæv. Og hver gang jeg rejste mig for at gå ud, så bemærkede jeg for eksempel, at der stod bouteille på vinflaskerne, og så gik jeg tilbage, og slog også det op.


Hva er det så som gjør at man står i fare for å fortape seg i kryssreferanser, for å bli ”helt væk”? Hva er det man kan finne og hva er det som kan føre en vekk og vill? Børnenes Ænsyklopædi inneholder 209 oppslagsord ordnet i alfabetisk rekkefølge og til alle oppslagsord hører minst én henvisning. Starter man med bokens første oppslagsord ’Aftenkjole’ og følger henvisningen knyttet til dette, er man ganske snart, via ’Catwalk’>’Kjole’ og ’Sweater’ i gang med å lese om ’Kaktus’, ’Trold’ og ’Redningsaktion’. Som i tilfellet med alle ensyklopedier og oppslagsverk av denne typen, er det friheten til å gå inn i teksten hvor som helst og spenningen, gleden eller overraskelsen ved å følge de tankemessige og språklige krumspring henvisningene legger opp til, som gir lesningen verdi. Denne lesemåten er noe Tove Krebs Langes forsideillustrasjon gir tydelige signaler om. En liknende illustrasjon møter leseren i forbindelse med oppslagsordet ’Laborantlabyrint’ som også er det oppslagsordet det henvises til i ’Ænsyklopædi 2’. Ikke bare tekstene, også illustrasjonene peker mot og leker med hverandre.

Mens e.encyclopedia er basert på en henvisnings- eller hyperteksttenkning, som med få museklikk fører deg vidt av sted, så begrenses eller styres henvisningene i Aschehougs juniorleksikon i større grad innenfor bokens egne rammer gjennom bokser med overskriften ”Les mer om”. På alle oppslag finnes det likevel nettadresser til videre utdyping. Samarbeidet mellom e.encyclopedia og Google har ført til en viss styring av lenkene i retning av at nettoppslagene skal være relevante for målgruppen. I Aschehougs juniorleksikon tas det ”forbehold om at enkelte linker kan ha blitt lagt ned etter at redaksjonens arbeid ble avsluttet” [7]. Her har altså ikke redaksjonen eller forlaget styring med hvor lenkene i vid forstand kan føre leseren hen. Når det gjelder valg av oppslagsord (Aschehougs juniorleksikon) og søkeord (e.encyclopedia), så preges det av tematisk nærhet til emnet lenken går fra. Slår man opp på ’Danmark’, blir man tipset om å lese mer om ’Færøyene’, ’Grønland’ og ’Nordens historie’, og slår man opp på ’Theatre’ i e.encyclopedia, finner man henvisninger til oppslag om ’stage’, ’tragedy’ og ’comedy’ i boken og til søkeordet ’drama’ i den elektroniske ressursen. Igjen ser vi at det er den franske L’Encyclopédie des cancres des rebelles et autres génies som har mest til felles med Børnenes Ænsyklopædi. Riktignok inneholder den ingen henvisninger, men oppslagene er utstyrt med egne margnotater, eller marginalia av ulik karakter. Det kan være korte faktanotiser om liv og verk eller det kan være sitater og mer kuriøse opplysninger.

Entydig eller utfordrende. Om illustrasjoner og tekst

I likhet med mange andre ensyklopedier er Børnenes Ænsyklopædi redigert av et knippe mennesker, mens tekstene til de ulike oppslagsordene er skrevet, og/eller illustrert, av mange forskjellige. Redaktørene for boken er illustratørene og barnebokforfatterne Tea Bendix og Hanne Kvist og forlagsredaktøren Elin Algreen-Petersen. Alle tre har levert egne bidrag til boken. I tillegg har de med seg 60 andre barnebokkunstnere. Noen av oppslagsordene utlegges både i tekst og bilde, noen bare som tekst, mens hele 75 av bokens oppslagsord utlegges kun visuelt i form av tegninger, trykk, montasjer eller installasjoner. For eksempel utlegges oppslagsordet ’Mor’ over et helt oppslag med en tegning (signert Kirsten Raagaard) av en kjempestor, liggende purke som dier hele femten små grisunger. Eller ordene ’Butik’, som utlegges med en av Julie Kyhls mange morsomme og detaljrike raritetskabinetter. Ideen med kun å illustrere over en tredjedel av oppslagsordene er både original og mulig å knytte opp til noe av det som gjorde Denis Diderots og Jean le Rond d’Alemberts Encyclopédie (1751) så spesiell, nemlig de mange plansjene som ledsaget oppslagsordene.

Vanligvis skal ensyklopedienes plansjer og illustrasjoner demonstrere og forklare. Slik er det også med illustrasjonsmaterialet i Aschehougs juniorleksikon og e.encyclopedia. Mens kanskje så mye som 95 % av illustrasjonene i e.encyclopedia er fotografier av for eksempel representative dyr, planter, objekter, mennesker og deres handlinger, så er illustrasjonene i Aschehougs juniorleksikon atskillig mer varierte. I tillegg til fotografier, finner vi her mange fagdetaljerte tegninger av dyr og planter slik vi kjenner disse fra botanikk- og zoologibøkene. Dessuten tegninger som illustrerer situasjoner og mennesker i handling (”Roma blir plyndret”), kart over landområder og modelltegninger (”Slik beveger bølgene seg” eller ”Innsjøens livsløp”). Selv om hvert enkelt oppslag i begge disse bøkene er preget av at bildematerialet er mer eller mindre fritt distribuert på sidene, er det vanskelig å snakke om oppslagene som reelle montasjer eller collager. Det oppstår sjelden kontraster eller friksjon mellom de ulike bildene eller mellom bildene og teksten. Det gjør det derimot både i L’Encyclopédie des cancres des rebelles et autres génies og Børnenes Ænsyklopædi. I den franske ensyklopedien er det Serge Bloch som har hatt ansvaret for å utforme portrettene av de biograferte personene. Portrettene benytter et rikt formspråk der elementene som møter hverandre ofte skaper humoristiske eller underfundige kommentarer til den biografertes liv. Foruten disse hovedportrettene inneholder oppslagene også fotografier, ofte delvis bearbeidet, og dessuten eksempler på arbeid eller saker de biograferte er kjent for, som bildet av Mona Lisa i forbindelse med oppslaget om Leonardo da Vinci.

Også illustrasjonene i Børnenes Ænsyklopædi åpner et rikere poetisk og humoristisk register enn entydige og avgrensende realitetsorienterte illustrasjoner. I tillegg til nevnte Julie Kyhl, står Rasmus Bregnhøi, Jon Ranheimsæter og Tea Bendix for flertallet av bokens illustrasjoner. Disse fire viser fram en viktig og utfordrende formmessig spennvidde. Mens Bendix’ tegninger ofte er duse og poetiske, og Bregnhøis er heller klassiske barnebokillustrasjoner (selv om de er rik på artige detaljer, som til ordet ’Feber’), så er Ranheimsæters illustrasjoner mer hardkokte, friske og overraskende, som til oppslagsordet ’Bang’ eller ’Hammer’.

På samme vis som illustrasjonene, er heller ikke flertallet av tekstene i Børnenes Ænsyklopædi opptatt av entydige definisjoner og forklaringer. Om lag 60 tekster kan karakteriseres som sakprosanære eller essayistiske, mens om lag 74 tekster mest av alt er skjønnlitterære fortellinger. Mange av fortellingene er både søte og morsomme og noen er mer groteske og vanvittige (som fortellingen til ordet ’Skrænt’ av Daniel Zimakoff). Det er Pablo Llambías som har skrevet flest tekster av denne typen i Børnenes Ænsyklopædi. Hans kjennemerke er den personlig forankrete sanselige minitayren, som til ordet ’Plaster’: ”Jeg har brækket benet. Det var næsten gået af. En bil var kørt hen over det. Nu har jeg plaster på. Når benet er vokset sammen, vil jeg bruge plasteret igjen. Jeg vil save min lillebrors hånd af, så kan han prøve plasteret på. >> se også Sav”. Eller til ’Lomme’: ”Det er dejligt at have bukselommer. Det er svært at få fingrene ned i dem. Jeg hader de her bukser, fordi der ikke er noget bælte i dem. De falder ned. Jeg bliver nødt til at have fingrene i lommerne for at holde bukserne oppe. Jeg ville ønske, jeg havde fået bælte på. >> se også Kastanjer”.

Mest litterært utfordrende er etter min mening likevel de sakprosanære eller essayistiske tekstene. En av storleverandørene av slike tekster er Oscar K (synonym for Ole Dalgaard). Oscar Ks tekster kjennetegnes av en blanding av saklig knapphet, språklig humor og praktisk hverdagsorientering. Et talende eksempel er teksten til oppslagsordet ’Røv 2’ [8]. Der tar Oscar K mål av seg å belyse mange av de språklige sammenhenger ordet røv opptrer i på dansk. Og det er mange. Teksten er derfor en praktisk orientering til de leserne som vil utvide sitt språklige register og unngå å være ”på røven”, det vil si ”ikke forstår de mange måder, røven omtales på”. Oscar K innleder med en avgrensning og presisering: ”Røv betyder egentlig hul, så det er noget pjat at sige røvhul”. Men ellers stilles ’røv’ i sammenheng med en rekke andre ord, som:

højrøvet (rank, fornem person, hvor røven sidder så højt, at den ser ned på folk), røv med ører (= hul med ører = dum). Luk røven (luk hullet = luk munden = ti stille), røven af fjerde division (allerbagest = nummer sjok), køre på røven (dvs. ingenting = uden billet = gratis, f.eks. i S-tog og busser).
At det nettopp er et hverdagsaktuelt, men neppe fornemt, ord som plukkes opp og turneres saklig og semantisk i to utfyllende tekster, gir kanskje også ekstra grobunn for en løssluppen humor. Ordet ’røv’ er nok ikke et alminnelig oppslagsord i ensyklopedier og leksikon for barn og unge. Det er derimot ’kamel’, ’Albert Einstein’ og ’skjelett’ og det kan derfor være interessant å peile på kryss og tvers i de omtalte bøkene og sammenlikne tekstene til oppslagsord som er felles.

Avklaring eller avledning

Oppslagsordet ’kamel’ finnes både i Børnenes Ænsyklopædi og i Aschehougs juniorleksikon. I førstnevnte består teksten kun av én setning. Den er i høyeste grad definitorisk og lyder: ”Den med to pukler. >> se også Dromedar”. I det hele kan vi si at i denne ene setning blir sannsynligvis det vanligste spørsmålet når det gjelder kameler besvart og vil derfor dekke de fleste kunnskapssøkende leseres behov når de slår opp på ’kamel’. At denne informasjonen, én eller to pukler, også er relevant i oppslaget i Aschehougs juniorleksikon, kommer tydelig til uttrykk ved at puklene omtales både i oppslagets hovedtekst og i en egen faktarute nederst i oppslagets venstre hjørne. Oppslaget i Aschehougs juniorleksikon omhandler ikke bare kameler, men også andre kameldyr som lama (kameldyr uten pukkel), alpakka, guanako og vikunja. Oppslagets hovedtekst omhandler zoologisk standardinformasjon om levested, utseende og nytte- eller bruksverdi. På oppslaget finner vi både fotografier og tegninger. Til tegningene hører det forklarende tekster. For eksempel viser en tegning et utsnitt av kamelens hode og har en strek fra øyet til en tekst som lyder ”De lange, tykke øyevippene beskytter øynene mot den stekende solen og de iskalde ørkennettene”. I tillegg til å forklare spesifikke trekk som den tykke pelsen, de lange beina og de brede føttene, rommer slike tekster også informasjon om kamelens fysiske omgivelser. Den store forskjellen på oppslagsbøker for voksne og oppslagsbøker for barn og unge har med dette forholdet mellom hovedtekst, illustrasjoner og forklarende sidetekster å gjøre. Mens hovedteksten, selve leksikonartikkelen, dominerer oppsett og styrer leseretningen i oppslagsverk for voksne, så er de ulike ”artiklene” i oppslagsverk for barn og unge preget av at stoffet er mye mer romlig distribuert og at leseretningen dermed i større grad overlates til leserens impulsive lesning.

Et viktig spørsmål i arbeid med den slags oppslag og tekster er selvsagt hvor oppstykket og fragmentert et oppslag skal være, og om det ikke også kan være behov for en viss kobling, utover selve oppslagsordet, mellom de ulike tekststykkene. Struktur, oppsett, orden, bokser, streker, illustrasjoner – alt trekker i leseren. Spørsmålet blir om hvert enkelt element trekker sterkt nok til at leseren kan ta for seg alle elementene, i sin egen personlige rekkefølge, eller om den overveldende mengden bare fører til at leseren beveger seg på overflaten: ser på bildene, leser førstelinjen eller fortaper seg i kryssreferansenes nettverk? Mens oppslaget om ’skeleton’ i e.encyclopedia inneholder tre ulike fotografier (to er databehandlete røntgenbilder) med varierende mengde tilhørende forklaringer, en innledende definitorisk tekst og tre enkeltavsnitt strukturert rundt hvert sitt spørsmål, består oppslaget til ’skelet’i Børnenes Ænsyklopædi av en enkel tekst og en tilhørende illustrasjon som ikke umiddelbart synes å ha noe med skjelett å gjøre – nemlig forsiden på boken ”Hvem Hvad Hvor” [9]. Begge artiklene åpner med en avklaring av fenomenet: ”The skeleton is the inner framework of bones that supports and gives shape to the human body” og ”Stativ der bærer os, når vi bliver gamle”. Oppslaget i e.encyclopedia tilbyr leseren ytterligere informasjon om benevnelser på skjelettets ulike deler og om beins styrke, vekst og konsistens. I Børnenes Ænsyklopædi trekkes leseren derimot inn i et barndomsminne om et skjelett til en rotte: ”Vi tog det med hjem og kikkede i Svens Fjerdingstads fars Hvem, hvad, hvor, som var sådan en bog med tegninger, som man kunne slå op i hvis der var noget, man ikke kunne finde ud af.” I boken stod det ikke noe om skjeletter, men mye om elektrisitet. ”[D]erfor glemte vi skelettet i Svends mors seng. Indtil om aftenen, hvor Svends mor begynte at skrige, så Svend blev helt elektrisk. På den måde hang det med skelettet jo alligevel lidt sammen med det med elektriciteten i Hvem, hvad, hvor.” En tekst som dette forteller leseren ikke bare noe om skjeletter, men også om det å finne ut noe om skjeletter. Om å søke kunnskap og om å la seg fascinere og avlede. En bok som Børnenes Ænsyklopædi fyller eller legger materiale til mange av de avsporingene lesning av oppslagsverk fører til.

Det å fylle hullene, eller følge fluktlinjene, i det tradisjonelle oppslagsverkets kunnskapsstoff har også vært ledetråden i arbeidet med L’Encyclopédie des cancres des rebelles et autres génies. Sammenlikner vi oppslaget om Albert Einstein i denne boken med oppslaget i Aschehougs juniorleksikon, ser vi at den første leder leserens oppmerksomhet mot ”den gamle bisarre typen, med bustete hår som rekker tunge på plakaten som henger i entreen” før det opplyses om at dette er Albert Einstein, ”et geni, en av de største fysikerne i historien”. Den øvrige teksten om Einstein er også preget av å bevege leserens oppmerksomhet mellom dette avvikende og uformelige ved Einstein og den strenge presisjon som er trengt inn i formelen E=mc2. Det bisarre eller outrerte har ingen plass i Aschehougs juniorleksikons oppslag. På alle de tre fotografiene av Einstein ser han rolig og seriøst arbeidende ut. Verken hovedteksten eller noen av sidetekstene og bildetekstene forteller om Einstein som avviker, kun at han som liten gutt var ”uvanlig nysgjerrig på alt omkring seg”. At dette også kan forstås som mistilpasset, i første omgang i forhold til skolen, men i neste omgang i forhold til vitenskapens paradigme berøres ikke i oppslaget.

Mange utgivelser av kunnskapsbøker for barn og unge ser ut til å være motivert av et ønske om å være til hjelp i skolearbeid og et supplement til lærebøkene. Det er bøkenes nytteverdi som betones. I bøkene finner leserne svar på de spørsmål skolen, og samfunnet, produserer. Bøker som Børnenes Ænsyklopædi og L’Encyclopédie des cancres des rebelles et autres génies stiller spørsmål ved hva som gir definisjonsmakt og utfordrer den etablerte forståelse av faktakunnskap og av hva som har verdi som kunnskap.

Vågal og løssluppen

I stedet for å gå veien om oppslagsordene ’Ænsyklopædi 1 og 2’ for å nærme seg boken Børnenes Ænsyklopædis forståelse av seg selv, er det fristende å slå opp på et annet ord, nemlig ’Vovehals’. For etter min mening er en utgivelse som dette nettopp et vågestykke. Skal man, ifølge boken, gjøre seg fortjent til betegnelsen ’vovehals’, må man først og fremst ”udtænke et vovestykke. Helst noget, som ingen har set før. […] Man bliver ikke en vovehals, fordi man bygger en faldskærm ud af et rullegardin og hopper ned fra carporten, eller bare går hen til en meget sulten løve. I sidstnævnte tilfælde er man nærmere skør i bolden”. Både Kvist, Bendix og Algreen-Petersen (Børnenes Ænsyklopædi) og Pouy og Bloch (L’Encyclopédie des cancres des rebelles et autres génies) har i høyeste grad uttenkt vågestykker ingen har sett før. Og de kan også det som er den store kunsten – ”at slippe godt fra sit vovestykke. Vovehalse, der kommer galt af sted, er der ingen, der gider se på”.

Og, som hertuginnen i Alice i eventyrland sier, av dette kan vi lære å våge mer. Noen barnelitterære samarbeidsprosjekter er selvsagt helt ok, men mange utgivelser framstår som nokså tradisjonelle antologier og oppslagsverk. Hvor er de norske samarbeidsprosjektene som utvider eller forstyrrer og definerer det barnelitterære feltet på nytt? Gode forlagsfolk, kulturpengeforvaltere, forfattere, illustratører og barnebokkunstnere, gå til frisøren og fiks ’røvbaldefrisuren’ [10].

Fotnoter

[1] For interesserte lesere anbefales den nyutgitte svensk-latinske utgaven av Orbis Sensualium Pictus fra 2006 med perspektivrike etterord av Hartmut Laufhütte, Markku Leinonen og Lars Lindstöm.
[2] Originalens tittel Odhams Encyclopaedia for Children.
[3] Originalens tittel Children’s Illustrated Encyclopedia.
[4] Tittelen kan oversettes med noe sånn som “Ensyklopedi over dovne rebeller og andre genier”.
[5] "À tous ceux qui, un jour, ont rêvé, au fond près du radiateur".
[6] I Encyclopaedias: Their History Throughout The Ages (1966) hevder Robert Collison at ordet ‘ensyklopedi’ første gang ble brukt i Paul Scalichs Encyclopaedia, seu Orbis disciplinarum (1559). Collison skriver også at den alfabetiske ordensmåten ble introduserte med verket Suda i 1080, men først for alvor tatt i bruk på 1700-tallet, og at kryssreferansen fant sin plass og form med Domenico Bandinis Fons memorabilium universi i 1410.
[7] Og det stemmer, flere av nettsidene boken har lenker til er i dag lagt ned.
[8] Kåre Bluitgen har skrevet teksten til ’Røv 1’, som er i samme gate som Oscar Ks, men litt mer omfattende.
[9] Teksten til oppslaget ’skelet’ er skrevet av Jens Blendstrup.
[10] Lurer du på hva ’røvbaldefrisure’ er, slå opp på ’Røv 1’ i Børnenes Ænsyklopædi.

Bang-Hansen, Odd (norsk utg.): Verden omkring oss, Damm 1955
Bendix, Tea, Hanne Kvist og Elin Algreen-Petersen (red.): Børnenes Ænsyklopædi, Gyldendal 2007
Bourne, Jo, Janet Sacks og Catherine Bradley (red.): e.encyclopedia, Dorling Kindersley 2006
Collison, Robert: Encyclopaedias: Their History Throughout The Ages, Hafner, 1966
Comenius, Johan Amos: Orbis Sensualium Pictus, HSL Förlag 2006 [1658]
Hovland, Ragnar: Verdt å vite [trur eg], Gyldendal 2002
Kaldhol, Bjarte (red.): Aschehougs juniorleksikon, Aschehoug 2003
Pouy, Jean-Bernard, Serge Bloch og Anne Blanchard: L’Encyclopédie des cancres des rebelles et autres génies, Gallimard Jeunesse 2006
Sønsthagen, Kari og Torben Weinreich: Leksikon for Børnelitteratur, Branner og Korch 2003


Vi skal bryde med de traditionelle forestillinger om børnelitteratur


Trods det, at der i Danmark udgives rigtig mange bøger for børn, og at børnelitteraturen indgår i en lang række institutionelle og private sammenhænge, er der meget få forskere, der beskæftiger sig fuldtids med børnebøger


Der udgives i Danmark knap 2.000 bøger for børn om året. I daginstitutioner har børnelitteraturen fået en større plads, siden der i 2004 blev indført krav om udarbejdelse af læreplaner. I folkeskolen er lærerne i danskfaget forpligtet til at undervise i børnelitteratur fra de helt små klasser. Folke- og skolebiblioteker indkøber et stort antal børnebøger og formidler dem til børn og voksne. Ud over de mange institutionelle sammenhænge, som børnelitteraturen indgår i, spiller børnebøger også en rolle i privatsfæren som udgangspunkt for roligt og hyggeligt samvær. Indirekte bliver læsningen også kilde til sprog-indlæring, socialisering og det første møde med æstetiske udtryk i form af tekst og billeder.


Trods det faktum, at der således i Danmark udgives endog rigtig mange bøger for børn, og trods det faktum at rækken af institutionelle og private sammenhænge, som børnelitteraturen indgår i, er lang, hersker der i brede kredse en meget snæver - for ikke at sige historisk - opfattelse af, hvad børnelitteratur er.


Ældre bøger


Går man ind i en dansk boghandel, vil man med meget stor sandsynlighed møde værker af forfattere som H.C. Andersen, Astrid Lindgren, Halfdan Rasmussen og Ole Lund Kirkegaard. Generationer af læsere har nydt disse bøger, og det vil fremtidige generationer sikkert også komme til. Problemet er blot, at hvis man ser på boghandlernes udbud, så fylder bøger af disse forfattere utrolig meget, og det er i høj grad disse ældre bøger, der refereres til, når man i bredere kredse diskuterer litteratur og tekster for børn. Årsagen skal ikke alene søges i boghandlernes trofasthed over for traditionen, men også i en blanding af omsorg for barnet og nostalgi hos forbrugerne: Man vælger det, man kender, det trygge, og det, man husker fra sin egen barndom. I den forbindelse er det mindre relevant, om bøgerne udkom for første gang for 30 eller 170 år siden.


Men man kan for underholdningens skyld drage en parallel til voksenlitteraturen. Hvad ville man som voksen læser sige til at komme ind i en boghandel, hvor størstedelen af hylderne var fyldt med bøger fra før 1968? Man ville vel undre sig og synes, at der manglede noget. Nogle få yngre, nutidige forfattere har bevæget sig ind på det bredere, private børnelitterære marked, men de, der beskæftiger sig fagligt med børnelitteratur, vil vide, at der er masser af ny litteratur, som er på niveau med klassikerne, og som samtidig har andre kvaliteter. Sproget ændrer sig, normerne i det omgivende samfund ændrer sig, fortællemåder ændrer sig, og synet på individet ændrer sig. I takt hermed ændrer litteraturen for børn sig også.


Sat meget skarpt op er traditionelle forventninger til børnelitteratur, at sproget skal være letforståeligt, fortællingens opbygning skal være enkel, bogen skal ende godt, hovedpersonen skal være et barn, der kan fremstå som et godt eksempel, tematikken skal kunne knyttes til den forventede barnelæsers hverdag, og i det hele taget skal bogen entydigt rette sig mod børn. Udgangspunktet for sådanne bøger er, at barnet er et væsen, man skal tage hensyn til, og det er den voksne forfatter og formidlers ansvar at gøre dette. Der udkommer en lang række bøger også i dag, der opfylder disse krav, og mange af dem er gode og interessante bøger.


Skal udfordres


Der udkommer imidlertid også en række bøger, der indirekte bygger på, at barnet er et robust og selvstændigt tænkende væsen, der i forhold til litteratur skal udfordres. Forfatteren Thomas Winding har udtalt:


"Inden i ethvert menneske er der en sjæl, som er meget ældre. Og barnet skal jo have lov at udvikle sig som barn, som et lille ufærdigt væsen, men vi må aldrig nogensinde glemme, at de allerede er voksne. Det har været mit udgangspunkt, en fornemmelse, som jeg selv havde som helt lille barn af at være en voksen i et barns krop, eller en vidende i et barns krop".


Ifølge denne opfattelse kan man ikke se bort fra, at barnet på den ene side er "ufærdigt", men man må ikke se bort fra, at det samtidig er "vidende". Bøger, der er skrevet ud fra et sådant syn på barnet, kan bl.a. være karakteriseret ved sproglig variation, ved eksperimenterende kompositions- og fortælleforhold samt ved hovedpersoner, der fremstår som ikke-idealiserede individer med en kompleks psykologi. Man kan samtidig iagttage eksempler på en udvidet forståelse af, hvad man kan skrive om for børn, og finde talrige eksempler på eksperimenterende og udfordrende visuelle udtryk i billedbøger og illustrerede bøger. Endelig er det karakteristisk, at vor tids børnelitteratur i stigende grad henvender sig til en mindre veldefineret målgruppe af børn og voksne.


Oplyste voksne


Hvorfor er det vigtigt, at også voksne kender til sådanne tendenser i den nyere litteratur for børn? Det er det primært, fordi børn er afhængige af, at voksne omkring dem er oplyste. At være oplyst på et meget basalt plan kunne på dette område være at vide, at tekster og visuelle udtryk - også for børn - kan være en kilde til sproglig udvikling, udfordring og nydelse, kan være en dialogpartner i individets udvikling af personligheden og en måde, hvorpå man kan skaffe sig viden og udvide sin horisont. Nogle af disse områder har (børne)litteraturen til fælles med film, teater og andre udtryksformer, men derfor er det naturligvis stadig relevant at undersøge, hvad der er særligt for (børne)litteraturen og samspillet mellem tekst og billeder i bogform. Det gør kun området mere interessant, at børnebøger i stigende grad udkommer samtidigt i flere parallelle former eller variationer - som film, som pc-spil, som lydbog og på cd.


At man kan kalde sig oplyst, kræver også, at man kender til børnelitteratur, der rækker ud over det, man selv læste som barn. Det er naturligvis for meget at forvente, at den enkelte forælder, bedstemor, ven eller bekendte, der gerne vil give et konkret barn en bog, har et bredt kendskab til børnelitteraturens udvikling. Men det er ikke for meget at kræve af fagpersoner, for hvem det er en del af deres arbejde at formidle litteratur til børn. Blandt beslutningstagere og blandt skolebibliotekarer, lærere, bibliotekarer, pædagoger, seminarielærere og i stigende grad også blandt universiteternes studerende hersker der da også en grundliggende opfattelse af, at viden om området er vigtig. Positive tegn på dette er blandt andet, at danskfaget i pædagoguddannelsen er blevet styrket, at børnelitteraturen tegner til at blive styrket i en revidering af skolebibliotekaruddannelsen, og at Danmarks Pædagogiske Universitet i 2004 oprettede en masteruddannelse i børnelitteratur.


Bare pletter på landkortet


Man skulle måske også tro, at antallet af udgivelser, omfanget af institutionelle sammenhænge, som børnelitteraturen indgår i, samt ikke at forglemme børnenes egen relative trofasthed over for bogen ville afspejles i en omfattende forskning, der bl.a. kunne medvirke til at kvalificere gruppen af formidlere. Faktum er, at de forskere, der beskæftiger sig fuldtids med børnelitteratur, kan tælles på lidt over en hånd. Der er stadig meget store bare pletter på forskningens landkort. De senere år har man set en øget publikation af bøger, afhandlinger og artikler inden for området og oprettelsen af Center for Børnelitteratur i 1998 har medvirket til at styrke feltet bl.a. gennem uddannelse af forskere og undervisning i en lang række sammenhænge. Men listen over betydningsfulde spørgsmål, der skal besvares, er stadig meget lang, når man sammenligner med det antal mennesker, der er uddannet til at besvare dem.
Alligevel må man i oplysningens ånd tænke optimistisk: Er man interesseret i børnelitteratur som almindelig læser - barn eller voksen - er der nok af interessante tekster at gå i krig med. Er man som forsker, formidler eller underviser optaget af at undersøge, analysere og formidle disse tekster, kan man glæde sig over, at der ikke er udsigt til, at opgaverne og udfordringerne ophører lige foreløbig.


Nina Christensen er centerleder ved Center for Børnelitteratur, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet


We laugh the Weirdness Backwards out of the Book


By Carsten Andersen. Translated by Thomas E. Kennedy.

I am sure Oscar K would say that children ought to be taken seriously and that therefore they should have the world thrown right in their faces. Raw and undiluted reality. The Full Monty.

And that is what they get, the youngsters, and are fortunate for it.
The author’s sublime partnership with illustrator Dorte Karrebæk creates a special universe inside of which both children and adults can have the pleasure of moving around, even if the moral is not always clear on occasions when the universe closes up again because the story is over. Well, one thing is certain. They have had fun, and if they want, they can also, when they’re done reading – or along the way – exchange a few profundities about existence and its troubles. Here they are served with realities – the worst ones, with a wry smile or even a song..

Take Børnenes bedemand ('The Children’s Undertaker'), for example. Be honest about it: who has ever had the courage and imagination to write and draw their way directly into the backroom of a mortician like Mr. Joergensen who hopes every day that the phone won’t ring because that would mean he has to put another child into a coffin? An undertaker who in addition goes around singing his choir’s barbershop harmonies to the dead children as he potters about, dreaming of little Miss Ene. One day the police bring a dead street child in to him. It turns out to be a girl, Dinah. A sad fate. No one to accompany her to her burial. Until a dog suddenly leads the way through the town to three freezing children hiding under a bridge. Dinah is their big sister, and she is accompanied by her siblings on her last journey, as they hear Mr. Joergensen sing, "Dinah, is there anyone finer?" while the deceased has a smile on her lips.

One can’t help smiling, either, when Oscar K and Dorte Karrebæk collaborate on their books about De tre ('The Three') – i.e., the two literally hard dogs Carlo and Simba and the cat Gerda Røvlund. One day the two dogs pick up a cat, but their skill in taking care of the exhausted Gerda doesn’t go far. They go to work on on Gerda until they themselves are caught in the spinach. In volume II, Carlo has been bitten in half by a giant dog so Gerda has to play surgeon, operating while the blood flows. The politically incorrect high jinks continue in the next volume in which Gerda makes dinner out of the dogs’ pet, and the story ends when love-sick Carlo suddenly becomes a single father of five because the mother would rather take her chances as a beauty queen.

Is this fun? Yes, mostly. Silly? Not infrequently! But are you shocked? Not really. The craziest and most burlesque incidents are served up in a manner so that at one and the same time you glimpse both the diabolical element and the cuteness in these figures which, for all their absurdity, can seem quite human.

Another book by Oscar K and Dorte Karrebæk is Hurtige Henning historier ('Quick Henning Stories') Here both drawings and stories are served in an edible fashion for those who don’t have an appetite for stories in which the clown is allowed to run completely free. It’s a story about a white boy, Henning, and Fatima, who wears a burka. Both are super clever in school, for the principal reason that they have a bunch of siblings who can stand in for them in the subjects they themselves are not so good at. And they have more in common than just good grades. A youthful romance also bubbles up across the cultural precipice.

In Little Miss Nobody, Oscar K moves up to a class of older readers and into a new genre in which he and illustrator Rasmus Bregnhøi explore the graphic novel in a noir story about the blind Salvation Army girl Lilith and the boy Schniff who has run away from a home for boys. With a sure hand the author and illustrator send their main characters around the lowest level of society where superior forces manage to light small candles for the struggle of good against evil. Full marks to This story in which Bregnhøl’s lines are every bit as raw and black-and-white as conditions on the streets where Miss Nobody and Schniff fight their way forward.


Antallet af børn, som næsten aldrig læser i deres fritid, tredobles fra 9- til 15-års alderen


Når børn når ti-års alderen, holder de voksne op med at læse højt for dem - både i hjemmet og i skolen. Herefter er der ikke mange børn, der læser bøger i deres fritid. Men forældrene kan gøre en forskel ved at læse højt. Kronikøren kommer her med tre forslag til bøger, der er egnet.

Det handler om børnebøger. Det foregår i Danmark. Og vi står med en kæde af paradokser. På den ene side udlåner danske skole- og folkebiblioteker flere bøger pr. barn end noget andet sted i verden.


I alt drejer det sig om mere end 50 bøger pr. barn om året, mens tallene for Sverige og Norge er henholdsvis 18 og 15. På den anden side læser danske børn og unge set under ét mindre i deres fritid end både svenske og norske børn.
Samtidig gælder det, at læsekurven i Danmark knækker ved 10-års alderen. Inden da læser danske børn meget og kan fuldt ud konkurrere med børn i andre lande. Men efter den tid falder læseomfanget år for år. Blandt de 9-årige læser 78 pct. jævnligt bøger i deres fritid, de fleste næsten hver dag. For de 15-årige er tallet 40 pct., og kun ganske få læser næsten hver dag. Antallet af børn, som næsten aldrig læser i deres fritid, tredobles fra 9- til 15-års alderen.


Også for børn i andre lande gælder det, at læseomfanget falder med alderen, men det går meget stærkere i Danmark og ikke mindst: Det sker meget pludseligt. Det er der mange forklaringer på, bl.a. at børn i dag meget tidligt vælger eller bliver presset ind i en ungdomsidentitet, og dertil hører ikke læsning i fritiden. Unge har andet at bruge deres »dyrebare tid« på, som en dreng formulerede det i en undersøgelse af unges læsevaner.
Men måske er der også en anden forklaring, som sjældent ofres større opmærksomhed. Der sker nemlig noget andet, der har med børn og boglæsning at gøre i 10-års alderen: De voksne holder op med at læse højt for børnene, både i hjemmet og i skolen!


Argumentationen synes at være, at når børnene nu selv kan læse, er der ingen brug for højtlæsning. De voksne har gjort deres pligt nu er det børnenes eget ansvar.


Vender vi tilbage til modsætningen mellem de mange hjemlånte bøger fra bibliotekerne og de faktisk læste bøger, kan vi hæfte os ved, at mens bøgerne på børnebiblioteket udlånes i gennemsnit 2,2 gange pr. år, så udlånes bøgerne på skolebiblioteket kun 0,7 gange. Det skal dog understreges, at skolebibliotekernes samlede bogbestand er fire gange så stor som børnebibliotekernes. Men børn i førskolealderen og på de yngste klassetrin trækker i høj grad læsset, når de mange børnebøger hentes hjem fra bibliotekerne. Og en betydelig del af netop disse bøger lånes med højtlæsning for øje.
Danske forældre har tilsyneladende den opfattelse, at det er både nødvendigt og berigende at læse højt for børn, mens de er små vel at mærke. Og de har fat i en pointe. For udover de mange gode og tætte oplevelser, som gemmer sig i samværet omkring gode fortællinger og gode billeder, så tyder alt på, at børn, hvis forældre virkelig har satset på højtlæsning, senere i livet selv vælger at læse bøger i deres fritid.


Når vi i dag læser højt for børn, hæfter vi os udover selve nærværet ved, at børnene får en oplevelse, at de udvikler deres sprog, at de lærer noget om verden, og at de bliver integreret i det samfund, de er en del af. De bliver delagtiggjort i samfundets grundfortællinger. Og i bedste fald bliver de også udfordret. Når vi vælger bøger til højtlæsning for børn, bør vi nemlig både holde fast og slippe løs.


Holde fast gør vi, når vi læser klassikerne, altså de bøger, som er blevet kanon. Det gælder en lang række oversatte værker som »Alice i eventyrland«, »Peter Pan« og »Peter Plys«, alle hovedværker i engelsk børnelitteratur, samt Astrid Lindgrens fortællinger. Fra den danske kanon er det bl.a. H.C. Andersens eventyr, Christian Winthers »Flugten til Amerika«, H.V. Kaalunds fabler og Krohn-bødrenes »Peters Jul«. Det er her, børn gennem generationer er blevet gjort bekendt med, at det ikke gør noget, at man er vokset op i en andegård, når blot man har ligget i et svaneæg, at »har du en moder, da skøn derpå«, at man kan drukne sin sorg og finde sin trøst »på bunden af sagosuppen«, og at der er al mulig grund til at glæde sig »i denne tid«, for »nu falder julesneen hvid«.


Gennem klassikerne føres vi ind i en forestillingsverden og et sprogligt univers, som vi er fælles om, og som forældre kan bidrage til at fastholde. Det gælder også nyklassikerne fra 1900-tallets midte som Halfdan Rasmussen og Ib Spang Olsens nonsensfortællinger, Jens Sigsgaards og Arne Ungermanns »Palle alene i verden« og Egon Mathiesens billedbøger.
Slippe løs gør vi, når vi trodser trangen til at læse det, der lettest falder os ind, altså børnelitteraturens main stream, og vælger nye og spændende bøger til højtlæsning, især blandt de mange nye billedbøger. Der gemmer sig store oplevelser og store udfordringer i disse bøger. Når jeg bruger ordet »udfordringer«, er det ikke uden grund. Mange forældre vil sikkert være skeptiske over for nogle af disse bøger, som bryder med vante forestillinger om, hvad og hvordan man kan fortælle for børn. Her tre eksempler, alle egnet til højtlæsning for også større børn:


Den første bog er Oscar K. og Dorte Karrebæks tredje bind i serien »De tre« (Dansklærerforeningens forlag) med undertitlen »da Røvlund ønskede sig en negerdreng, men fik en lille autist til halv pris«, og her gætter jeg på, at en del forældre allerede er stået af. Men hold endelig fast! Vi står måske overfor en kommende klassiker. Hovedpersonerne er de to »hårde hunde«, Carlo og Simba, som drager ud i verden for at finde en gave til den tredje hovedperson, katten Røvlund, og det skal være en lille »billig negerdreng«. Da børnehjemmet meddeler, at negerdrenge er udsolgt, vælger de i stedet autisten Niels Ole, som de kan få for halv pris.


Og så er der ellers lagt op til en spændende og tør jeg roligt sige anderledes historie. Hvis nogle stejler på grund af ordet »neger«, kan det oplyses, at dansk børnelitteratur er fyldt med negerdrenge, bl.a. i Jørgen Clevins »Rasmus«, Egon Mathiesens »Fredrik med bilen« og Harald H. Lunds »Elefantens vuggevise«, bortset fra, at pænhedens vogtere i sidstnævnte tilfælde for længst har skiftet negerdrengen ud med en kokosnød.
Det andet værk er »And, døden og tulipanen« (Høst & Søn), tegnet og fortalt af Wolf Erlbruch, som mange vil kende fra en af nyere børnelitteraturs mest solgte bøger, »Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved«. Hans bog om døden handler om en and, som længe har haft »en underlig fornemmelse«. Der er en, der følger efter hende og giver sig til kende som døden. Døden er dog ikke kommet for at hente anden, siger han, men holder sig »bare i nærheden for en sikkerheds skyld«.


Bemærk den snurrige formulering: »sikkerhed« for hvad? Sammen følges de ad, indtil anden dør og sendes ud på sin sidste rejse. Døden står alene tilbage, bedrøvet, »men sådan er livet«. Det er en fortælling om døden som følgesvend og som uomgængelig mere end som trussel.


Det tredje værk er ganske usædvanligt, nemlig Danmarks og måske verdens første sonetkrans for børn, altså femten små digte, hvor det sidste digts linjer udgøres af de første linjer i de foregående 14 digte og med et strengt rimskema. Det er Cecilie Ekens »Mørkebarnet« (Sesam), illustreret af Malene Reynolds Laugesen, på overfladen en fortælling om søskendejalousi, men i virkeligheden handler det om at se, at vi alle har både mørke og lyse sider.
Det mørke barn, som ikke føler forældrenes kærlighed, allierer sig med mørkets dæmoner for at skræmme livet af den lyse søster, som suger al forældrenes omsorg til sig. Men i sidste øjeblik ombestemmer mørkebarnet sig og redder i stedet søsteren. Derefter er intet som før, for forældrene indser, at »to er én der er under samme dyne«.
De tre nævnte titler er unægtelig en anden slags højtlæsningsbøger. Men de hæver sig som ord- og billedkunst for børn langt over den bløde mellemvare. De fortjener at blive brugt og i det mindste afprøvet. Børnene fortjener det! Også de større børn. Så det er forsøget værd, også for mere tøvende forældre, pædagoger og lærere.


Igen: Det handler om børnebøger. Det foregår i Danmark. Og paradokserne må vi leve med. Vigtigst er indsigten i, at forældrene kan gøre en forskel, også når det gælder børns forhold til bøger, ved at læse højt og ved både at holde fast og slippe løs og ved blive ved!


Sekretær for en tæppetisser


Forfatteren Oscar K. kan bedst lide bøger af folk, der har begået selvmord. Eller også er det Oscars sekretær, der har det sådan. Sekretæren var engang chef for en tv-station, der havde mange ideer, lige så mange skandaler - og få seere. I dag er han sekretær for Oscar K., verdens eneste skrivende hund, som i denne uge er medforfatter til et nyt teaterstykke. Af Carsten Andersen Fakta DADA. Teater Kaleidoskop, Nørrebrogade 37, København. 27. september til 18. oktober.

Oscar K.: Mikkel-serien, bog 1 af 8, forlaget Hovedland, udkommer 30. september.

Oscar K.: Vejen til Vemb, roman, forlaget Politisk Revy, udkommer 17. oktober. Links Oscar K. er måske den eneste hund i verden, der har udgivet tre bøger. Formentlig er Oscar K. også den eneste hund, der har en sekretær, som engang styrede en tv-station.

Uden større held, skal det siges. Han holdt ikke længe i direktørstolen. Til gengæld insisterede han på at lave elitært fjernsyn, mens han var der. Det var der bare ikke mange, der opdagede.

Måske er det også derfor, han i dag koncentrerer sig om at være sekretær for Oscar K., en sød og lavbenet tæppetisser af en hund.

Sekretæren er for eksempel fødselshjælper i disse dage, hvor Oscar K. sammen med Martin Tulinius står bag et nyt teaterstykke med titlen 'DADA'. Det havde premiere fredag og skal i alt spille19 gange på teater Kaleidoskop. Stykket starter hver aften et nyt sted. 19 forestillinger.19 forskellige historier.

Nej, Oscar K. er ikke sådan at blive klog på. Og det samme kan man i øvrigt sige om hans sekretær. Sekretæren hedder Ole Dalgaard. Han er på den ene side en hyggelig og rund snakkefætter af en jyde. På den anden side en mand, som bladrer hjemmevant rundt i værker af Borges og Benjamin og er stærkt polemisk, når det tager ham.

Hvis man ikke lige kan placere Oscar K., er det vel forståeligt, for hvor mange lavbenede tæppetissere har man styr på, når alt kommer til alt?

Ham med 'Landsbyen'
Men Ole Dalgaard? Hvem har lige styr på ham? Altså, ud over at det ser ud til, at det er ham, der gemmer sig bag pseudonymet, fordi forfatteren Ole D. har det godt med at gemme sig bag billedet af en lavbenet hund.

Måske hjælper det, hvis vi nævner 'Landsbyen' - tv-serien, hvor det pludselig gik op for alle, at Niels Skousen ikke bare var sanger placeret et sted ude på venstrefløjen, men også skuespiller. Det var Ole Dalgaard, der fik ideen til 'Landsbyen'.

»Det er sådan noget, jeg finder på«, sagde Ole Dalgaard i 1991, da serien blev præsenteret på Nordisk Film. Underspillet, kringlet. Som altid.

Det var Stig og Peter Thorsboe, der blev hyret til at skrive 'Landsbyen'. De to replikmagere er der mange, der i dag kender fra 'Taxa' og 'Rejseholdet'. I dag er der stadig ikke ret mange, der kender Ole Dalgaard. Altså lige bortset fra dem på Holbæk-kanten, hvor han i otte år var leder af Holbæk Egnsteater. Det var der, hvor de om ham sagde: »Jamen, du er også så intelligent«.

»Det var jeg ret stolt af, indtil det gik op for mig, at det var ment som et skældsord«, siger Ole Dalgaard.

På Vordingborg-kanten har de nok heller ikke glemt ham for den hektiske, men korte tid på TV 2 Øst. Han blev kritiseret for at ansætte vennerne. For at bruge vildt mange penge. For at sende folk til tv-messe i Cannes. Fra Vordingborg. For at købe en brasiliansk kærlighedsføljeton til en lokal tv-station, for at hyre Ars Nova-koret osv., osv. Og så har de nok heller ikke glemt ham for, at det var her, han leverede replikken om, at alt global-tv er lokalt, hvorimod alt lokal-tv er noget lort.

Jamen det sagde han. Som direktør for TV 2 Øst, som han blev ansat til at bygge op i 1990 efter sine otte år i Holbæk.

»Desværre kunne alle kun huske den sidste del om, at alt lokal-tv er noget lort. Og det var jo ikke rigtig nogen god start«, siger Ole Dalgaard og griner lidt ved tanken. I dag. 12-13 år senere.

Han er på besøg på Politiken, og han har det ikke helt godt med det. Ikke fordi det er Politiken, men fordi turen gennem avisens lokaler minder ham om et helt andet liv.

»Efter TV 2 Øst var jeg på Domino Film, hvor jeg var ansat til at udvikle programmer. Vi skulle tjene penge på popprogrammer, og jeg var blandt andet med til at lave det program, der hed 'Synnøve's' på TV3. Det morsomme var, at når vi foreslog nogle programmer, hvor vi selv syntes, vi tog helt vildt pis på det hele, så syntes de, vi havde nogle gode ideer. F.eks. et program, hvor ingenting måtte vare over 30 sekunder«, siger Ole Dalgaard og ligner en mand, der har svært ved at se sig selv i et job som det, han lige selv har beskrevet.

Til Spanien
I dag er befinder han sig også lysår fra den flimrende medieverden, han forlod i 1994. Han tog til Spanien. Nærmest uden at kunne spansk. Farvel Danmark.

»Det var helbredet. Man kan jo ikke blive ved. Men det var også en erkendelse af, at man i mange år er gået forkert i byen. At man i mange år er blevet opfattet som et udadvendt menneske, mens man måske i virkeligheden har været en introvert person, der snød sig til at læse bøger og havde dårlig samvittighed over det«, siger Ole Dalgaard.

Han siger 'man' på en måde, så afstanden mellem hans tidligere liv og det nye liv næsten er synlig.

»Meget af det, jeg har været involveret i, har betydet, at jeg har haft en magtposition. Jeg er ofte hurtigt blevet formand eller chef for noget, fordi jeg er god til at organisere og hurtig til at se strukturer. Alligevel kan jeg ikke tage magten alvorligt. Heller ikke når jeg selv har den. Da jeg var på TV 2 Øst, bankede jeg på min egen dør, og en af mine gamle venner har sagt, at hver gang jeg sætter mig på en stol med magt, sørger jeg altid for at placere en bombe under stolen - tændt«.

I dag er han langt fra magtens taburetter. Han holder det meste af tiden til på Spaniens østkyst, ikke langt fra Benidorm. I en lille by, der rummer 8-10.000 sjæle om vinteren og mere end det tidobbelte om sommeren.

Det er her, han og Oscar K. har skrevet den modernistiske 'Tango Mortale' og bogen 'Brev til Walter Benjamin & Rejsende i litteratur'. Endnu en modernistisk udgivelse, som Ekstra Bladet kaldte »en syret essay- og rejsebog«. Det er to bøger, som begge afspejler, at Ole Dalgaard i sin tid i Spanien har - som han selv siger det - læst flere bøger, end han nogensinde har gjort før.

»Jeg har det lidt som (Jorge Luis) Borges. Måske er jeg i virkeligheden mere en læser end alt mulig andet«, siger han.

Og som læser fordyber han sig i bøger af Borges, Jose Saramago, Halldor Laxness, Walter Benjamin og Shakespeares kongedramaer. Plus Tørsleffs syltebog. Det skal være langtidsholdbart.

Stritter i alle retninger
»Det er jo ellers ikke populært at have en lang tidshorisont i dag. Hvis man ikke bliver anmeldt på dagen, kan man lige så godt pakke sammen. Selvfølgelig er det lidt overdrevet, men ikke ret meget«, siger han.

Han ved, hvad han taler om, for hvis man leder efter anmeldelser af hans og Oscars foreløbig to voksenbøger, dukker der ikke meget op. Jo, en anmeldelse i Weekendavisen, hvor kritikeren Lars Bukdahl mener, at Oscar K. i virkeligheden er identisk med forfatteren Henning Mortensen.

Bukdahl, som er vild med litterære legebørn, kan imidlertid godt lide historierne i 'Tango Mortale', som han mener har en »fantastisk, gedigen tåget modernistisk stemning, det oser af den gode, bogstøvede ennui, samtidig med at det tyvende århundrede hele tiden er til stede som konkrete, forbandede omgivelser, virkelighed«.

Sagt lidt mere ligeud end Bukdahl: Bøgerne er ikke sådan at få hold på. De stritter i alle retninger. Måske falder de også ned mellem flere genrer, og ni ud af ti læsere ville nok rubricere dem som elitære. Litteratur, der er skrevet på litteratur.

Det vil formentlig ikke engang Oscar K. protestere imod, men han og Ole Dalgaard vil protestere imod tendensen til, at man gør elitært lig med svært og utilgængeligt.

»Når jeg er ude for at læse op af 'Rejsende i litteratur', synes ingen jo, det er svært. Folk har ofte lyst til at læse mere. Mit overordnede projekt med at skrive er nok at få fjernet tanken om, at det elitære også skulle være dårligt. Jo, idræt må gerne være elitær, og så skriver selv DSB-bladet om en Bjarne Riis. Men er Susse Wold og Ghita Nørby dårlige, fordi de tilhører eliten? Det er noget andet med litteraturen«, siger Ole Dalgaard.

Han ved godt, han er polemisk, når han taler om det elitære, og han ved også godt, at han stikker snuden polemisk frem, når han giver den ellers så populære realisme nogle rap over fingrene.

»Jeg taler kun imod den dårlige realisme. Realisme svarer til at ville lave natur af natur. Det kan højst blive en efterligning. Når man forsøger at læse den moderne realisme, så er den jo noget tung i røven. Jeg har forsøgt at læse Jakob Ejersbo, som ellers er blevet berømmet for sin sproglige kunnen - som en aflytning af virkeligheden, men virkeligheden er sgu ikke særlig litterær. Det er lidt ligesom med mad. Man kan jo nøjes med at sætte maden på bordet og klippe plasticen af, men man kan også sætte tingene frem og arrangere dem i stedet for bare at kalkere virkeligheden. Det gør fjernsynet jo«.

»Men det kan da godt være - lad os bare lade det stå helt åbent - at der er noget i realismen, jeg ikke har forstået. Sådan helt ærligt«, siger Ole Dalgaard.

I sin næste bog som Oscar K. vover han imidlertid det ene øje, idet han i den lille roman 'Vejen til Vemb', der udkommer på Politisk Revy, skriver sig meget tæt op ad realismen. En klar historie om en mand, der kommer tilbage til sin by og opdager, at der er sket noget, men en nærlæsning vil formentlig også vise, at historien næppe er rendyrket realisme. Ellers ville det ikke være Ole Dalgaard. Og Oscar.

Selvmord
Hans ærinde er imidlertid ikke begrænset til polemisk at trække tæppet væk under realismen. Han vil også, siger han, tage fat, hvor avantgarden stoppede. Tage fat i den energi, der engang var i avantgarden.

»I den virkelige modernisme var der jo folk, der sagde: Make it new every day. Der var mennesker, der risikerede liv og lemmer i bogstaveligste forstand. Eller i hvert fald forstanden. I dag er det, som om man har fortyndet kunsten til noget let underholdende. Jeg har altid følt en vis sympati for folk som Vladimir Majakovskij, Virginia Woolf og andre, og jeg fandt ud af, at alt det gode, jeg læste, altid var skrevet af folk, der havde begået selvmord«.

»Det tror jeg ikke er tilfældigt«, siger han.

Dermed er vi umærkeligt gledet direkte over i den teaterforestilling, som Oscar K., Ole D. og Martin Tulinius har på programmet på teater Kaleidoskop i næste uge. Også her har forfatterne - helt bogstaveligt - i sinde at gøre forestillingen ny hver eneste dag. Tulinius og Dalgaard mener i al ubeskedenhed, at de har opfundet en helt ny dramaturgi for teatret.

»Det kan lyde elitært, men det er alt andet end det. Det handler om en taxachauffør, der kører 19 ture i storbyen, hvor han bl.a. møder nogle bindegale folk«, fortæller Ole Dalgaard.

Han mener, at man med hans og Tulinius' nye dramaturgi kan vende op og ned på handlingen i de fleste teaterstykker og starte hvor som helst. »Vi har bl.a. prøvet det af på Strindbergs 'Frøken Julie' og Shakespeares 'Richard III'«, siger han.

Historien hedder 'DADA - ud under stjernehimlen', og det er en henvisning til dadaismen fra starten af det 20. århundrede. En kunstretning, der dyrkede det irrationelle og tilfældige.

Stykket handler, som Ole Dalgaard siger, om taxachaufførens 19 ture i storbyens periferi, hvor man som tilskuer kan stige af og på når som helst. Stykket er også, som der står i forfatternes forord til forestillingen, historien om at fare vild i en for længst kortlagt verden, om at opdage sit eget psykiske landskab og om selvmordet som mulighed - en forestilling om det 21. århundrede.

Øver sig i at fare vild
Dele af forordet lyder imidlertid ikke bare som opskriften på et teaterstykke, men også som en varedeklaration på Ole Dalgaard, som han ser sig selv. I hvert fald den del, der handler om en mand, som rejser rundt i periferien og møder forskellige mennesker, mens han hele tiden er på opdagelse i sit eget psykiske landskab.

Han er 53 år og kan ikke forestille sig, at han skal forlade Spanien igen for andet end sporadiske besøg i Danmark.

»Jeg er i Spanien 'for good'. Tænk, man har en avis som El Pais, hvor intelligente skribenter stadig diskuterer Guds eksistens i spalterne«, siger han.

Det var nu nok ikke lige derfor, han i sin tid tog derned, men hvad han egentlig havde forestillet sig, der skulle komme ud af det, kan han stadig ikke svare på. Sådan da.

»Jeg troede ikke noget og havde ikke noget mål. Det vigtigste i mit liv nu er nok, at jeg tør rejse uden at have et mål. Jeg tror, jeg opdager noget undervejs. Jeg ved ikke, hvad det er, men jeg opfatter det at skrive som en rejse, hvor jeg får noget at vide undervejs. Jeg øver mig i at fare vild i en kortlagt verden«, siger han.

Spørgsmålet er nu, hvorfor denne hund overhovedet skal blandes ind i Ole Dalgaards overvejelser om litteraturen, teatret og det elitære. Altså bortset fra, at læserne af Oscar K.s børnebøger åbenbart helt har accepteret, at det er Oscar, der står på titelbladet, når han udsender en børnebog som 'Carlos & Co', der har fået gode anmeldelser. Og det vil også være Oscar, der står som forfatter, når Hovedland her i efteråret genopliver drengebøgerne med en serie om Mikkel.

»Det er godt at kunne tørre alt det af på Oscar, for han er pisseligeglad, og det er jeg ikke«, siger Ole D., som godt vil afsløre, hvad K. står for i Oscars navn. »Klapøre«. Søg på Politiken.dk


At læse er at Se


“Far og Christian var meget stolte af mig. Jeg havde været rolig, jeg havde ramt ræven rigtigt. Der var ingen ende på, hvor god en jæger jeg kunne blive. De snakkede om det hele vejen hjem. Jeg tror egentlig ikke, de opdagede, at jeg ikke sagde en lyd!”
Sådan skriver Pia Juul i første kapitel af billedromanen “På jagt”. Der er to synsvinkler på jagtens udbytte, men de voksne forstår ikke, at jeg-personen har en anden opfattelse af hændelsesforløbet, end de selv har.


Børn er i en anden verden end de voksnes, det er det gennemgående træk i Dansklærerforeningens udgivelse af billedromanserien, der ligger til grund for denne artikel. Emmely Ms mor finder aldrig ud af, hvem der er Emmely, og hvem der er Emmely Ms dukke, Benni Båts far tæsker ham tirsdag og torsdag og kommunikerer ellers ikke med drengen, og Billy Bob i “Mars er for tabere” er forældreløs.


Forestillingen om det romantiske barns uskyld og naivitet, der blev introduceret i dansk børnelitteratur i slipstrømmen fra Rousseau, er der ikke meget tilbage af. ”Børn er et folk, men de bor i et helt andet land”, sådan synes det underliggende præmis at være for billedromanens forfattere. Børn er ikke små voksne, børn er ikke særligt udvalgte, men børn er komplekse personer med komplekse problemer i en kompleks verden. Det lyder svært - og det er det også.


Billedet af drengen der i Rasmus Brejnhøjs tegning vender hjem fra jagten med en død ræv, viser ikke en glad og kompetent jæger med sit bytte. Det viser en trist, ulykkelig dreng, der, med bøssen forskriftsmæssigt brækket, går alene hjem over de mørke pløjemarker. Sådan er det at være barn i disse fortællinger. Her er man alene med sine bekymringer og problemer. De voksne er aldeles inkompetente eller fraværende.

Benni Båts far broderer, når han ikke tæsker moderen og Benni.

Læseundersøgelser viser med stor tydelighed, at de aktive læsere findes blandt pigerne. Drengene ligger i samtlige læseundersøgelser langt under pigerne, når man ser på, hvor mange bøger der læses, og hvor lang tid der bruges på læsning. Det kan skyldes mange forskellige faktorer, men det er ikke her, jeg vil gøre rede for, hvorfor det forholder sig sådan. En enkelt af de bagvedliggende faktorer er dog interessant i forhold til billedromangenren. Hjerneforskeren Ann E. Knudsen har nemlig påvist, hvorledes piger har en dobbelt så tyk hjernebjælke som drenge. Det har indflydelse på mange ting, men i forhold til læsning betyder det, at drenge i højere grad læser i helheder end i enkeltdele. Sprog er en digital begivenhed. Når pigerne derfor kan – via bemeldte hjernebjælke – gå direkte til en digital strategi for afkodning af tekst, så har de et forspring frem for drengene, der må sende sprogimpulser om ad den analoge hjernedel, før de kan afkodes i den digitale halvdel. Det betyder kort sagt, at drenge læser bedre i billeder end i bogstaver. Derfor er billedromanerne i særlig grad tiltænkt drengelæsere, idet billeder og tekst støtter hinanden i fortællingen.


Måske skulle man allerførst søge at definere billedromanen som genre. Billedromanen ligger i feltet mellem billedbogen (hvor billederne er det bærende i fortællingen) og romanen (hvor den skrevne tekst kan stå med eller uden illustrationer). Roland Barthes skriver i ”Billedets retorik”, at når man ser på forholdet mellem tekst og billede, så er det ”forankringen”, der er tekstens særlige funktion. Teksten kan forankre billedet i en bestemt kontekst, teksten kan vinkle billedlæsningen, og teksten kan få handlingen til at skride fremad. Billedromanernes afkodning / fortolkning bliver således til i et samspil mellem tekst og billede, hvor billederne (i særlig grad) bærer det emotionelle indhold, og hvor teksten sætter tid, sted og handling på plads.


Billedromaner kan defineres som romaner, hvor såvel billeder som tekst bærer handling og betydning, og hvor billeder og tekst indgår i en samlet dialog med læseren. Flere forskere har belyst samspillet mellem billede og tekst i billedbøger (Nikolajeva, Nina Christensen m. fl), og billed-tekst-bøgerne rubriceres ofte i tre grupper:
- billedet er dominerende, teksten er kort og underlagt billedet (pegebøger, ”Find Holger”, ”Plet” mm)
- tekst og billede fortæller samme historie og understøtter hinanden (”Otto er et næsehorn”, ”Folk og røvere i Kardemommeby”)
- teksten udfordres, kommenteres og fortolkes af billederne (”Pigen der var god til mange ting”, ”Pedes Uhyrer”)


Billedromanerne forsøger at gøre to ting. Dels fortælles historiens hovedtræk i billedform, og dels nuancerer og fortolker billederne teksten.


En klasse har – med udgangspunkt i Rasmus Brejnhøjs billeder fra ”På jagt” - skrevet den historie, de kunne læse ud af de tyve tekstløse billedopslag. Alle historierne (nogle mere fantasifulde end andre!) fortalte grundlæggende den samme fortælling om en dreng, der med sit jagtgevær var ude i en krise med sine forældre. Naboen optrådte som en straffende instans, løsningerne var uden happy-ending, og det mørke loft skabte uhygge gennem alle fortællingerne. Tekstfabelen kan således også aflæses i billedfabelen.
Tekst og billede fortæller samme historie, men der fortolkes også på den skrevne tekst i billederne. Dorthe Karrebæks tynde, tynde Benni Båt ligger ensom, nøgen og blå i sin seng i ”Benni Båt”. Her viser hans grisetrynenæse, at Benni ikke har sprog til at formulere sin angst og bæven med, han må nøjes med et ”Hronk, Hronk”, - det samme sproglige udtryk som Rosa og August i samme fortællling benytter.


Billederne i ”På jagt” er gennemgående mørke og violetsorte. Det lægger en tone til teksten, der markerer uhyggen. Perspektivet understreger ligeledes, at jeg-personen er den lille i fortællingen. Rotten på side 25 er helt i forgrunden, den er stor, grim og grufuld, og jeg-personen i baggrunden står som en sort skygge mod det spindelsvævdækkede vindue. Gennem hele billedfortællingen er jeg-personen lille og ses i frøperspektiv. Øjnene er også sjælens spejl, selvom de er firkantede og uden pupiller, iris eller andre destinktioner end farve, størrelse og form. Landskabet er derimod det eneste venlige i bogens billeder, det er helt i Johannes-Larsen-idyl med fugle på træk og plovfurer, læbælter og perspektivmarkerende telefontråde.


Stramajbroderi og hjemlig uhygge


Benni Båts familieliv introducerer Dorte Karrebæk på opslaget side 8 og 9 i ”Benni Båt”.
Her ses en stue uden andre møbler end en stol, hvorpå der sidder en undertøjsklædt mand og broderer. Lidt til højre står en bikiniklædt (undertøjsklædt?) kvinde og kigger ud af billedet. I et hjørne sidder en undertøjsklædt dreng med rødt karsehår. Han har meget tynde ben og arme.


Stuens vægge er beklædt med vandrette brædder/ paneler, og gulv og vægge er brune. Lyset i billedet kommer fra en standerlampe, der primært lyser ned på broderirammen.
Den broderende mand har briller på. Han er vægtmæssigt mange klasser over såvel drengen som kvinden.


Det er en familiesituation med far, mor og barn. Nok er det ”sengetidsbeklædning” de er iført, men der er ikke megen familieidyl over dette. Manden kigger på broderirammen, kvinden stirrer ud i det fjerne mod beskueren, og drengens forskræmte øjne ser væk fra begge voksne. Familiemønsteret er såvel konventionelt (kvinden har åbenbart fået bank!), som ukonventionelt (manden broderer, når han ikke banker konen!) Skyggen fra mandens stol sætter et gitter bag kvinden. Drengens skygge vokser faretruende bag ham og holder ham fastlåst i hjørnet.

Her er ikke noget fællesskab, her er alle alene i verden. Tremmerne findes i hele eksistensen, hvor kvinden er fanget i mandens (stolens) skygge, og hele familien er fanget i huset og institutionens gitter. Livet er ikke for sjov, det er angst og snærende rammer. Der er ingen steder at flygte hen. Her lades alt håb ude. Hvis man skulle håbe på en bedre tid og en lykkelig slutning, så sendes der ikke et eneste signal herom i dette opslag.

Oscar Ks tekst hertil lyder sådan: ”Bennis far var et ordentligt brød fra Randers og tidligere sværvægtsmester og langturschauffør. Nu sad han og syede stramaj og lyttede til Peter Belli. Han fik tårer i øjnene over den om truckerne og den lamme dreng, der ikke er som andre børn, ”Teddybjørn”. Og om lørdagen bankede han konen, det lange kosteskaft. Så sad Benni i en krog med sine nervøse ben trukket op om ørerne og bad til, at hans mor ikke knækkede over, så tynd hun var. Så Bennis mor fik tæsk om lørdagen, og Benni hver tirsdag og torsdag.”


Billede og tekst understøtter i høj grad hinanden. Teksten kan forankre billedtolkningen, men billedtolkningen kan ligeledes støtte afkodningen for den svage læser. Indholdet i billede og tekst er i overensstemmelse, begge steder gives et signalement af en familie, der har store interne problemer, og hvor sagsbehandlere, hjemme-hos’er, familieterapeuter og psykologer nok skulle kunne finde beskæftigelse i længere tid.

Billedhistorien

Billedhistoriens fabel kan man læse således:


Forsiden (der også findes side 38) viser ungdommens uendelige ensomhed. Selvom der er to hovedpersoner, så har de ikke nogen indbyrdes relation, de forholder sig hver især til omgivelserne med forundring og angst. Det er mørkt og dystert at færdes i denne verden.
På side 3-4 ser man Ole Lund Kirkegaardske boksere i kamp, hvor benene har den længde, der kræves, for at kroppen kan holdes oppe. Usikkerhed og mangel på pondus (fysisk og psykisk) præger begge boksere. Verden er uden medfølelse med deres mange slag.
Familiehistorien på side 8 og 9 er fortalt, dernæst er Rosas bande fremstillet på side 11. Den spinkle pige/dreng står foran de ensartede bandemedlemmer. Det er fællesskabets magt overfor den enkelte. Bag banden finder man de brune fabrikker, højhuse og en vej. Der er ingen blød natur, det er hård beton, der lurer bag de hårde gutter.

Benni og August er to helt almindelige drenge – indimellem. Så tegner de hunde, mens de ryger mentholcigaretter og krøller tæer i ren koncentration.


Kønsidentiten udfordres på side 16, hvor Rosa/ Alfred står med en rød rose på det skaldede ansigt. Tvekønnet og i en svimlende dans, finder man Alfred på næste opslag. Rosa/ Alfred findes igen på side 22, også her med en androgyn fremtræden.
Dobbeltopslaget side 30-31 viser Bennis ensomhed i et helt blåt natunivers. Uden beskyttelse mod de onde blå-skumle omgivelser ligger han med foldede hænder, grisetryne og en meget, meget lille bamse. Der er ingen, der hjælper ham. Ingen voksne læser godnathistorie. Der er kun mørke og ensomhed.


Dobbeltopslaget 40-41 viser August, vennen med film&fiktionssolbrillerne og Elvishåret, der trækker en kæmpekasse (og violinkassen) med sig over den vejbro, der optræder overalt i billedverdenen. Koboltblå asfalt og blå røg stiger op fra drengens cigaret. Der er kampånd og vilje i den diagonale bevægelse ind mod beskueren.


Side 46-47 er dobbeltopslaget i brunt og med Rosa og Benni dansende i venstre side. Øverst oppe (afskåret af billedrammen) ses tre over-kors-tissende drenge. Kun kønsidentiteten er at se!!!


Og så slutter billedhistorien på næste side, hvor en cowboybukseklædt og øreringssmykket dreng står med en koket ærmeløs Bjørn-Lomborg-t-shirt og ser ud på beskueren. Til højre lugter en fangestribeklædt dreng til en rød rose, mens han ser ind i sig selv. Personerne er stadig alene i verden, denne gang ser de blot ud til at være alene uden at være ensomme. Såvel Alfred/ Rosa som Benni ser ud til at være sluppet ud af det indre fangenskab, Alfred/ Rosa er sprunget ud af skabet i såvel konkret som overført betydning, og Benni har fået en rød rose i stedet for en blodtud. En indre balance ser ud at være en ballast til fremtiden, Benni og Rosa/Alfred er nået til en højere grad af selvindsigt uden dog på nogen måde at være jublende lykkelige, i godt humør eller på anden måde at lyse af livsenergi.

”Energien er glæden i verden, den lyser” – sådan har Inger Christensen et kort digt, der lyder. Der kunne være brug for masser af energi og glæde hos Benni, August og Alfred. De lader sig lede af omgivelserne, og de driver ikke deres eget liv frem med energi. Der er ikke meget, der kan lyse op i den sorte bog om Benni Båt.

Handler den virkelig om det, jeg tror, den handler om?

“Jeg har købt Benni Båt til skolebiblioteket, men den står på den øverste hylde, der hvor man skal være mere end en meter og halvtreds for at nå op!” (citat fra en skolebibliotekar i Aars)

Jeg har bedt en stor gruppe danskundervisere (34 dansklærere, der underviser på mellemtrinet) om at læse Benni Båt med særligt henblik på, hvem de ville anbefale bogen til, og hvordan de eventuelt ville bruge den i undervisningen. Det kom der en længere og interessant diskussion ud af, hovedsynspunkterne var kort fortalt, at billederne var så uhyggelige, at bogen nødvendigvis skulle læses op. Teksten karakteriserede de som ”underlig”, ”kompleks” og ”tvetydig”. ”Handler den virkelig om det, jeg tror, den handler om?” som en af lærerne spurgte med forundring i stemmen.
Det vil jeg hermed give et svar på. Og svaret må læseren gerne få på forhånd, - Benni Båt handler virkelig om meget, den er underlig, kompleks og tvetydig.
Med udgangspunkt i denne dansklærerdiskussion fik en anden gruppe (30 lærerstuderende med linjefag i dansk) til opgave at læse ”Benni Båt” med særligt henblik på tematikken i teksten.


Benni Båt handler (ifølge disse 30 læsere) om følgende:
- at Rosa er homoseksuel og kommer ud af skabet
- venskaber, tillid, ondskabsfuldhed, mobning, at være anderledes
- barndom, ungdom, kærlighed og kærlighedsproblemer
- at Benni ikke siger fra men lader sig køre rundt med
- vold, rygning, alkohol, familieforhold, undertrykkelse
- venskab, identitet og identitetskrise
- at stjæle, venskab, rygning

De mange mulige tematiske tilgange signalerer klart, at her er en kompleks bog. Her er ikke tale om, at kriterierne fra Sven Møller Kristensens børnebogskarakterskala er opfyldt. Her er ikke enhed, intensitet og kompleksitet. Her er blot en høj grad af kompleksitet.

Jeg ville nok ikke selv have valgt den bog

“En typisk kommentar fra en elev efter et tekstarbejde er: “Ja, jeg ville nok ikke selv have valgt sådan en tekst/bog, men den er faktisk interessant alligevel”. Og det er netop pointen med meget af det, vi læser: De skal præsenteres for det, som de ikke selv vidste, de gerne ville læse. Det er altså ikke analysen som sådan, der ødelægger teksten, men snarere den manglende dialog omkring den.”

Der er forskel på de bøger, man læser i sin ”egen tid” og de bøger, der bliver en del af skolekonteksten. Bøger kan åbnes for læseren, når de bringes ind i klasserummet. I den optimale undervisning vil der oftest blive investeret mere energi i fortolkningsfælleskabet, end man kan investere som individuel læser.

“Den energi, der opstår i et klasseværelse, når man inviterer engagementet indenfor, er altid dyrebar - på sigt også for de usikre, for det er den, der gør det muligt at fastholde den fælles koncentration. Omvendt set må engagementet ikke hele tiden vælte strukturen, for så mister timerne og dermed indlæringsprocessen kontinuitet, og læreren måske overblikket.”

Den procesorienterede litteraturpædagogik, således som der redegøres for den hos Thomas Illum Hansen, har nogle kvaliteter, der gør den særdeles brugbar i forhold til danskfaglighed i folkeskolens litteraturundervisning. Litteraturlæsning tilbyder en fremmederfaring og et andet blik på verden, mødet med denne andethed bliver sat i centrum under litteraturmødet. Eleven skal få øje på teksten og læse teksten. Eleven (og læseren) skal kunne sætte en parentes om sig selv og sige: ”Her findes en anden verden, hvad siger den om det at være menneske?”
Thomas Ziehes begreb om ”God anderledeshed” ligger bag denne pædagogik. Olga Dysthe, Anne Kari Skardhamar og Birte Sørensen står klart nok på litteraturlisten i Illum Hansens bog.

”Den litterære dannelse er hverken et spørgsmål om at kunne konstruere og italesætte sit eget verdensbillede eller finde sig selv i kraft af litteraturen – som det ofte antages. I hvert fald ikke i første omgang. Tværtimod er den litterære dannelse knyttet til en ud-af-kroppen-oplevelser. Eller omvendt til en oplevelse af at en anden låner ens krop.”

Den procesorienterede litteraturpædagogik

Skal man kort skematisere den procesorienterede litteraturpædagogik, så har den tre faser set fra lærersiden. Der er et ”ind i litteraturen”, et ”indenfor litteraturen” og et ”ud af litteraturens verden”. Set fra elev/læserside mener Illum Hansen, at elevernes perspektiv vil være mere koncentreret om opgaver i forhold til deres egen læseproces. Her kan man tale om fire faser, nemlig ”før I læser”, ”mens I læser”, ”efter I har læst” og ”tekstens verden – din verden”. Udfra lærersidens strategi kan Benni Båt analyseres som følger.

Ind i litteraturen

Billedromanverdenen er udtryk for den nye komplekse børnelitteratur, hvor man har inviteret ”voksenforfattere” med ind i børnelitteraturens verden. Oscar K (K for klapøre) skriver rigtignok via sekretæren Ole Dalsgaard, der ofte skriver for børn, men Lars Bukdahl, Pia Juul og Katrine Marie Guldager er såvel børne – som voksenforfattere. Dansklærerforeningen har satset massivt med bogpakkeudgivelsen, der giver mange dansklærere og bibliotekarer bøgerne på hylden. Genrebetegnelsen er ny, der signaleres, at her er tale om noget særligt, det virker befordrende for nysgerrigheden og viljen til at lade sig overraske.


Dansklærerforeningens udgivelser læses sikkert altid med ”dansklærerblikket”. Hvad kan det bruges til? Hvem henvender det sig til? Hvad er temaet? Er det et undervisningsmateriale, jeg kan bruge? Disse spørgsmål lurer altid i baghovedet hos (dansk)lærere, især når det er dansklærerforeningens bogpakke, der åbnes.
”Ind i litteraturen” kan også rumme et indblik i en forfatters liv og værk, det er baggrundsviden om tekstens tema (historisk indplacering, kulturel baggrund mm), det er et spørgsmål om at afklare forventningen til teksten, således at læsningen kvalificeres. Hvem er Oscar K, og hvorfor er det en hund? Hvad signaleres med titlen Benni Båt? Og hvad signalerer bagsideteksten?


Bagsidetekster er et helt kapitel for sig, her bør man som læser få et indtryk af, hvad man kan vente sig. Det er ikke altid, der er dækning for netop bagsideteksten.


”Bennis ven hedder August. Han er lidt af en gangster. Begge drenge drømmer om at få en hund, for hunden er menneskets bedste ven. Sådan en bedste ven får Benni brug for, da Tyvetøsen Rosa tvinger ham til at bokse mod Turco – en kæmpe kleppert på fjorten og mindst to meter høj. Med bare næver.” Sådan står der på bagsiden. Er det en fortælling om venskab, om hunde og om slagsmål, man kan forvente sig? Nej, det er misvisende. Forsidebilledets indhold er langt mere dækkende for romanens tema. Dobbelthed, angst, mørke og frygt lyser ud af Karrebæks to tynde drenge på forsiden, hvor der ikke er hverken hunde, klepperter eller venskab.

Forsidebilledet kan anspore eleverne til at danne sig en forestilling om, hvilke drenge der er hovedpersonerne i teksten. Hvordan føles det at stå i et par frysende shorts ude i gadelysets snefnugsstråler? En indfølende identifikation hos læseren kan begynde her.

Inden for værkets verden

Oplevelseslæsningen skal man ikke undervurdere. Læs først for oplevelsens skyld! Derefter er det interessant, om læseren bliver bevidst om sin egen læsning og får blik for de tomme pladser i teksten. Denne del af læseprocessen er mange dansklærere meget rutinerede i. Enhver tekst har sine særlige undervisningspotentialer, nogle tekster kalder på en sproglig analyse, andre på en tematisk analyse, andre igen er oplagte afsæt for meddigtning, for genrekendskab og meget andet.


Det særlige i Thomas Illum Hansens tilgang er at arbejde med tekstens tomme pladser, med overbestemthed og underbestemthed. Meddigtningsopgaver, ekspressive opgaver og refleksionsopgaver kan ofte give læseren et blik for, hvorledes alle tomme pladser udfyldes udfra læserens kulturelle kontekst. Analytiske opgaver kan sætte fokus på sprog og komposition. I lighed med Vibeke Hetmar fremhæver Illum Hansen, hvorledes lærerens mesterfortolkning kan være en tolkning, eleverne kan spejle deres egen tolkning i. Mesterfortolkningen bør have en opsummerende og konkluderende karakter, for så vidt det er muligt. Hvad sker der videre med Benni Båt? Var Alfred i virkeligheden den samme som Rosa? Hvorfor havde Rosa valgt sine gangstervenner? Hvad skete med der med blodhunden?


Man kan også se på billedteksten. Læseren kan digte videre på slutopslaget, hvor Benni står vemodigt med en rose, mens Alfred, i bukser med gylp, står lidt genert og venter med sit fokus i modsat retning af Benni.De to får nok aldrig hinanden, - men det skulle de vel heller ikke?

Ud af værkets verden

Man læser bøger for oplevelsens skyld, for underholdningens skyld, for at få viden eller for at nå en erkendelse. Nok er det en fremmederfaring, der tilbydes i værket, men denne fremmederfaring skal altid have et tilknytningspunkt til læserens verden. Der må være noget, læseren kan spejle sit liv i. Intertekstualitet er også med her, ligeså er den historiske kontekst og læserens kontekst. ”Benni Båt” har mange referencer til målgruppens hverdag. Familiens interne stridigheder er en del af hverdagen for de fleste (heldigvis dog sjældent i form af regelmæssige bank til kvinder og børn), mobning kender alle til, enten det er som offer, tilskuer eller udøver, trangen til at redde sit selvværd med hvide løgne om store blodhunde er også genkendelig. Endelig er identitetsforvirringen og kønsproblematikken en livserfaring, der kendes af de fleste mellemtrinsbørn (og af mange andre).


Fiktionen kan her tilbyde sig som en verden, der kan diskuteres udfra. Eleverne kan i fiktionens ramme diskutere de mere ømtålelige problemer uden at sætte sig selv (alt for meget) i spil. Det er her litteraturen har sin store kvalitet i pædagogisk øjemed.

Litteraturarbejde og fortolkning

Enhver fortolkning af en tekst bør give læsningen mere dybde, større bredde og give læseren indsigt i sig selv og værket – og verden. Alligevel kan der altid være grund til at påpege, at ikke al læsning skal følges af et omfattende litteraturarbejde.
Litteraturlæsning er ikke arbejde! (Jo, for nogle – men det bør det ikke altid være for skolebørn og studerende). Litteraturlæsning er også (forhåbentlig ofte) oplevelser og underholdning i en subjektiv læsning.


”Benni Båt” er et værk, hvor teksten (billeder og skrift) er så kompleks, at det er kvalificerende med en analyse. Dette gælder ifølge Bodil Kampp megen ny børnelitteratur. Bodil Kampp skriver:

“Børn synes dog ikke nødvendigvis, at den nye børnelitteratur er sjov lige med det samme. Den fremstiller ikke på samme måde som den enklere og lettere litteratur en entydig helt i et lukket univers med et traditionelt fremadskridende handlingsflow, som man kan lade sig opsluge af. Derfor kræver det en ekstra indsats af læreren at introducere børn til den komplekse børnelitteratur.


Det er afgørende at man som lærer selv forstår, hvad bogen kan bruges til i forhold til eleverne - ved fx at afkode, hvad den trigger hos en selv, som får en til at føle modstand. Måske er dens budskaber heller ikke så rare at have med at gøre - måske fortæller den ubehagelige ting om vores samfund - en kultur man måske ellers godt kan lide. Så må man være villig til at forholde sig til det billede af barndommen, den nye litteratur fremstiller.”

Billedopslaget af blodhunden (!) på side 44 kan danne afsæt for en diskussion om forskellen på virkelighed og forventning. Slagskyggen fra den lille spidssnudede sløjfebefængte hund er stor, mørk, truende og meget behåret. Det bliver et helt antikt platonsk skyggespil, der viser sig for beskueren. Hvad er virkelighed? Hvornår er man som læser så meget ude i tovene, at man ser det, man forventer at se, fremfor det, man i realiteten ser?

”Benni Båt” kan give anledning til mange overvejelser. Det bekymrende er, at der ikke er nogen slutning, der er end ikke nogen antydning af slutning. Der er kun åbne og tomme pladser, hvor læseren ikke kan finde hverken vejskilte eller fodspor at gå efter. Og hvad så?- Det må være læserens slutbemærkning. Og svaret gemmer sig sikkert i skabet hos Alfred, under dynen hos Benni Båt eller i sløjfehundens kasse. Og der bliver det. Benni må selv kæmpe sig ud af bokseringen. Der er ingen hjælp at vente fra verden – eller fortælleren.

Tak til kursisterne på ”Dansk på mellemtrin” i Aars
Tak til lærerstuderende på Aalborg Seminarium, hold 25.1 og 24.1

Litteraturliste

Primærlitteratur:

Bukdahl, Lars og Morten Voigt: Mars er for tabere, Dansklærerforeningen 2005
Guldager, Katrine Marie og Claus Rye Schierbeck: Kevins hus, Dansklærerforeningen 2005
Juul, Pia: På Jagt, Dansklærerforeningen 2005
Karrebæk, Dorte og Otto Dickmeiss: Emmely M, Dansklærerforeningen 2005
Kvist, Hanne og Cato Thau-Jensen: Jeg er Frede, Dansklærerforeningen 2005
Oscar K og Dorte Karrebæk: Benni Båt, Dansklærerforeningen 2005

Sekundærlitteratur:
Illum Hansen, Thomas: Procesorienteret litteraturpædagogik, Dansklærerforeningen 2004
Knudsen, Ann Elisabeth: Pæne piger og dumme drenge, Schønberg, 2002
Schnack, Karsten red. : Didaktik på kryds og tværs, Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag 2004


HYPERLINK "http://www.dansklf.dk" www.dansklf.dk - Dansklærerforeningens hjemmeside, hvor der findes undervisningsmateriale, anmeldelser mm.

Titlen fra denne friskolesang hedder ”Det gådefulde folk”. Tekst og musik er af svenskeren Olle Adolphson. Teksten er oversat til dansk af Chr. Hostrup, derudover var ”Børn er et folk” i 1978 titlen på en udstilling om børn og kultur på Louisiana, men det er først og fremmest et udsagn, der dækker over et særligt børnesyn, hvor børn er kompetente og selvberoende individer.


Her kan henvises til Torben Weinreich: ”Bøger kan brænde”, DLH 1996, Anette Øster: ”Læs, !les, läs”, Roskilde Universitetsforlag 2004
Måske lyder dette en anelse indviklet, men læs i Ann E. Knudsens bog: ”De pæne piger og de dumme drenge”. Hun kan gøre enhver hjernevirksomhed interessant og vedkommende, og hun forklarer med sin baggrund som hjerneforsker den nævnte forskel på drenge og pigers læseindlæring.
”Forankringen er den lingvistiske meddelelses hyppigste funktion; ...” skriver Roland Barthes i ”Billedets retorik”
Forsøget underbygger min hypotese om, at billede og tekst fortæller den samme grundlæggende fabel. Det er ikke et veldokumenteret forsøg.
Det kan naturligvis diskuteres om et familieliv er konventionelt, når der er bank og vold. Det konventionelle refererer her udelukkende til det faste kønsrollemønster, der bevirker, at det hovedsagelig er kvinder, der udsættes for vold. Beklager.
Drengene ryger fortrinsvis stjålne mentholcigaretter, men det antydes på ingen måde, at dette er en usund beskæftigelse. Og set i forhold til hvor mange bank de får, så skader det nok heller ikke helbredet væsentligt.
Omslaget har sort som grundfarve. Sort, brun og andre jordfarver er gennemgående baggrundsfarver i Karrebæks fortælling.
Gruppen fik kun teksten, ikke billederne, da jeg ville undersøg, hvorledes teksten blev tolket uden billederne som medfortolker.
p. 61 i Birte Sørensen m. fl.: Danskdidaktik i praksis
p. 59 i Birte Sørensen m. fl.: Danskdidaktik i praksis
”Man må give elevene de redskaper de trenger for at kunne lykkes” – sådan hedder en artikel af Olga Dysthe. For mig at se er det netop det, den procesorienterede litteraturpædagogik forsøger. Eleverne skal vide hvordan man KAN forholde sig til tekster, - så kan de bagefter vælge hvordan netop de vil forholde sig til en tekst.
Thomas Illum Hansen, p. 11
“ I foråret 1998 mødte Oscar K (K for Klapøre) Ole Dalsgaard der stod foran lågen til sin have i Spanien da en hundehandler kom forbi med en hund i snor og tilbød ham den for en krone. 1 krone. Det var ellers en dejlig hund............... ”
Vibeke Hetmar gør i artiklen ”Kulturformer som didaktisk kategori – litteraturpædagogisk konkretiseret” rede for sit (nye) syn på glæden og nytten af lærerens mesterfortolkning som en del af fortolkningsarbejdet i klassefællesskabet.
Beth Juncker har skrevet: ”Ingen børn udvikler læselyst ved at blive tvangskonfronteret med litteratur. Vores allerstørste problem i øjeblikket er, at vi er med til at bremse børns mulighed for at udvikle læselyst og læseglæde, fordi vi er så usandsynligt fokuseret på, at de skal lære at læse, at vi kommer til at presse for meget på.” Læselyst, læsningens magi, Bibliotekststyrelsen, 2004,
Læselyst nu – Læsningens magi, biblioteksstyrelsen 2004, Bodil Kampp


At skrive sammen med børn giver særlig nerve


At skrive en drengebogsserie i samarbejde med børn for at ramme deres særlige tone og verdensbillede så præcist som muligt – det var Oscar K.´s intention, da han gennem sin sekretær Ole Dalgaard henvendte sig med et spørgeskema til en række 6. klasser landet over. Et initiativ, som har udviklet sig til et venskab og givet serien om outsideren Mikkel en særlig nerve, takket være den indsigt, børnene har givet ham i deres svære følelser og tanker.

Oscar K. skriver primært high brow litteratur, der kræver sin læser, og han har også skrevet børnedramatik til teater og tv. Så da han i avisen læste om manglen på nye drengebøger, fik han lyst til at prøve kræfter med de seriebøger, han selv slugte råt som barn – men med fingeren på pulsen i forhold til børns liv i dag.

MIKKEL-SERIEN af Oscar K. er en genoplivning og fornyelse af drenge- og pigebogsgenren, som vi kender den fra tidligere tiders Flemming, Puk og Jan-bøger.

Det er historien om Mikkel, der ved seriens begyndelse går i sjette klasse og bor alene sammen med sin far. Mikkels mor er død for længe siden under en ferie med faren på Mallorca.

Mikkel og hans far har det godt sammen. Spiller kort om aftenen, eller faren læser højt af de bøger, han har læst, da han var dreng, Nick Damgaard-bøgerne og sådan nogen, men det er mest i weekenden. De kan snakke om alt muligt. Næsten.

De snakker aldrig om, hvordan det går i skolen, eller hvad Mikkel laver i sin fritid. Eller det vil sige, Mikkel fortæller godt nok en hel masse om timerne og kammeraterne. Det meste af det er da også rigtig, det om timerne, men kammeraterne er nogen, han digter. Han lyver for sin far. Snakker om, at så skal han med Ishak ned til fjorden og fiske efter skole eller ud til søen og lave gipsaftryk af dyrespor med Jonas eller til fodbold med Kriller og Casper K. Det passer bare ikke. Han gør det hele alene. Han nænner ikke at fortælle sin far, at der ikke er nogen, der gider være sammen med ham, fordi han er bedemand.

De snakker heller aldrig om Mikkels mor. Mikkel kan næsten ikke huske hende mere. Hvis det ikke var for det billede, der hænger på opslagstavlen i køkkenet, kunne han ikke have sige, hvordan hun så ud ...

- For at få et indblik i, hvad der optager drenge i 10-14 års alderen i dag, skrev Oscar derfor til 6. klasserne på 12 skoler rundt om i landet. Han sendte dem de første kapitler til den bog, han havde i tankerne, og bad dem læse dem og svare på en masse spørgsmål. Alle reagerede, han skrev tilbage, og 3 af klasserne holdt kontakten med ham. Det endte med, at deres klasselærere indvilgede i at bruge en god del af dansktimerne i et par år på at eleverne kan samarbejde med Oscar om at udvikle serien. Derudover har han stadig kontakt med en pige, Mariam, som har skiftet skole og som lægger navn til en af hovedpersonerne i den anden Mikkel-bog, og med en dreng fra en anden skole – den eneste, som ikke mente, at hovedpersonen skulle hedde Mikkel, men Nick Damgaard som han selv – en af de faste personer i serien er opkaldt efter ham.
Gennem jævnlige møder og i perioder daglig mailkontakt med en klasse fra Langemarksskolen i Horsens og to fra Vanløse skole i København har Oscar K. og Ole Dalgaard og børnene siden udviklet Mikkel-serien sammen.

Som en lus mellem to forestillinger om familien …
Hovedpersonen Mikkel er den skæve outsiderfigur, som er langt mere interessant end den gennemsnitlige og forudsigelige. Den ydre ramme er den klassiske spændingshistorie fra de traditionelle drengebøger – et mysterium, Mikkel skal opklare. Men mysteriets funktion er kun at sætte historien i gang – bøgerne handler primært om de tanker og følelser, en ensom dreng som Mikkel tumler med.

- Oscars overordnede mål med bøgerne er at bryde den ensomhed, Mikkel er fanget i (og som mange børn i dag kender alt for godt fra deres eget liv, fordi den moderne familie er splintret i en grad, gode lærere, velmenende forældre osv. har svært ved at råde bod på. At gøre læserne interesseret i, hvordan Mikkel har det lige nu, mens de læser teksten – at vække den omsorg for ham i dem, som han ikke får i tekstens univers, og dermed spejle det omsorgsbehov, mange af læserne selv savner.
Derfor bruges der også en del tekst på at vise, hvordan Mikkel er i klemme mellem to forestillinger om familien: den ene, som han kender fra de gamle drengebøger, hans far læser højt for ham, med deres idealbillede af den lykkelige familie, som er splintret totalt i dag. I teksten har Oscar derfor indskrevet passager fra en selvopfunden, gammeldags drengebogsserie om helten Nick Damgaard, der beskriver essensen af det traditionelle kernefamilieideal.


Den anden forestilling om familien har Mikkel fået gennem rapperen Eminem, som Oscar bruger nogle meget rå citater fra, der handler om et familieliv i total opløsning: moren er på drugs og faren eksisterer ikke.


Eleverne, Oscar og Ole arbejder sammen med, er vildt fascineret af Eminem – den vilde ensomhed og sårbarhed, han står for, kender de alt for godt fra sig selv. Og selvom eleverne i Horsens og Vanløse er meget forskellige, er sårbarheden i deres øjne den samme: den kan en gang indimellem få én til næsten at græde ... Men Sårbarheden har heldigvis ikke forstenet dem helt endnu: de har stadig en åbenhed, selvom de allerede har fået så mange tæsk af at være for åbne, at de er begyndt at lukke af.

Verdens (sandsynligvis) eneste skrivende hund


Det vigtigste, samarbejdet med børnene har resulteret i, er Mikkel-fortællingernes tre væsentligste omdrejningspunkter: børns sårbarhed, omsorgsfuldhed og særlige rå humor.
Den nære kontakt til eleverne, som har givet Oscar og hans sekretær et gedigent indblik i de tre områder, skyldes først og fremmest Oscar K (for klapøre), som (sandsynligvis) er verdens eneste skrivende hund og med på besøg i klasserne:


- Da vi mødtes første gang, indledte jeg med at forklare børnene, at det er Oscar, som skriver historierne, og at jeg er hans sekretær, fortæller Ole Dalgaard Jeg viste dem fx et stykke papir med aftryk af Oscars poter og bad dem om at tyde, hvad han havde skrevet. Sådan arbejder vi jo selv til daglig, Oscar og jeg. Og det er Oscar, børnene skriver sammen med undervejs – han har sin egen e-mailadresse, og børnene skriver konsekvent ”Kære Oscar” med et ”Hils Ole” til sidst ...


- Oscar er en virkelig god formidler – selv de mest barske af børnene har stadig en masse kærlighed og omsorg i behold, som de tør vise ham og andre kæledyr, der ikke risikerer at svigte eller afvise dem. En omsorg, der afspejler, hvor stor en ensomhed, de bærer på bag deres barske facade, ligesom Mikkel. Og de har fortalt Oscar om deres liv med en fantastisk åbenhjertighed, også om de ting, der er svære i deres liv. Blandt andet takket været deres gode lærere, som har bakket flot op om deres tillid til ham. Og han forsøger da også at formidle børnenes tanker loyalt og lytter til deres forslag til rettelser.


Børnenes særlige rå humor har gjort særligt indtryk:
- Den slår alt! De bygger et flot og bevidst forsvarsværk op om deres store sårbarhed via deres sarkasme og ironi, og de bliver ikke kynikere af det – tværtimod: de bevarer en form for menneskelighed på den måde. Deres rå øgenavne til hinanden er ikke udtryk for had, men gemmer på en skrøbelig omsorg.


De mange børn med anden etnisk baggrund især i klassen fra Horsens, som tæller 9 nationaliteter og 7 religioner, har føjet værdifulde aspekter til Mikkel-fortællingerne, fordi de på nogle områder har en anden form for humor, sårbarhed og alvor end børn med dansk baggrund.

Gevinster til begge parter


Fordelen ved den utraditionelle samarbejdsstrategi med den målgruppe, som bøgerne henvender sig til, er, at den giver Oscar K. og Ole et meget dybt indblik i, hvad der rører sig i dem:


- I første omgang valgte vi den måde at gøre det på, fordi vi har boet længe i Spanien og ikke har så god en fornemmelse for det sprog, børn i Danmark taler i dag. Og for hvordan verden ser ud fra deres synsvinkel – meget er jo helt anderledes, end da vi var hvalpe i halvtredserne. Men udover den konkrete opdatering, har vi også fået mulighed for at følge deres liv så tæt på, at det med tiden har udviklet sig til et nært venskab. Det er især det indblik, bøgerne er vokset af, og det tager tid, forklarer Ole Dalgaard og Oscar nikker samstemmende og sukker dybt, som om det bestemt ikke er mindre tidskrævende at skrive Mikkelbøgerne end at skrive den litterære voksenlitteratur, som ellers er hans hovedfelt.

- For klassen som helhed betyder samarbejdet med Oscar en mærkbar stigning i elevernes interesse for litteratur generelt og et øget brug af skolebibliotekets udlånssamling, fortæller Claus Mørch Jantzen, klasselærer for 7. a på Langemarkskolen i Horsens. Kvaliteten i elevernes valg af litteratur er klart højnet, og deres formuleringsevne og lyst og ikke mindst deres tilgang til arbejdet med litteratur både mundtligt og skriftligt er forbedret og blevet mere konstruktivt kritisk. Og det har bidraget til en særdeles mærkbar højnelse af elevernes selvværd.

For eleverne af fremmed herkomst betyder det tætte samarbejde med en anerkendt forfatter om at skrive bøger, der foregår i deres nuværende miljø i Danmark, at de får et helt anderledes intenst og vedkommende indblik i og forhold til dansk kultur, og også litteraturens betydning for kulturen.

Alle eleverne får via samarbejdet et løft , såvel på det sproglige som det kulturelle og det sociale plan.

For en multikulturel skole som vores har det stor betydning, at en klasse formår både internt på skolen og eksternt i lokalsamfundet at dokumentere faglig kvalitet, der rækker langt ud over det sædvanlige.

Mange elever på Langmarkskolen har brug for at få styrket deres selvværd, og et projekt som dette har tydeligvis en afsmittende virkning også på andre elever på skolen, siger Claus Jantzen.

- De lært nok lært lidt om skriveteknik – at stof fx er noget, man fordeler, og at gode ideer godt kan gemmes til senere bøger. Og Oscar og jeg har lært en masse. Når de fx insisterer på, at en god idé skal med i den her bog og ikke en senere, selvom vi i første omgang kan have valgt den fra som forstyrrende for handlingsforløbet eller persontegningen, går det pludselig op for os, at de har ret, og at netop deres insisteren gør bogens figurer til hele mennesker i stedet for papfigurer, som en anmelder skrev om den første Mikkel-bog.

Alle eleverne går 100 procent op i samarbejdet med Oscar:
– Også de, der næsten ikke kan skrive, sender lange mails, og nogle af dem er begyndt at sluge bøger, selvom de egentlig var dømt til aldrig at åbne en bog. Men de får et helt andet indblik i, hvad bøger kan rumme af oplevelser, forklarer Ole Dalgaard.
De skæve outsidertyper (som Mikkel), har i særlig grad Oscars hjerte:
- De, der er udenfor, og de, der normalt snyder sig fra at læse, er tit de mest interessante, fordi de har en særlig energi og kreativitet – de vil eller kan ikke bare tilpasse sig og opføre sig, som de voksne ønsker. Og det er helt fint. De utilpassede har næsten altid været dem, der ændrede tingene.

8 bind i alt
8 bøger er det planen, at børnene, Ole og Oscar i alt skal skrive i Mikkelserien, hvor Mikkel undervejs vokser og udvikler sig og får kærester osv. i samme takt som børnene selv.
Den 2. bog udkommer i slutningen af januar 2004, og klassen fra Horsens søger i øjeblikket fonde om penge, så eleverne kan rejse til Spanien, hvor Oscar bor, som inspiration til Mikkelbog nr. 5, som nok kommer til at hedde Mikkel og de andre i Spanien.
Klassen fra Horsens arrangerede også receptionen, da den første bog udkom Mikkelsdag 2003, og forklarede med stoneface til pressen, at det er Oscar, som har skrevet teksten.
En af klasserne i Vanløse har desuden planer om at lave en hjemmeside om bøgerne og deres persongalleri.
Også prisen for Mikkel-bøgerne er i børnehøjde: de koster 88 kroner pr. bind, fordi det skal være muligt for børnene selv at købe dem – og kunne få fat i dem i boghandlen, som ofte ikke tør satse på at bestille ukendte børnebøger hjem, da de ikke kan levere usolgte børnebøger tilbage til forlaget, som det er tilfældet med voksenbøger.

Oscar K.

Oscar K. er efter al sandsynlighed født i Breslau med dansk, tysk-polske aner og opvokset i Polen, hvor han også har gået på børnehjem. Han har skrevet romaner, bl. a. Tango Mortale, Rejsende i Litteratur og Vejen til Vemb, radio og tv-dramatik og teaterstykker, sidst Dada – ud under stjernehimlen, som fik Information til at rydde forsiden og kalde det skelsættende teater i verdensklasse. Dorte Karrebæk og hans børnebog Carlos og Co. var på årets æresliste til Kulturministeriets børnebogspris 2003.

I foråret 1998 mødte Oscar K. Ole Dalgaard, der stod foran lågen til sin have i Spanien, da en hundehandler kom forbi med en hund i snor og tilbød ham den for en krone. 1 krone! – det var ellers en dejlig hund.

Ole Dalgaard spurgte: ”Hvorfor sælger De sådan en dejlig hund for en krone?” ”Det skal jeg sige Dem,” sagde manden med hunden, der havde underbid og klapører. ”Det er, fordi den kan tale!” ”Hva’ ka’ den?” ”Tale!” Hunden, der havde måttet stå og lægge øre til samtalen, brød nu ind. ”Gode, herre,” sagde hunden, ”Køb mig! Hundehandleren her er en vredladen, let irritabel mand, som slet ikke værdsætter, at jeg har talt med mange betydelige forfattere og engang været i USA!” Ole Dalgaard så forundret på hundehandleren: ”Og den hund vil De sælge - for en krone?! Men hvorfor?” ”Fordi den er så fuld af løgn!”

Sådan gik det til, at den talende hund, som var ingen ringere end Oscar K. (for klapøre!), flyttede ind hos Ole Dalgaard, men i resignation over menneskets realsindelag trak han sig tilbage til stumheden og begyndte at skrive. Ole Dalgaard havde selv skrevet hele sit liv, men den generelle mening var, at han var en enestående dårlig digter, så efter den dag han har arbejdet som sekretær for Oscar K.


SPRÆKKER I REALISMEN


af Benni Bødker fra DETEKTIV I BØRNEHØJDE i antologien BØRNELITTERATUR I TIDEN, HØST & SØN

Det mest konsekvente og vellykkede forsøg på fornyelse af krimiserien finder man i form af Oscar K's Mikkel-serie, hvis første bind udkom i 2003. Her findes en høj grad af bevidsthed om den genre, serien indskriver sig i, men i hvert bind forsøges også meget markant på en lang række forskellige punkter at overskride genrens konventioner. Det sker endda i en sådan grad, at seriens fjerde og foreløbig seneste bind, Mikkel og de andre i Spanien (2005) næppe kan rubriceres som andet end en genreløs ungdomsroman og knap har nogen krimi- eller serietræk, samtidig med at der alligevel gennemgående i serien er en høj grad af bevidsthed om og bevidste kommentarer til den traditionelle krimiserie.
Allerede seriens hovedperson skiller sig ud fra det almindelige mønster. Krimiserier handler traditionelt om succesfulde unge, der ikke mindst er socialt veltilpassede ved at indgå i en gruppe. Mikkel har derimod ikke mange venner, og han bliver drillet med, at hans far er bedemand. Det gør dog ikke Mikkel noget, for han klarer sig fint alene og har det godt med sin rolle som outsider. Persongalleriet omkring ham er tilsvarende fuld af enspændere og særlinge, der ikke indgår i Jlante sociale sammenhænge, og som færdes i et miljø med rum til at skildre de marginaliserede og utilpassede, som der ellers ikke er meget plads til i krimiseriernes univers.


I seriens andet bind, Mikkel og co. (2004) får Mikkel sig en følgesvend i form af hunden Compagni - navnet og titlen er i sig selv en ironisk kommentar til den traditionelle skildring af en gruppe af heltemodige børn. Men ellers er Mikkels følgesvende primært to mere eller mindre fiktive gestalter, der peger på hver sit sigende yderpunkt i seriens univers og selvbevidsthed. Den ene er white trash rap-idolet Eminem, hvis fortællinger om at stamme fra slummen og hverken have familie eller venner, Mikkel godt kan relatere til i sin ensomhed og forsøg på at finde frem til den egentlige grund til, at hans mor døde, da han var helt lille. Den anden er Nick Damgaard, hovedperson i en fiktiv serie drengebøger, som Mikkels far har læst som barn og har givet videre til Mikkel. Mikkel tænker tit på, hvordan hans eget liv ville forløbe, hvis det havde været en sådan drengebog, hvilket giver anledning til en række kærligt-ironiske udleveringer af den klassiske krimiserie, der er ude af trit med en reel børnevirkelighed, og hvis moral og værdinormer fremstår forsimplet og forskruet. Nick Damgaard er nemlig en vaskeægte, renskuret drengebogshelt. Nick og "hans trofaste hund", der selvfølgelig hedder Kvik, opklarer dydigt mysterier af typen, hvor det ikke er overraskende, at skurken er "den sorthårede Axel, som ikke havde noget godt ry" og som har "kammerater af den allerværste skuffe" (Mikkel og de andre i Spanien, s. 119). De mange referater af og referencer til de fiktive drengebogshistorier fungerer både som en kontrast til det helt anderledes komplicerede liv, Mikkel lever, og som en ironisk distancernarkør til grundlaget for den genre, som Mikkel-serien også skriver sig ind i, men hvis konventioner den ikke nødvendigvis vil opfylde.


På mange måder er serien ikke desto mindre også en traditionstro krimiserie. I tredje bind, Mikkel ved grænsen (2004), møder Mikkel således under en ferie den jævnaldrende dreng Mik, der vover sig lidt for langt ud og ender med at blive offer for nogle kyniske forbrydere. Mikkel må derfor opklare sagen uden om de voksne, der enten er udenforstående eller uforstående, for at redde sin nye ven. Det er med andre ord oplægget til en helt traditionel kriminalhistorie. I en sådan ville opklaringen af kriminalgåden være historiens vigtigste element, som alt andet underordnes, mens det er helt tydeligt i Mikkel-serien, at det kriminelle eller gådefulde kun skal fungere som en katalysator, der får handlingen på skinnerne, mens Mikkels forhold til faren, pigerne i klassen og de andre i hans omgivelser, fylder lige så meget. Hverdagen er en integreret del af handlingen. I tredje bind er der endda et eksistentielt plot ved siden af det kriminelle, hvor Mikkel på grund af sagens udvikling må stille spørgsmål ved det, han troede at vide om sin egen herkomst. Han kommer i tvivl om sig selv og sit liv og hvem, han egentlig kan stole på, og han må i bogstaveligste forstand optræde som detektiv i sit eget liv. Et niveau af kompleks gåde- og persontegning, der ville være helt utænkelig et halvt århundrede tidligere.


Et andet interessant traditionsbrud i Mikkel-serien drejer sig om forholdet til den litterære realisme. På den ene side indfanger serien en sjælden grad af troværdighed i sin realisme. Selv på et sprogligt plan signalere r teksten, at den er i øjenhøjde med sine læsere ved at benytte sig af et autentisk sprog, der tillader personerne at tale med deres egne ord og kommer på intet tidspunkt til at lyde som en voksen forfatter, der taler ned til sine barnelæsere (hvad der fx kan være tilfældet i Det seje sjak og er tydeligt helt ud i denne series navn). På handlingsplan viger serien heller ikke tilbage for at trænge endnu længere ind i virkelighedens barske realiteter. Mikkel ved grænsen har et plot så hårdkogt, at det sjældent er set i børnelitteraturen. Her optræder som nævnt Mik, hvis mor er en social taber, der ernærer sig som aktør i pornofilm produceret af stedfaren. Mik kidnappes sammen med en række mindreårige børn for at blive solgt som slaver til pornoindustrien og det antydes, at de udsættes for hårdhændede seksuelle overgreb. En så foruroligende og påtrængende virkelighed som trafficking af mindreårige børn ville aldrig kunne optræde i den traditionelle krimiserie, der netop typisk befatter sig med forbrydelser som smugling og tyveri, hvis realitet ikke i samme grad kan forurolige læseren eller vække til bekymring også efter endt læsning.


Det virkelig bemærkelsesværdige er imidlertid, at der samtidig er sprækker i realismen. Mikkel-bøgerne signalerer tydeligt serie og mainstream (uniformeret design, afslutningsvis bringes en appetitvækker for det kommende bind, og navnet Mikkel er fremtrædende på omslagene), men mainstream overskrides ikke desto mindre gang på gang. Realismen i Mikkel-serien er nemlig ikke mere håndfast, end at historierne rummer groteske figurer, optrin og formuleringer, hvis skæve og ofte surreelle præg er ellers uset i en genre, der bekender sig til realismen som ideal. Helt ned i de enkelte hverdagsserier er der tendenser til polyfoni, flerstemmighed, som kræver en relativt avanceret læser.

Mikkel-serien demonstrerer overbevisende, at det godt kan lade sig gøre at være både genretro og litterært vedkommende på en og samme gang. Som de fleste andre af de nye krimiserier forholder den sig eksplicit til de klassiske forbilleder, men adskiller sig dog fra flertallet ved ikke konsekvent af kopiere de skabeloner for genren, som er opstået i tidens løb.


VOLD, SPROG OG ÆSTETIK I 0'ERNES BILLEDBØGER


Ikke siden 1960'erne, hvor en sovjetisk plakatudstilling kickstartede udviklingen inden for billedbogsgenren, og danske illustratorer som Egon Mathisen lavede kunst for børn, har der været så meget fokus, debat og polemik om billedbogen som i 1990'erne. 90'ernes billedbøger brød med alle gængse forestillinger og holdninger til, hvordan en bog for børn skulle se ud, og ingen tabuer var for hellige til at blive brudt. En hel generation af tegnere uddannet på Kolding Designskole rykkede ved grænserne for samspillet mellem tekst og illustration, og i en stigende del af billedbogsudgivelserne illustrerede illustrationerne ikke blot teksten, men ekspanderede, komplementerede eller modsagde den. Forfatterne fulgte med og udviklede temaer, sprog og virkemidler. Intet tema, sprog eller virkemiddel var for sofistikeret, for svært eller for helligt til børn, lød argumentationen, og det var ikke velanset overhovedet at tale om en modtager, i hvert fald i billedbogens skabelsesproces.

Billedbogen var et kunstværk hævet over den slags småligheder. Resultatet blev syrede bøger fyldt med intertekstuelle og metakommunikative henvisninger på både tekst- og billedsiden, og med tematikker som bl.a. incest, vold, sex, afmagt og selvmord; tematikker, som traditionelt var "forbudt for børn". Flere af de eksperimenterende billedbøger, fx Dorte Karrebæks Pigen der var go' til mange ting fra1996 og Helle Vibeke Jensen og Asger Schnack Hoved & Hale fra 1997, blev betragtet som kunst i store dele af det børnelitterære miljø. Spørgsmålet var, om det var kunst for børn. Mange af de eksperimenterende billedbøger blev nemlig, for en stor del, dømt "uegnet for børn" af formidlerne (pædagoger, forældre, bibliotekarer og lærere), der med rod i et romantisk barndomssyn helligede sig kvalitetskriterier som fx klare, glade farver, naturalistiske illustrationer, overensstemmelse mellem tekst og illustration, letforståelig optimistisk handling, lykkelig slutning og indholdsmæssige universer hentet fra barnets nære hverdag.

90'ernes eksperimenterende børnebog delte det børnelitterære forskningsmiljø, og børnelitteraturen blev, som børnelitteraturforskeren Bodil Kampp udtrykte det i sin Ph.d. omkring nyere, kompleks børnelitteratur, en "kampplads for forskellige opfattelser af barndom, litteratur, sprog, moralbegreber og opdragelse". Mens dele af den børnelitterære forskningsmiljø klappede i hænderne over 90'ernes eksperimenter og jonglerede med begreber som 'all-alderlitteratur', 'double-address' og 'senmoderne indskrevne læsere', vendte andre forskere tommelfingeren ned og talte om 'voksengørelse' og 'dobbelt henvendelse'.

Så vidt 90'erne. Men hvad nu, hvor vi er mere end halvvejs inde i et nyt årti?

0'ernes billedbøger

De tidligere nævnte kvalitetskriterier, som håndhæves af flere af børnelitteraturens formidlere, udmærker sig ved at være en beskrivelse af ældre tiders børnelitteratur, og er stadig på spil i den aktuelle debat om børnelitteratur, herunder om billedbøger. Kvalitetskriterierne ekskluderer også 0'ernes eksperimenterende billedbøger, der, ligesom 90'erne, ofte benytter sig af et formsprog med grumsede farver, åbne slutninger, komplicerede handlingsforløb og udfordrende sammenhænge mellem illustrationer og tekst. Som i 90'ernes eksperimenterende billedbøger, er 0'ernes bøgers indskrevne læser en kompetent læser, barn eller voksen. Eller barn og voksen, for hvis man kaster sig ud i læsningen og "leger med", er der meget at komme efter for alle aldersgrupper.

Gammel vin på nye flasker - eller gammel ymer på nye kartonner

Noget af det, som 0'erens billedbogsudgivelser har til fælles med 90'ernes, er forventningen til læseren. Her bliver ikke talt ned til børnelæseren, og der vil med sikkerhed være både ord og virkemidler, som ikke umiddelbart vil blive opfattet.

Et eksempel er en af 2006's æstetisk vellykkede bøger, Lillian Brøggers Anton elsker ymer. Det er en bog om antonymer, som hverken i sit billedsprog eller i sit valg af ord går på kompromis. To katte på hvert opslag illustrerer således antonymer som snakkesalig/fåmælt, opflammet/udbrændt, nedbøjet/opløftet og statisk/dynamisk. Eneste lille skår i min personlige læseglæde er, at bogen er tæt på at være en tro kopi af bogen Stor og lille, tyk og tynd af Pittau & Gervais fra 1999, oversat til dansk i 2001. Her illustrerer to andre dyr, nemlig elefanter, med få undtagelser samme antonymer som i Lillian Brøggers bog. Ligeledes med udsøgt æstetisk sans.

Vokseværk - ikke for sarte sjæle

Kim Fupz Aakeson og Lillian Brøggers En historie om vokseværk er et eksempel på, hvordan også dette årtis billedbøger giver sig i kast med gruopvækkende tematikker. Pers far har vokseværk i en sådan udstrækning, at han i løbet af få opslag udvikler sig til en drage, der snart fylder hele familiens parcelhus. Farens hænder vokser, så de rammer mor på kinden og Per i nakken, og munden vokser, så ord som "skidespræller", "møgkælling" og "snothvalp" vælter ud. Per siger ikke noget til den velmenende dame, skolelærer eller læge, der spørger ham, om der er noget galt. Han skal ikke nyde noget af at blive drillet med en far, der er mærkelig. Men til sidst er faren så stor, at Per næsten ikke kan få vejret. Og heldigvis indser Per, at der ikke er plads til hans mor og ham selv i huset og får dem reddet ud en sen aften. En utrolig barsk bog, der alligevel gør det så fint, at handlingen er til at bære. Også for voksne. Og mens moren og Per venter på bussen og håber på, at faren måske får krympeværk og bliver Far igen, så håber jeg, at bogen, ikke får samme skæbne som flere af 90'ernes vigtige bøger, og blev forvist fra hylderne i børnehøjde.

En historie om vokseværk er ikke specielt eksperimenterende i hverken sprog eller billedmæssigt udtryk, men den er progressiv i sit valg af tematik. Og det er måske her, man kan se den største ændring i forhold til 90'ernes billedbogsudtryk. Nemlig at 0'ernes billedbøger ikke nødvendigvis bryder grænser og eksperimenterer for grænsebrydningen og eksperimenternes skyld. Og 0'ernes billedbøger eksperimenterer ikke nødvendigvis med det hele på én gang. Det kan se ud som om, at virkemidlerne bruges mere bevidst og varsomt, med et mere sofistikeret - og knap så provokerende - udtryk til følge.

Ikke helt stuerent

På trods af et mindre bastant udtryk, er der ingen garantier for pænt sprog og opbyggelige moraler i 0'ernes børnebøger. Dorte Karrebæk og Oscar K's billedromaner De tre 1 og De tre 2 om hundene Carlo, Simba og katten Gerda Roulund, kan nok få en enkelt formidler eller to en smule ud af kurs. De to hårde hunde Carlo og Simba møder katten Gerda Rolund, en lille tynd skid. Hun har lort på halen og voldsom tyndskid, hvorfor de straks omdøber hende til Gerda Røvlund. Modvilligt tager de sig af hende, eller hvad man skal kalde det. Gerda Røvlund bliver træt af de to hårde hundes behandling og går sin vej, men på vejen ser hun Carlo blive maltrakteret af en stor hæslig hund. Sammen med Simba lykkedes det hende at finde Carlo ved at følge blodsporet i bog 2 og få ham lappet sammen. Og på den måde stiger hendes status til at blive en af de hårde hunde. Bøgernes illustrationer og tekst spiller godt sammen, og bøgerne berører flere motiver som ondskab, mobning, vold, sammenhold og status - uden nogle former for opbyggelige moraler. Dejlig befriende læsning - om end lidt stødende for sarte (voksne) sjæle.

Stødende er der sikkert også nogle, der vil finde Dan Schlosser og Jon Ranheimsæters omskrivning af Lille Sorte Sambo, Historien om lille blege Johnny på trods af, at der her er morale for alle pengene. Lille blege Johnny får noget sort, sejt outfit af sine forældre, Lede Conny og Fede Ronny. Men lige som Sambo, bliver blege Johnny truet til at afgive alle sine seje, sorte ting. Ellers vil Dennis og Bjarne fra 9.a og Ulrik og Benny fra 9.b nakke ham. De store drenge kommer heldigvis op at slås om, hvem der er den sejeste, og midt i en ordentlig omgang nyrehug, kvælertag og knytnæveslag snupper lille blege Johnny alle sine ting, også den sorte kasket, hvorpå der står "Fuck dig". Johnnys mor laver pandekager, burgere og pomfritter til aftensmad, men Johnny har været ude og sælge alle sine seje, sorte ting, fordi han havde opdaget, at de andre så dumme ud, da de havde det på. For alle pengene har han købt rugbrødsmadder, som han på sidste opslag sidder med farve i kinderne og spiser. For lille blege Johnny vil så gerne være stor og stærk.

Status

Ligesom i 90'erne har 0'ernes eksperimenterende billedbøger kompetente børn og voksne som indskrevne læsere, om end udtrykket er knap så syret, og bøgerne umiddelbart synes lettere at gå til. Virkemidlerne bruges mere bevidst og varsomt, og selvom bøgerne stadig vil kunne provokere og støde, virker de samlet set "mere spiselige".

Det er svært, her midt i dette årti at give et bud på, hvad en overskrift for tidens billedbogsudgivelser kunne være. I 1970'erne var det som bekendt socialrealismen, i 80'erne det fantastiske og i 90'erne postmodernismen eller formeksperimenterne. Måske en overskrift kunne være: æstetikkens årti? Billedbøgerne fra de sidste år er meget "lækre" - eller æstetiske om man vil - i både tekst, billeder og indpakning. En knap så flatterende overskrift kunne også være det indadskuende årti. Uden at påstå et fuldstændigt overblik over de sidste års udgivelser, mener jeg, at udvalget er meget ens, og at det i den grad er præget af manglende udsyn mod resten af verden. Hovedpersonerne i de fleste af 0'ernes bøger er stærke, fornuftige, kompetente og handlekraftige børn, der er i stand til at tage ansvar for eget liv og fremtid. Det er det personlige, nære og udviklingsmæssige, der er i fokus. Og der er ikke mange bøger med børn fra eller i andre kulturer. På den måde afspejler bøgerne ikke det samfund og den virkelighed, børn i dag vokser op i. En sjælden undtagelse, hvor et barn af anden etnisk herkomst optræder i en billedbog, er Gunilla Bergström Alfons og Hamdis soldaterfar fra 2006. En dejlig og livsbekræftende billedbog for børn, med lidt større udsyn end normen. Personligt savner jeg flere af denne slags bøger, flere nuancer, mere socialrealisme og politik. Måske en overskrift for det næste årti?


Oscar K og Dorte Karrebæks gendigtning af Hamlet - en receptionshistorisk undersøgelse


Indledende


Fra 1955 til 1976 kunne danske børn og unge læse løs i tegneseriehæfterne, Illustrerede klassikere, hvor verdenshistoriens store litterære klassikere kom til live i let spiselige størrelser, ledsaget af farvestrålende billeder, der anskueliggjorde det fortalte uden for mange dikkedarer. Meningen var, at hæfterne skulle tjene som introduktion til de tungere originaler, hvilket gjordes fuldstændig klart med den høfligt afsluttende opfordring: »Nu, da de har læst Illustrerede Klassikeres udgave af bogen, har De måske fået lyst til at læse originaludgaven.« Trods de gode intentioner var serien omdiskuteret, da mange mente tegneserierne var grimme og forsimplede afkog af originalerne, og at det var respektløst oven i købet at reklamere med, at billeder siger mere end tusind ord . Fortællingerne havde til hensigt at lirke de gamle værker åbne ved at skrælle tvetydigheder bort og gøre dem letforståelige, og billedsiden afstivede teksten ved at fortælle den samme historie, som en slags parallelt støtteben for læsningen. Deklarationen var derfor ikke misvisende - der var derfor tale om decideret illustreret litteratur.

I 1997 erklærede professor i børnekultur, Beth Juncker, så i artiklen Moderne klassikere i 1990’ernes børne- og ungdomslitteratur at: »Klassikerbearbejdelsernes tid er omme ,« fordi halvfemsernes børnelitteratur havde vokset sig så stærk, at det ikke længere var nødvendigt at ty til voksenlitterære klassikere for at få fyldt saft og kraft ind i bøger til børn og unge. Der var, lykkeligvis, ikke længere brug for de ofte mindre heldige omskrivninger, jublede hun.


Ikke desto mindre udkommer i dag en nye serie af klassikerbearbejdelser, Illustreret Verdenslitteratur, på Dansklærerforeningens Forlag. Men bøgerne er ikke af samme art som dem, Beth Juncker uden vemod bød farvel i sluthalvfemserne. Trods navneligheden med Illustrerede klassikere, og trods det, at begge serier beskæftiger sig med formidlingen af verdenslitterære klassikere, er der nemlig tale om to uensartede størrelser. Illustreret Verdenslitteraturs programerklæring - som er fælles for hele serien, der rummer Hamlet, Don Quixote, Candide og Den unge Werthers lidelser - bekendtgør, at billedsiden er tænkt som ligeværdig komponent i øjenhøjde med teksten . Trods seriens benævnelse er billederne altså ikke rene illustrationer underordnet teksten. En anden væsentlig forskel fra Illustrerede Klassikere er, at serien ikke stræber efter læserens absolutte forståelse af værket, men i stedet gør det til det prisværdige mål »at man skal få lyst til at forstå «. I forlængelse heraf fremhæver programerklæringen videre, at »Udformningen bygger på, at tekst og illustrationer skal udgøre et mangetydigt værk i dyb respekt for originalen (...) der forbliver tro over for værkets genre, stil og kompleksitet. «

Klassikerbegrebet
Jeg vil i denne opgave beskæftige mig med Shakespeares Hamlet, der er Illustreret Verdenslitteraturs førsteudgivelse, og som i øvrigt også var med i første hæfte af Illustrerede Klassikere. Begge serier bruger Edvard Lembckes oversættelse fra 1864 , og begge søger at tage hensyn til originalteksten - men måden hvorpå det forsøges er absolut forskellig.


Den gamle serie lader dramateksten ’opsætte’, som på teateret, i forkortet tegneserieform, hvor replikkerne, der lægger sig tæt op ad originalens, fremføres af karakterer klædt i renæssancens tøj. Den har altså forsøgt at være tro mod handlingen, mod den originale tekst og mod stykkets bånd til den tid, Shakespeare skrev det i.
Den nye series hensyn til originalen har derimod udgangspunkt i noget mere komplekst, nemlig klassikerdefinitionen som den kommer til udtryk i seriens programerklæring, der koncentrerer sig om fortællingernes transhistoriske kvalitet, universalitet og mangetydighed . Læseren – eller beskueren - skal i værket møde »noget vigtigt om fundamentale menneskelige og sociale relationer (...) der vægtes og vurderes forskelligt på forskellige tider « Og klassikerens mangetydighed må bibeholdes, hvilket hænger sammen med lysten til at forstå over den fuldstændige forståelse.


På den måde læner Illustreret Verdenslitteratur sig op ad det klassikerbegreb, der er udformet af Erik Skyum-Nielsen og Det danske Sprog- og Litteratursamfund i bogen At læse klassikere , hvor klassikerbegrebet deles i to: et væsens- og funktionskriterium. Væsenskriteriet dikterer netop, at værket må besidde universalitet (almengyldighed), transhistorisk rækkevidde, og en ambivalent evne til at forene kompleksitet med sluttethed , og det er, som vi har set, disse kriterier der udgør klassikerdefinitionen i Shakespeares Hamlets programerklæring.

Universalitet betyder, at værket må kunne give læseren, hvem end det måtte være, mulighed for at sætte det i relation til sit eget liv og på den måde muliggøre »vidt forskellige, men indholdsrige og mangesidede læsninger «, og den transhistoriske rækkevidde rummer værkets evne til at række ud over sin egen tid. Kompleksitet i samspil med sluttethed er en noget abstrakt størrelse, men det drejer sig om, at det sluttede værk forenes ubrydeligt med en uudtømmelig indholdsside . Tilsammen indfanger disse kriterier klassikerens væsen, og dette er hos Skyum-Nielsen det samme som litterær kunstnerisk kvalitet. Tilføjelse af tekst.

Funktionsdelen af klassikerbegrebet er rettet mod værkets efterliv og er altså det der konstituerer værket som en klassiker og ikke blot en rigtig god bog. Værket må evne at ’forblive nyt’ ved til stadighed at fascinere læsere; det må kunne viderebringe tradition til kommende slægter og således forene fortid og nutid ; det må formå at agere inspirationskilde for nye forfattere og udgøre en fortsat udfordring for forskningen ved at stille den over for tolkningsproblemer, som skal være store nok til at muliggøre vidt forskellige tolkninger . Selvom funktionskriterierne ikke er direkte udtalte i Shakespeares Hamlets programerklæring er de der, for skabelsen af den nye bog markerer originalens blivende fascinationskraft og rolle som inspirator. Dets insisteren på mangetydighed imødekommer kravet om afvisningen af den endelige fortolkning.

Klassikerdefinitionen er blevet styrende for det nye projekt, og det har haft afgørende indflydelse på udformningen af Illustreret Verdenslitteraturs version af Hamlet. Den adskiller sig radikalt fra versionen i Illustrerede Klassikere, der med sin enstrengede formidling af dramaet ikke, i følge den nye programerklæring, formår at formidle klassikerens væsen.

Mellem de to bearbejdelser er der sket en masse: fortællinger med parallelle illustrationer er erstattet af fortællinger, hvor billedsiden er lige så vigtig som teksten, det letforståelige er erstattet af det mangetydige, hvor forståelsen ikke længere er i centrum. Men hvorfor? Og hvordan spiller billedernes frigørelse fra den rene illustratorgerning sammen med kravene til klassikerformidlingen? Og hvad gør det egentlig, at det klassikerbegreb, der traditionelt er knyttet til udvalgte voksenlitterære værker nu forsøges holdt i hævd i en gendigtning for børn?

Metode


Jeg vil undersøge det utraditionelle samarbejde mellem ord- og billedside i Illustreret Verdenslitteraturs Hamlet ud fra en tese om, at det gør det muligt for forfatter og illustrator at formidle den transhistoriske kvalitet, universalitet og især mangetydighed, som ifølge definitionen binder sig til klassikeren.

Jeg vil lægge ud med et kort resumé af fortællingen om Hamlet og dens lange receptionshistorie. Når jeg henviser til originalen Hamlet vil det være kursiveret således, mens Illustreret Verdenslitteraturs nye version vil benævnes med sin fulde titel Shakespeares Hamlet. Dernæst vil jeg præsentere skribent og illustrator, Oscar K og Dorte Karrebæk, og med enkelte eksempler vise, hvordan de med hver deres virkemidler griber formidlingen af klassikeren an, for at give læseren en fornemmelse af værkets sammensatte og mangetydige natur.

Shakespeares Hamlet er en billedbog, og jeg vil derfor kort redegøre for den historiske udvikling af billedbogen som en del af børnelitteraturen. Det er meningsfuldt at betragte værket i forlængelse af den børnelitterære udvikling, når man søger forklaringen på den store væsensforskel der findes mellem Illustrerede Klassikere og Illustreret Verdenslitteratur. Væsentligst i gennemgangen er de sidste tyve års æstetisering af billedbogen, som Shakespeares Hamlet står i særlig gæld til. Afsnittet er bygget op om ændringen af voksnes opfattelse af barnet gennem tiden, og som følge heraf også ændringen af børnelitteraturen selv, ud fra tanken om, at forestillingen om modtageren bestemmer værket. Fokus vil være på billedbogen, da det er her, der er sket den voldsomste og – for nærværende opgave mest relevante - udvikling.

Herefter følger et kort afsnit, hvor jeg via børnelitteraturforsker Ulla Rhedins betragtninger vil nærme mig værket yderligere ved specifikt at belyse, hvordan billedbogen har udviklet sig fra at være ren didaktik for småbørn til i dag at være så bevidst om sin særlige form, at den kan folde sig ud som litteratur for alle; Og hvorfor det har været, og stadig er, så svært for billedbogen helt at løsrive sig fra sit udgangspunkt som pædagogisk redskab.

Herefter vil jeg kaste mig ud i undersøgelsen af sammenspillet mellem tekst og billede i Shakespeares Hamlet, og jeg har valgt at lade afsnittet fungere som en kombination af teori og analyse, altså af begreber og eksemplificerende værkanalyse. Teorien henter jeg hos den svenske litteraturforsker, Maria Nikolajeva, idet hun arbejder med billedbøgerne som en æstetisk helhed bestående af ord og billede, frem for kun at fokusere på billedbogens pædagogiske muligheder, eller – i den anden grøft – kun at behandle billedsiden. Hun mener, at »summen af tekst og tegninger ofte er noget helt andet og meget mere end tekst og tegninger hver for sig« , og at de to tegnverdner derfor ikke kan adskilles meningsfuldt, men i samspil lige netop betegner billedbogens egenart .

Jeg vil begynde med at forklare det mest grundlæggende for forståelsen af billedbogen som æstetisk genstand, og derefter beskæftige mig med mere specifikke greb som i Shakespeares Hamlet hjælper illustrator og forfatter i deres selvforanstaltede krav om hensynstagen til klassikeren. Især mangetydighedskriteriet vejer tungt i udformningen af værket, hvor det varetages på utallige måder, og det er derfor ikke oplagt at forsøge sig med hverken en kronologisk eller udtømmende analyse. Desuden ville analysen hurtigt reduceres til en opremsning af iagttagelser, så selvom meget nødvendigvis udelades ved dette valg, vil jeg i stedet lade analysen bestå af punktvise nedslag, der vil tjene som eksempler på, hvordan bogen opnår stærk kompleksitet ved hjælp af billedbogens æstetik.

Resumé af Shakespeares fortælling om Hamlet


»Hamlet er som en svamp. Hvis man ikke opførere stykket stiliseret eller antikveret, absorberer det straks alle vor tids problemer. « - Jan Kott

Handlingen udspiller sig på slottet Kronborg i Helsingør, hvor prins Hamlet netop er vendt hjem efter at have fået besked om sin faders pludselige død. Til sin overraskelse og afsky finder han sin mor, Gertrud, nygift med faderens bror, Claudius, hvilket får ham til at ledes ved kvindekønnet og skubbe sin kæreste Ophelia fra sig. Hamlet opsøges af sin fars genfærd, som fortæller, at hans død ikke var en ulykke, men et mord begået af den bror, der nu har overtaget hans trone og viv. Genfærdet kræver hævn, men Hamlet er i tvivl om, hvorvidt ånden er hans far eller blot et djævelsk spøgelse og tøver derfor, mens han søger belæg for drabet. Han skjuler sine planer ved at agere vanvittig, men efterhånden som alle omkring ham hvirvles ind i spillet, er det tvivlsomt, hvorvidt hans optræden tilkendegiver hans faktiske sindstilstand. Hamlet lader et teaterstykke opfører, der mimer ugerningen, og Claudius’ reaktion afslører ham som skyldig. På den måde har de to mænd afsløret sig for hinanden, og kampen for at se den anden død starter en lavine af død og hævn, som ender i et tragisk blodbad, der koster seks af stykkets hovedkarakterer livet.

Dramaet er gennem tiden opsat utallige gange på teaterscener verden over, fastholdt i tegneseriers stillbilleder, såvel som i filmens levende. Receptionshistorien vidner om fortolkninger i massevis, mange vidt forskellige afhængig af, hvilket fokus fortolkeren har valgt sig. Originalteksten Hamlet er nemlig alt for lang til at blive opsat på teatret i sin helhed , selvom stykket var tiltænkt netop dette medie. Som indbød Shakespeare til den konstante forkortelse, udvælgelse og fortolkning, der finder sted, hver gang stykket behandles. Desuden forklarer Shakespeare ikke sine karakterer, han viser dem, og stykket er udstyret med blinde vinkler, så mange tolkninger er mulige blandt temaerne hævn, sindssyge, selvmord, politik, giftdrab, slægtstragik, moral og filosofi .

Noget lånt, noget gammelt og noget helt nyt


Det er en underlig og forunderlig bog, man har mellem hænderne, når man griber fat i Shakespeares Hamlet. Noget nyt skabt på baggrunden af noget gammelt. Noget nyt, der ikke ønsker at frasige sig sit ophav, men som alligevel kræver sin egen selvstændighed. En ærbødig, men original gendigtning af en klassiker skabt af Oscar K og Dorte Karrebæk, et af Danmarks mest anerkendte, nytænkende og omdiskuterede makkerpar inden for billedbøger til børn og - ville de selv mene - alle andre interesserede.

De to står bag en billedbog, hvor små, navnløse aborter mødes i intetheden for at dele deres triste historier om, hvorfor de aldrig blev (De skæve smil), én om bedemanden, som hver dag håber, at telefonen ikke ringer, men som, når den gør, gør børnene fine til begravelsen og giver dem en barbershopsang med på rejsen (Børnenes bedemand). Èn om den evnesvage, men livsglade og evigt pludrende August, hvis mor til slut tager livet af både drengen og sig selv af frygt for, hvordan det skal gå ham, når hun en dag er borte (Idiot!). Og mange, mange flere, der alle kombinerer sære billeder og tematikker, som traditionelt har været forbeholdt voksnes billedkunst og litteratur. Og med Shakespeares Hamlet som en del af Illustreret verdenslitteratur har de kastet sig over et klassisk voksenlitterært værk uden øjensynlige forsøg på at adaptere fortællingen til de unge læsere ved at kæmme den igennem for sex, mord og sindssyge.

Det første, man ser i mødet med Shakespeares Hamlet, er forsidetegningen - et skelet portrætteret med pindsvinesnude og stikkende pigge. Det sidste et fotografi fra Første Verdenskrig, hvor soldater, blindede af giftgas, går på række med bøjede hoveder, mens de støtter sig til hinanden. Derindimellem findes hele Shakespeares tragiske fortælling fortalt i ord og billeder gennem 52 stærkt stilvarierende opslag.


Illustrationerne er skabt af Dorte Karrebæk, som i en billedmæssig stilopvisning lader karaktererne optræde som arketyper, ved at portrættere dem på ofte vidt forskellige måder. På ét opslag er Ophelia en kærlighedshungrende, spinkel teenagepige med kort signaturpagehår a la Pulp Fiction i Karrebæks plastisk bøjelige streg , på det næste en frodig kvinde i 1800-tallets art nouveau-stil , og det næste igen makabert virkelighedstro, som hun stirrer verdensfjernt smilende op fra sin våde grav . Hamlet er punket sørgende i solbriller og sorte cowboybukser, når han da ikke optræder som kamæleon, skelet eller frygtsomt stikkende pindsvin. Karrebæk lader Bayeux-tapetet løbe som en rød tråd gennem bogen; nogle gange som brudstykker af det oprindelige tapet, men andre gange har hun kopieret tapetets opsætning i midter- og kantborder for at lade det agere skabelon for iscenesættelsen af Shakespeares Hamlet. Dette er blot ét ud af mange eksempler på, at hun lader fragmenter af store kunstværker indgå i collager med egne tegninger, eller bruger kunstværkerne som inspiration til egen reproduktion og fortolkning.

Ordene står Oscar K for, og de er langt færre end hos Shakespeare. Nogle er erstattet af mere tidssvarende vendinger, meget er komprimeret og andet helt omdigtet, som når Ophelias vanvidsvise afløses af Susanne Lanas traurige Jeg skulle eje millioner, hvis tårer var guld. Forfatteren tager sig finurlige friheder med fortællingens tekstdel, men følger alligevel ganske trofast Henning Krabbes bearbejdelse fra 1975 af Edvard Lembckes oversættelse .

Som dramatekst bestemt til teateret er Hamlet tænkt i både ord og billeder, som også billedbogen er det, og Shakespeares Hamlet kan også betragtes som en slags opsætning, hvor opslagene agerer en meget fleksibel scene, hvis kulisser skiftes med et penselstrøg. De nye klassikerbearbejdere formidler originalgenren, idet Oscar K ofte bevarer originalopsætningen med scenisk dramatekst i form af replikker og regibemærkninger.
Disse suppleres dog med panoramisk romantekst, når der skal sammenfattes effektivt, og nogle gange omskriver han helt, som når Krabbes genfærd dømmes for sobert og Oscar K derfor lader sætningen: »Din mor er grebet af dyb gru, stå hende bi i hendes sjælekamp. Indbildningskraften er stærkest i det svage legeme « erstatte af den mere saftige »Og hjælp din mor med hendes sjælekamp, at hun tilbringer nætterne alene, så alle hårde stød i hende...s seng, vil være stød hendes...hjerterum. «

Ifølge Shakespeare-historiker, Jan Kott, er Hamlet et grundlæggende moderne stykke, således at ’den fuldendte Hamlet’, hvis den findes, på én gang måtte være »den mest Shakespeareske og den mest moderne. « Han lægger altså vægt på, at stykket har en iboende og blivende modernitet, og at det derfor er en grundlæggende misforståelse af værket at lade være evigt bundet til sin tilblivelsestid, da det så vil reduceres fra klassiker til »simpelt kostumestykke« . Dette var også anklagepunktet mod Illustrerede Klassikeres version. Dorte Karrebæk og Oscar K tilslutter sig Kotts betragtning ved uden skrupler at lade hermelinkåber og cowboybukser bruges som kostumer i samme opsætning og således skabe et møde mellem Shakespeares tid og vor egen postmoderne.

To afsendere – to programerklæringer


Programerklæringen, der følger Shakespeares Hamlet, burde i virkeligheden omtales i pluralis, for der er en enkelt, men ikke uvæsentlig forskel mellem den der optræder i bogen og den der er at finde på udgivelsesforlagets hjemmeside. Forlaget er nemlig Dansklærerforeningens, og forskellen peger meget præcist på en grundlæggende væsensforskellighed mellem foreningen og K og Karrebæk. I bogens programerklæring sigtes der nemlig efter med værket at »åbne læsernes øjne «, mens det på hjemmesiden er specifikt »de unge læseres øjne« (fra 14 år), som ønskes åbnet . I første udgave anskues Shakespeares Hamlet altså som et litterært værk uden tilknytning til en specifik målgruppe, mens den i den anden ses som et nyttigt værktøj, tilpasset en bestemt didaktisk sammenhæng, nemlig at få de unge til at interessere sig for de verdenslitterære klassikere . Den endelige udformning af Shakespeares Hamlet varierer dog ikke, den er de fælles om, og på den måde forenes synet på billedbogen som kunst og didaktik i værket.

Børnelitteraturens udvikling


Men at der overhovedet er to så vidt forskellige syn på billedbogen at forene, er forholdsvis nyt. Derfor har jeg i følgende skitsering af den børnelitterære udvikling, inkluderet den helt tidlige historie for at demonstrere børnebogens oprindelige funktion som opdragelsesredskab.


Den nyere historie foldes derimod ud tiår for tiår, fordi jeg mener, at de alle, fra tresserne til i dag, har efterladt sig en arv, der tilsammen har haft stor betydning for tilblivelsen af Shakespeares Hamlet: tressernes fokus på processen over målet, halvfjerdsernes insisterende frisættelse af alle tænkelige tabuer og tiden fra firserne til i dag, hvor æstetiseringen af billedbogen har løsgjort billedsiden fra at være ren illustration.

De voksnes meninger


Faktiske undersøgelser af læsevaner og præferencer hos børnelitteraturens primærmodtagere, børnene, er som oftest pillet ud af ligningen, og i stedet spejler børnelitteraturen konsekvent de voksne skaberes, indkøberes og formidleres forestillinger og meninger om, hvad børn bør lære, hvad de bør undgå at lære, hvad man kan byde dem, og hvordan man, som voksen formidler, bør rette det serverede an.
Siden de første børnebøger dukkede op allerede i 1500-tallet har tematikker og i særdeleshed udformning ændret sig voldsomt. Børnebogen havde i sine første århundreder mest af alt karakter af billedbesatte formaninger om, hvordan man burde te sig, for de voksne var generelt både enige i og overbeviste om, at jo tidligere man kom i gang med at påvirke barnet, jo større sandsynlighed var der for, at det senere ville arte sig, som det passede sig . At sætte børnene en ordentlig skræk i livet var længe en anerkendt pædagogisk metode til at få børnene til at rette ind, og derfor berettede de voksne gerne om frygtelige ulykker som direkte følge af uartige børns gerninger . Barnet blev anset som et ufærdigt menneske, der ved hjælp af opdragelsen skulle blive rigtigt – og med rigtigt mentes voksen .

Romantikkens indtog ændrede synet på barnet så det i stedet blev opfattet som et særligt slags menneske i besiddelse af lige så særlige evner, som befandt sig en ubesmittet uskyldstilstand. Børnelitteraturens opgave blev at tage hensyn til og fremme de karakteristika som kendetegnede barnets forskellige aldre, og de moralske fortællinger fik selskab af fabler, rim og remser og eventyr . Dette barnesyn har været under kraftig beskydning og er det ikke mindst den dag i dag med frontkæmpere som Oscar K og Dorte Karrebæk, men alligevel har det siden romantikken hængt ved børnelitteraturen, at der er ting børn bør skånes for, og viden der bør udskydes, til barnet når en passende alder.

Tager man et betydeligt hop frem i tiden, blev det barnlige univers i 1960’erne centrum for børnelitteraturen, som skulle være lige så fantasifulde, som man anså barnet selv for at være – antiautoritær og farvestrålende og humoristisk . Skaberne gik på knæ og i øjenhøjde med børnene, og med Benny Andersens Snøvsen og Ole Lund Kierkegaards Lille Virgil introduceredes den selvstændige barnetype, der løsrevet fra sin mors skørter, fulgte sine egne ønsker og behov. Pædagogikken var i dette årti fokuseret på at fremelske barnets selvstændighed og initiativ ved at sætte processen over målet.

Senere, i 1970’erne, skulle litteraturen lære dem noget, børnene. De skulle have samfundet og alle dets uretfærdigheder ind hurtigst muligt, og den omverdensorienterede litteratur var et klart brud med tressernes fantasirige og harmoniske barneunivers . Nu ville de voksne tage barnet seriøst, og børnebogen blev platform for læren om stort set alt . Forfaldt den til eventyrligheder, blev det af mange betragtet som naiv problemforflygtigelse . Det overordnede didaktiske sigte var, at de små skulle forstå verden og dens sociale forhold med alt hvad det indebar af mobning, skilsmisse, arbejdsløshed, kriminalitet, sex, stofmisbrug, incest og vold. Hele pakken . Reaktionen udeblev ikke. Bøgerne skabte debat om, hvorvidt den betongrå realisme ville tage håbet fra de unge læsere, ved at levere virkeligheden, råt for usødet. Nogle spurgte, om ikke børnelitteraturen havde et etisk ansvar. Svaret afhang selvsagt af, om man anså det ansvarlige for at være opdragelsen af barnet til oplyst menneske og samfundsborger, eller om man mente, det var bedst med en støddæmper på virkeligheden for de små, som tids nok skulle lære livets mørkere sider at kende.

I 1980’erne og 90’erne rykkede det igen heftigt i de børnelitterære kredse, hvor en institutionalisering af feltet fandt sted; Center for Børnelitteratur – et nyt forskningscenter med tilhørende forfatterskole – blev grundlagt, og det blev muligt at få undervisning i illustrationskunst på Designskolen i Kolding. Her blev naturtro, realistiske billeder udvist fra tegneblokken til fordel for en ny ekspressivitet . Det nye kuld af tegnere bevægede sig stadigt længere væk fra den klassiske illustratorgerning og tættere på deres egne kunstneriske udtryk.


1990’erne var årtiet, hvor flere forfattere begyndte at hævde, at de skrev til både børn og voksne, og hidtil ukendte diskussioner blussede op. Tidligere leder af Center for Børnelitteratur (1998-2004) Torben Weinreich kom op at toppes med digteren Per Højholt, da Højholt hævdede, at litteratur skabt med didaktiske formål og hensynstagen til modtageren umuligt kunne være kunst. Weinreichs modsvar lød, at forfatterens ønske om at påvirke sin modtager ikke er specifikt for børnelitteraturen, og at det derfor ikke var lødig argumentation. Enighed nåedes ikke.


I modsætningen til 70’erne, hvor debatten koncentrerede sig om, hvad man kunne skrive om, blev det i de udtrykseksperimenterende 90’ere mere til spørgsmålet om, hvordan man gjorde det. Der blev snakket om ’mærkeliggørelsen’ af børnelitteraturen, hvis æstetik blev stadig mere udfordrende, og det snakkes der stadig om.

Opsummerende kan man sige, at der er vinket farvel til den klassiske tiltro til teksten som den egentlige handlingsbærer og billedsiden som trofast skildrer af tekstens ’sind’ . Denne billedernes frigørelse har betydet, at der er opstået billedbøger, hvor tekst og billede i langt højere grad end før synes at have fjernet sig fra hinanden. Den enstrengethed, der kendetegnede den klassisk-didaktiske børnebilledbog, hvor tegnene fortalte parallelt for overskuelighedens og det enkle budskabs skyld – som i Illustrerede Klassikere - ses nu ofte erstattet af flerstrenget kompleksitet .

Billedbogen – fra småbørnslitteratur til alaldersmedie


Selvom børnebogen, som vi har set, traditionelt var udstyret med en billedside, er det i dag ikke altid tilfældet, så jeg finder det nødvendigt at pointere, at fejden om den nye, eksperimenterende børnelitteratur specifikt drejer sig om billedbogen. Den har nemlig udviklet sig radikalt fra at være bundet til den rene småbørnslitteratur til at agere mulig æstetisk form for kunstneriske alaldersværker, og de voksne er slet ikke enige om, hvorvidt det er en behagelig eller beklagelig udvikling.

Den eksperimenterende billedbogs ambivalente modtagelse skyldes især, at den har skabt usikkerhed om, hvem den egentlig henvender sig til . Professor i litteraturvidenskab, Ulla Rhedin, fremhæver, at den største forhindring er, at billedbogen kolliderer med gamle og klart formulerede forestillinger om, børn og billedbøger: nemlig at børnelitteratur bør kunne forstås af børn, og at børn behøver forklaringer for at kunne forstå . Billedbogen blev udviklet som et entydigt pædagogisk redskab, hvorfor billeder traditionelt er blevet tildelt rollen som redundansskabende illustrationer som støtte for den vaklende læser. Derudover er billeder ikke kodet på samme måde som tekst, men har en særlig tilgængelighed, som gør det muligt for selv førsproglige børn at få noget ud af at betragte dem, om end det ikke er det samme som den mere kompetente læser/beskuer.
Disse grundfaste idéer udfordres af den nye billedbogs skabere, der nu i et par tiår har vredet sig ud af rammerne ved at skubbe spørgsmålet om læring og pædagogik i baggrunden for i stedet at omfavne nye tematikker, flertydighed og formeksperimenter . Dette betyder, mener Rhedin, at det er muligt, ved hjælp af tekst og billeder, at skabe et uudtømmeligt værk, som opfordrer til stadigt nye fortolkninger, og som ikke låser værket til én specifik aldersgruppe, men gør det spændende for alle . Denne overbevisning spejles i den tiltro til billedbogsmediet der findes i programerklæringen til Shakespeares Hamlet.


Billedsiden betragtes i den eksperimenterende billedbog stadig som noget særligt og nyttigt, men den ønskede effekt af anvendelsen af billederne er altså en anden, hvilket jeg vil uddybe i analysen.


Det skal for god ordens skyld understreges, at der stadig findes adskillige klassiske billedbøger, som retter sig specielt mod de helt små, men der findes altså også dem, som ikke er særligt til børn, fordi kombinationen af billede og tekst er udnyttet på en ny og kompleks måde. Sådan en billedbog er Shakespeares Hamlet.

I det følgende vil jeg undersøge værket for at finde frem til, hvordan Shakespeares Hamlet som eksperimenterende billedbog, via billedbogens særlige blandingsæstetik, hvor billedsiden er ligeværdig med teksten, imødekommer programerklæringens hensynstagen til klassikerbegrebets universalitet, transhistoriske rækkevidde og, ikke mindst mangetydighed, da det, som tidligere nævnt, er vægtet tungt i værkudformningen. Netop dette mangetydighedshensyn er knyttet til lysten til at forstå over den fuldkomne forståelse, for er klassikeren per definition uudtømmelig, kan det umuligt være målet, at læseren skal møde en enstrenget fortælling.


Jeg vil slutte med at opsummere, hvordan programerklæringens formidlingshensyn til klassikeren ender med at tilføje Shakespeares Hamlet selvstændig, kunstnerisk kvalitet.

To tegnsystemer: billedbogens ikonotekst


Allerførst vil jeg, ved hjælp af Maria Nikolajevas semiotiske begrebsapparat, konkretisere betegnelsen billedbogsæstetik ved at forklare, hvad billedbogen består af, og hvilke muligheder samarbejdet mellem delelementerne giver. Sammenspillet vil nemlig agere overbegreb i den resterende analyse.

Billedbogen er kendetegnet ved, at den fortæller i både ord og billeder, som tilsammen udgør en ubrydelig helhed . De to enheder tilhører to forskellige systemer, nemlig skriftens konventionelle tegnsystem og billedernes ikoniske , og billedbogen er derfor et syntetiserende medie, på linje med både teater og film. Det syntetiserende består i, at modtageren danner sig en samlet betydning ud fra mediets forskellige delelementer, der ikke meningsfuldt lader sig adskille. Hos billedbogen udgøres delene, der hver især har både muligheder og begrænsninger, af ikoniske tegn (billeder) som er mimetisk deskriptive, og konventionelle tegn (tekst) som er diegetisk berettende . Teksten evner at pege på meningslag, der ikke kan udfoldes visuelt, mens billedsiden formår at give detaljer om det, der ikke nævnes i teksten. Forskellene gør, at tegnene ikke er i stand til at formidle det eksakt samme.


Eksempelvis er det i Shakespeares Hamlet op til teksten at fortælle, at Hamlet hedder det, han gør, og at hans mor er hans mor og ikke hans moster, søster eller elskerinde. Navngivning af karaktererne og deres specifikke relationer til hinanden er altså eksempler på oplysninger, der ligger udenfor billedets rækkevidde. Billederne, derimod, har patent på afbildningen af personernes beklædning og fysik, hvilket i Hamlet står helt åbent for fortolkning, da teksten ikke beretter herom. Billedsiden åbner desuden op for overkonkret visualisering af tekstens sprogblomster eller af karakterernes tanker , som når Hamlet i monolog afslører en længsel efter selvmordets forløsning og det afbildes ved, at prinsen jager et sværd i maven , når han i frustration over omgivelsernes uærlighed skarpt hentyder hertil ved at sige, at han bliver madet med »kamæleonmad« , og billedsiden viser ham som en fingerpegende, anklagende kamæleon. Eller når teksten lader Hamlet fortælle om kastrerede hanekyllinger og billedet viser en bloddryppende hane, der ser ned mellem sine ben og med rædsel opdager, hvad der er hændt ham . Eksemplerne er utallige. Genfærdet fortæller Hamlet, at hans hår vil stritte som piggene på et jaget pindsvin, når han hører sandheden om faderens død, og straks afbildes prinsen med pindsvinehoved; genfærdet siger, at Gertrud må overlades til himlens dom og til »tornene, der sidder/i hendes bryst og stikker « - billedsiden viser hende nøgen med bryster besat med pigge.

Alle slags billedbøger forener de to tegnsystemer, men specifikt for den eksperimenterende billedbog er det, ifølge Nikolajeva, at tekst og billede indgår som ligeværdige komponenter, og sammenspillet herimellem har fået betegnelsen ikonotekst. Et nært ikonotekstligt samarbejde mellem forfatter og illustrator – som det er tilfældet med Oscar K og Dorte Karrebæk, der har gjort tegnenes ligeværd til udgangspunkt for gendigtningen af Hamlet - kan muliggøre en gensidig udvidelse af de to tegnsystemer . En egentlig udvidelse kræver, at billedets kommentar til teksten, eller tekstens ditto, er mere end blot en pudsig detalje – det må være en grundlæggende pointe i værket. Som mangetydigheden er det i Shakespeares Hamlet.


Jeg vil i arbejdet med bogen benytte termen kontrapunkt om dette forhold. Kontrapunkt betegner i Nikolajevas terminologi nemlig det der sker »når tekst og billeder formidler alternativ information eller på anden måde er i konflikt med hinanden, (og der) skabes mulighed for en spændende mangetydighed«.


Arbejdet med billedbogen som æstetisk genstand er stadig forholdsvist nyt og begrebsapparatet noget konturløst, og ikonotekst og kontrapunkt optræder til tider synonymt. Det vil ikke være tilfældet i denne opgave, hvor jeg bruger ikonotekst om ligeværdigt samspil mellem tegnverdenerne og kontrapunkt i behandlingen af særligt asymmetriske opslag, hvor tekst og billeder afviger direkte fra hinanden. Således sætter jeg ikke lighedstegn mellem ikonotekst og den kontrapunktiske store afstand mellem, hvad tegnene kommunikerer.

Det er brugen af kontrapunkt som tillader forskellige tolkninger at stå side om side, som de gør det i Shakespeares Hamlet. Det sker, når tekst og billede eksempelvis fortæller om og viser karaktererne på forskellig vis, der modsætter sig hinanden . Som eksempel herpå skriver Oscar K i sin regibemærkning på opslaget 82-83 at »Ophelia kommer ind med antydning af mave«, mens billedsiden viser Ophelia som en ret op og ned teenagepige, der med en pude under kjolen prøver den voksne kvindes gravide ydre af. På den måde lader værkets skabere to helt modstridende tolkninger af forholdet mellem Hamlet og Ophelia koeksistere: det seksuelle og det uskyldsrene.


Kontrapunkt bruges også i værket til at indikere, at to tilsyneladende forskellige personer i virkeligheden er en og samme, som når Karrebæk i skildringen af prins Fortinbras lader ham ligne Hamlet til forveksling . Håret er skrabet fremad og brillernes glas er ikke mørke, men ellers er de identisk mutte, spinkle og sortklædte personer. Jeg betragter denne tydelige lighed som Karrebæks henvisning til Hamlets fortolkningshistorie. Her har netop spørgsmålet om den mystiske Fortinbras af Norge, der – modsat den tvivlende Hamlet – resolut begiver sig på togt for at hævne sin far, givet anledning til spekulationer om, hvorvidt Shakespeare har tænkt ham som Hamlets alterego. Karrebæk inkorporerer denne fortolkningsmulighed i sin billedside, udvider tekstens fortælling og leder opmærksomheden hen på mangetydigheden som pointe.

Paratekst


Ovenstående eksempler er taget fra bogens indre, men allerede udenpå begynder værkets afsendere at påvirke læseren i retningen af en mangetydig læsning ved hjælp af ikonotekst mellem bagsidetekst og forsideillustration, og derfor vil jeg nu introducere begrebet paratekst.

Paratekst dækker over alt det, der ikke er en del af værkets egentlige indholdsdel, men som befinder sig ’i kanten’ af den, og som er med til at styre læserens forventninger . Eksempelvis er både Shakespeares Hamlets bagsidetekst, anmeldelser af værket og programerklæringen en del af dens paratekst . Begrebet deles i epitekst og peritekst, hvor epiteksten favner det, der ligger uden for bogen, og som påvirker receptionen af værket. I tilfældet Shakespeares Hamlet fx anmeldelserne, det originale dramas lange receptionshistorie og Dansklærerforeningens arbejdsspørgsmål til bogen. Periteksten omfatter alt det i værket, som omgiver den egentlige indholdsdel , for eksempel at der på Shakespeares Hamlet er angivet, at der er tale om Shakespeares fortælling fortalt og illustreret af Oscar K og Dorte Karrebæk. Den ikke værkspecifikke programerklæring udgør editorial peritekst, der placerer bogen som en del af en serie, hvortil der er knyttet en række krav der forventes indfriet. Det er ikke ligegyldigt for læserens tilgang til bogen, hvad der fremgår af dens peritekst, så når Oscar K piller ved programerklæringen ændres modtagerforventningerne så bogen flyttes fra målgruppefikseret til almen litteratur.

Bagsideteksten er ligeledes en del af periteksten, og den fortæller, at Shakespeares Hamlet er bygget op omkring en kriminalintrige, og at plottet er som krimiens, men samtidig er den »ikke for fastholdere«. Sætningen stammer oprindeligt fra Klaus Rifbjergs digt Livet i badeværelset, hvor et drilsk stykke sæbe benytter det i sin selvkarakteristik, men i dag anvendes det ofte til at betegne den litteratur, der ikke lader sig endeligt fastholde, men smutter ud mellem hænderne på fortolkeren. Desuden opremses direkte forskellige tolkninger – Hamlet som ensom i en korrupt verden og Hamlet som kilden til dårskaben - således indikerer den specifikke bagsidetekst, på samme måde som seriens fælles programerklæring, at der er mange mulige tolkninger som byder sig til, og at ambivalensen er et prisværdigt træk.

Vender man bogen, fortæller forsidens titel om Hamlet som den ubestridte hovedperson ved typografisk at lade hans navn fremhæve med en stor font, og hans status understreges af forsideillustrationen, som også anslår værkets tematikker . Billedet er et stykke af et større, der på opslaget side 56-57 viser Hamlet i fuld størrelse, men på forsiden er skåret til som et nærportræt. Hamlet er afbildet som et skelet med pindsvinehoved, og billedet er gennemlyst som et røntgenfotografi, så den ydre pindsvinesnude og det indre kranie lader sig skue samtidigt. Dobbeltblikket er normalt umuligt, men illustrationen muliggør det, hvilket i sig selv kan betragtes som en metarefleksion over tolkningernes nødvendige sameksistens.

Billedet, må man gå ud fra, er udvalgt som det mest sigende portræt af hovedpersonen, og det indkredser da også prinsen i al hans kompleksitet. Skelettet er en forudsigelse af den død, Hamlet snart vil lide og samtidig en konkretisering af hans længsel efter dødens forløsning fra afmagt og tvivl, som den giver sig til udtryk i Oscar K’s gendigtning af hans berømmede monolog, der agerer tekstuel pendant til billedet:


»At dø/, at sove, tro, at vi med søvnen standser/den hjertekval, de tusind’ lidelser,/ vi men’sker fik i arv. Det er den slutning,/som vi kan håbe på. At dø, at sove./ At sove, måske drømme, det er sagen. «


De stikkende pindsvinepigge billedliggør den frygt, som opstår i Hamlet, da han ruskes ud af sin depressive tilstand med genfærdets hårrejsende (!) fortælling. Rædselsslagne pindsvin folder sig paralyseret sammen om sig selv og håber på det bedste, som en del af prinsen da også ønsker sig at gøre. Det skræmmer ham, at hans far har lidt en så hæslig død, og det forstærker hans afsky for moderens hurtige giftermål, men det, der virkelig ængster er, at han nu er dømt til handling. Eller - måske allermest, at han end ikke nærer fuld tiltro til ånden af den far han savner sådan. Modsat det ædle genfærd med de gyldne lokker i Illustrerede klassikeres version, er det hos K og Karrebæk en hidsigt hævnsyg ånd, der ofte syner mere djævelsk end ophøjet. Hamlet kan ikke stole på dem omkring ham, han kan ikke stole på dem der er døde, og han kan ikke stole på sig selv.

Fortællingen om Hamlet blev til i brydningstiden under Elisabeth I, hvor middelalderens faste verdensorden opløste sig til fordel for en ny og kaotisk tilværelse . Renæssancemennesket blev revet ud af den stabile sammenhæng, hvor han før havde været defineret af sin gud og sin stand, og måtte i stedet vende blikket fortolkende indad mod sig selv og sine handlinger for en følelse af identitet og forståelse af livet og dets mening . Den indre splittelse som fulgte i kølvandet på kampen mellem den gamle orden og den nye er eksplicit i Hamlet, hvor prinsen føler sit indre sønderdelt mellem de middelalderlige æresbegreber og slægtsbindinger genfærdet kalder på med kravet om hævn, og den frygtelige tvivl om genfærdets intentioner og berettigelsen af hævntogtet. Det splittede menneske, der ikke kan finde ud af, hverken at være eller ikke at være, er også i den moderne verden en grundkonflikt, ligesom også hævn, ulykkelig kærlighed og familieopgør hører til menneskelivets evergreens. Derfor kan læsere og tilskuere til stadighed finde et meningsfuldt spejl i Hamlet, og heri består historiens universelle temaer og transhistoriske kvalitet.


Foldes bogen ud fungerer billedbogens for- og bagside som et opslag, og bagsidetekst, titel og illustration udgør omslagets ikonotekst, der tilsammen opfordrer til åbenhed for flere mulige tolkninger.

Mangetydig leg med modalitet


Parateksten er ikke ene om at styre læserens tilgang til værket, for når vi ikke guides mod en bestemt tolkning (eller som i tilfældet Shakespeares Hamlet mod at acceptere, at den ikke findes) afkoder vi selv, det vi møder. Nikolajeva sætter begrebet modalitet på det, der hjælper os med at bestemme, hvilke briller vi skal anvende, når vi skal afgøre, om det, vi møder i billedbogen, skal tolkes mimetisk eller symbolsk . Er ikonoteksten på et opslag i besiddelse af en kompleks modalitet, kan det eksempelvis indikere, at det, der fortælles i teksten, ikke er sandt, eller omvendt . Begrebet betegner altså forudsætningen for afkodningen af værket eller en del af del. Ved en bogstavelig tolkning afkodes et opslag som ’sandt’, mens den symbolske tolkning i stedet får læseren til at se det som en spejling af karakterernes følelser af for eksempel forhåbning eller tvivl.


På opslaget side 54-55 i Shakespeares Hamlet er billedsiden en allegori over Picassos kubistiske maleri, Guernica fra 1937, som er en forvrænget og uhyggelig fortolkning af bombningen af den baskiske by under Den Spanske Borgerkrig med masser af uskyldige døde til følge. I Shakespeares Hamlet retter Hamlet et sværd mod en nøgen kvinde, som jeg formoder repræsentere Gertrud, mens en lige så nøgen Ophelia kravler over hende som en øgle med spids tunge. Claudius er fanget mellem et kvælertag og et tungekys med en grinende mandsperson, og over det hele våger et åbent øje. Kunstkender eller ej, ingen beskuer af dette maleri vil være i tvivl om, at det ikke søger en realistisk afbildning af virkeligheden, og derfor vil det rimeligvis tolkes som mindre realistisk end symbolsk. Ved at bruge Guernica som model for sit eget værk, låner Karrebæk også billedes modalitet, der styrer læseren mod en symbolsk afkodning som illustration af den frustration, Hamlet giver udtryk for i opslagets tekstdel, hvor han klager sig over sin handlingslammelse. Referencen til Picassos berømte maleri understreger – i hvert fald for den der kender baggrunden for dets tilblivelse - krigsstemningen, som gennemsyrer værket og forudsiger samtidig hævnspiralens massakrelignende udfald. På den måde tilføres Hamlets desperate rasen flere betydningslag.

Og forudsigelsen af død er gennemgående i Shakespeares Hamlet, fra forsideillustrationen til Guernica til afbildningen af Ophelia på opslaget 86-87, hvor hun stående i nøgen kvindeskikkelse knuger sine urter. Tipper man bogen mod højre, finder man hende nemlig liggende i sin grav som udspringet for de smukke blomster, der gror på jorden over hende .

Intertekstualitet: værker i værket


Guernica er et ud af talrige eksempler på brugen af interkulturelle referencer i Shakespeares Hamlet. Begrebet er udsprunget af intertekstualitet, som dækker over alle slags forbindelser mellem to eller flere litterære værker , hvilket K og Karrebæk også gør brug af, men flittigst benyttes interkulturelle referencer, hvor forbindelsen findes mellem det litterære værk og et udenomslitterært, kulturelt fænomen, som for eksempel et kunstværk.


Intertekstualitet kan vise sig som allusioner, citater fra eller indirekte henvisninger til, tidligere værker og kan finde sted på begge tegnplaner. Grebet betragtes ofte som rettet mod den mere kompetente læser, da man må kende hypoteksten – det værk, der henvises til - for at forstå og afkode referencen .


I Shakespeares Hamlet viser det sig som oftest på billedsiden, selvom der er enkelte eksempler på tekstbaseret intertekstualitet, såsom tidligere nævnte brug af Susanne Lanas sang som erstatning for en af Ophelias viser. Men billedsiden bugner af henvisninger.


I Michelangelos berømte freske, giver Gud Adam livet ved at lade deres hænder mødes – i billedbogen peger de ubehjælpeligt i hver deres retning som et Monthy Python-æstetisk vejskilt . Kejser Konstantins formanende løftede pegefinger fra den kolossale romerske statue peger ind mellem de spredte ben på en letpåklædt Gertrud, Hamlet i skikkelse af Rodins Grubleren imødekommer den klassiske tolkning af prinsen som plaget filosof , og 17 af 52 opslag viser Bayeux-tapetet i enten originale billedstumper eller Karrebæks streg. Alle væsentlige og omdiskuterede værker, og alle fysiske mastodonter. Karrebæk understøtter således endnu en gang klassikerens uudtømmelighed ved at lade Shakespeares Hamlet fylde op af interkulturelle referencer til kunstværker, der alle betragtes som verdenshistoriens helt store, og som alle er omgærdet af mystik og uenighed.


Grundet opgavens begrænsede omfang og billedbogens utallige interkulturelle og tekstuelle referencer, har jeg i det følgende udvalgt tre vidt forskellige for at illustrere bredden.

Bayeux-tapetet: historieskrivning med nål og tråd


Den mest gennemgående referencen er den til Bayeux-tapetet. Vægtæppet, som det i virkeligheden er, betegnes ofte som verdens første tegneserie, og gennem 70 meters vævet, fremadskridende beretning fortæller det om slaget ved Hastings i 1066, hvor normannerne invaderede England. Det er historieskrivning med nål og tråd inddelt i tre områder: en bred midterfrise der fortæller den egentlige historie, mens to kantfriser fyldes af dyr, faldne soldater og årstidsindikerende ikoner. Tæppet viser forberedelser såvel som slaget selv, men i Shakespeares Hamlet starter tæppet, hvor slaget og blodsudgydelserne begynder, hvilket cementerer krigsstemningen fra starten. Det originale tæppes slutning mangler, og det har givet anledning til et væld af tolkningsmæssige uenigheder. Netop dette kan tænkes at have spillet ind på Karrebæks tiltrækning til Bayeux-tapetet som ramme for Shakespeares mangetydige værk, der selv er udsat for fortløbende diskussion.

Sidste gang Karrebæk benytter sig af tæppet, knækker hun det i en skæv vinkel og lægger det ned, så det, i stedet for at være en tegneserielignende frise der ’læses’ fra venstre mod højre, former en vej som forsvinder ud i horisonten, og ad hvilken Ophelias gravtogt nærmer sig hendes grav . Vi møder det en allersidste gang, tæppet, men da er det opløst i farvetråde, hvor hver enkelt repræsenterer en af de dødsdømte karakterer . Trådene, der har hver deres farve er alle handlingslinjer i Shakespeares Hamlet, og bevæger sig ind mellem hinanden på kryds og tværs. På opslagets venstre side er angivet det navn hvis skæbne de repræsenterer; Polonius, Ophelia, Gertrud, Claudius, Laertes og Hamlet. Alle ender de på opslagets højre side med et hvidt lille kors, med død. Billedet er ikke decideret kontrapunktisk, men fuldstændig løsrevet fra teksten, som beretter om den kommende fægtekamp mellem Hamlet og Laertes, der – ligesom alle de unge mænd i Hamlet - vil hævne sin far. Billedsiden bliver altså en selvstændigt indikerende forudseelse af, hvad der vil ske.


Trådene løber ikke parallelt, men krydses flere steder, hvor personernes liv griber særligt ind i hinanden. Gertruds lyserøde tråd løber sammen med Claudius’ røde for senere at adskille sig og føre til hendes kors. Claudius’ røde bliver herefter skæbnesvangert mørkt - nærmest sort. Hamlets og Ophelias tråde løber flere steder over eller under hinanden, men på et tidspunkt mødes de i et kryds, der er markeret med rødt. Hamlet er blevet fatal for Ophelia, der går til i sindssyge og dør, men i døden falder de tidligere elskendes tråde til ro tæt ved hinanden. Selvom bogen er lavet som en fremadskridende og sluttet fortælling, der kan læses lineært fra ende til anden, antyder ikonoteksten samtidig værkets åbenhed og indbyder læseren til at gå tilbage i tekst og billeder og gen- og krydslæse med skiftende fokus. Igen er den der, mangetydigheden.


Valget af Bayeux-tapetet og opløsningen af det i skæbnetråde, giver mindelser til den nordiske mytologis skæbnegudinder, der som bekendt spandt menneskenes livstråde og vævede dem sammen til et tæppe af skæbner. Nornerne spandt historien som også Bayeux-tapetets skabere gjorde det, og som K og Karrebæk - dog i mere overført betydning - gør det med Shakespeares Hamlet.

Metatekstuel mangetydighed


Den næste reference er intertekstuel, for på opslaget 88-89 fortæller teksten om Hamlets brev til Horatio, hvor han beder vennen om at skynde sig så hurtigt »som var Død i hælene på dig «. Afvigelsen fra Henning Krabbes tekstophav er minimal (»som om døden var i hælene på dig «), men billedsiden tager teksten på ordet og viser Død i egen korte person, jagtende den betuttede Horatio. Det lille smilende skelet iklædt ternet kittel er løbet ud af Wolf Erlbruchs billedbog And, Døden og tulipanen, hvor den frygtsomme And er bange for Døden, som dog senere viser sig at være nænsom og venlig. Det er nemlig ikke Døden, der slår And ihjel, men den kolde vinter, og det er Døden, der til sidst hjælper hende trygt af sted på den sidste rejse.


Denne finurlige intertekstuelle reference kan betragtes som en metatekstuel hyldest til hollandske Erlbruch, der repræsenterer den tabunedbrydende børnelitteratur, ligesom K og Karrebæk gør det på dansk grund. Intertekstualiteten, der er repræsenteret både i tekst og billede, løsriver sig fra Shakespeares Hamlet og indskriver sig som et oplæg i debatten om, hvorvidt døden er et passende emne i litteratur for børn. Den metatekstuelle reference peger altså ud af bogen i retningen af forfatternes eget tabunedbrydende projekt.

Collage og krig


Karrebæk gør brug af collageteknik på sin billedside, og det er der mening i. En collage er et billede sammensat af dele, der typisk er klippet ud af forskellige materialer som papir, pap, fotografier og stof. Ved blandingen sigter metodikken efter at bryde med idéen om værkets enhed, og kontrasterne understreges gerne af, at de brugte materialer har forskellige taktile værdier. Karrebæks billeder udgøres da også af en kombinationen af tegning, maleri, stof og fotografi og sammenbringer brudstykker fra forskellige sammenhænge i en ny helhed.


På den måde kan collagen benyttes af kunstnere der, som Karrebæk, ønsker at tydeliggøre umiddelbart usynlige forbindelser eller skabe helt nye.

Karrebæk kombinerer i sine collager, som sagt, egne kreationer med fragmenter af andre værker. Disse værker medbringer betydning fra deres oprindelige kontekst og giver således collagen en rolle som tekstudvidende fortolkningsnøgle. I Shakespeares Hamlet kobles prins Fortinbras’ hær - der som politiet i en gyserfilm ankommer til slottet lige præcis efter det endelige slag – gentagende gange sammen med Første Verdenskrig, idet soldaterne igen og igen gengives bærende krigens karakteristisk gasmasker. Første gang på opslaget 80-81, hvor det gælder en enkelt af Bayeux-tapetets rytterkrigere.
Bogens næstsidste opslag viser et maleri af soldater med bloddryppende bandager, der på række støtter sig til hinandens skuldre. På det sidste og unummererede opslag afslører Karrebæk, at maleriet i virkeligheden er en collage, og at hun har skabt sit billede over et faktisk foto af giftgasblindede mænd. Hun lader penselstrøgene være lettere, så billedet skinner igennem, og med ét løftes Shakespeares fortælling ind i den det tyvende århundredes faktiske krigshistorie.


Brugen af verdenskrigen byder vanen tro på flere mulige tolkninger, for de mange grusomme hævndrab, læseren har været vidne til, blegner i sammenligning med det tyvende århundredes systematiserede krigsførelse. Her er drabene ikke længere affødt af simple følelser som hævnlyst, men af rationaliseret og distanceret krig, hvor fjenden er ansigtsløs. Denne krigsførelse er skræmmende, fordi den er upersonlig, hvilket gør den mere uforståelig end det personlige opgør.


Krigsreferencen kan også tolkes som tegnerens ordløse sidestilling af de to krigsførelser, idet den romantiske idé om svundne tiders ærefulde krig gang på gang gøres til skamme i Shakespeares Hamlet. Der er intet ærefuldt i det personlige opgør, hvor rollefordelingen mellem syndere og hævnere flyder sammen og konstant afføder nye syndere og nye hævnere, indtil hævnspiralen bliver alles endeligt. Uanset tolkningen påpeger Karrebæk, ved i collagen at sammenbringe dramaet med krigen, krigstematikkens universelle karakter.

Karrebæks stilbevidste brug af collageteknik har desuden metatekstuel karakter, idet hun peger på, at Shakespeares Hamlet bygger videre, eller oven på, noget foregående. På den måde imødekommer hun dramaets lange receptionshistorie. Fragmenterne er som sagt hentet fra verdenshistoriens mastodontiske kunstværker, som i sig selv besidder en lang og fortsat fortolkningshistorie, for var Konstantin egentlig omvendt kristen ved sin død, eller var hans dåb ren taktik? Og har Picasso fyldt sine malerier hemmelige symboler, der bare venter på den korrekte afkodning? Ved at lade Shakespeares Hamlet indbefatte dem alle, konsolideres værkets egen rummelighed og klassikeruudtømmelighed.

Intraikonisk tekst: tekst i billederne


Til sidst vil jeg kort berøre brugen af intraikonisk tekst, det vil sige konventionelle tegn, der optræder som en del af opslagets ikoniske. I Shakespeares Hamlet bruges det intraikoniske nemlig til at fremhæve stykkets bevingede Gajolæske-citater, de ord som kendes af alle uanset yderligere kendskab til Hamlet.


På opslaget 26-27 gentages tekstdelens »Skrøb’lighed, dit navn er kvinde! « i billedet, hvor ordet ’kvinde’ er erstattet af en rød pil, som anklagende udpeger Gertrud, og på opslaget 34-35 slutter tekstdelen med, at Marcellus frem for sig udtaler ordene »Something is rotten in the state of Denmark. «


Vi har i det foregående set på den mulige metatekstuelle betydning af Bayeux-tapetet som formgiver for klassikerformidlingen, og vi så, at K og Karrebæk ved brug af ikonoteksten lod forskellige tolkninger af forholdet mellem Hamlet og Ophelia stå side om side på et enkelt opslag. Med det engelske citat, som altså er bibeholdt på værkets originalsprog, lader K og Karrebæk atter Shakespeares Hamlet pege på sig selv som en del af Hamlets formidlingshistorie. Her specifikt på diskussionen om, hvorvidt en klassiker lader sig oversætte uden tabet af helt væsentlige pointer, og således er også de intraikoniske citater – ud over selvfølgelig at agere velkendt indgang til teksten for den ukompetente læser - en del af skabernes stærke metatekst til ’projekt Illustreret Verdenslitteratur’.

Afrundende


Jeg har i det foregående belyst, hvordan billedbogens billedside i de seneste årtiers løsrivelseseksperimenter har opnået ligestilling med teksten, og hvordan ikonoteksten har udklækket hidtil uprøvede muligheder i kraft af den nye æstetiks udnyttelse af tegnsystemernes forskellige muligheder og begrænsninger. Jeg har derefter undersøgt ikonoteksten i Shakespeares Hamlet ud fra en tese om, at dette særkende ved den eksperimenterende billedbog har gjort det muligt for bogens skabere, at formidle den transhistoriske kvalitet, universalitet og især mangetydighed, som ifølge definitionen binder sig til klassikeren.


Analysen har desuden vist, hvordan de didaktiske formidlingshensyn til klassikerens kvaliteter har bibragt Shakespeares Hamlet selv samme egenskaber. K og Karrebæks tolkning af originalen Hamlet er nemlig, modsat Illustrerede Klassikeres, rettet mod klassikerens væsenstræk, og via billedbogsæstetikken har de spejlet og genskabt disse værdier i deres eget værk, der således lever op til kriterierne for litterær kunstnerisk kvalitet, som de ser ud hos Erik Skyum-Nielsen.

Billedbogens frigørelse fra sit ophav som rent didaktisk redskab er blevet grundlag for en æstetisering af mediet, men i Shakespeares Hamlet såvel som i alle andre af K og Karrebæks bøger udelukker kunst og didaktik ikke hinanden. Forfatter og illustrator har netop ønsket at give de unge noget ordentligt at læse, og Oscar K har udformet arbejdsspørgsmål til brug i undervisningssammenhænge. De modsætter sig således ikke billedbogens didaktiske potentiale, men at børn skal udsættes for litteratur af særlig ringe kvalitet og af særlig ukompliceret art. Lysten til at forstå over den fulde forståelse viser skabernes tillid til barnelæseren. Tilliden til, at han kan rumme, ikke at kunne nå den fuldstændige forståelse, og at hans nysgerrighed vækkes af mødet med det svære, frem for at svækkes. Det er altså igen de voksnes syn på barnet der har formet litteraturen, og de eksperimenterende billedbogsmageres tillid til barnet har givet plads til klassikerdefinitionen i et værk der (i hvert fald også) er skabt til læsning af børn. Behovet for at forklare er erstattet med appel til nysgerrigheden, synet på barnet som kompetent har på den måde vist sig helt afgørende for værkets udformning og kunstneriske kvalitet.

Shakespeares Hamlet er en receptionstekst, der har sat sig for at rumme receptionshistorikken, fordi den er sigende for værkets store rummelighed. Og det er en klassikerformidling, der fremhæver Hamlet som en klassiker med særlige evigtgyldige kvaliteter, på bekostning af den gængse forestilling om bogklassikerne som støvede, forældede og utilnærmelige. Det er et værk, som viderebringer renæssancens kulturarv – samt alt det, stykket har opsamlet på vejen fra da til nu – og som lader den nutidige læser spejle sig i almenmenneskelige tematikker. Jeg forudser at det med sin mangetydighed vil være en fortsat udfordring for fortolkere, netop fordi det nægter at tage endegyldigt stilling og insisterer på værkets åleglatte håndsæbekvalitet som noget prisværdigt.

Beth Junckers tidligere nævnte dødserklæring over klassikerbearbejdelserne bunder i hendes tiltro til den nye og eksperimenterende børne- og ungdomslitteratur, som hun mener »har placeret sig som fuldgyldig del af den litterære kultur « ved at tillade åbenhed og flerstemmighed, en betragtning jeg har underbygget ved i denne opgave at udfolde den eksperimenterende billedbogs potentiale. Men at klassikerformidlingens tid er forbi dementeres, mener jeg, af Shakespeares Hamlet, hvor den eksperimenterende billedbogs æstetik åbner op for klassikerdefinitionen og således for en gennemgribende fornyelse af hele måden at bedrive klassikerbearbejdelser på. Shakespeares Hamlet er ikke et ligegyldig handlingsreferat, som Illustrerede Klassikere retfærdigvis blev beskyldt for at være det. Værket er noget i sig selv, samtidig med at klassikerformidlingen gøres mere interessant og klassikeren gøres mere ret end nogensinde før.


Det er altså ikke på trods, men i kraft af hensynet til den originale Hamlet at Shakespeares Hamlet bliver til mere end blot didaktisk klassikerformidling. Ved ikke at binde værket til en bestemt tid og karaktererne til en bestemt rolle, bliver værket et kunstværk i sig selv.

Double-click here to add your own text.

Double-click here to add your own text.