"Hugo & Holger skal nok få det godt" og "Hugo & Holger bygger et hundehus" er nogle virkelig gode, og søde historier om et umage venskab, der bringer smil på læben.

 

Anmeldelse på Adventures of a booknerd


"Hugo & Holger skal nok få det godt":

Hugo er næsten blind og helt alene. Han ønsker sig en hund. Så får han Holger, som ikke er en rigtig hund. Men det ved Hugo ikke. Og måske gør det heller ikke så meget, for Hugo og Holger skal nok få det godt.

 

"Hugo & Holger bygger et hundehus":

Hugo og Holger bygger et hundehus, hvor Holger kan sove. For Hugos seng er jo alt for lille til to, og Holger har det med at snorke. Men pludselig føles Hugos seng alt for stor.

 

Der var noget dejlig velkendt ved billedbøgerne om Hugo og Holger, og det gik hurtigt op for mig, at de faktisk bygger på en film, jeg så sidste år. Billedbøgerne holder sig ret godt til filmen, og de er meget hyggelige. "Hugo & Holger skal nok få det godt" og "Hugo & Holger bygger et hundehus" er nogle virkelig gode, og søde historier om et umage venskab, der bringer smil på læben.

 

Hugo er en lille dreng, der bor alene i et lidt skævt hus. Han er næsten blind og har minus 32 på begge øjne, og så er han ensom. Han drømmer om at få en hund. En hund han kan fortælle historier til og hygge sig med.

 

Holger er en cirkuselefant med store drømme og en stor appetit. Desværre blev han glemt af sit cirkus, og endte derfor i en dyrehandel for glemte dyr. Men der er ingen der vil adoptere en elefant med så stor en appetit. Udover Hugo selvfølgelig, der dog tror Holger er en hund. 

 

Billedbøgerne om Hugo og Holger er meget søde, hyggelige og sjove. De handler om venskab, ensomhed og at finde et særligt bånd til en anden, på trods af forskelligheder. Hugo og Holger bliver bedste venner, og de rummer hinanden og giver hinanden plads, selvom Holger spiser ekstremt meget, fylder i sengen og er A-menneske eller elefant, og Hugo derimod er B-menneske og træt af Holgers snorken. Men de kan ikke undvære hinanden og det var skønt at se.

 

Billedbøgerne er på ca. 40 sider, sproget er holdt nemt forståeligt, og der er ikke meget tekst på siderne.

Teddy Kristiansen har illustreret billedbøgerne, og hans skæve, lidt barnlige streg fylder bøgerne og karakterende med humor og personlighed, og jeg kunne virkelig godt lide dem. 

Billedbøgerne om Hugo og Holger passer rigtig godt til en hyggelig højtlæsningsstund for de ca. 2-3 årige og op. Mine drenge på 2 og 4 år er i hvert fald ret glade for bøgerne, og synes det er sjovt at Hugo tror elefanten Holger er en hund, der spiser mad i store mængder. 

 

Hugo og Holger bøgerne er rigtig gode, søde og sjove, og de fik mig til at smile flere gange under min læsning. Heldigvis tyder det på der kommer flere bøger om det skønne vennepar, hvilket jeg i hvert fald vil se frem til. Man kan dog også, efter man har læst bøgerne, se den korte film om Hugo og Holger, der vidst kan lånes på filmstriben. Både bøger og film er et besøg værd. Vi har i hvert fald allerede læst bøgerne flere gange herhjemme. 

 

Bøgerne udkommer d. 27. januar. 


Det skal ikke komme som et chok, at livet ender med døden


Dorte Karrebæk har altid sat billeder på alt det, et liv er gjort af, og hendes karakteristiske streg i mere end 200 bøger har sat spor i tusindvis af børn og voksne. Nu har hun modtaget Holbergmedaljen for sit virke, og hun glæder sig først og fremmest over anerkendelsen af, hvor vigtig børnelitteraturen er.

 

Af Bine Madsen

Dagbladenes Bureau

 

Spørger man Dorte Karrebæk, hvornår hun vidste, at hun skulle være tegner, falder svaret prompte. ”Det vidste jeg nærmest, dagen efter jeg blev født”. Der er altså ikke tale om en kunstner, der efter lidt ungdommelig famlen endelig fandt sit vigtigste virke, men tværtimod om et menneske, der altid har brugt det visuelle til at forstå og formidle og meddele sig til verden.

 

- Der har aldrig været nogen tvivl om, at det var det, jeg ville og skulle, og det er der flere årsager til, fortæller hun over telefonen fra sit hjem i Juelsminde, som hun deler med sin mand, forfatteren Oscar K.


Det er ikke mange uger siden, at hun – på Ludvig Holbergs fødselsdag den 3. december – blev hyldet i Admiral Gjeddes Gaard i indre København og modtog Holbergmedaljen. Medaljen bliver hvert år givet til en forfatter eller forsker, der markerer sig i ”den holbergske ånd. Med vid, ånd og i oplysningens tjeneste”, som det hedder. Og Dorte Karrebæk får den blandt andet for at inspirere til et nysgerrigt og fordomsfrit blik på verden, lyder det i begrundelsen, hvor hun også bliver hyldet for at ”tale med de to-årige, med midaldrende og med oldinge i en streg og en sprogtone, der altid er til at aflæse, og som altid er lidt rystende. Hendes univers går fra realisme til det groteske, altid med humor, altid med prægnans og præcision”.

 

Tegneren og forfatteren, der debuterede for snart fyrre år siden, glæder sig både over anerkendelsen hendes virke og af børnelitteraturen.

 

- Litteratur for børn er et vanskeligt område, og mange folk har den opfattelse, at børnebogen skal have en mission. At børnene skal lære noget, når de læser. Sådan ser jeg det ikke, og derfor er jeg glad for den opmærksomhed, som børnelitteraturen får med medaljen her. Jeg ved godt, at den ikke revolutionerer området, men det er alligevel en anerkendelse, som betyder noget. For mig og for de andre ordkunstnere og tegnere, der findes på området, siger hun.

 

At finde ind til det, man kan

 

Dorte Karrebæk har af flere omgange tegnet og fortalt brudstykker af sin egen baggrund. Senest i billedbogen ”Det var nok det bedste!” om forholdet til sin mor, der var så tunghør, at barnet måtte ty til visuel kommunikation - og tidligere i erindringsbogen ”I tilfælde af krig” om livet i familien og skolen i kølvandet på en verdenskrig.


- Der er mange årsager til, at jeg blev tegner, fortæller hun.

Min far var arkitekt, og vi fandt et fællesskab i at tegne sammen, og jeg har også altid været vidne til mange andre kunstnere i min familie, så jeg så jo, at det var en mulighed. Desuden var jeg ordblind og fik ingen hjælp i skolen. Det betød, at jeg måtte klare mig selv og finde mine succesoplevelser andre steder. Derfor var det også en gave, at jeg så tidligt fandt ud af, hvad jeg kunne.


I en alder af bare 18 år kom hun ind på Kunsthåndværkerskolen i København og fulgte skolens reklamelinje, men oplevede gang på gang som færdiguddannet at støde panden mod en mur, når hun søgte job.


- I alle de jobs, jeg søgte, fik jeg at vide, at jeg burde tegne i stedet, fortæller Dorte Karrebæk, som på det tidspunkt også var blevet mor. I en periode havde hun alle mulige jobs i dagtimerne for at kunne forsørge sig selv og sin datter, mens aftnerne blev brugt på at tegne. Det lyder måske hårdt, men sådan husker hun det ikke selv.


- Jeg elskede at tegne. Jeg kunne jo heller ikke andet. Jeg kunne ikke regne, og jeg kunne ikke finde rundt i en by. Det var først mange år senere, jeg fandt et sprog. Men der gik en del år med langsomt at få en platform, og det skete i takt med, at jeg indså, at tegninger først og fremmest får plads i fortællinger til børn.

 

Menneske på godt og ondt

 

I 1982 udkom så hendes første børnebog, pixi-bogen ”En lille fugl”, og siden har hun illustreret et par hundrede børnebøger, skrevet en del selv, og de seneste godt 20 år sammen med sin mand skabt en række ”menneskebøger”, som hun kalder det. Altså, bøger skrevet til mennesker uanset alder, og som usentimentalt, men også ofte humoristisk tager selv svære emner under kærlig behandling.

For børn skal ikke snydes for den komplekse verden, vi lever i, mener hun.

 

- Det, jeg dybest set prøver at lægge i mine bøger, er enkle fortællinger om at være menneske. På godt og ondt, siger hun og fortæller om oldebarnet på fire år, ”som hun har et nært forhold til”. Deres relation er et godt billede på, hvilke værdier og overbevisninger der løber som en rød tråd gennem hendes udgivelser.


- Jeg ville gå foran det lille pigebarn og feje alle problemer væk for hende, hvis jeg mente, det var godt for hende. Men det gør jeg ikke. Hvis man tager udgangspunkt i barnet, kan man snakke om alt, og det mener jeg, at man skal. Det skal for eksempel ikke komme som et chok, at livet ender med døden. Det er vigtigt, at man lægger det frem sammen med alt det smukke, som livet også er.

 

I alle årene har nysgerrigheden efter at undersøge været den bærende drivkraft sammen med visheden om, at for at lære, må man også lytte.

 

- Man kommer så nemt til at tale hen over hovedet på andre og især børn. Men jeg ved, at hvis jeg for alvor skal lære noget om mit oldebarn, så skal jeg holde min mund og lytte til, hvad hun fortæller. Den samme tilgang har jeg til andre mennesker, og det er i den virkelige verden, at jeg henter mine billeder. 

 

Fortidsbørn

 

I de mange portrætter, der er skrevet om Dorte Karrebæk, tales der ofte om hendes karakteristiske streg. Et fingeraftryk, der er umiskendeligt hendes. Hun ser det også selv, men hun synes, at hun i årenes løb har udviklet sig, og hun prøver stadigvæk – her fyrre år efter debuten – at blive skarpere. Det er ikke mindst ved at undervise andre, at hun selv er blevet bedre.

 

- Når man skal videregive sin viden, er man nødt til at blive sig den bevidst og være opmærksom på, hvilke muligheder man har som tegner, og den opmærksomhed skærpes, når man henter inspiration fra noget, der allerede eksisterer, siger Dorte Karrebæk, som især udfordrer sig selv ved at hente motiver i naturen. Hun har tegnet blomster og tusindvis af sneglehuse. Særligt det sidste er ”virkelig svært”, for det er ikke forestillingen om planten eller stenen, der skal gengives, men den plante eller det sneglehus, der ligger foran én. Senest har hun siddet med gamle klassefotografier og tegnet hver enkelt lille person. Sine fortidsbørn, som hun kalder dem. De er ikke blevet brugt til noget endnu. 

 

- Og selv om der ikke skulle komme en bog ud af det, elsker jeg at undersøge, hvad jeg kan, og hvor langt jeg kan komme, siger Dorte Karrebæk, der en gang imellem tænker, at nu skal hun ikke tegne til flere udgivelser. Men så dukker der alligevel nye ideer op eller opfordringer fra andre til at blive ved. Og det er hun glad for. 

To nye Hugo & Holger-bøger på vej - udkommer 7. juni 2022









Hugo og Holger på børnehjem


af Karrebæk & K. ApS & illustreret af Teddy Kristiansen

Fjerde bind i serien om makkerparret Hugo og Holger, som er fuld af sjov, underfundighed og fantasi.

 

Hugo og Holger hører en mærkelig lyd midt om natten. Den kommer ude fra. Lyden fører dem hen til et gammelt nedlagt børnehjem. Der finder de en forkølet kat og en pige, som er ulykkeligt forelsket. Pigen er blevet glemt, da børnehjemmet lukkede. Lige som Holger blev glemt, da cirkusset rejste. Pigens hjerte er helt knust, men Hugo og Holger har masser af plads i deres hjerter - og i deres hjem.

 

Fra ca. 3 år

 

Andre bøger i samme serie:

Hugo og Holger skal nok få det godt

Hugo og Holger bygger et hundehund

Hugo og Holger får nye venner


Hugo og Holger får nye venner











af Karrebæk & K. ApS & illustreret af Teddy Kristiansen

Fjerde bind i serien om makkerparret Hugo og Holger, som er fuld af sjov, underfundighed og fantasi.

 

Hugo og Holger hører en mærkelig lyd midt om natten. Den kommer ude fra. Lyden fører dem hen til et gammelt nedlagt børnehjem. Der finder de en forkølet kat og en pige, som er ulykkeligt forelsket. Pigen er blevet glemt, da børnehjemmet lukkede. Lige som Holger blev glemt, da cirkusset rejste. Pigens hjerte er helt knust, men Hugo og Holger har masser af plads i deres hjerter - og i deres hjem.


"Hugo & Holger skal nok få det godt" og "Hugo & Holger bygger et hundehus" er nogle virkelig gode, og søde historier om et umage venskab, der bringer smil på læben.

 

Anmeldelse på Adventures of a booknerd


"Hugo & Holger skal nok få det godt":

Hugo er næsten blind og helt alene. Han ønsker sig en hund. Så får han Holger, som ikke er en rigtig hund. Men det ved Hugo ikke. Og måske gør det heller ikke så meget, for Hugo og Holger skal nok få det godt.

 

"Hugo & Holger bygger et hundehus":

Hugo og Holger bygger et hundehus, hvor Holger kan sove. For Hugos seng er jo alt for lille til to, og Holger har det med at snorke. Men pludselig føles Hugos seng alt for stor.

 

Der var noget dejlig velkendt ved billedbøgerne om Hugo og Holger, og det gik hurtigt op for mig, at de faktisk bygger på en film, jeg så sidste år. Billedbøgerne holder sig ret godt til filmen, og de er meget hyggelige. "Hugo & Holger skal nok få det godt" og "Hugo & Holger bygger et hundehus" er nogle virkelig gode, og søde historier om et umage venskab, der bringer smil på læben.

 

Hugo er en lille dreng, der bor alene i et lidt skævt hus. Han er næsten blind og har minus 32 på begge øjne, og så er han ensom. Han drømmer om at få en hund. En hund han kan fortælle historier til og hygge sig med.

 

Holger er en cirkuselefant med store drømme og en stor appetit. Desværre blev han glemt af sit cirkus, og endte derfor i en dyrehandel for glemte dyr. Men der er ingen der vil adoptere en elefant med så stor en appetit. Udover Hugo selvfølgelig, der dog tror Holger er en hund. 

 

Billedbøgerne om Hugo og Holger er meget søde, hyggelige og sjove. De handler om venskab, ensomhed og at finde et særligt bånd til en anden, på trods af forskelligheder. Hugo og Holger bliver bedste venner, og de rummer hinanden og giver hinanden plads, selvom Holger spiser ekstremt meget, fylder i sengen og er A-menneske eller elefant, og Hugo derimod er B-menneske og træt af Holgers snorken. Men de kan ikke undvære hinanden og det var skønt at se.

 

Billedbøgerne er på ca. 40 sider, sproget er holdt nemt forståeligt, og der er ikke meget tekst på siderne.

Teddy Kristiansen har illustreret billedbøgerne, og hans skæve, lidt barnlige streg fylder bøgerne og karakterende med humor og personlighed, og jeg kunne virkelig godt lide dem. 

Billedbøgerne om Hugo og Holger passer rigtig godt til en hyggelig højtlæsningsstund for de ca. 2-3 årige og op. Mine drenge på 2 og 4 år er i hvert fald ret glade for bøgerne, og synes det er sjovt at Hugo tror elefanten Holger er en hund, der spiser mad i store mængder. 

 

Hugo og Holger bøgerne er rigtig gode, søde og sjove, og de fik mig til at smile flere gange under min læsning. Heldigvis tyder det på der kommer flere bøger om det skønne vennepar, hvilket jeg i hvert fald vil se frem til. Man kan dog også, efter man har læst bøgerne, se den korte film om Hugo og Holger, der vidst kan lånes på filmstriben. Både bøger og film er et besøg værd. Vi har i hvert fald allerede læst bøgerne flere gange herhjemme. 

 

Bøgerne udkommer d. 27. januar. 


Det skal ikke komme som et chok, at livet ender med døden


Dorte Karrebæk har altid sat billeder på alt det, et liv er gjort af, og hendes karakteristiske streg i mere end 200 bøger har sat spor i tusindvis af børn og voksne. Nu har hun modtaget Holbergmedaljen for sit virke, og hun glæder sig først og fremmest over anerkendelsen af, hvor vigtig børnelitteraturen er.

 

Af Bine Madsen

Dagbladenes Bureau

 

Spørger man Dorte Karrebæk, hvornår hun vidste, at hun skulle være tegner, falder svaret prompte. ”Det vidste jeg nærmest, dagen efter jeg blev født”. Der er altså ikke tale om en kunstner, der efter lidt ungdommelig famlen endelig fandt sit vigtigste virke, men tværtimod om et menneske, der altid har brugt det visuelle til at forstå og formidle og meddele sig til verden.

 

- Der har aldrig været nogen tvivl om, at det var det, jeg ville og skulle, og det er der flere årsager til, fortæller hun over telefonen fra sit hjem i Juelsminde, som hun deler med sin mand, forfatteren Oscar K.


Det er ikke mange uger siden, at hun – på Ludvig Holbergs fødselsdag den 3. december – blev hyldet i Admiral Gjeddes Gaard i indre København og modtog Holbergmedaljen. Medaljen bliver hvert år givet til en forfatter eller forsker, der markerer sig i ”den holbergske ånd. Med vid, ånd og i oplysningens tjeneste”, som det hedder. Og Dorte Karrebæk får den blandt andet for at inspirere til et nysgerrigt og fordomsfrit blik på verden, lyder det i begrundelsen, hvor hun også bliver hyldet for at ”tale med de to-årige, med midaldrende og med oldinge i en streg og en sprogtone, der altid er til at aflæse, og som altid er lidt rystende. Hendes univers går fra realisme til det groteske, altid med humor, altid med prægnans og præcision”.

 

Tegneren og forfatteren, der debuterede for snart fyrre år siden, glæder sig både over anerkendelsen hendes virke og af børnelitteraturen.

 

- Litteratur for børn er et vanskeligt område, og mange folk har den opfattelse, at børnebogen skal have en mission. At børnene skal lære noget, når de læser. Sådan ser jeg det ikke, og derfor er jeg glad for den opmærksomhed, som børnelitteraturen får med medaljen her. Jeg ved godt, at den ikke revolutionerer området, men det er alligevel en anerkendelse, som betyder noget. For mig og for de andre ordkunstnere og tegnere, der findes på området, siger hun.

 

At finde ind til det, man kan

 

Dorte Karrebæk har af flere omgange tegnet og fortalt brudstykker af sin egen baggrund. Senest i billedbogen ”Det var nok det bedste!” om forholdet til sin mor, der var så tunghør, at barnet måtte ty til visuel kommunikation - og tidligere i erindringsbogen ”I tilfælde af krig” om livet i familien og skolen i kølvandet på en verdenskrig.


- Der er mange årsager til, at jeg blev tegner, fortæller hun.

Min far var arkitekt, og vi fandt et fællesskab i at tegne sammen, og jeg har også altid været vidne til mange andre kunstnere i min familie, så jeg så jo, at det var en mulighed. Desuden var jeg ordblind og fik ingen hjælp i skolen. Det betød, at jeg måtte klare mig selv og finde mine succesoplevelser andre steder. Derfor var det også en gave, at jeg så tidligt fandt ud af, hvad jeg kunne.


I en alder af bare 18 år kom hun ind på Kunsthåndværkerskolen i København og fulgte skolens reklamelinje, men oplevede gang på gang som færdiguddannet at støde panden mod en mur, når hun søgte job.


- I alle de jobs, jeg søgte, fik jeg at vide, at jeg burde tegne i stedet, fortæller Dorte Karrebæk, som på det tidspunkt også var blevet mor. I en periode havde hun alle mulige jobs i dagtimerne for at kunne forsørge sig selv og sin datter, mens aftnerne blev brugt på at tegne. Det lyder måske hårdt, men sådan husker hun det ikke selv.


- Jeg elskede at tegne. Jeg kunne jo heller ikke andet. Jeg kunne ikke regne, og jeg kunne ikke finde rundt i en by. Det var først mange år senere, jeg fandt et sprog. Men der gik en del år med langsomt at få en platform, og det skete i takt med, at jeg indså, at tegninger først og fremmest får plads i fortællinger til børn.

 

Menneske på godt og ondt

 

I 1982 udkom så hendes første børnebog, pixi-bogen ”En lille fugl”, og siden har hun illustreret et par hundrede børnebøger, skrevet en del selv, og de seneste godt 20 år sammen med sin mand skabt en række ”menneskebøger”, som hun kalder det. Altså, bøger skrevet til mennesker uanset alder, og som usentimentalt, men også ofte humoristisk tager selv svære emner under kærlig behandling.

For børn skal ikke snydes for den komplekse verden, vi lever i, mener hun.

 

- Det, jeg dybest set prøver at lægge i mine bøger, er enkle fortællinger om at være menneske. På godt og ondt, siger hun og fortæller om oldebarnet på fire år, ”som hun har et nært forhold til”. Deres relation er et godt billede på, hvilke værdier og overbevisninger der løber som en rød tråd gennem hendes udgivelser.


- Jeg ville gå foran det lille pigebarn og feje alle problemer væk for hende, hvis jeg mente, det var godt for hende. Men det gør jeg ikke. Hvis man tager udgangspunkt i barnet, kan man snakke om alt, og det mener jeg, at man skal. Det skal for eksempel ikke komme som et chok, at livet ender med døden. Det er vigtigt, at man lægger det frem sammen med alt det smukke, som livet også er.

 

I alle årene har nysgerrigheden efter at undersøge været den bærende drivkraft sammen med visheden om, at for at lære, må man også lytte.

 

- Man kommer så nemt til at tale hen over hovedet på andre og især børn. Men jeg ved, at hvis jeg for alvor skal lære noget om mit oldebarn, så skal jeg holde min mund og lytte til, hvad hun fortæller. Den samme tilgang har jeg til andre mennesker, og det er i den virkelige verden, at jeg henter mine billeder. 

 

Fortidsbørn

 

I de mange portrætter, der er skrevet om Dorte Karrebæk, tales der ofte om hendes karakteristiske streg. Et fingeraftryk, der er umiskendeligt hendes. Hun ser det også selv, men hun synes, at hun i årenes løb har udviklet sig, og hun prøver stadigvæk – her fyrre år efter debuten – at blive skarpere. Det er ikke mindst ved at undervise andre, at hun selv er blevet bedre.

 

- Når man skal videregive sin viden, er man nødt til at blive sig den bevidst og være opmærksom på, hvilke muligheder man har som tegner, og den opmærksomhed skærpes, når man henter inspiration fra noget, der allerede eksisterer, siger Dorte Karrebæk, som især udfordrer sig selv ved at hente motiver i naturen. Hun har tegnet blomster og tusindvis af sneglehuse. Særligt det sidste er ”virkelig svært”, for det er ikke forestillingen om planten eller stenen, der skal gengives, men den plante eller det sneglehus, der ligger foran én. Senest har hun siddet med gamle klassefotografier og tegnet hver enkelt lille person. Sine fortidsbørn, som hun kalder dem. De er ikke blevet brugt til noget endnu. 

 

- Og selv om der ikke skulle komme en bog ud af det, elsker jeg at undersøge, hvad jeg kan, og hvor langt jeg kan komme, siger Dorte Karrebæk, der en gang imellem tænker, at nu skal hun ikke tegne til flere udgivelser. Men så dukker der alligevel nye ideer op eller opfordringer fra andre til at blive ved. Og det er hun glad for.