MIKKEL VED GRÆNSEN

”Mik?!” hviskede Mikkel. ”Er du der?”

Det var lidt over midnat. Månelyset skinnede gennem det tomme toldhus på tyskersiden, og huset på den anden side af ingenmandsland var mørklagt og til salg. På den øde parkeringsplads imellem husene stod en stor lukket anhænger. Mikkel bankede på siden af den.

”Er det dig, Mik?” sagde Mikkel.

Der kom tre bankelyde. Det lød, som om nogen sparkede med en sko indefra.

”Mik!?!” nåede Mikkel lige at sige, så sejlede en spøgelsesagtig bil med slukkede lygter og motoren slået fra ind på pladsen. En Mercedes. Mikkel var ikke sikker på, om der var nogen i den. Han trykkede sig op ad anhængeren og holdt vejret. Bilen stoppede, og en mand steg ud i førersiden. Døren blev lukket med et lydløst sug.

Mikkel kunne ikke se, om der var andre, men det måtte der være, for manden talte dæmpet på et fremmed sprog til en eller anden.

Der var to. Føreren og en lang, tynd fyr med nogle bæreposer og en lommelygte. Mændene stod bag anhængeren nu og rodede med låsen. Mikkel prøvede at holde vejret. Han havde ingen fornemmelse af tid. Og pludselig skete der en hel masse.

En tolv-tretten drenge blev gennet ud af anhængeren. De havde tape for munden og svært ved at holde balancen med hænderne bagbundne på ryggen.

Den lange trak en af drengene frem, rev tapen af og proppede en flad burger i munden på ham. Drengen tyggede så hurtigt han kunne. Den lange skyndede utålmodigt på ham, og drengen kom til at hoste, så han tabte halvdelen af burgeren på jorden. Den lange satte tapen på igen og skubbede ham tilbage mod anhængeren.

Det hele gentog sig med de næste drenge. Nogle af dem var hurtige nok til at spise hele burgeren, inden de fik tape for munden igen.

”Jeg skal pisse ...” sagde den sidste, som havde en flænge over det ene øje, i selv samme øjeblik, den lange havde løsnet tapen.

Mikkel genkendte stemmen. Den lange pandede ham brutalt én på siden af hovedet, så han mistede balancen og faldt om på jorden.

"Fuck you!" hvæsede drengen.

”Mik!” ville Mikkel råbe, men råbet blev stikkende i halsen på ham. Han mærkede et jerngreb af en hånd, der tog fat i hans nakke.

”Ikke en lyd!” hviskede en stemme.


1. KAPITEL

”Hey! Det er her du skal af, mand!” sagde Mik pludselig og sprang op fra sædet.

”Der har da ikke stået Rosenborg Højer endnu?!" Mikkel tog sin taske.

”Det var før, vi drejede af til Nørre Sejerslev. Den er go’ nok. Du skal bare lidt ned ad vejen, så står de gamle og venter ved kirken.”

Mik fægtede vildt med armene og råbte på københavnsk til rutebilchaufføren. "Han skal af derhenne ved kroen!"

"Nå, ja, det var Hjerpsted, du sagde?" sagde chaufføren.

Mikkel så usikkert på Mik.

"Jo, men han bli'r hentet ved kirken," sagde Mik uden at blinke.

Chauffføren standsede rutebilen og satte Mikkel af ved det næste kryds.

"Så ses vi måske!" råbte Mik efter ham. "Du har mit debilnummer!"

Mikkel så sig om. Højkro stod der på gavlen, og bagved skjult af nogle træer lå kirken. Et skilt viste af til Emmerlev Klev. Hans far havde ikke sagt noget om en kirke, men det var jo mange år siden, han havde været der sidst. Godt, at han havde mødt Mik i rutebilen, ellers var han måske stået af et forkert sted.

Mik var fra København. Nørrebro. Han boede i Hillerødgade i en toværelses lejlighed sammen med sin mor, når ellers hun var hjemme. "Hun er mest sammen med Sunshine," havde Mik sagt. Sunshine hed i virkeligheden Sonny og havde en Schäfer, der hed Schwarzenegger, som var på bistand. Mikkel var ikke helt sikker på, om Mik så op til ham Sunshine, eller om han ikke kunne udstå ham. Han havde haft et underligt ligegyldigt udtryk i øjnene, da han havde fortalt om ham, og der var noget foragtende over den måde, han sagde Sonny på. Men Schwarzenegger var skide sød, sagde Mik. Selv om de fleste var pisse rædde for den.

Mik hed også Mikkel og skulle også besøge sin mormor og morfar i Sønderjylland for første gang i mange år. "Hold kæft, en masse busser, man skal med! Og jeg aner ikke engang, hvo'den de ser ud!" Det vidste Mikkel heller ikke om sine. Han havde ikke set sin mormor og morfar, siden den aften for seks år siden, da politiet havde banket på hjemme hos dem og fortalt, at hans mor var død på Mallorca.

"Min mor er s'gu også altid syg. Syg i ho'det, du! De har lige indlagt hende igen. Det er derfor, jeg skal herover. På oldebesøg! De ka' jo ikke have mig rendende løs. Ved du, hva' de kalder mig?!" Mik havde set forventningsfuldt på Mikkel. "Mik Pik! Så ka' du jo selv regne ud, hvorfor! Og Sunshine er der heller ikke en kæft, der stoler på."

Mikkel kunne helt godt lide Mik, selvom han snakkede meget. Der var et eller andet bag hans seje facade, ligesom med Eminem, som om han alligevel ikke var så stolt ved det hele. Og så havde han ikke snørret sine snørrebånd, de var røde og hang bare og slaskede efter ham.

Mik havde ikke ro i røven, arme og ben gik på ham, når han snakkede, og det gjorde han næsten hele tiden.
Og han røg som en skorsten. Cigaretter uden filter. Hver gang der var det mindste stop, var han ude af rutebilen og ryge. Han drømte om at rejse sydpå. Til Italien eller Spanien eller Grækenland. Og se på Middelhavet.

"Det er en kæmpe swimmingpool. Med turkis vand i. Og palmer! Jeg har s'gu aldrig set skyggen af en palme! Har du?" havde han spurgt Mikkel.

Der var lidt palme på det billede af Mikkels mor på Mallorca, de havde haft hængende på opslagstavlen i køkkenet, men Mikkel havde aldrig set en i virkeligheden. Det kunne han egentlig godt tænke sig.

"Så gør vi det sammen, ik'?" sagde Mik begejstret. "Vi stikker bare af fra de gamle tosser. Har du en bamse?"

"En bamse?!" Mikkel så skeptisk på Mik.

"Et krammedyr? En mobil, mand?!"

Jo, sagde Mikkel, det havde han da. Han havde den oven i købet med. Ellers lå den derhjemme i en skuffe, men han havde lovet Emilie at tage den med, så de kunne sende SMS'er i ferien. Hun skulle til Gardasøen med sin far og mor.

"Ved grænsen er der masser af lastbiler, der kører ned gennem Europa," sagde Mik. "Vi ka' stoppe hele vejen!"

"Mojn, Mik!"

Der stod de foran kirken ved siden af en grøn Opel Record, Mikkels mormor og morfar. De var meget mindre, end han huskede.