TANGO MORTALE

Han ventede, til lysene blev slukket i Rosas værelse, så gik han over gården og ad køkkentrappen, som tjenestefolkene benyttede, og låste sig ind i den store lejlighed. Han huskede ikke længere sit eget navn, men dengang han var Don José, gik han ad hovedtrappen.

Don José var en vagabond i litteraturens verden, hvadenten han strejfede om ved Indus’ bredder i selskab med Kalidasa, fulgte i hælene på Chandler ad North Bristol Avenue eller krydsede verdenshavene om bord på São Bento med Camões. Han holdt af bøger og frydede sig over at tænke.

Nu var hans øjne svage og hans hjerne en glemsomhedens ørken med små oaser af hukommelse. Han havde svært ved at genkende mennesker og måtte bruge stærk lup for at læse.

Luften var tæt af væde. Disen lagde et slør over erindringen. Han vidste ikke, hvorfor han stod her. Han så på sine hænder. De var sorte af aske og lugtede af røg.

Rosa havde lugtet af røg. Rosa var lang og mager, nedslidt af arbejde, ulykke og intelligens. Hun var yndefuld og bitter besk, brød alle love. Hun foragtede sociale omgangsformer, men viste en vis ømhed for hjælpeløse væsener. Livsværk.

Han var i færd med at afslutte sit livsværk, men han kunne ikke komme i tanker om, hvad det gik ud på.

For hans indre blik dukkede billedet af nogle hytter frem, små lerklinede huse, der lå tæt sammen, farveløse. I et hjørne ved en hyld sad en dreng og sang. Han var med det samme klar over, at drengen ville blive hentet af alvorsfulde mænd, der ville føre ham til mørke stenbygninger, hvor han senere ville få tilnavnet venerabilis, den ærværdige.

Så skiftede billedet, og han så en mand sidde og skrive ved et blåmalet bord i et køligt, rummeligt hus. Et springvand i en aflukket gård i nærheden sendte sin svalende lyd ind til den skrivende. Han skrev langsomt og sikkert, fra højre til venstre om ”Ødelæggelsernes Ødelæggelse”. En mand, der ville blive kaldt ved mange navne.

Men hukommelsen svigtede. Han kunne ikke komme på et eneste af dem, men huskede nonnen Adelhard, der i 1100-tallet havde signeret en afskrift og tegnet sig selv i marginen til venstre. Så befandt han sig atter i en uskarp ørken af glemsel.

Røgen fra skorstenene højt oppe slog ned i gården, der lå hen i mørke. Fra calle de Atocha lød råb, et bilhorn blandede sig i larmen. I bogtrykkerens værksted kørte maskinerne med monotone dunk. Disen drev ned ad de bare grene i småhaverne bagved og hang i fortættede dråber på rørene under halvtaget, hvor der stod trykfarver og kønrøg i høje beholdere. Hos paraplymageren brændte en nøgen pære over bordet. Gennem et tildugget vindue kunne han skimte mester, der stod foroverbøjet og lakerede udspændte skærme, som han hang til tørre under loftet som store flagermus. Om lidt ville bagersvenden komme ud og hente brænde til ovnen.

Af og til, når Doña Isabel gav selskaber, måtte han vente den halve nat på, at pigerne havde ryddet op og lysene blev slukket.


HUSET

Huset var fra midten af det 18. århundrede og bygget i palæstil som vinterresidens for en general og hans familie. Man gik ind ad en stor vognport, hvor en bred marmortrappe til venstre mellem to gipsløver førte op til beboelsen, som fra førstesalsniveau bredte sig over tre etager, alle med balkoner ud mod calle de Atocha. Køkken, saloner, spisestue på første sal, bibliotek, badeværelser og sovegemakker på anden og tørreloft og værelser til tjenestefolkene på tredje sal. Stueetagen havde indgang fra gården og bestod af tre mindre lejligheder, som oprindelig var indrettet som portnerbolig og kontorer, men som nu hørte med til værkstedslejemålene i gården.

Doña Isabel havde fået ejendommen af sin far, Don Hernandez, da hun fyldte fem og tyve. Han havde bedt hende underskrive forskellige dokumenter og fortalte efter festen, at han den næstfølgende dag ville rejse til Argentina og besøge den lille flække, hvor han kom fra. Han ønskede hende endnu engang til lykke med fødselsdagen, kyssede hende godnat og gik i seng.

Det var sidste gang, Doña Isabel så sin far. To måneder senere kom meddelelsen om, at Don Hernandez var fundet død på pampas’en ikke langt fra sit barndomshjem. Han havde skudt sig med et jagtgevær. I et kort brev til datteren angav han årsagen til sit selvmord: vrøvl med prostata, og ønskede hende alt godt fremover. Af Don Hernandez’ testamente fremgik det, at Doña Isabels fremtid var sikret som enearving til kvægimperiet Hacienda Hernandez, S.A., der udover at være Sydamerikas største kødeksportør sad på størstedelen af Argentinas avlscooperativer og ejede de fleste store slagterier.

Når Don Hernandez havde elefanten i firmaets våbenskjold og ikke en okse, var det fordi han havde stor sympati for dyr, der når de mærkede, de skulle dø, selv gik til deres gravplads. Han havde altid været en simpel, men praktisk anlagt mand, og Doña Isabel forstod udmærket hans beslutning om ikke at ville tilbringe sin sidste tid som en gammel idiot med ble på. Hun sørgede ikke over sin fars død, men forsømte ikke en lejlighed til at bære sort og gå med slør. Hun fandt det pirrende at mærke mændenes blikke: så ung og ... enke?

I det hele taget egnede Doña Isabel sig ikke til at være ulykkelig. Da hun var syv, mistede hun sin mor, men hun havde aldrig savnet hende. Moderen var død af tuberkulose, lille og spinkel, siddende i vintersolen med et tæppe omkring sig. Don Hernandez havde set sin tilkomne en sen aften i et varietéteater. Hun var i koret og hostede allerede slemt dengang. Men Don Hernandez gav fanden i en smule blod og giftede sig med hende tre dage efter. Clara hed hun og havde mange tilnavne, men fra da af var hun Doña Clara. Hendes store drøm var at danse ballet. Og Don Hernandez indrettede en gammel fægtesal med spejle og barrer langs væggen og ansatte en russisk lærer til hende. Han lod en maler portrættere hende, tre en halv gange fem meter, seksten en halv kvadratmeter Clara som Giselle i måneskin og hængte maleriet i hallen, men hendes hoste blev værre og værre. Han sendte hende til de dygtigste læger og de bedste sanatorier og kursteder og syntes, at der var fremgang at spore, og at hun så bedre ud end nogensinde, skønt Doña Clara for hver gang blev svagere og til sidst ikke kunne mere.

Efter hustruens død kastede Don Hernandez al sin kærlighed på datteren. Han forgudede hende, overøste hende med gaver og gav hende lov til alt, hvad hun ville. Da hun fandt det urimeligt, at hun ikke kunne tage sin far med i skole, en nonne spærrede ham adgang til klosterskolen, tog han hende ud og bibragte hende selv den nødtørftigste lærdom. Den lille Isabel kunne derfor som otteårig med et plus-minus på to kilo vurdere en voksen kos vægt, lægge sammen og trække fra, gange og dividere og dermed regne med procenter og læse de vigtigste overskrifter i aviserne. Han købte dyre kjoler til hende, tog hende med på fornemme restauranter, og lod hende drikke søde likører og champagne fra hun var ni. Hun fik kørekort og sportsvogn, da hun blev atten, og gik til psykiater, spillede tennis og tog ridetimer uden at være særlig god til nogen af delene. Hun skiftede hest, når hun var blevet slået af et par gange, tennislærer, når han blev for nærgående, og psykiater, når hun begyndte at kede sig.

Men efter faderens død besluttede Doña Isabel sig for at lære noget. Hun kastede et hurtigt blik i dagens avis og bestemte sig. For tango. To og tyve lektioner i den erotiske dans og gode råd om afholdelse af tango-selskaber i middelstore privathjem.

Nu skulle Doña Isabel selv føre hus. Hun lejede værkstederne i gården ud til en bogbinder og søn og til en polsk paraplymager, der interesserede sig for mobiler og mekanisk legetøj og læste bøger om dansende dervisher. Og hun averterede efter tjenestefolk, tilbød eget værelse, god løn og ordnede forhold mod dygtig flid, loyalitet og anstændige skudsmål.

Den første, der meldte sig i calle de Atocha, var Tommaso, Italieneren. Doña Isabel åbnede døren. De søger en kok?!, sagde Tommaso, som var i rejsefrakke og bar hat som en gentleman. Ja? Doña Isabel så nysgerrigt på kanariefuglen i buret, som Tommaso holdt i hånden. Jeg er kok. Fra Custoza. Min mor er Sophia, La Fornarina, min far Luigi Bomba, Anarkisten. Jeg kan begynde med det samme. Doña Isabel så et øjeblik overrasket ud, så brast hun i latter. Og fuglen?, lo hun. Tommaso løftede buret en anelse. Den følger med.

Den næste var Rosa, det vil sige, de var to: Rosa og hendes søster Lulú. Lulú var et usædvanligt talent. Allerede som barn havde hun elsket at danse på bare fødder på kajen i Séte med udsigt til muslingebankerne. Hun havde høj, glat pande og strålende øjne. Da hun var seksten, drog hun til Madrid sammen med Rosa, der havde fået plads hos en skolebestyrer, der var enkemand og overbevist tilhænger af kongehuset og Primo de Rivera. Lulú blev optaget på teatret og dansede fra første aften på den store scene. Hun klippede sit hår drengekort og havde amourøse affærer med døgenigtene fra de bedre kredse. Rosa gjorde rent, vaskede tøj og lavede mad. Så faldt Lulú. Hendes knæ blev revet af led, og hun måtte gå med stok. Hun ville aldrig komme til at danse mere. Hun sad i Rosas værelse dagen lang og modtog besøg af unge mænd, når skolebestyreren var ude, og Rosa gik på indkøb. Hendes pande var stadig berusende glat og hendes øjne strålende. Rosa så til, men brød sig ikke om, hvad hun så. Og da hun en dag kom tilbage fra markedshallen, fandt hun Lulú siddende på trappen foran huset med deres to kurvekufferter og en lille kattekilling med ét øje, som hun havde fået af en beundrer. Skolebestyreren var uventet kommet hjem og havde øjeblikkelig sat Lulú på gaden. Og Rosa skulle heller ikke vise sig mere.

Nu søgte de plads hos Doña Isabel. Sammen. Doña Isabel kastede et blik på Lulús stok. Rosa lovede at arbejde for to.

Doña Isabel anskaffede sig en sort kjole med høj talje og slidser til midt på låret, en agraitte med et diminutivt slør og spidse sko med en lille hæl. Og den følgende dag gik hun til sin første lektion i tango og glemte sin aftale hos psykiateren, som var begyndt at kede hende.


II

Som i et skyggeteater så Don José fra sin plads i gården skikkelserne bevæge sig i de store vinduesfag til de oplyste stuer. Det gule lys slog flammer bag silhouetterne i en flakkende ilddans. Don José havde valne fingre, som havde han holdt dem for længe i sæbevand. Aftenluften satte sig i hans næsebor med samme røgede fugt, som han huskede den fra Tsai Lun’s kogeri.

Han var svend hos Tsai Lun ... sådan var det. Han havde stået med armene opløst i vand til albuerne i stenkummen i det åbne skyllerum, trykket barkmasse gennem fingrene, en limet pulp af findelte taver, mens Tsai Lun rørte med lange hvide stokke i kogekarrene, som stod på ildsteder på gulvet og boblede med barkstrimler og kogte fibrene ud.

Tsai Lun fortalte om Quin Shi Huangdi, kejseren der ville al intellektuel og politisk splittelse i riget til livs, dengang striden stod om vejen til det uudsigelige og kærligheden til ligevægt og det forbigangne, mellem Lao Zi’s lære eller mesteren Kong’s. Quin Shi Huangdi lod alle poppel- og bambus-bøger og ji-tryk brænde og begravede fire hundrede og tres lærde levende. Private bogsamlinger blev forbudt og kun enkeltbind om jordbrugslære, spådomskunst og medicin bevaret.

Tidligt om morgenen var Tsai Lun og han gået af sted ad stien langs floden for at samle bark fra morbærtræerne. Markerne var kølige, den spredte regn holdt op. På wu-t’ung træet ved brønden raslede de kolde blade, og fra en enlig vaskestok i nærheden lød efterårsslag.

Mee Ling, sagde Tsai Lun. Før var hun syngepige, nu er hun en søfarers hustru. Men sejleren brød op og kom aldrig tilbage. En tom seng er vanskelig at holde ene.

De havde slået bark mod flade sten, æltet og kogt til en lind masse uden mange ord. Senere spændte de lærred på rammer, dyppede dem i den kølnede grød og hang dem til tørre i stativerne udenfor.

Mod aften nikkede Tsai Lun tilfreds og løsnede de tørre ark fra rammen, ét efter ét gjorde han de gråhvide blade fri af lærredet og løftede dem over på bordet, hvor de blev lagt i pres.

Søfarerens kvinde havde stået og ventet ham foran den blå pagode med en bleg hånd strakt frem og rosa ansigtspudder.

En due flaksede ind på flyvebrættet under taget. Øjeblikket er flygtigt, tænkte Don José. Eksperimentet farligt, dommen svær.

Halvandet årtusinde senere brændte bålene med papirbøger foran Quinlongs store manuskriptbibliotek, som indeholdt syv kaligraferede kopier af hver af de titusinde titler fordelt i fire skatkamre: historie, klassikere, filosofi og skønlitteratur. Selvsamme kejser, som havde samlet encyklopædier og antologier af uset omfang, forbød ti tusinde to hundrede og enogtredive værker. Han lod sine fogeder opkøbe skrifter, der var af underlødig karakter og rummede kritik af regimet eller kætterske og utraditionelle tanker, og foretage husundersøgelser, opfordre til anmelderi mod belønning og straffe dem blodigt, der var i besiddelse af forbudte bøger. To tusinde tre hundrede bind brændte op, og uønskede forfattere og deres familier blev dømt til døden eller landsforvist.

Paraplymageren nynnede besværgende i sit værksted, og luften blev kold af småregn på grænsen til frysepunktet. Don José åndede i sine hænder.

Luften var kold nu. Don José løftede blikket mod vinduerne, hans øjne løb i vand, og de chasserende figurer deroppe blev uskarpe som skyggerids på papirbeklædte skydedøre.


DONA ISABELS HEMMELIGHED

Doña Isabel var resolut og rapkæftet. Nogle måneder efter faderens død blev spørgsmålene fra bestyrelsen for Hacienda Hernandez S.A. og flokken af friere, der som bladnegre trængtes om den sortklædte arving, så anmasende, at Doña Isabel fandt det formålstjenligt at fremkomme med en erklæring. Hun ville gifte sig, når hun havde tilendebragt de erindringer, hun påtænkte at skrive.

Og skønt forlæggerne ikke anede, om Doña Isabel overhovedet kunne skrive, stod de i kø for at få eneret til hendes memoirer, som endnu ikke eksisterede. Bortset fra titlen. Bogen skulle hedde ”Mit Liv”, og den blev imødeset med største spænding.

Jeg skriver ikke særlig hurtigt, betroede hun Lulú, som sad med den enøjede kat i skødet. Så det kan vare længe, inden jeg gifter mig. Alligevel gjorde hun af og til et par notater i et lille hæfte om dette og hint. Når hun huskede det.

Lulú fandt hendes skriverier dristige og underholdende, og eftersom hun læste kulørte magasiner, foreslog hun en kendt politiker og kunstner eller en italiensk prinsesse indføjet hist og et skandaløst rygte eller en storslået begravelse her og udstyrede i hæftet Doña Isabel med en cockerspaniel, selv om hun ikke brød sig om hunde.

Doña Isabel tøvede med at afslutte sine erindringer, der var et par afsnit, hun ikke havde vist Lulú, hun ville ikke såre hende. Doña Isabel havde en hemmelighed.

I samme øjeblik, hun trådte ind i konsultationen og så professoren, som sad og så for stor ud til lænestolen, vidste hun, at hun ville gøre erindringerne færdige så hurtigt, det lod sig gøre.

Hun havde hørt tale om ham på dametoilettet på Ritz: professor, doktor Olvidado, byens førende psykiater. Blanche de Clermont havde ladet sine Clara Bow øjne vandre fra spejlet i pudderdåsen til spejlet på væggen. Han vækker de dybeste erkendelser i mig. Hun så henført på sig selv og satte skulderstroppen på plads. Den abricosfarvede kjole i crepe Georgine faldt tæt til hendes spøgelsesagtige, amorfe krop. Han forstår. Ham kunne jeg betro alt. Doña Brabál nikkede. Så intelligent, en rigtig bogens mand. Hun havde selv de bedste erfaringer med professoren. Og charmerende, han kender med det samme ens parfume, lo hun. Sakountala, så er det de Chabrillan, Nirvana, det er komtessen, Le Fruit Defendu Niní, ikke sandt, Niní? Niní, en høj, slank religiøst udseende pige i midten af tyverne, smilede hemmelighedsfuldt. En prægtig mand, hviskede Blanche de Clermont.

Og det kunne hun have ret i, tænkte Doña Isabel, der forgæves så sig om efter en sofa og blev stående på gulvet. Professoren var sidst i trediverne, besnærende kejtet og dårligt klædt. Der var en melankolsk varme i rummet, som mere mindede om et studerekammer end om en psykiaters praksis.

Goddag, sagde Olvidado. Doña Isabel præsenterede sig. Isabel Hernandez. Vil De ikke sidde? Professoren gjorde sig fri af lænestolen og tog med en akavet bevægelse plads på en stak bøger, der stod på gulvet ved siden af. Ja, jeg hedder José. Men det havde De måske gættet, sagde han undskyldende. Skiltet på døren, mener jeg. Det havde hun nu ikke lagt mærke til.

Han så afventende på hende. Hun blev forvirret af tavsheden og syntes, hun måtte sige noget.
Hun overvejede, om hun skulle sige, at hun led af histriomani. Hun havde slået det op i et leksikon, hendes far ved en fejltagelse havde ladet sig prakke på af en dørsælger. Det var hendes lidenskab at spille roller, men ikke på teatret med andre skuespillere. Hun spillede blandt rigtige mennesker.

Hun sad i lænestolen med benene skråt samlede fra knæene ned mod gulvet i honningfarvede silkestrømper og hænderne uroligt i skødet.

Eller hun kunne fortælle om en barndomsoplevelse af sexuel natur, som hun ville lade som om, hun pludselig kom i tanker om. Eller en drøm? Hun var god til at digte drømme.

Det lille slør fra hendes hat dannede et skærmende lag mellem hende og psykiateren. Han sad og læste i en skindindbunden bog.

Doña Isabel var vant til fuld opmærksomhed. Til hendes selskaber vrimlede det med mænd, der gjorde hende deres opvartning. De priste hendes vid, komplimenterede hendes udseende og drak hendes champagne. Professoren var ikke kommet med så meget som én bemærkning om hendes parfume.

De bruger ikke parfume, sagde han opslugt af bogen, som havde han læst hendes tanker.

Hun besluttede sig for at chokere ham. Hun ville indvie ham i sin hemmelighed.

Jeg er taxigirl, sagde hun højt og tydeligt og rettede sig i stolen. Om natten danser jeg for penge i ”Bjørnen og Jordbærtræet”. Fem danse for ti pesetas.

Jaså, sagde professoren, der var kommet til det sted, hvor Odysseus vender hjem og genser sin gamle hund. Den ligger på en dynge kokasser og mulddyrmøg fuld af utøj og logrer med halen og vifter med ørene, men kan ikke slæbe sig hen til sin herre. Som dreng havde Olvidado ofte været med faderen på jagt i bjergene med støveren Aros, en smuk årvågen hund. Han forstod Odysseus’ bevægelse. Knap har hunden genkendt sin herre efter tyve års fravær, så rykker døden den bort.

Doña Isabel var paf, ude af stand til at tænke klart. For mange var hun en gåde, en spektral skikkelse med neurotisk livlige øjne og en næsten hektisk ladhed i sine bevægelser. Kvinder såvel som mænd forelskede sig i hende og hendes rigdom, og rygterne gik om skændigt bizare affærer og usømmelige tildragelser i huset i calle de Atocha.

Hun kendte rygterne fra pigerne i ”Bjørnen og Jordbærtræet”, som ikke vidste, at hun var selvsamme Doña Isabel, men troede hun hed Anita og var ekspeditrice i et stormagasin. Kendte professoren til rygterne? Brød han sig overhovedet om hende?

De dufter dejligt, sagde han. Vil De have noget imod, at jeg kommer og danser med Dem en nat? Det var fem danse for ti pesetas, hvis jeg ikke husker galt?

Det var mest ekspeditricer, et par husassistenter, der havde udgang, og kontorpiger fra sagførerkontorer og skrivestuer, der arbejdede i ”Bjørnen og Jordbærtræet”, som lå i en gyde et stenkast fra Puerta del Sol. Pigerne ankom ved halvéttiden og gjorde sig i stand ude bagved og fæstnede deres nummer med en sikkerhedsnål på kjolen. Doña Isabel, eller Anita, havde nummer syv. Hun pudrede sine ben, rayonstrømperne skinnede så skrækkeligt, og malede sine læber i amorbue, pink. Så gav hun øjenvipperne en tur med spyt og farveblyant og kastede et blik ud i lokalet.

Henne ved døren sad Hr. Agustín, en sørgmodig, jordfarvet mand, og stablede billethæfter på bordet ved siden af kassen. Dansegulvet lå tomt hen i gulligt mørke og med en lille forhøjning omkring og ballustrade, hvor pigerne sad og ventede på at blive budt op. På bardisken stod Hr. Agustíns grammofon af mærket His Masters Voice med håndsving og messingtragt og en stabel ældre plader med Angel Villoldo, Alfredo og Flore Rodriquez de Gobbi, og alle Carlos Gardels.

Klokken ét præcis sad pigerne klar på deres stole, Hr.Agustin lagde ”La morocha” på pladespilleren og gik hen og åbnede dørene. Mændene, som havde stået udenfor og frosset under neonskiltet ”Salón de Tango”, stillede sig i kø ved bordet.

Professor Olvidado købte et hæfte med billetter, så han kunne danse med nummer syv hele natten. Her hedder jeg Anita, hviskede Doña Isabel, da han kom hen til hende. Hun var langt gladere for at se ham, end hun havde forestillet sig. Ja, vist, sagde professoren, Anita lyder tillokkende, måske jeg skulle kalde mig Jean. Skal vi danse?

Som var det en skamløs tilståelse, sagde hun: Åh, jeg elsker tango.

De dansede. Hendes krop føjede sig smidigt til hans. Han lagde forsigtigt ud med enkle trin. Venstre fod tilbage, højre fod til siden, halv otte tilbage med venstre, halv otte tilbage med højre, drejning, stå. Venstre fod tilbage, tilbage, kryds, tilbage, syv og otte. Han mærkede hendes færdighed, tog mod til sig og overgav sig til rytmen. Hun fulgte ham, bøjede sig under hans vilje, forudanede hans variationer. Hendes øjne gemte på et drillende smil, grådigt og sensuelt.

Efter endnu nogle danse bad hun ham en halv time senere gå med sig til dametoilettet. Hun viste ham sin krop i spejlet. Er jeg hæslig?, spurgte hun. Så gik hun tilbage til dansegulvet.